JHVH's epifani i Guds apostel
Bedrageri med Dødehavsrullerne?
I 1947 købte en skomager i Betlehem 4 skriftruller, som en palæstinenser havde fundet i en hule ved det Døde Hav. Hans hensigt var nok at bruge det gamle læder til at lave sandaler af, men heldigvis solgte han rullerne videre for knap 100 dollars til den syriske ærkebiskop af Jerusalem. Nogle mindre fragmenter gemte han i sin have. I mellemtiden havde den israelske arkæolog Sukenik købt tre andre ruller af palæstinenseren. Biskoppen vil gerne sælge sine ruller til amerikanske forskere, men forlanger 1 million dollars, så 1948-54 ligger rullerne gemt i en boks på hotel Waldorf Astoria i New York, hvorefter de bliver købt af israelske stråmænd for ¼ million. Alle 7 ruller er dermed kommet i israelske hænder, selvom de faktisk var blevet fundet på jordansk-palæstinensisk grund. I mellemtiden bliver også de andre huler i området gennemsøgt af beduiner og især i den hule, som senere kaldes hule 4, findes 1952 rester af flere hundrede skriftruller, men alt sammen i en meget sørgelig forfatning. Den jordanske regering nedsætter nu et internationalt forskerhold, som skal prøve at få styr på de mange lapper og fragmenter, som er fundet især i hule 4. På grund af dødsfald og andre begivenheder kommer dette forskerhold efterhånden til at bestå af udelukkende katolske lærde. Det går langsomt med at få skrifterne udgivet. Den mest flittige af forskerne, den polske pater Milik, bliver vred på israelerne, fordi de under krigen 1967 møder op med faldskærmssoldater på hans arbejdsplads, Rockefeller-museet, og han rejser i protest til Paris. Så arbejdet med at udgive de mange lasede, hensmuldrende skrifter fra hule 4 går næsten i stå til stor fortrydelse for utålmodige israelske forskere. Til sidst forsøger nogle af disse et kup, idet de 1991 udgiver som en såkaldt piratudgave de 1700 fotokopier af hidtil uudgivne stumper, som er lavet som sikkerhedskopi’er. Samme år udgiver 2 journalister, M.Baigent & R.Leigh, en bestseller, ”Bedrageriet med Dødehavsrullerne”, som alene i Tyskland bliver solgt i en million eksemplarer. Den hævder, at smøleriet med udgivelsen i virkeligheden er et komplot fra Vatikanets side: Vigtige fund skulle være skjult og tilbageholdt efter beslutning fra Vatikanet i Rom for at tilsløre, at rullerne i virkeligheden er kristne skrifter fra den ældste menighed og tegner et helt andet billede af Jesus og urkirken end det, Vatikanet ønsker at fremme.
Omtrent alle forskere er dog enige om, at både skrifttyperne og kulstof 14-undersøgelserne viser, at rullerne stammer fra tiden før Kristus. Rullerne er altså ikke en kilde til den ældste kristendom, men en vigtig kilde til jødernes religion i tiden lige før Kristi fødsel. Men både piratudgaven og bestselleren har bevirket, at der er kommet skub i udgivelsen af de sidste stumper, så hele skriftskatten nu kan studeres af alle. Der er især to af de senest udgivne skrifter, som har påkaldt sig stor opmærksomhed. Det første er Sabbatsangene. Resterne af dette skrift var frygteligt medtagne, men der blev fundet rester af hele 9 eksemplarer af det, så ved at lægge alle disse laser oven på hinanden fik man en nogenlunde læselig tekst ud af det. Den består af 13 sange, som starter med en opfordring til englene om at lovsynge Gud, og derefter bevæger man sig i løbet af de 13 sange dybere og dybere ind i Guds himmelske, kosmiske tempel, mens englesangen stiger i styrke, indtil man til sidst står foran ildfloderne, der strømmer ud fra Guds trone. Er dette ment som et ritual, der skal føre den lovsyngende menighed frem til et mystisk møde med Gud, en slags mystisk gudsskuen? Ét er i hvert fald tydeligt også ud fra andre af rullerne, at menigheden ved det Døde Hav mente, at de i deres gudstjeneste og lovprisning af Gud blandede sig med englenes evige lovsang. Skellet mellem himmel og jord forsvandt i gudstjenesten. Skriftet med ”Sabbatsangene” har vakt opsigt, fordi det rummer tanker, som minder om det græsk-ortodokse syn på gudstjenesten som en fejring af, at himmel og jord smelter sammen, og at mennesket guddommeliggøres ved åndeligt at skue Guds herlighed.
Et andet skrift er Musar leMevin, et skrift om visdom, som hele tiden henviser til det, det kalder ”værens-mysteriet”: Al dybere visdom vindes ved at meditere over, tænke over ”værensmysteriet”. Hvad der menes med ”værensmysteriet”, er forskerne ikke helt enige om, men måske er det den skuen af Gud, ”Sabbatsangene” vil føre frem til. Fundet af disse skrifter har ændret synet på jødedommen på Jesu tid: Farisæernes var ikke ene om at tegne jødedommen. Der var også grupper, der dyrkede en mere mystisk, ekstatisk jødedom med syner af himlen og englenes gudstjeneste, akkurat lige som vi møder det i Johannes Åbenbaring i Ny Test.
I Sabbatsangene bruges udtrykket Guds rige om den himmelske sfære rundt om Guds trone, og det er denne Guds kongemagt og englenes lovsyngende skare, som bliver nærværende i liturgien. Menneskets forudsætning for at kunne indtræde i denne sfære er i Takkesalmerne skildret som en forudgående rensning. I den ældste kristendom må dåben ses som denne rensning, som giver det stakkels kødelige menneske adgang til Guds sfære, Guds rige, i urkristendommen udtrykt ved, at man bliver Guds barn. Gudsriges-begrebet må altså i høj grad forstås på baggrund af Hekalot-mystikkens verdensbillede. Og når der i evangelierne bruges den karakteristiske vending ”at gå ind i Guds rige”, må den ses på baggrund af forestillingen om himmelske haller, som fører ind mod Guds trone. Man kunne måske forestille sig at udtrykket ”kaldede og udvalgte” også må ses på baggrund af Hekalot-mystikken, hvor kun den, som er udvalgt, kan stige op og se Guds herlighed.
I Sabbatsangene, I sang, tiltales englene som ”guder”, ”himmelske præster”, ”gudernes råd” og ”allerhelligste”. Det nævnes, at Gud har ”indgraveret love for al åndelig gerning”, og at englene helliges af hans love. De holder sig alle ”inden for deres grænser og territorier”. Det er altså stærkt understreget, at der i ”Guds rige” hersker omhyggelig orden og kosmos dikteret af Guds love. Dette rige omtales to gange i den meget fragmenterede tekst: ”dit riges højde” ”dit riges udsmykning”. ”Himle i din herligheds kongerige”, hedder det i II sang, og Guds rige nævnes yderligere 3 gange i de bevarede fragmenter fra II sang. III sang er desværre helt gået tabt, og IV på nær nogle få linier. V sang hentyder til en krig ”i skyerne”, ”våben”, ”lyd af tumult” og ”underfulde nye gerninger”. I det Gl. Test er der tale om Guds tronbestigelse ved nytårstid efter en kaoskamp, en tronbestigelse, der hyldes ved, at der synges en ”ny sang” for Gud. Betegnelsen ny står for det genskabte kosmos, som med alle sine bestanddele (himmel, hav og hele naturen) opfordres til at lovsynge Gud. Her i Qumranteksten er det imidlertid forskellige englefyrster, der opfordres til lovsang, men også templets udsmykning og arkitektur. Det himmelske tempel er nemlig kosmos, og dets arkitektur det ideelle billede på al skønhed og orden. ”Hans kongedømmes glans” sammenlignes af J.Davila med ”hans kongedømmes glans og udsmykning”, som er et udtryk der bruges i Hekalot-mystikken.
Den ældste kristne mystik, sådan som vi møder den i Salomons Oder, er stærkt farvet af ”Højsangen”. Men allerede Johannesev. bruger, som jeg har vist det, Højsangens tale om ”min nardus spreder sin duft, hvor kongen er til bords”, se kapitel 7, ”Kærlighedsmysteriet” i ”At se Guds rige”.
Guds egenskaber
Kærlighed, glæde og fred, som Paulus opregner som Åndens frugter, er i Ny. Test. guddommelige egenskaber, er if. Johs.ev. ”Jesu kærlighed”, ”Jesu fred” og ”Jesu glæde”: ”Dette har jeg sagt jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde være fuldkommen”. ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, jeg giver jer ikke, som verden giver.” ”Bliv i min kærlighed”. ”Den, der elsker, er i Gud”
Den jødiske kabbalah er en meditation over 10 guddommelige egenskaber. En lignende meditation over guddommelige egenskaber er også nærliggende for det urkristne gudsbillede. Retfærdigheden er hos Paulus ”Guds retfærdighed”, den højeste visdom er Guds visdom, den ”hemmelige skjulte”, som også er den visdom, mennesket søger gennem Helligånden. Matthæus: ”Vær barmhjertige, ligesom jeres himmelske Fader er barmhjertig.” Den, som har fået Guds tilgivelse (eftergivelse af gælden på 10 000 talenter), skal selv tilgive. ”Vær fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen”, ”Vær barmhjertige, som jeres himmelske Fader er barmhjertig”.
Altså følgende guddommelige egenskaber skal den troende søge at tilegne sig: 1-3) Kærlighed, glæde, fred. 4-5) Retfærdighed – barmhjertighed. 6) Visdom 7) Et tilgivende sind. 8) Guds herlighed, som også herliggør den troende, Joh 17. 9) Guds sandhed: ”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed” Joh 17,17. 10) Fuldkommenhed.
I Qumran sker den åndelige vækst ved meditation over værensmysteriet, og det, som gemmer sig bag dette udtryk, er, som jeg har søgt at vise det, den kultiske theofani, hvor man skuer Guds herlighed i solopgangen. Nu er det tydeligt, at de ældste kristne ligesom Qumransamfundet havde bedetider orienteret efter solopgangen. Der omtales i Ap.Gern. bedetider ved den 6. og den 9.time (3,1; 10,3+9+30), og hele den lille gruppe af disciple og tilhængere er forsamlet ved den 3.time (2,15) og oplever pinseunderet. Netop d.3., 6. og 9. time omtales som bedetider i det urkristne skrift Didake. Og Joh ev. skriver udførligt om Jesus som den, der åbenbarer Guds herlighed, er den personificerede theofani. Men det er if. Joh ev. på korset, Jesus endegyldigt og klarest åbenbarer Guds herlighed. Det er derfor også tydeligt, at korsfæstelsen kædes sammen med disse 3 bedetider. (Om tidebønnernes ”solare” oprindelse i urkristendommen, K.Berger, Die Urchristen,2008,s.170f.)
I urkristendommen sker den åndelige vækst især ved ihukommelse af dåbsmysteriet, som var nært knyttet sammen med påskens mysterium og Jesu død og opstandelse. Men Joh.ev. bruger de gamle udtryk fra theofanien på Zions bjerg: ”Komme og tage bolig hos jer”, ”tog bolig i blandt os, og vi så hans herlighed”. Theofanien som skabende enhed, Zak 14: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét”. Herligheden, de troende skuer, er fylde af ”nåde og sandhed” Joh 1,14, er livslyset Joh 1,4f. Talen om fylden har, som vi har set det, sin oprindelse i Es 6,3: ”Hele jorden er hans herligheds fylde”. Det er også theofaniens helligelse af Gudsnavnet, der ligger bag, når der står: ”Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn..” Joh 17,11.
I Johs-ev s afskedstaler siger Jesus, at han har åbenbaret Guds navn (JHVH) for disciplene. Hvorledes? Sandsynligvis er ”Jeg er” (Ego Eimi)-talerne også at forstå som epifanier: Hyrden, vinstokken, det gudgivne, usyrede bygbrød og opstandelsessymbolikken er typisk for folkereligionens gamle livs- og højgud. Jesus åbenbarer sig som denne højguds epifani og søn, og Ego eimi-formlen spiller på JHVH-navnet, som jo netop betyder: ”Jeg er”.
Epifanien Es 6 ledsages af englenes lovprisning/helligelse af JHVH-navnet. Netop denne helligelse synes også at spille en rolle i Jesus-bevægelsen, jnf. 1. & vigtigste bøn i Fader Vor. Den gamle kirkes nadverliturgi rummer en helligelse af gudsnavnet Ego Eimi (Eimi her opløst til fortid, nutid og fremtid: ”Jeg er den, som var, og som er, og som kommer”) og i umiddelbar tilknytning hertil Jesu usynlige komme (epifani) :”Velsignet være han, som kommer i Herrens (JHVHs) navn“ (Ps 118). JHVH er et navn, som påkaldt skal fremkalde højgudens epifani. Han åbenbarer sig som hyrden, som verdens lys, som porten til folden (Heraklesporten), som bærer af det levende vand, som vinstokken (vinunderet er epifani), som hvedekornet, der i døden transformeres til frugt, som brudgommen og ”herligheds”-skyen. Disse traditioner er knyttet til løvhyttefesten og specielt løvhyttefestens anden morgen med Guds epifani i solopgangen over tempelbjerget. Jnf., at Joh 7 taler om, at Jesus skal åbenbare sig for verden under løvhyttefesten, men mener, at tiden endnu ikke er kommet (v.2-lo). Derefter kommer lysepifanien 8,12 fortsat i kap 9: Jesus er den, som i Siloam-dammen (navnet betyder “udsendt“) åbner den blindes øjne. (7,37f. hentyder vel til løvhyttefestens vandøsningsriter.)
If. G.P.Wetter (Ich bin es,Th St Kr 88,1915) tyder de tre prædikatsløse Ego Eimi-steder på, at Jesus identificerer sig med JHVH. Her kan Wetter bygge videre på forskning af G.Klein (Schem ha-mephorasch, Stockholm 1902 se også Den førsta Kristna Katekesen,1908,s.59-70). G.Klein vil se Johs-ev i sammenhæng med en mystisk farvet essensk og chassidisk fromhed, som ser de gode gerninger som resultat af enhed med Gud og efterligning af Guds egenskaber. Formlen ani wehu (“jeg—og—Han“), som synes brugt som kultisk råb under løvhyttefestens omcirkling af alteret, er overskrift over denne fromhed. Efter vor mening er omcirklingen af alteret en himmelrejse, giver af en mystisk enhed mellem kultmenigheden og Gud, en enhed med hierogamiske overtoner. (Jnf., at løvhytten er et brudehytte, H.Riesenfeld, Jesus Transfiguré, 1947, s.156ff.). De prædikatsløse Ego Eimi-udsagn Joh 8,24+28 & 13,19 står alle 3 i sammenhæng med en skildring af Jesus som Guds sjaliah (dvs. udsending, repræsentant). Ed.Schweizer, Ego Eimi. 1939 understreger, at de johannæiske billedtaler ikke må forstås som lignelser: ”Das ist ohne Deutelei zu verstehen” (s.117). Jesus er den gode hyrde, er den sande vinstok, er livsbrødet. Vi står ligesom i de mandæiske tekster over for folkereligionens tale om livsguden.
Der er i løvhyttefesten elementer af gl. folkereligion, en tilbage-til-naturen-rite med ekstatisk oplevelse af livsgudens epifani efter natlig sang og dans. Folkets ledere, som dansede i kvindernes forgård, er det kvindelige element, som mødes af Gud i morgenrøden. En variant af denne ekstatiske religiøsitet med hierogamiske overtoner er Højsangen og den kultiske omcirkling af Kabaen i Mekka, som kultisk repræsenterer det kosmiske urbjerg.
Guds navns nævnelse og helligelse betyder Guds nærvær i de kristne:
“Og jeg har kundgjort dem dit navn, og jeg skal kundgøre det (i det gudstjenstlige trishagion), for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg i dem (den mystisk oplevede epifani knyttet til nadver fejringen, som efterfølger trishagion/kedusjah)“, Joh 17,26.
Det er også epifanitraditionen, der ligger bag Johs 1,1-14, hvor Jesus bestemmes som det Liv, der er indeholdt i skaberordet, og som samtidig er Lys. Denne identifikation af ZOE & FOS er som påvist af F.J.Dölger, SOL SALUTIS solsymbolik. Men også “Se Hans Doksa“, “tog bolig iblandt os”, “fuld af. .“ er epifanitraditionens vokabularium, men det afgørende er her, at det er i offeret på korset, at menighedens tempel renses, og dette offer er så afgørende, at det bliver selve epifanien. “Timen er kommet“(Joh 17,1). For at forstå Johs.ev. er det vigtigt at læse prologen i sammenhæng med den sidste tale: afskedsbønnen Joh 17. I Joh 17 er evigt liv nært sammenhængende med kabod-doksa-symbolikken v2-5, og Jesus som sjekinah-englen, bærer af Guds navn og dermed ét med Gud v6-8. Men det, som også forbinder prologen med afskedstalen, er den betonede tale om Guds Logos 17,7+14+17! Evigt liv er at stå oprejst foran lyskongens trone og evigt skue hans herlighed, jnf. bønnen 17,24. Det er det, den gamle ceremoni oprejsning til ståen foran den opgående sol afbilder.
Juleevangeliet, Luk 2, vil hylde Jesus som fredskongen. Hyrdernes tilbedelse og krybben viser, at han er livsguden, hjordens og livets beskytter, den gode hyrde, som fødes skjult for den onde kaoskonge. Profetierne om fredsbarnets fødsel Es 9,1-6 og Mika 5,1-4 viser, at han er solhelten, der fødes som lys i mørke, Es 9,2. Han er “hyrde (ra‘ah) i JHVWs styrke“, “i JHVH-navnets majestæt” (solhelten som bærer af JHVH-navnet), Mika 5,3. Sammenhængen med epifanitraditionens kabodsymbolik fremgår af Es 8,23: Han bringer Kabod over selv de fjernestliggende provinser.
Følgerne af epifanien er, at universet “grundfæstes“, kaos afløses af verdensorden: Sjalom og Sedakah Es 9,6; også Luk 2,14 er “Fred til mennesker“ den umiddelbare følge af Doksa-epifanien. Også Eudokia-glosen har sammenhæng med epifanitraditionen og står oprindeligt om Guds udvælgelse af Zion som bolig Ps 132,13f, jnf. Ps 68,17 (her dog om Sinaj) LXX; jnf. Kol 1,19:“I ham behagede hele fylden at tage bolig...skabende fred.. .både på jorden og i himlen“.
I Ap. Gern. er pinseberetningen kulminationen på den gammeltestamentlige epifanitradition, med Joh, Åb. 21,3 som den ultimative theofani: ”Se nu er Guds bolig hos menneskene” + den reciprokke formel, bemærk, at kaoshavet ér forsvundet 21,1.
På løvhyttefestens anden aften samledes folkets ledende mænd i kvindernes forgård til en fakkeldans, som varede hele natten. Mod daggry stod præsterne opstillet på trappen op mod templet, og i samme øjeblik solen stod op, satte de deres sølvtrompeter for munden og gik blæsende ud gennem templets østport for at hilse Herrens herlighed. Det, som bærer denne ceremoni, er tanken, at jorden ligger hen i mørke, verden er hyllet i natten, og mørket har lagt sig på menneskenes hjerter. Natten er den tid, hvor voldmænd og tyve sniger sig ud, natten tilhører lovløsheden og kaos, men i tempelgården våger Guds folk, og i solopgangen kommer Gud selv hyllet i lysglans til sit tempel i universets midtpunkt, kommer for at sætte sig på engletronen i det allerhelligste for som den store konge, der endnu engang havde fortrængt mørket, at herske i retfærdighed og fred.
Denne ceremoni ligger også bag Jesu sidste dage i Jerusalem. Han kommer fra øst over Oliebjerget, mens folket hylder ham med løvhyttefestens palmegrene, mens han drager ind i templet og renser templet, men at han er den store konge og ét med Gud selv, bliver if. Joh ev først synligt i korsfæstelsen. Det er “timen“, hvor Jesus bliver herliggjort, dvs. hyllet i lyset fra Gud.
Løvhyttefesten er en tilbage-til-naturen rite. Hytten er et brudekammer. Lyshelten stiger op på tempelbjerget, for at forenes med den anden part i hierogamiet, den kvindelige part, som gemmer sig bag skikkelser som Sulamit, Zions datter, det ny Jerusalem. H.Riesenfeld (Jésus Transfiguré, 1947,s.148-51.) har påvist, at løvhytten må ses i sammenhæng med Adonis-kulten (Theokrit 100ff.) og den nærorientalske tradition for at fejre et ”helligt bryllup” mellem guden og gudinden, og nævner som parallel den hytte (gigunu), som var anlagt på toppen af tempeltårnet (ziqqurat) og ved dets fod. På den øvre del af tempeltårnet Esagila var der en installation, som både havde funktion som bryllupskammer og gudens grav (S.Å. Pallis, The babylonian Akitu Festival,1926, s.109, Sidney Smith: Assyriological Notes, A Babylonian Fertility Cult, Journ. of the R. Asiat. Society, 1928,s.849-68. Denne tolkning af gigunu støttes af S.H.Hook, men kritiseres i H.Frankfort & S.N.Kramer, Kingship and the Gods,1978,s.411). Løvhytten afbilder kultisk urhytten på paradisbjerget, hvor den mandlige gud elskede jordens sorte dronning Højs. 1,16 (”vort leje er grønt”), jnf. Dav Ps 76,3, der taler om Guds ”hytte i Salem”. Sulamit er i Højsangen afbildet som Qadsju, den nærorientalske gudinde stående på en løve, jnf. Højs. 4,8: Hun er bruden, der stiger ned fra gudebjerget Hermons top og kommer ”fra løver huler, fra panteres bjerge”. Højsangen fejrer hierogamiet mellem hende og lysets helt, der bæres af 60 helte med sværd ”mod nattens rædsler” 3,8. Læg mærke til de tre trin, de tre dage, som Jesu rejse op mod Jerusalem inddeles i Luk 13,33, og det nye Jerusalems pyramide- eller kubusform Joh Åb 21,16: Længden, bredden og højden er ens. (Kvinden er ét med jorden/verdensbjerget). Men hele folket er ligesom inddraget i den hierogamiske symbolik: “Jerusalems døtre“ i Højs., den dansende skare i kvindernes forgård. Dansen, som varer hele natten, er et ekstasemedium, når den når ud over det normale træthedspunkt. Også jorden, som vandes med vandøsningsritualerne over brændofferalteret, er en del af symbolikken: Lyskongens bryllup med den sorte pige, Højs 1,5.
Joh.ev. som kilde
En del forskere har førhen betragtet Johannesevangeliet som skrevet væsentlig senere end de 3 første evangelier og derfor ikke noget særlig godt kildeskrift, når det gjaldt om at danne sig et indtryk af Jesu forkyndelse. Der er imidlertid ting, der tyder på, at Joh.ev. i hvert fald for nogle episoders vedkommende bygger på en øjenvidneberetning. En af de ting, man kan hæfte sig ved, er, at Johannes sætter navn på nogle af de personer, som i de 3 første evangelier optræder anonymt. Markusev. 14,47 fortæller, at ”en af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.” Johannesev. fortæller, at det var Peter og tjeneren hed Malkus. I Markus 14,3-9 fortælles det, ”at en kvinde” salvede Jesu hoved med meget kostbar nardussalve. I Johannes 12 fortælles det, at det var Maria fra Betania. Scenen hænger i Johannesev. nært sammen med Lazarus´ opvækkelse, og Johannes gør det tydeligt, at denne dødeopvækkelse har vakt enorm opsigt og er årsagen til, at en stor folkeskare går Jesus i møde, da han nærmer sig Jerusalem, og hylder ham med (sejrs-)palmegrene som ”Israels konge”, 12,13. Markus taler kun om ”grønne kviste”, som de strøede på vejen.
Hvorfor denne forskel? Jo, det store problem for de ældste kristne var de romerske myndigheders mistænksomhed over for denne nye religion. Jesus var jo blevet henrettet af romerne, fordi han skulle have forsøgt at opkaste sig til ”jødernes konge”. Derfor er evangelierne ivrige efter at understrege, at denne henrettelse var sket helt på de jødiske præsters og lederes foranledning, og at romeren Pontius Pilatus var blevet presset til at gå med og egentlig godt vidste, at Jesus var uskyldig. Derfor nedtoner Markus, at Jesus ved indtoget i Jerusalem hyldes som en konge, og af sikkerhedsgrunde nævner han ikke navnet på den kvinde, som kort før havde salvet Jesus, som en konge salves, og af hensyn til Peters sikkerhed nævner han heller ikke, at det var ham der greb til sværd i Gethsemane have. Og den afgørende begivenhed, som skabte det store røre i folkemasserne, Lazarus opvækkelse fra de døde, nævnes slet ikke i de 3 første evangelier, kun Lukasev. hentyder til den i lignelsen om den rige mand og Lazarus. Fordi Johannesev. er skrevet i Efesus på sikker afstand af de jødiske myndigheder, kan Johannes bedre tillade sig at nævne navnene på dem, der agerede i de kontroversielle situationer.