Studier i Religion

Dåben og nogle motiver fra 1. Enoks bog

Matt 12,31ff finder vi Jesu berømte ord om bespottelse af Helligånden. Det har jo ofte været et  problem, at følsomme og grublende mennesker har troet, de har begået denne synd, som ifølge Jesu ikke kan tilgives. Generelt må man sige, at det er i hvert fald ikke dem, som har begået denne synd. Jesus kalder sig selv Menneskesønnen, et udtryk, som betyder slet og ret ”mennesket”. Det er en ejendommelig dobbelttydig titel, for det kan betyde slet og ret ”et menneske”, men tankerne kan også gå til profetens Daniels syn, hvor Daniel ser, hvorledes Gud efter at have knust forskellige verdensriger symboliseret af forsk uhyrer, der stiger op af havet, giver sit evige verdensherredømme til en Menneskesøn, der kommer med himlens skyer. Begge betydninger ligger bag Jesu brug af ordet: Jesu fremstår som kun et fattigt menneske, som alle har lov til at spotte, og det vil blive dem tilgivet. Men skjult for verdens øjne er han den, som skal sætte sig på Guds trone og herske til evig tid. Kun to andre steder i jødedommens mange skrifter fra oldtiden møder vi denne betegnelse Menneskesønnen brugt om Messias, og det er nok ikke et tilfælde, at det netop er i det ene af disse skrifter, 1.Enoks bog, vi også finder det eneste sted i jødedommens skrifter fra det 2.tempels periode, hvor udtrykket bespottelse af Ånden optræder og tilmed som noget, der fører evig straf med sig. Der fortælles nemlig i 1.Enoks bog om de 7 ærkeengle, at en af dem, Sariel, er sat som herre over dem, som skal straffes, til fordi de har ”syndet mod Ånden” og ”tager usømmelige ord i deres mund og siger hårde ting mod Hans herlighed”(1.En.20,6 og 27,1f)[1].

Helligånden spiller ikke nogen særlig stor rolle i farisæernes skrifter og heller ikke i jødernes og muslimernes religion i dag. Her er det loven, den religiøse reglement, Moselovens og sjaria’ns overholdelse, der tæller. Mennesket menes at have en fri vilje, så det kan tage sig sammen og overholde budene og derved gøre det gode. Men Jesus lærer, at kun én er god, nemlig Gud, Matt 19,17, så kun ved hjælp af Guds kraft, HÅ, kan mennesket gøre det gode, ikke ved egen kraft. Et dårligt træ kan kun bære dårlig frugt, så ”hvordan skal I, som er onde, kunne sige noget godt”, siger Jesus videre, Matt 12,33f. Den store forskel på kristendommen på den ene side og jødedommen og islam på den anden side er, at jødedommen og islam ikke betragter syndefaldet som særligt afgørende. Mennesket fik ganske vist en vis tilbøjelighed til at gøre ondt, og verden blev hård og syndig, men mennesket har dog stadig væk ifølge islam og jødedommen en nogenlunde fri vilje og en evne til at gøre det gode. Nej, siger Jesus, mennesket vendte ryggen til Gud (den fortabte søn) og sank ned til ”øgleyngel”. (Læg mærke til dette stærke udtryk for noget ondt og giftigt.) Så kun ved Guds hjælp, ved hans hellige kraft, Helligånden, kan det gode komme ind i vort liv. Jesus skildrer det også på følgende måde: Den onde djævel vogter tungt rustet over sin gård – menneskenes verden – men en kommer, som er endnu stærkere end ham og besejrer ham og ”tager hans fulde rustning”. Altså mens islam og jødedommen hylder troen på den fri vilje, så ser Jesu mennesket som stående mellem to magter, den stærke djævel og den endnu stærkere Helligånd. ”Han frelste os ud af mørkets magt og ind i sin elskede søns rige”, således gengiver Paulus Jesu lære helt korrekt, Kol 1,14. Og Luther siger det samme på sin egen karske måde: Mennesket er et æsel, som rides enten af Gud eller Satan. Vi skal søge at få mere af Guds Ånd ind i vort liv, så mørkets magt kan fordrives fra vort hjerte. Vi kan ikke selv. Man kan ikke bare ved en viljebeslutning beslutte sig til at gøre det gode. Det er dybere kræfter i underbevidstheden, der bestemmer.

Jesus selv modtager ved dåben HÅ, men står der videre i Markusev: HÅ driver ham straks ud i ørkenen, hvor han bliver fristet af djævelen men lever mellem de vilde dyr og engle søger for ham, Mk 1,12f. Tankegangen er den, at den, som ved dåben modtager HÅ, får kraft til at modstå Satans herredømme og fristelser og kommer i en dybere pagt med hele den mægtige natur, og de allerstærkeste kræfter i universet, englene, vil sørge for ham[2]. D. Flusser har fremdraget en temmelig nøjagtig parallel fra skriftet Naftalis Testamente 8,4-6: ”Når I gør det gode, mine børn, så vil såvel menneskene som englene velsigne jer…og djævelen vil flygte fra jer, og de vilde dyr vil frygte jer …Men den, som ikke gør det gode…vil djævelen bo i som i sit eget kar, og ethvert vildt dyr vil herske over ham.” Jnf. Issakars Testamente 7,7: ”Øv også I dette (næstekærlighed og kærlighed til Gud), mine børn, og enhver Belials ånd vil flygte fra jer…og ethvert vildt dyr vil i betvinge, eftersom I har hos jer himlens Gud, som vandrer med de mennesker, som har et enhedens hjerte.” Jnf. Hermas’ Hyrde XII Man 47,6-7: Når ”bodens engel” er hos jer, så vil djævelen flygte, når I yder ham beslutsom modstand, jnf Jakobs brev: ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå djævelen imod, så vil han flygte fra jer,”4,7f. Udtrykket Belial om den onde ånd kendes også fra Qumranskrifterne, og Flusser kalder De 12 patriarkers Testamente for ”halv-essensk” og påviser også (s.203f), at Johannes’ omvendelsesdåb må ses som ”dogmatisk identisk med” den essenske initiationsdåb. Flusser nævner også det essenske Damaskusskrift 16,4-6: ”På den dag, på hvilken manden forpligter sig til at vende om til Mose lov, vil Fjendskabets Engel vige fra ham…”. Det er åbenbart, at vi her har  den religionshistoriske baggrund for den urkristne dåbssymbolik med dens forsagelse af djævelen og dens modtagelse af HÅ.

Det bliver mere og mere tydeligt for den, som forsker i jødedommen på Jesu tid, at farisæernes bevægelse med sin meget konkrete koncentration om alle reglerne for renhed og urenhed, for hvad man må spise og ikke spise, var en reaktion på den gamle jødedom, som mere romantisk troede på, at mennesket stod i det store kosmiske drama, kampen mellem godt og ondt, mellem den gode magt HÅ og englene og øverst Guds selv og hans Messiaskonge og på den anden side Satan og de faldne engle. Vi er ligesom den lille hvide bonde i skakspillet, han bliver let et offer for sorts spil, men han er beskyttet af den stærke brik, dronningen, HÅ og rykker frem i hvid konges tjeneste.

Farisæismens lovstrenge syn er altså et opgør med den gamle romantiske jødedom, hvor alle de bud, som farisæerne og de skriftkloge studerede så ivrigt, næppe nok var opfundet, og hvor det mere gjaldt om at få HÅ, Guds kraft, ind i sit hjerte ligesom de gamle profeter, ”for hvad hjertet er fuld af, løber munden over med, Matt 12,34. Er hjertet fuldt af HÅ, kan man ”tage gode ting frem af sit gode forråd”, 12,35, ellers bliver det let lutter tomme, larmende og forfængelige ord, der kommer ud af ens mund.

Mennesket skal passe på ikke at blive som et tomt hus. Når den onde magt, som siden syndefaldet hersker over vore hjerter, er fordrevet, så skal vi ikke bare være som et tomt hus, der er fejet og pyntet. Vi skal søge at fylde vort hjerte med Guds ånd. Fylde det med Åndens frugter. ”Drives I af Ånden, er I ikke underlagt Moseloven, siger Paulus, hvorefter han opregner Åndens frugter: Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse. ”Lever vi i Ånden, så lad os også vandre i Ånden.” Gal 5,25.

”På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for hvert tomt ord, de har sagt”, Matt 12,36. Man har undertiden f eks. i munkevæsnet tolket dette ord meget bogstaveligt. Men det, at vi kan tale sammen om små og store ting, det er jo det, der gør os til mennesker. ”Fuglene alle med næb og klør, om de lagde hoveder sammen – de hitted dog ej på det mindste ord, som hører til menneskestammen”, siger Grundtvig. Det er ikke et forbud mod at hyggesnakke, men ifølge sammenhængen er de tomme ord ord, som kommer fra et tomt og pralende hjerte. Kunstfærdigt opstyltet tale, som kun skal tjene til at fremhæve en selv. Mens de ord, der som barnets ord springer direkte og umiddelbart ud af hjertedybet og skaber, venskab trøst og sammenhold, ikke kan kaldes tomme. Hvornår har venner det bedst? Når de sidder og siger noget påtaget, pralende, selvcentreret sniksnak til hinanden, eller når de taler ord, som kommer fra hjertet?  De tomme ord er ord, som bare skal tjene til at fremhæve os selv og nedgøre andre. Alene ved at lytte til vore ord kan Gud dømme os, Matt 12,37, for vore ord bærer vidnesbyrd om, hvad der bor i vort hjerte. Tomme, forfængelige ord kommer fra et tomt, forfængeligt hjerte. Vi må vogte på vore ord, at de ikke spreder gift og sladder om os, så de vidner de om et giftigt hjerte. Ofte sårer vi næsten meget mere gennem vore ord end gennem vore handlinger, og opmuntrende ord i rette tid lyser op. En enkelt nedsættende bemærkning kan såre som en giftig pil og ødelægge hele dagen for et andet menneske. Efterhånden mærker man ikke selv den giftighed, man spreder om sig, og man bliver ligesom bukkene på den yderste dag i Jesu lignelse Matt 25,31ff. De siger: ”Jamen, har vi da ikke været gode, udmærkede mennesker? Vi har vel ikke været værre end andre.” Man så ikke sine egne fejl, fordi man havde så travlt med at se på andres. Det er slemt, at vi spilder livet ved at gå og gnave ad andres fejl, når disse alligevel ikke er noget, vi kan ændre på. Vi kan jo kun ændre på vore egne fejl. Det er ganske sørgeligt, hvis vi bruger vort liv på at overbevise os selv om, hvilke hæslige væsner andre mennesker er.

De fleste synder er der undskyldninger for. Men det at tale ondt om andre er der ingen undskyldning for, for det er så let at lade være, for hvis man ikke har noget godt at sige, kan man jo bare holde sin mund. Ved at snakke ondt om andre, er vi med til at forgifte den daglige omgangstone. Vi burde være et lys for verden og ikke en sur stank.

Jesus afviser derefter folkets behov for at se mirakler, beviser Matt 12,38ff, nej, den visdom, der er i hans ord burde være nok til at overbevise. ”En ond slægt”: det største problem er, at menneskene er en ond slægt, er al den ondskab, menneskene forøver mod hinanden. Og dette overvindes ikke ved farisæernes dømmesyge og strikse lovoverholdelse. Den overvindes kun af Guds hellige Ånd, som ønsker at bo i menneskenes hjerter. Man hvordan får vi HÅ? I dåben, Ap Ger 2,38. NT skelner ikke skarpt mellem Ånden, ”profeternes ånder, som er dem lydige” og engle og skytsengle (jnf at også i Dødehavsteksten ”Sektreglen” 1QS og i Hermas’ Hyrde tales der om ”Sandheden engel” og ”Bodens engel”). Så HÅ kan altså også opfattes som ens skytsengel. Man får den i dåben, men man beder også om den, og Lukas lader Jesu lære om bøn kulminere i en understregning af, at man skal være vis på, at man har fået HÅ, når man har bedt om den, Luk 11,13. Lad jer fylde af Ånden, lyder Pauli opfordring.

Det gamle ordskifte, som indleder gudstjenesten: ”Herren være med jer” med menighedens svar: ”Og med din Ånd” må ifølge en undersøgelse af W.C. van Unnik forstås på baggrund af den ældste kristne gudstjenestes karismatiske præg, dens tro på, at Ånden var mægtigt tilstede ved gudstjenesten.  Den normale hilsen hedder: ”Fred være med jer”. ”At Herren var med ham”, betyder i bibelsk sprogbrug, at Guds kraft var med ham og viste sig i undergerninger.

 

Verdensordenen

I det Gamle Test. læser vi fortællingen om den retfærdige Job, som rammes af sygdom, udslet og bylder fra fodsål til isse, så han til sidst kun kan finde lindring for sine smerter ved at sidde på askedyngen og skrabe sig med et potteskår. Han bliver til sidst så vred på Gud, at han beskylder ham for at være kriminel. Til sidst viser Gud sig for Job. Fra Nord kommer et lysskær som guld, og Gud taler nu til Job inde fra stormen: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Hvem bestemte dens mål?” - i majestætiske dobbeltvers skildrer Gud sig som den, der ikke blot har skabt, men hvert sekund opretholder det mægtige kosmos, som den, der føder og drager omsorg for alle de 1000 dyr, der lever i naturen, som den, der satte grænse for havet og råder over de højder, hvor sneen gemmes, knytter syvstjernens bånd og lader Orion gå op til den fastsatte tid. I mange jødiske tekster fra Jesu tid skildres det, hvorledes Gud har skabt denne vældige verdensorden, så alt er i hårfin balance, så sol og måne og stjerner løber i deres baner med matematisk nøjagtighed, så ebbe følges af flod, og årstiderne følger på hinanden, alt sammen styret af sol og måne og 1000 naturlove. I sin første vision i ”Lignelsesafsnittet”, i 1.En 41, ser Enok, hvorledes alle himmellegemerne holdes i deres baner af en ed, som binder dem. Også i den 3.vision, 1.En 69, ser Enok, hvorledes denne ed sikrer skabelsens orden. Hele naturen holdes fast i et net af lovmæssighed, og derfor er det de gamle jødiske teksters største glæde at prise denne mægtige skaber som skænker dig hvert sekund af din tilværelse, jnf de mange lovprisninger af Gud i 1.En (”Da velsignede jeg Herlighedens Herre og kundgjorde hans herlighed og priste…”,27,5). Når vi forstår, hvor stor tilværelsen er både i mikrokosmos og makrokosmos, hvor ufattelig kompliceret selv de mindste celler fungerer, og hvor umådeligt endeløst universet er, så forstår vi måske også, at vi kan ikke sætte os til dommer over Gud og gennemskue hans planer. Det, som er mærkeligt, er, at havet, som strækker sig tusinder af kilometer, for det meste er i balance, for hvis dette kar, som er flere tusinde kilometer langt, bare hæver sig få meter højere i den ene side end i den anden, har vi forfærdelig oversvømmelse. Alt i universet er spændt ind i en mægtig orden, men indimellem er det, som om der er kastet lidt grus i maskineriet, og det er det, biblen kalder de onde kaotiske magter, djævelen og de faldne englemagter, som vil forsøge at udfordre Gud, men som ikke kan skabe det mindste liv, men kun ødelægge. Sygdom, død, krig, ondskab er alt sammen ifølge NT fra djævelen. Han kan ikke skabe, han kan kun ødelægge og bryde ned, så han er, som Luther udtrykker det, en snylter på det mægtige skaberværk, og selvom han hele tiden forsøge at vende den faldne skabning mod død og ødelæggelse, så kan ikke forstyrre skabelsen fundamentale godhed og skønhed, dette, at Gud uophørligt skaber nyt liv, lader millioner af levende væsner og nye livsspirer fremgå. Denne mægtige skaber er det den troendes privilegium at tjene og ophøje. Kærlighed til naturen og naturoplevelse er en intuitiv følelse af noget stort. I den vending mod det religiøse, som vi ser i den græsk-romerske filosofi, og som indledes med Poseidonios, møder vi forestillingen om filosoffen, som i en skuen af altet hæver sig mod den guddommeliges verden.

Vi kan blot tænke på, hvilken fantastisk opfindelse fuglene er, de flyver så højt med en lille indbygget musikmaskine i næbbet og termodragt, fjerene kan pustes op, når de fryser. Inde i deres æg var der en lille celle, som blev ved med at dele sig og vokse, så der til sidst var kommet en fuldfærdig fugleunge ud af det. Hele de utroligt komplicere planer på en fugl, dens fjer og dens sanser, lå kodet ind i en celle inderst i ægget, og alt liv begynder med én lille, programmeret celle. Overalt i naturen finder vi ikke bare stof, men programmeret stof, programmeret med millioner af DNA-koder. Naturen er altså ikke bare kemiske stoffer væltet sammen i en tilfældig dynge, men overalt finder vi en umådelig kompliceret programmering. I alt levende er nedlagt en plan, som sigter på skønhed og orden. Tænk blot på blomsternes farver og dufte, skovens dybe indre, bjergenes fjerne majestæt, påfuglens fjer og konkyliens snoede gange. 

Troen på verdensordenen møder vi i NT i de formanende brevafsnit:

Rom 13,1f: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over den”,  ellers ”står man Guds ORDNING imod”.

1.Pet 2,13ff: man ”skal underordne sig under enhver menneskelig ORDNING”… tjenestefolk under deres herre, hustruer under deres mænd.

Tit 2,9ff: slaver skal underordne sig deres herre, alle skal underordne sig øvrigheden.

Kol 3,18ff: hustruer skal underordne sig deres mænd, børn deres forældre, slaver deres herre.

Ef 5,22ff: hustruer skal underordne sig deres mænd, børn adlyde deres forældre, slaver deres herre.

Didake 4,11: Slaver skal være deres herskab underdanige

Barnabas’ brev 19,3: ”Ophøj ikke dig selv”, 19,7:”Vær dine herrer undergiven i respekt.”

Det er helt tydeligt et fast element i urkristen dåbsformaning.

Guds verdensorden anviser alt og enhver sin særlige plads. (Det er også et rigtigt tidspunkt for alt, som det især fremgår af Prædikerens bog 3,1ff): Tankegangen er særligt tydeligt i Pauli tale om lemmerne: I kirken har Gud sat nogle til at være…apostle… profeter…lærere, nogle med kraft til at gøre undere, nogle til at helbrede, nogle med forsk. slags tungetale, 1.Ko 12,28f. Enhver skal have omtanke ”efter det mål af tro, som Gud har givet ham…Vi har forsk nådegaver alt efter den nåde, vi har fået”, Rom 12,3-6. Derfor bør ingen have ”højere tanker om sig selv, end I bør have” (ibd). Altså: Alt på sin rette plads!

Menahem Kister har i en vigtig artikel (”Physical and Metaphysical Measurements Ordained by God according to the Literature of Second Temple Period”[3]) påvist den religionshistoriske baggrund for Pauli tale om legemet og lemmerne: I Qumranskrifterne synes det at spille en vigtig rolle, at lederen skal ”måle enhvers mål af Ånd”, se også Naftalis Testamente 2,8-10: ”For Gud gjorde alle ting godt, i orden…håret til ære, hjertet til indsigt, bugen til mavens udskillelser…. Så derfor børn: Vær i orden med hensyn til godt, i gudsfrygt, og gør intet uordentligt…og uden for det rette tidspunkt. For hvis I beder øjet om at høre, så kan det ikke, og heller ikke vil I være i stand til at gøre lysets gerninger, hvis I er i mørke.” Jnf v2: ”Efter legemets kapacitet indplanter Gud ånden” v6: ”Som hans (menneskets) styrke, er hans gerning…som han sjæl, således også hans ord, enten under Herrens lov eller Beliars lov”.

Mennesket er faldet ud af verdensordenen, men ved dåben indføjes det i Kristi legeme, som repræsenterer kosmos på vej mod den genoprettede verdensorden, jnf Kol 1,15-20 og Ef 1,10.

 

Den eskatologiske dåb

Dåben i den ”Acherusiske sø” omtales for første gang i Peters Apokalypse[4]: ”Jeg vil give dem (mine kaldede og udvalgte) en smuk dåb i den Acherusiske sø’s frelse…andel i retfærdighed sammen med mine hellige”. Sammenligninger med de Sibbyllinske Orakler, som har kendt og benyttet en del af Peters Apokalypse, tyder efter Erik Petersons[5] mening på, at de reddes ud af en skærsild og derefter renses med vand for at kunne indgå i paradiset. Forestillingen om en skærsild er ifølge Peterson overtaget fra jødedommens tro på en renselse ved ilden i Gehinnoms dal. Peterson nævner også en koptisk-gnostisk tekst, som omtaler den Acherusiske sø som strømmende frem under Jao Sebaots trone. Der står i 1.En 17,4-7, at Enok under sin rundrejse mod vest og nordvest med det syvfoldige bjerg af ædelsten, ”Guds trone”, kommer til ”de levende vande” og ”ildfloden” og ”alle flodernes udspring”. ”Livets flod”, som udstrømmer fra Guds trone, afbildes i tempelkilden, som udstrømmer fra ”templets tærskel”, Ez 47 og Zak 14,8, og denne flod af ”levende vande” er alt livgivende vands urbillede og ”udspring” og spiller en stor rolle i det døbermiljø, som fostrer urkristendommen og ligger bag Johannesskrifternes tale om ”det levende vand” og ”livets vand”, Åb 22,1, og forestillingen om, at vanddåben skal modsvares af en ilddåb, Luk 3,16 + Matt 3,11. Beretningerne om en himmelsk dåb i ”ildfloden” (Origenes, In Lucam Hom. XXIV,s.158 (Rauer)) eller den ”Acherusiske sø” som forudsætning for at kunne indgå i Gudsriget viser, i hvor høj grad dåben blev regnet for frelsesbetingelse, jnf Johs 3,5f. Peterson påviser også, at allerede Barnabas’ brev 11,10f identificerer dåbsvandet med paradisfloden Ez 47. Da paradisfloden strømmer op af urdybet under den hellige klippe i verdens midte har dåbsvandet denne ejendommelige dobbelte funktion af dødens og livets vand. (Acheron er den flod som i græsk mytologi fører ned i dødsriget.) I Hermas’ Hyrde Vis III,2,4ff jnf Sim IX,15,4-16,7 hentes stenene op af ”dybet” (græsk bythos) og modtager ”seglet”, dvs dåben. Også mandæerne lærer, at ”det levende vand” strømmer frem fra stedet under Guds trone[6], og ”levende vand” er hos dem betegnelsen på dåbsvandet.

Forestillingen om den eskatologiske dåb i livets flod eller ildfloden er formet af dåbskulten og viser, hvor centralt dåbsmysteriet står i de første kristnes frelsesopfattelse[7].

 

Solopgangens mysterium

Den jødiske bederetning vendt mod templet i Jerusalem Dan 6,11 afløses hos essenerne af en bederetning vendt mod øst, mod solopgangen. Guds nærvær er efter essensk opfattelse ikke længere knyttet til templet, men til paradiset, hvorfra solen hver morgen frembryder forynget. I det syriske skrift Doctrina Apostolorum fastslås det i 1.kanon:” Apostlene har bestemt, at I skal bede vendt mod øst, thi som lynet, der lyser op i begyndelsen og skinner helt til solnedgangen, således skal Menneskesønnen være ved sit komme, for at vi gennem dette (bederetningen) kan erkende og forstå, at han pludselig vil komme til syne i øst”. Både F.-J.Dölger og Erik Peterson mener, at denne begrundelse for bederetningen giver indtryk af høj alder, se Frühkirkche, Judentum und Gnosis,s.7. Peterson gør opmærksom på, at man for at markere bederetningen tidligt synes at have ophængt et kors af træ på husets østvæg. Med hjælp fra Acta Xantippae et Polyxenae og Acta Pauli rekonstruerer han er scene, hvor et lyskors kommer til syne på østvæggen, og gennem muren kommer en yngling til syne, der først ser ud som Paulus, men derefter viser sig at være Jesus. Han mener også, at man allerede hos Tertullian finder vidnesbyrd om, at kors og bederetningen vendt mod øst hører nært sammen, da Tertullian behandler disse to motiver som nært forbundne, Apol 16,36-40, Ad nat. 12f. Det samme gælder kirkefædre som Basilius den Store, Johannes Damascenus og den syriske Moses Bar Kepha. Bederetningen vendt mod øst går ifølge Dölger tilbage til 1.årh.

Vi ser, hvorledes solen, som for essenerne var Guds lysepifani (hvorfor dens stråler ikke måtte udsættes for snavs), er afløst af et andet epifanisymbol, lyskorset.  Korset er, som jeg har påvist det i The Origin of our Belief in God, et ældgammel nærorientalsk symbol på det mystiske lys, for de 4 kardinalpunkters sammensmeltning til mystisk enhed. Den mystiske symbolik, som er knyttet til sollyset og solopgangen, er derved yderligere understreget og fremgår også af ynglingen, som kommer til syne bag lyskorset. Dette, at han først ser ud som Paulus, men derefter forvandles til Kristus, symboliserer den mystiske forvandling til Kristus, som også er dokumenteret af 2.Ko 3,18: ”Vi, som …skuer Herrens herlighed, forvandles efter dette billede fra herlighed til herlighed…”, og Thomasakternes symbolik, hvor Kristus er apostlens himmelske tvilling, som han momentant bliver ét med.

Disse ting må tænkes med, når det urkristne dåb blev udført ved solopgang, ifølge Hippolyt ”ved første hanegal”.


[1] Det er David Flusser som har gjort opmærksom på denne noget upåagtede parallel til Jesu ord, se artiklen ”Die Sünde gegen den heiligen Geist”, Entdeckungen im Neuen Testament, Bd 2, 1999,s.98-104.

[2] I ovennævnte bog af Flusser finder vi også (s.193-211) artiklen ”Die Versuchung Jesu und ihr jüdischer Hintergrund” med en udførlig gennemgang af læren om de to ånder eller engle i dødehavsteksterne, i den urkristne dåbsformaning om de to veje, i Hermas’ Hyrde (12.bud), Naftalis Testamente og i en persisk tekst.

[3] http://orion.mscc.huji.ac.il/symposiums/7th/KisterAbstract.htm

[4] Dette skrift omtales i Muratoris kanon og må derfor have eksisteret allerede i første halvdel af 2.årh. Det er i sin helhed kun bevaret på etiopisk, men der er fundet græske fragmenter på papyrus, hvorfra ovenstående citat er hentet.

[5] Die ”Taufe” im Acherusischen See, i Frühkirche, Judentum, Gnosis, 1959,ss.310-332.

[6] Ginza (Lidzbarski) s.281,21.

[7] Til sidst et lille citat som en hyldest til den tyske forsker Erik Peterson (fra Hamburg, af svensk slægt, død 1960): „Wenn Gott den Menschen ihre Privatsünden vergeben wollte oder wenn er ihnen in dieser Situation mitteilen wollte, dass er ihnen – trotz ihrer Sünden – freundlich gesinnt sei, wahrhaftig, es hätte nicht dieses Aufwandes bedurft, der Hölle und Himmel in Bewegung gesetzt hat, infolgedessen der Sohn Gottes den Himmel verlassen und am Kreuze sterben musste, um nach seiner Auferstehung dann den Thron an Gottes Seite einzunehmen! Es hätte nicht der Aussonderung des Apostels Paulus für die Überbringung der frohen Botschaft von der Thronbesteigung Christi an die Heiden bedurft. Da hätte kein alter Äon zu Ende gehen und kein neuer Äon mit der Thronbesteigung Christi beginnen brauchen, wenn doch alles ewig gleich bleibt und unveränderlich die menschliche Natur im Spiel der Erbsünde sich vollendet. Die ganze Konzeption Luthers von dem, was er Evangelium heißt, lässt den kosmisch-eschatologischen Kern desselben völlig zurücktreten hinter der Regelung jener privaten Beziehungen der Seele zu Gott, die auf ihre Konsequenz betrachtet das Evangelium von der Thronbesteigung Christi ebenso überflüssig machen müssten wie einen für diese frohe Botschaft an die Heiden ausgesonderten Apostel."

"Das ist das Ungeheuerliche, dass Christus noch in den alten Äon eingeht, noch von dem alten Äon sich beschmutzen lässt, noch für diese Menschen stirbt, die es wahrhaftig nicht verdient haben, für diese Strohhalme, hinter denen keine Kraft und keine Substanz steckt, die geboren werden und sterben und ihr Leben mit Nichtigkeiten zubringen! Das ist die Torheit des Kreuzes, über die Paulus sich immer wieder hat wundern müssen, das ist der Punkt, wo Gott selber einmal schwach geworden ist, um freilich durch seine Schwäche nun alles zu besiegen. Das ist die Agape Gottes, die durch den Heiligen Geist in unsere Herzen ausgegossen und auf Grund deren wir dann eine Hoffnung haben, die uns nicht zuschanden werden lässt. Eine Hoffnung, die wir in aller apokalyptischen Drangsal, durch alle apokalyptische Geduld und Bewährung hindurch festhalten, weil sie auf eine Agape Gottes zurückgeht, die selber apokalyptisch über alles hinausgeht, was wir von Gottes Güte oder Liebe uns je vorstellen können." Erik Peterson, Der Brief an die Römer, 1997.

Evangeliet er ikke blot som defineret af Tidehverv: „syndernes forladelse“, men også Menneskesønnens tronbestigelse som skildret i Dan 7, 1.En 70-71, æonernes vendepunkt, håbets fødsel og Gudskærlighedens komme.