Studier i Religion

Jesus og Metatron-skikkelsen i den tidlige jødiske mystik

I den babyloniske Talmud (Sanhedrin 38b) slås det fast, at den Herrens engel 2.Mo 23, som skulle lede Israels børn gennem ørkenen, var Metatron, ”men vi antog ham aldrig som parvanqah” (persisk ord for ”sendebud” og et vigtigt ord i den mandæiske gnosis, er forløber for og svarer ifølge Widengren nøje til det jødekristne-gnostisk-muslimske apostel-begreb).1

Vi ser her, hvorledes Talmud som understreget af H. Odeberg er præget af en kritisk holdning til Metatron-forestillingen og på forskellig måde forsøger at distancere sig fra forestillingen, sandsynligvis fordi forestillingen om Anthropos- Menneskesønnen-Metatron. spiller en vigtig rolle i jødekristne og gnostiske grupper.

Jesus som Guds befuldmægtigede udsending er særlig tydelig i Jesus ord: ”Som Faderen har udsendt mig, udsender jeg jer.” ”Den, som tager imod jer, tager imod mig. Den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig.”

I de dele af 3.Enoks bog, som Odeberg bestemmer som de ældste2, understreges det, at alle henvendelser til Gud går gennem Metatron: ”Jeg har sat ham til fyrste og hersker over alle mine rigers fyrster og over alle himmelrummenes beboere. Hver engel og hver englefyrste, som har noget at fremlægge for mig, må gå til ham i stedet og fremlægge sin sag for ham. Og hver befaling, som han giver jer i mit navn, skal I lyde…og jeg har sat ham over alt, hvad jeg ejer i Arabot (den højeste himmel)” (Odebergs udg.12,3-5). Metatron er den med fuldmagt udrustede repræsentant for Gud. Hans trone er en afglans eller et afbillede af ”herlighedens trone”, og han er bærer af Guds navn og kaldes ”den lille JHVH”.

Det er på denne baggrund, vi må forstå Johs ev og dets tale om, at alt er overgivet Jesus af Faderen, og at Jesus er den, som kan kundgøre Guds navn. Metatron er også den, som formidler liv til alt i universet. Gud har sat ham over alle ”livets skatte i himlen” 12,5, og han er den, som formidler himmelsk næring, parnasah, jnf Johsev.’s tale om ”Menneskesønnen, der giver” ”den mad, som består og har med sig evigt liv” 6,27. ”Hver hemmelighed åbenbarede jeg for ham som en Fader”, siger Gud om Metatron, 48C. Det er tydeligt, at vi her finder de tætteste religionshistoriske paralleller til den rolle, Menneskesønnen spiller i evangelierne. I 3.En 11 siger Metatron: ”Fra begyndelsen åbenbarede den Hellige for mig alle Tora’ens mysterier, alle visdommens hemmeligheder, alle den fuldkomne lovs dybder og alle levende væsners hjerters tanker, alle universets hemmeligheder, og alle skabelsens (eller urtidens) hemmeligheder er åbenbare for mig, ligesom de er åbenbare for urtidens skaber.” Jnf Matt 13,35: ”Jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt”. Jnf. også talen om Metatron som den Ene (jahid) og Jesus som ”den enbårne” græsk: monogenes Johs 1,18. Både talen om altomfattende indsigt og talen om personens enhed er mystikkens sprog3.

Rabbi Isjmaels 1. apokalypse kalder H. Odeberg et skrift, som er indføjet i Siddur Rab Amram Gaon. Her er Metatron den, som over for himlens væsner repræsenterer Gud, og over for Gud det til fuldstændig harmoni forenede og fornyede ”Himlenes rige” af engle og menneskeånder. ”Harmonien og enheden i det fuldendte gudsrige symboliseres af himlesangen ”hellig, hellig, hellig”, som istemmes foran herlighedens trone og foran Metatron”4.

Gudsrigets kultiske manifestation er denne hyldest til Ham, som sidder på tronen i himlen.

1Odeberg: ”Föreställningarna om Metatron i äldre judisk mystik”, Kyrkohistorisk Årsskrift 27, 1927

2G. Scholems kritik af Odeberg forsøg på at vise, at 3.Enok er tidligere end de talmudiske paralleller, og Scholems påstand, at 3.Enok er det yngste af Merkabah-mystikkens skrifter, har ikke vundet genklang i den øvrige forskning, se P. Alexanders udgave af skriftet i The Old Testament Pseudopigraphia, ed J.Charlesworth,ss223-315, 1983 og N.Janowitz, The poetics of Ascent, 1989,s.22ff.

3Sabierne i Harran identificerede Enok med Hermes (Trismegistos). Det lader sig sandsynliggøre, at også den mystik, vi finder i de hermetiske skrifter, må forstås på baggrund af den jødekristne lære om ”Mennesket” og himmelrejsen med deltagelse i englenes lovsang.

4Odeberg, s12.