Syndefaldet og Slangen
Syndefaldet kaldes ikke syndefaldet i Gl Testamente. Min påstand er, at Guds forbud mod at spise af træet var en advarsel, en advarsel imod at få kendskab til og kontakt med det onde/mørket.
I Tyrus, i templet for guden Melqart stor der ifølge oldtidsdigteren Nonnos (Dionysiaca 40) et underfuldt træ med grene, som altid brænder, men uden at de nogensinde fortæres af ilden eller brænder op. En slange bugter sig op ad det flammende træ, og en ørn fløj øverst oppe i trækronen, indtil den blev ofret til guden Poseidon. Denne mærkelige skildring af det magiske træ med slangen ved foden og ørnen i toppen finder vi igen i nordisk mytologi: asken Yggdrasill, som både er verdenssøjle og livstræ. Men hvordan skal dette symbol tolkes?
At andet vigtigt symbol i oldtidens religioner er den ægyptiske solfugl, et symbol på magisk kraft. Denne vingede solskive har to slange-haler hængende ned på hver side, idet de to slangers hoveder må tænkes der, hvor lysets centrum er, og overskygget af lyset. Slangerne er opfattet som to kvindelige guddomme. Symbolet kendes ikke blot fra det gamle Ægypten, men fra hele det Mellemste Østen, ovenfor afbildet i den persiske version. Vi genfinder symbolikken i staven, som bæres af gudernes herold Hermes, og som symboliserer ekstatikerens evne til at sende sjælen på rejse til både himlen og underverdenen: to slanger, som slynger sig op ad en pæl for at lade hovederne mødes i et kys. Symbolet er her afbildet i sin nærøstlige, sumeriske version. Symbolikken er for øvrigt allestedsnærværende i Nærøstens religiøse kunst og kendes også som et vigtigt symbol for den fønikiske lægegud Esjmun/Asclepios (oprindelig mere magiker end mediciner) og kobberslangen som symbol på helbredelse:
En særlig tradition inden for indisk mystik og ekstaseteknik kaldes venstrehåndet tantra. Her er den ekstatiske kraft opfattet som en slange, som ligger sammenrullet tre en halv gang om et gyldent æg for foden af rygraden, men skal bringe til at rejse sig og stige op gennem en kanal i rygraden kaldt susumna-kanalen. Under opstigningen passerer slangekraften 6 forskellige ”hvirvler”(på sanskrit: cakra’er), indtil den når det syvende plan, ”den tusindbladede lotus”, som tænkes beliggende på toppen af hjernekassen. Her tænkes også den mandlige guddom Shiva at sidde, og hans forening med den opstigende kvindelige slangekraft er den kosmiske orgasme/forening af mandligt og kvindeligt (idet der er identitet mellem makrokosmos og mikrokosmos), identisk med den højeste salighed og mystisk skuen, og lig med den ”kundskab”, der forvandler menneske til gud.
Kundalini betyder ”den sammenslyngede”, og akkurat denne betydning har også det hebraiske ord Livjatan. I Job 3,8 tales der om magikerne, der oprejser Livjatan. Og vi genfinder dyret i Ugaritteksterne ”med to haler” og ”syv hoveder” og tilnavnet ´qltn: ”slyngede” (samme ord brugt om Livjatan Es 27,1). De to haler hentyder til den seksuelle forening af han- og hun-slange, den kosmiske forening af de to store poler, den mandlige og den kvindelige kraft. De 7 hoveder hentyder til en opstigning gennem 7 bevidsthedsplaner, og de vinger, han- og hun-slange er udstyrede med på det sidste billede, en mønt fra det hellenistiske Beirut, hentyder til den ekstatiske rejse gennem rummet. (I deres midte Esjmun med Hermesstaven).
Midlet til at rejse slangekraften er yoga kombineret med tabuoverskridende opførsel kombineret med pirret seksualitet, for hensigten, specielt i såkaldt venstrehåndet tantra, er at få en kontakt med mørkets væsner, dæmonerne, at hente kraft fra universets mørke side, at uddanne sig til sort magiker. I magien i det fjerne Østen, er der en forestilling om to hemmelige ur-loger, to præsteskaber som i urtiden bekæmpede hinanden: den store hvide orden, og den store sorte orden, Shambala. Deres ånder eksisterer stadigvæk som de gode og de onde ånder, og Shambala, den sorte ordens ånder, er målet for den venstrehåndede tantrikers bestræbelser for at få en hjælpeånd. Yoga kommer af et indoeuropæisk ord, som vi genfinder i engelsk yoke ”åg”, og hensigten med yoga er oprindelig at få en parfælle i den usynlige åndeverden, én, som trækker på samme hammel.
Slangen, træet, og løftet:” I skal blive som Gud” må ses på denne baggrund. Slangen kaldes ganske vist ikke Livjatan i 1.Mo 3, men i den græske version af den nærorientalske myte hedder slangen, som i hesperidernes have vogter træet, hvis frugter giver evigt liv, Ladon, et navn, som er identisk med det, dyret hedder i Ugarit: ltn. Der er ikke antydning af nogen tabuoverskridende opførsel i beretningen om Eva og slangen, men om at spise en frugt. I indo-iransk religion er der ofte tale om en euforiserende plante haoma/soma. Når man spiser den, bliver man ét med guden. I den nye verden kendes den euforiserende mescalin-svamp, som menes ad kemisk vej at kunne udløse mystisk skuen – men resultatet er ikke altid kontakt med og etbliven med lyset, men også dybt angstfyldte oplevelser, en rædsel så dyb, at man er skadet på livstid. Mescalin er beslægtet med stoffet LSD, som virker på den måde, at den synes at åbne voldsomt op for sansningen og derfor kaldes et bevidsthedsudvidende stof. Hvad er det, der sker? Forfatteren Aldous Huxley (i Dors of perception) mener, at det er et filter, som pludselig tages væk. Biokemi-professoren Amos E.Wilder-Smith (i The Drug User) mener, at stoffet kan både lukke op for og lukke helt af for sansningen, så man pludselig er i stand til at modtage de svage signaler fra den oversanselige virkelighed. Og pludselig står man både over for mørkets og lysets transcendente virkelighed, man får kundskab om både godt og ondt.
Før levede Adam og Eva i en barnlig naivitet, hvor også det seksuelle var barnligt uskyldigt. De kendte ikke til bagtanke og skyld og skam, for det onde eksisterede slet ikke i deres univers. Men denne bevidsthedsudvindende oplevelse, som de får gennem at spise frugten, bliver en kanal, hvorigennem også kundskab om det onde og kontakt med den onde magt i tilværelsen begynder at strømme ind i menneskets verden. (At kende/kundskab står i skabelsesberetningen ikke blot om erkendelse, men også om intim kontakt.) Og derfor må de dø for ligesom at sætte en grænse for det mål, ondskabens kan udvikle sig til. Hos Kain tales der for første gang om synden. Den skildres som en magt, der netop kommer udefra, den lurer ved døren, og Kain opfordres til at herske over den og vise den fra sig, men han adlyder ikke. Den kommer ind i sindet og overtager ham i den grad, at han, inden han får set sig om, har slået sin broder ihjel.
Syndefaldet er altså ikke beretningen om Gud, der bliver så gal, fordi menneskene har stjålet og spist hans æbler. Nej det handler i stedet om, hvorledes der findes en gådefuld ond magt, det radikalt onde, som vil drab og mord, og denne magt søger Gud at skærme mennesket imod, men det lykkes alligevel mennesket at få kontakt også til denne mørke, skjulte side i tilværelsen. Den kommer ind og breder sig mere og mere i menneskenes sind, så til sidst al deres tragten er ond, som der står i indledningen til beretningen om syndfloden. Derfor forkortes menneskenes levealder, altså dette, at vi engang skal dø, er faktisk en fordel, for det betyder, at selv den værste forbryder og diktator har et sværd hængende over sig. Og det er faktisk vældig livsbekræftende, at hverken Stalin eller Hitler eller Herodes lever evigt. ”Men da Herodes var død”, hedder det i et af evangelielæsestykkerne, og der er et helt evangelium at høre i disse korte ord.
Min påstand er altså, at den tolkning, som man kan møde i lidt ældre teologi, at Gud er vred over menneskets overtrædelse af det eneste forbud, han gav dem, men at han atter bliver forsonet af Jesus, er forkert.
Der er snarere tale om en ond magt, som Gud søgte at skærme menneskene imod, men som alligevel får indgang i mennesket, og som også Jesu virke med dets dæmonuddrivelser og helbredelser må ses som én lang kamp imod. ”Han frelste os ud af mørkets magt og ind i sin elskede søns rige” Kol 1,14.
Til sidst skal det understreges, at det ikke er vor hensigt at tolke 1.Mo 1-12 som lutter myte. Det faktum, at der overalt i folkeslagenes mytologier findes spor af livstræet med evighedsfrugten, en opr. paradistilstand, urtidsbrødrenes kamp, gudesønnernes forelskelse i menneskedøtrene, syndfloden og arken, samt kæmpernes eksistens, tyder på, at disse historier går helt tilbage til menneskehedens første barndom. Java-mennesket og Peking-mennesket havde f. eks. tendens til gigantisme.