Studier i Religion

Thomasevangeliet II

I okt 1946 fik den ægyptiske kurator i det koptiske museum i Kairo tilbudt en gammel papyrusbog¹, som han et år senere viste til den franske forsker Jean Doresse, og i dec 1947 blev de mørnede sider sikret, ved at de blev lagt mellem glasplader.

I mellemtiden var et andet bind endt hos en belgisk antikvitetshandler, som også viste det til Jean Doresse, men derefter havde han held til at få det smuglet ud af landet. Han tilbød at sælge det til en amerikansk fond eller nationalbiblioteket i Paris for 12000 dollars, men handlen gik ikke i orden, og den gamle bog endte i en bankboks i Brüssel. I mellemtiden var ejermanden død, og forskerne forstod, at der skulle handles hurtigt, hvis ikke manuskriptet skulle smuldre og gå tabt. Det lykkedes at finde en schweitzisk mæcen, som for 35000 SF købte det gamle manuskript for at forære det som fødselsdagsgave til psykologen C-G. Jung (1952). Imens i Ægypten var 9 andre mere eller mindre fuldstændige papyrusbøger dukket op, bind som tydeligvis hørte til det samme fund, og de var blevet købt og samlet af en kendt ægyptisk ekspert i antikke ting og sager, som havde ladet sin datter Marika forhandle med de forsk. lyssky krejlere, som kom luskende med bøgerne, og alle 9 bøger blev i 1949 overgivet til det koptiske museum, og Jean Doresse udarbejdede en oversigt over materialet. For at sikre materialet blev det lagt i en forseglet kuffert, og der lå det så, mens der var revolution og kong Faruk blev styrtet. Endelig i 1956 kunne en ny direktør for det koptiske museum begynde at konservere siderne og lægge dem mellem glasplader, og det vesttyske arkæologiske institut stillede plexiglasplader til rådighed. Det viste sig, at fundet samlet bestod af 13 bøger, men af de to af dem var der kun sørgelige stumper tilbage. Den ene var sandsynligvis blevet ødelagt allerede engang i oldtiden, og den anden af de mellemmænd, som havde haft den i hånden, inden den nåede i sikkerhed på museet. Bøgerne var skrevet med en meget klar og smuk håndskrift og indbundet i en slags læder-konvolutter af blødt gedeskind.

1. bog kaldet ”Kodex Jung” indeholdt:

• Et hemmelig brev fra Jakob (16sider)

• ”Sandhedens Evangelium”(27sider). Måske foranlediget af Johs ev’s første ord handler dette ev. ikke om, hvad Jesus sagde og gjorde, men er spekulative overvejelser om ”Ordet”, som kom ud af den guddommelige lysfylde og ned til denne angstens og glemselens verden.

• Afhandling om opstandelsen (7sider)

• ”Traktat om de tre naturer” (dvs den himmelske verden, skabelsen og menneskets natur) (90sider)

• En bøn af apostlen Paulus? (4sider)

2. bog:

• ”Johannes’ hemmelige skrift” (32sider). Dette skrift findes også i 3 og 4. bog. Der er altså fundet hele 3 afskrifter af dette skrift i lidt forsk versioner.

• ”Thomasevangeliet” (20sider)

• ”Filipsevangeliet” (36sider) En samling gådefulde sentenser, som handler om nogle sakramenter, hvoraf ”brudekammerets” sakramente tydeligvis regnes for det højeste.

• ”Englefyrsternes væsen” (11sider) Et skrift om verdens opståen ligesom det næste skrift:

• ”Om verdens opståen” (30sider)

• ”Fortolkninger over sjælen” (10sider) En afhandling om sjælens fald og genrejsning

• ”Atleten Thomas’ bog” (7sider) En samtale mellem Jesus og Judas Thomas om bl.a. endens tid.

3. bog (den, som først dukkede op og blev lagt i glas):

• En ny version af ”Johannes hemmelige skrift” (40sider)

• ”Ægypterevangeliet” (findes også i kodex 4) (29sider)

• ”Eugnostos’ brev” (21sider)

• ”Jesu Kristi visdom” (29sider)

• ”Frelserens dialog” (en samtale mellem Jesus og hans disciple)

4. bog er i en ret slem forfatning, men indeholder den 3.version af ”Johannes hemmelige skrift” og den anden version af ”Ægypterevangeliet”.

5. bog:

• Paulus’ Åbenbaring (7s), 1. og 2. Jakobs Åbenbaring (20s. + 19s.) og Adams Åbenbaring (som han har overgivet til sin søn Seth. Det er en slags verdenshistorie på 22sider)

Af indholdet i de resterende 8 bind kan nævnes Peters Åbenbaring (14s), Peters brev til Filip (8s), ”Peters og de 12 apostles gerninger” (12s).

Det er tydeligt, at det i forskellige miljøer på et eller andet tidspunkt af kirkehistorien har været litterær mode at efterligne de skrifter, som vi finder i NT. Hvis der var en Johannes’s Åbenbaring, så burde der da også være en Peters Åb. og en Paulus’ Åb. og en Jakobs Åb. Også de manglende oplysninger om Jesu barndom, og hvad det var, han sagde til disciplene i de 40 dage fra påske til himmelfart har talt til fantasien og affødt en række barndomsevangelier (f.eks Thomas’ ev. på græsk om Jesu barndom²), og nogle skrifter, som hævder at være dialoger mellem den opstandne og hans disciple. Barndomsevangelier finder vi ingen af Nag Hammadi-fundet, men til gengæld indtil flere af disse fingerede samtaler mellem den opstandne frelser og hans disciple f. eks. ”Frelserens dialog”. Efter en længere dialog med disciplene tager Jesus Judas, Matthæus og Maria med til ”himlens og jordens ende”, og der får de et syn af en ildfyldt afgrund og af Menneskesønnen som giver en engleklædning til en sjæl, som skal træde ind i himlen. ”Jakobs Åbenbaring” handler også om, at Peter og Jakob efter en dialog med Jesus i et syn får lov at stige op til himlen og se englene lovsynge Guds ”majestæt”. Mariaev., som er fundet et helt andet sted i Ægypten og dukkede op på antikmarkedet i 1896, men først udgivet 1955, er en sådan dialog med den opstandne Jesus. Man finder fortsat nye evangelier, det sidste er stumper af ”Frelserens Evangelium” fundet i Berlins museumsarkiver i begyndelsen af 90’erne. (Charles Hendrick & Paul Mirecki, The Gospel of the Savior: A New Ancient Gospel. 1999.) Det hedder i dette evangelium: ”Den som er nær ved mig, er nær ved ilden. Den som er langt fra mig er langt fra liv.” (Et Jesusord som næsten enslydende cit. Thomev log 82 og hos Origenes og Didymus den Blinde.) Også dette ev er en dialog mellem frelseren og hans disciple og ender med forsk. himmelske syner, bl.a. af det ny Jerusalem. Det hedder: ”Sov ikke…i rigets klædning, som jeg har bragt jer ved druens blod”. Nadveren er her tolket som et himmelsk måltid, hvor man iføres englenes klædedragt. (DeConick datere ev. til tidligt i 2.årh.), og man bliver en lampe, som oplyser verden. Dette, at sakramentet allerede her og nu giver dig engledragten, den himmelske klædning, så du bliver et lysmenneske, er en vigtig forestilling, som vi genfinder i Thomasev. Der er også tale om syner, mystiske oplevelser af himlen i en sindstilstand af stærkt udvidet bevidsthed: ”Vor øjne åbnede sig til alle sider”. (Dette stærkt forstærkede syn kommer også frem i det, at englenes og kerubernes kroppe i biblen skildres som fulde af øjne. Åb 4,6-8)

Man har også følt et stort behov for at vide noget mere om disciplenes videre skæbne, så engang omkring 200 er der skrevet Peters Gerninger, Pauli Gerninger, Pauli og Theklas Gerninger, Johannes’ Gerninger Thomas’ Gerninger, Andreas’ Gerninger, Filips Gerninger for blot at nævne nogle af de tidligste og vigtigste. Thomas’ Gerninger eller Thomasakterne er en fantasifuld beretning om, hvorledes Thomas, der er en dygtig håndværker, bliver solgt som slave af Jesus til en indisk konge og således på sin missionsrejse kommer helt til Indien.

De er meget præget af tidens asketiske trend. Mens vi i dag har oplevet en stærk trend i retning af seksuel frigørelse på alle fronter, så var oldtiden vidne til en stærk trend den modsatte vej. Så seksuel afholdenhed i Thomas’ gerninger bliver et krav til de fornemme damer, som Thomas får omvendt til kristendommen. Og det er årsag til farlige konfrontationer mellem Thomas og damernes ægtemænd. Den stærke vægtlæggen på mystiske syner og askese kender vi også fra indisk religion, så nogle har i moderne litteratur opfattet Thomasskrifterne som en kristendomsform, som bygger bro til den indiske mystik.

Denne asketiske tendens mærker vi allerede hos Paulus, men Paulus advarer også imod den. Hvordan er forholdet med Jesus? Det er ikke helt så enkelt, som teologerne har villet gøre det til. Man kan på ingen måde kalde Jesus asketisk, han blev af sine fjender kaldt ”frådser og dranker, ven med toldere og synder”. På den anden side læser vi, at han var natten over i bøn på øde steder og fastede 40 dage i ørkenen. Han trækker sig med disciplene tilbage til øde egne for at de kan være alene. Det, som ligger bag, er, at ensomhed i ørkenen giver en stor mulighed for koncentration. Ved at udelukke de tusinde sanseindtryk kan man rense lystavlen, så den bedre kan opfange de svage impulser fra den anden side, den usynlige side, og være rede for den store direkte oplevelse af Gud, som får alle de små lamper til at lyse op. Den mystiske skuen kalder man sådanne direkte syner af lys og guddommelig stråleglans.

Livet var hårdt og kort, gråt og fuld af farer. De ældste kristne munke, ørkenfædrene, som de kaldes, blev ofte meget gamle. Det var ikke altid det selvpineri, som vi forbinder med askese og munkeliv. Ørkenfædrene fortæller om en, som giver alle sine penge til de fattige, og hver dag synger han trishagion i englenes kor, altså hver dag har han en oplevelse af bortrykkelse til himlen, hvor han hører englenes sang. Den mest alm. oplevelse af den anden side er denne oplevelse af englenes lovsyngelse af Guds stråleglans, der udgår fra Merkabah-tronen.

I lidt ældre dansk teologi, sådan som vi kender den fra prof. P.G. Lindhardt og Tidehverv, er der en tilbøjelighed til at skære alle de Jesusord, som ikke stemmer med en dansk luthersk-tidehvervsk kristendomsforståelse, bort og kalde dem menighedsteologi, altså noget, den ældste menighed havde opdigtet og lagt i munden på Jesus. I den nyeste Jesus forskning forsøger man at tegne et mere nuanceret billede af Jesus, et nyt Jesusbillede, som også rummer de ting, vi har svært ved at forstå: f eks det meget kompromisløse, dette at Gudsriget er vigtigere end alt andet. Thomev. Logie 8 fortæller om en klog fisker, som kastede sit net ud og trak det op fuldt af små fisk, men blandt disse en stor fin fisk. Den tog han og smed alle de små fisk ud igen: Du skal ikke spilde tiden med alt det, som hører hjemme i småtingsafdelingen, der findes et stort formål, Guds og evighedens formål, Guds rige. Jnf. Jesu lignelse om perlekøbmanden, der har fundet en stor særlig flot perle og sælger alt, hvad han har, for at sætte sig i besiddelse af den.

Langt de fleste af de skrifter, man har fundet i Nag Hammadi, er såkaldt gnostiske skrifter. Gnosticismen var det første store kætteri, som truede den unge religion kristendommen. Gn. minder meget om nutidens indiske gurubevægelser. Den synlige verden er efter gn.s mening ond og uvirkelig, en ond drøm, som har påtvunget sig menneskets bevidsthed. Det gælder om at vågne op fra dette mareridt, som den onde verden er, og i stedet være en oplyst, en vidende. Man frelses altså ikke ved tro, men ved viden. Men denne viden er desværre som regel en gang pseudovidenskabeligt pølsesnak, rene spekulationer blandet med ægte søgen efter mystisk skuen af det guddommelige lys, men også ret tit blandet med forsk. seksuelle øvelser af tabuoverskridende karakter. Når man kommer ind bag overfladen, opdager man, at kernen i den hemmelige gnostiske lære ofte er sex (se især Benjamin Walker, Gnostikerne, dansk overs.1998, Simon Troldmand, Nikolaiterne). Man frelses ikke ved tro, men ved viden om den sande guddommelige lys-virkelighed, som gemmer sig højt over denne synlige verden, som er skabt af en ond uvidende halvgud. Det store spørgsmål, som rejser sig i forbindelse med fundet af Thomasev. er: Er det her også et gnostisk skrift, skrevet af en gnostisk tænker, som har villet læse sin gnostiske tolkning af kristendommen ind i Jesu ord og derfor har udvalgt nogle af de Jesusudsagn, han har fundet rundt om i de 3 første evangelier, og blandet dem med sine egne gnostiske tanker? Det mener f eks den svenske prof. og biskop Bertil Gärtner i den bog, han allerede i 1961 skrev om Thomasev. Det modsatte synspunkt hævdes af to meget kendte amerikanske forskere, James M. Robinson og Helmuth Koester. De mener, at Thomev. indeholder en gammel selvstændig samling af mundtlige traditioner om Jesus altså en kilde til Jesu forkyndelse helt på linie med de tre ældste evangelier.

Forskningen har forsøgt at datere de 3 ev. Matt Mark og Luk til omkring år 70 med Mk.ev. som det ældste. (Johs. Ev. er nok noget senere måske fra omkring år 90.) Men hvad gik forud for nedskriften af det første ev Markusev? Jo, længe før fundet af Thomev har bibelforskerne hævdet, at forud for de 4 ev. gik nogle skriftlige eller mundtlige samlinger af Jesusudsagn, som undertiden for hukommelsens skyld var løst kædet sammen efter stikordsprincippet. Og nu har man så netop fundet sådan et eks på en samling af Jesu ord ordnet efter stikordsprincippet. Så Thomasev er et eksempel på en tradition, som i hvert fald, hvad formen angår, synes at være ældre end den evangelieform, som blev skabt af Markus. Den typiske gnostiske lære, at verden er skabt af en dum og tåbelig halvgud, og de seksuelle aktiviteter, finder man faktisk ikke spor af i Thomasev.

Jesus som visdomslærer

Den amerikanske forsker James M. Robinson er kendt som den energiske chef for det forskerhold, der i under UNESCO’s vinger besørgede den endegyldige videnskabelige udgave af Nag Hammaditeksterne (i 10 bind). Hans artikel ”Logos Sophôn: On the Gattung of Q” regnes af mange for en klassiker. Den samling af løst sammenkædede Jesus-udsagn, som gik forud for evangeliernes nedskrift, kaldes Logia-kilden, i tysk forskning Q. Robinson mener, at Q havde form som en samling af visdomsord. Lignende samlinger kendes fra det gamle Ægypten og fra Ordsprogenes bog i GT. Det var en litteraturgenre, der går forud for evangelie-genren og på et tidspunkt erstattes af evangeliegenren og f.eks. dialog-genren, som vi kender fra Justin Martyr (virkede omkring år 140), De Klementinske Homilier og nogle gnostiske skrifter. I senjødedommen var der en tendens til at hypostasere Guds visdom. Denne interesse for visdommen og visdomslittaratur blev overtaget af den ældste kristendom, og Jesus blev betraget som den personificerede visdom og som den, der havde udtalt betydningsfulde visdomsord. Thomasev. repræsenterer en gnostiserende omtydning af sådanne visdomsord. Robinson mener dog, at man ikke må skelne alt for skarpt mellem gnosticisme, urkristendom og jødisk apokalyptik og rabbinisme. Der går vigtige ”linier (trajectories) op gennem” disse grupper.

En tysk prof., som er rejst til USA og virker der, Helmut Koester, går lidt videre end Robinson, idet han mener, at Thomasev simpelthen er den østsyriske variant af denne Gattung/genre Jesu visdomsord, mens Q er den vestlige gren, som var i brug i det vestlige Syrien og blev benyttet af Matthæus og Lukas. Denne østlige gren af Q, Thomasev., var en gren, hvor urkirkens venten på Menneskesønnens komme manglede, og hvor i stedet Jesu tale om Gudsriget som en her-og-nu virkelighed og åbenbaring af guddommelig visdom var de dominerende motiver. Han mener, at Thomasev. kan være lige så gammelt som Q, ja Q’s venten på Menneskesønnens komme må være et sekundært motiv. Også Robinson mener, at talen om et fremtidigt Gudsrige er uautentiske Jesus-ord, noget som er tilføjet af den ældste menighed.

Litteratur: Helmut Koester og J.M.Robinson, Trajectories Through Early Christianity, 1971.

Fra denne amerikanske nyansats går linien videre til amerikaneren J. Dominic Crossans Jesusbog, hvor Jesus er gjort til en omvandrende kynisk bonde-filosof. Og videre endnu til The Jesus Seminar (under ledelse af bl.a. Crossan), som vil vriste den historiske Jesus ud af kirkens omfavnelse og i stedet tegner billedet af en ”sækular vismand”, Jesus som livsglad fest-abe med ironiske, provokerende pointer i sin ordsprogsagtige visdomsforkyndelse. (Ifølge prof. Birger Pearsons kritik en ren anachronisme. Den jødiske kultur på Jesu tid var dybt religiøs, og Pearson gør opmærksom på, at The Jesus Seminar ikke blot fratager Jesus hans jødedom, men også hans religion³). Crossan mener, at de allerældste autentiske traditioner om Jesu finder vi i de ældste lag i Thom. ev nedskrevet mellem år 30 og år 60. Det næstældste traditionslag finder han også i Thom og i de få citater, vi har bevaret af Hebræerev og Ægypterev. Æg.ev og Heb.ev bliver ellers normalt dateret til 2.årh eft Kr. Så Crossan har altså som en ren troldmand vendt hele den tidligere forskning på hovedet.

Vi har altså på den ene side en kendt og indflydelsesrig gruppe af amerikanske forskere, som mener, at Thomev. indeholder en selvstændig tradition med mange autentiske udsagn af Jesus. De siger: forskningen hælder nu til den anskuelse, at Thomev. rummer gammel autentisk overlevering om Jesus. Og så har vi på den anden side stadig væk en mængde forskere, der mener, at Thomev er et sent skrift uden nogen kildeværdi for Jesuforskningen, og de skriver: forskningen hælder nu efterhånden mest til den anskuelse, at Thomev. er sent.

En finsk forsker, Risto Uro⁴, som siden 1998 har udgivet ikke mindre end 3 bøger om Thomev. indtager et mellemstandpunkt: Det er skrevet tidligt i 2.årh. og rummer sandsynligvis både mundtlig tradition og stof hentet fra skrevne evangelier og noter.

Den nye amerikanske fløj inden for Jesusforskningen repræsenteret af Koester og Crossan hævder altså, at Jesu var en visdomslærer, der gik omkring og udformede kloge ordsprog om, hvad der er det vigtigste her i livet. Og alt dette med, at himmel og jord skal forgå, og I skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer for at sidde til doms og skille fårene fra bukkene, det er sekundært, det er noget, som er føjet til af menigheden måske under indtryk af den krisestemning, som opstod under den store krig med romerne 40 år efter Jesu død.

Det tror jeg nu ikke. Dette, at Jesus kalder sig Menneskesønnen, er så karakteristisk, at det må gå tilbage til Jesus selv. Og læser vi den måde, Menneskesønnen omtales på i 1.Enoks bog, så er han netop den, som Gud har udvalgt til at dømme verden.

Efter min vurdering indeholder Thomev måske en selvstændig mundtlig overlevering om Jesus, men nedfældet på papiret noget senere end de tre første evangelier. Log. 71 lyder: ”Jeg vil ødelægge dette hus, og ingen skal bygge det op igen”. Mk har: ”Høh du, som nedbryder templet og genopbygger det på tre dage, frels nu dig selv.” (Som jødernes falske anklage mod Jesus.) Men ifølge Joh 2 siger Jesus faktisk: ”Bryd dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på 3 dage”, men dette mente han ikke bogstaveligt, men ”om sit legems tempel”. Altså det falske i anklagen er, at det skulle forstås bogstaveligt som en trussel om at ødelægge templet. I Thomev. optræder dette Jesus udsagn noget forgrovet og netop som en trussel. Hvis Jesu har sagt, som han har sagt if. Thom, så har de falske vidner jo ret i, at han har truet med at nedbryde templet. Læg mærke til, at dette med de 3 dage, som vi også kender fra Jesu ord om Jonastegnet, er faldet bort i Thomev. Nogle af Thomasev.’s Jesusudsagn er efter min mening gået fra mund til mund i længere tid og fæstnet på papiret noget senere end de tre første ev., og derved er vigtige nuancer og små detaljer gået tabt. Det har også som påvist af forskere nogle ligheder med Johsev - ikke hvad formen og ordlyden angår, men indholdsmæssigt, så det er nok nedskrevet omkring år 100 i de samme jødekristne kredse, som Johs ev er skrevet til.

Vi kan se af Pauli breve, at der var to fløje i den ældste menighed. De hedningekristne menigheder, der var grundlagt af Paulus, og en mere jødekristen fløj, der grupperede sig omkring Jesu broder Jakob, som var leder af modermenigheden i Jerusalem.

Den fløj, som påberåbte sig Jakob, står i et vist spændingsforhold til Paulus: de var mere asketiske (P. kritiserer deres skånselsløshed mod legemet). De påberåbte sig høje syner og åbenbaringer. Det er netop sådan et kristendomssyn vi finder i Thom: Det er asketisk: ”kun de enlige vil træde ind i brudekammeret”, log 75, målet med askesen er at få oplevelser af overjordisk lys, og man påberåber sig Jakob. Johs Åb må ses i sammenhæng med den samme tradition for askese, når den omtaler nogle kristne som jomfruer.

De paulinske menigheder De jødekristne menigheder De gnostiske sekter

i Syrien: Jakobs brev Simon Troldmand

Johs litt. Didake Nikolaiterne

Vores kristendomsforståelse. Thomasev. og Thom. akterne Valentin

Liber Graduum

Klemens’ breve om Jomfruelighed

Klemens’ roman

Som man vil se, er udtrykket ”jomfruer” det udtryk, nogle af skrifterne bruger om det, Thomev kalder at være monachos (enlig), at vælge et afholdende asketisk liv. (monachos er det græske ord, som senere bliver til ”munk”.) Allerede Jesu broder Jakob tegnes som meget asketisk. Askese virker jo meget fremmed for det moderne menneske, og protestantiske teologer har forsøgt simpelthen at benægte, at den skulle have været et indslag i den ældste menighed. Men vi må forsøge at forstå den ved at se på hensigten med den nemlig at koncentrere sindet om at nå til den mystiske erfaring af enhed med altet og med Gud.

Den er ikke speciel for urkristendommen, også tidens førende filosofskoler, platonikerne og nypythagoræerne var alle ugifte og mystikere. Det har sammenhæng med, at hele tiden lige som i dag var begyndt at blive mere religiøs, man længtes efter på tankens fattige krykker at stige langt langt op over den synlige verden til det sted, hvor det guddommelige gemmer sig i al sin overvældende stråleglans. Den lutherske lovprisning af det skabte menneskeliv som nyttig samfundsborger i job og familie kendte man ikke i oldtiden, for livet dengang var et liv i en slavestat med en uendelig uretfærdig fordeling af rigdommene, et stressende liv, for mennesker boede meget tæt klumpet sammen i byerne og måtte arbejde fra morgen til aften blot for at holde tørt brød på bordet.

Det har været meget alm. blandt forskere at sige, at tydningen af lignelsen om sædemanden er menighedsteologi. Den forudsætter nemlig en menighed, hvor nogle er faldet fra igen på grund af forfølgelse, eller har mistet gnisten, fordi de i stedet opsluges af pengesorger. Tolkningen er derfor opstået i den ældste menighed efter Jesu død og opstandelse. I Jesu autentiske forkyndelse handler lignelsen bare om, hvor rundhåndet Gudsordet strøs ud, og selvom det falder på klippegrund og mellem tidsler og torne, så bliver der alligevel en overmåde rig høst ud af det. Oprindelig handler lignelsen altså om, hvor gavmildt nådens ord øses ud til alle, og hvor lidt man behøver at bekymre sig på Guds ords vegne. I Thomev møder vi derfor lignelsen uden tydning, log 9.

Men den fokusering, der i tydningen er på hjertet, og udtrykket Mammons begær, er imidlertid typisk for Jesus, og viser efter min mening, at tydningen går tilbage til Jesus selv.

Efter min mening er Thomev en selvstændig tradition og ikke bare en udskrift fra de 4 evangelier, men jeg synes ikke, den virker ældre og mere pålidelig, end det vi finder i de 3 ældste evangelier, tværtimod, den har løbet rundt fra mund til mund noget længere og er derfor blevet mere nedslidt end den tradition, vi finder fæstet på papiret i de tre første evangelier.

At jeg har ret i denne vurdering, vil jeg underbygge ved at se på et af de mere usædvanlige Jesusudsagn: nr 61:

Jesus sagde: ”To vil sove i én seng, den ene vil dø den anden vil leve”. Mange af Jesu lignelser og udsagn handler om den yderste dommens dag. Jesus siger f eks i Mk.ev forudsigelse af verdens undergang: Den ene skal tages med til med til himlen, når enden kommer, den anden skal lades tilbage. Men i den form, ordet har fået her i Thom, er det ikke længere muligt at se, hvad der er pointen. Og endnu værre bliver det når du læser videre. For så siger Salome: ”Hvem er du, menneske, som om du var fra den Ene? Du er kommet hen til min seng og har spist ved mit bord.” Jesus sagde til hende: ”Jeg er den, som eksisterer fra ham, som er lig. Jeg fik nogle af tingene givet fra min Fader”…. ”Jeg er din discipel”… ”Derfor siger jeg: hvis han er lig, vil han blive fyldt med lys, men hvis han er delt, vil han blive fyldt med mørke”.

Gud kaldes her ”den Ene”. Han er den dybe enhed med det inderste, man oplever i den mystiske oplevelse, og man bliver i denne oplevelse ”lige som”, dvs man bliver ét med denne enhed modsat den splittethed, man oplever i den synlige verden. Enheden er også en overvindelse af den store dualitet mellem mandligt og kvindeligt, man bliver hævet over køn, og derfor er det ikke længere mistænkelig mandlig adfærd, at Jesu nærmer sig kvinden Salomes seng.

Den mystiske vision er en specifik oplevelse, som kendes fra alle religioner. Karakteristisk ved denne oplevelse er

Den mystiske vision:

1. Man bliver ét med det store Menneske (Thomev. og den ældste jødekristendom kaldt Menneskesønnen, i den jødiske mystik Adam Kadmon, dvs ”den første Adam”): Man får bevidstheden, sindet, voldsomt udvidet, så man føler man bliver ét med den store guddommelige sjæl, som fylder hele universet. Som min lille sjæl fylder mit legeme og styrer det, således fyldes nemlig universets rum af guddommelig sjæl. Man føler man bliver ét med denne guddomskraft, som er overalt og bærer alt oppe.

2. Syn af lys, et lys man fyldes af, og man transformeres til lighed med lyset/enheden, man forvandles til guddommelig ild.

3. Man føler, at alt er ét, at alle tilværelsens modsætninger og splid er ophævede, selv modsætningen mellem mandligt og kvindeligt.

4. Man føler, man føres bort hinsides tid og rum til skabelsens allerførste begyndelse.

April DeConick har i sin bog Voices of the Mystics: Early Christian Discourse in the Gospels of John and Thomas, 2001 fremført det synspunkt, at Johannesevangeliet og Thomasevangeliet er vidnesbyrd om en debat mellem johannæiske menigheder og thomas-menigheder om legitimiteten af denne ”visionsmystik” som en vej til frelse, idet Joh Ev efter hendes mening må forstås som kritisk over for den visionsmystik, som forkyndes i Thomas ev. Dette skulle være forklaringen på, at Thomas i Joh 14,3-7 og 20,24-29 med DeConicks ord er skildret som ”et fjols, der misforstår vejen til frelse” (s.85). Nu er det imidlertid ikke Thomas, men Filip, der beder om et syn af Faderen i Joh 14 (v8). Og hvis Joh ev.’s sigte er, at nægte enhver mulighed af visioner af Gud, så kommer man i alvorlige vanskeligheder med Joh Åb, som dog ganske tydeligt er rundet af det samme johannæiske miljø som evangeliet og de 3 breve og efter min vurdering også rundet af den samme pen. Johs 1: ”Ingen har nogensinde set Gud”, og Joh 3,13: ”Ingen er steget op til himlen ..” vil gøre Kristus til det eneste kommunikationsled mellem Gud og menneskene, kun ”i ham” er der Gudsskuen. Han er merkabah-visionen, som blev historisk virkelighed på korset (og kultisk i dåben).

Log 13: Jesus sagde til sine disciple: ”Sig mig, hvem jeg ligner?” Peter sagde til ham: ”Du ligner en retfærdig budbringer”. Matthæus sagde til ham: ”Du ligner en forstandig filosof.” Thomas sagde til ham: ”Lærermester, min mund formår slet ikke at udholde at sige, hvem du ligner.” Jesus sagde: ”Jeg er ikke din lærer, for du har drukket, du har beruset dig i den sprudlende kilde, som jeg har udmålt til dig”. Og han tog ham afsides og talte 3 ord til ham. Da Thomas nu kom tilbage til sine fæller, spurgte de ham: ”Hvad har Jesus sagt til dig?” Thomas sagde til dem: ”Hvis jeg sagde jer et af de ord, som han har sagt mig, ville i tage sten op og kaste på mig, og ild ville komme ud af stenene og brænde jer op.”

Hvem er Jesus ifølge Thomasev.? Peters ord om, at han er en retfærdig engel, ja selv Thomas høflige tiltale til Jesus ”lærer”, afvises. Målet er nemlig ikke at blive elev af Jesu lære, men at blive lig Jesus selv. Det kan man se af log 108: ”Den, som drikker fra min mund, vil blive lig mig. Jeg vil blive ham, og hvad der er skjult, vil blive åbenbaret for ham”.

En mystiske formel kendt fra bl.a. arabiske mystikere lyder: ”Jeg er dig”. Ved løvhyttefesten brugte man det mystiske råb: ”Jeg og Han”. En mystisk identitetsformel af denne art er sandsynligvis forklaringen på de 3 ord: Jesu er som det store lysmenneske ét med det inderste og dybeste i dig selv og den ild, som i det mystiske syn afslører sig som det inderste i alt, selv i stenene.

Tvillingesymbolikken

Navnet Thomas betyder på hebraisk og aramæisk ”tvilling”, og i Thomasakterne, et skrift nært beslægtet med Thomasev., er apostlen Thomas jordisk tvilling til den himmelske Kristus. Og den samme symbolik ligger helt sikkert bag, når Thomas i starten af Thomasev. kaldes Judas Thomas, vi ved nemlig fra Mk, at Jesus havde en broder, der hed Judas. Så navnet Thomas, som faktisk betyder ”tvilling”, er altså tolket som Jesu tvilling. Men hvad betyder det i Thomasev og Thomasakterne, at mennesket har Jesus som himmelsk tvilling, som sit højere jeg og spejlbillede? I Thomasakterne skildres det flere gange, at Thomas ser ud ligesom Jesus eller forvandles, så han ser ud som ham.

I baggrunden aner vi en forestilling, som vistnok i sidste instans stammer fra Persien, at mennesket har et højere jeg i himlen, en skytsengel, der er ens himmelske billede og tvilling. Jnf episoden i Ap Gern hvor pigen Rhode tror, at Peter ikke er Peter, men Peters engel. Deres engle ser altid min himmelske Faders åsyn, siger Jesus om sine mindste. Når man har syner af Gud og den himmelske verden, så er det ved, at man forvandles til sin himmelske tvilling, bliver et med sin engel. Den kan også identificeres med Helligånden. Vigtig er her (fra Thomasakterne) digtet ”Sangen om Perlen”, hvor kongesønnen møder sin himmelske tvilling i form af en klædning, som er kongesønnens højere himmelske jeg, og som han ifører sig. Denne klædningsymbolik må sandsynligvis tolkes sådan, at det er i dåben, når man ifører sig dåbsklædningen, at man tænkes at få enhed med sin skytsengel.

Den mystiske skuen er, at man ser sin engel. Tor Andræ har behandlet de udtryk, som bruges omkring Muhammeds syn af englen Gabriel, og påvist, at de må forstås på netop samme baggrund: det himmelske syn er seerens møde med sin engel.

Mennesket skal altså opdage sit sande jeg, som er en guddommelig størrelse, ja dit sande jeg er i Kristus i himlen, du er hans jordiske repræsentant, og han er altafgørende for din identitet

Især i Thomasakterne bruges tvillingesymbolet til at skildre det forhold, du står i til Kristus. At du er Kristi tvilling, betyder, at du allerede her på jorden i din handlemåde skal søge at være som ham, ligne ham, og du er ét med ham i et ubrydeligt bånd, når du følger ham i lydighed.

Men hvordan kan dit himmelske jeg både være Kristus og en skytsengel og HÅ, som du ifører dig, når du ifører dig den hvide dåbsklædning? Eksemplet viser, hvor oscillerende, righoldig, mangetydig symbolikken er: Englene er ikke noget forskelligt fra Gud. Englene er en del af Guds eget væsen. Jakobs kamp med englen er i virkeligheden en kamp med Gud, og som anfører for udgangen af Ægypten sender Gud Israel sin engel, som er bærer af hans eget navn, dvs. er hans befuldmægtigede repræsentant. I Hekalotteksterne står det skildret, hvorledes englene dannes ud af den ildflod, som strømmer ud fra Guds trone, og de opløses igen i ildfloden. Englene er altså afspaltninger af Guds eget væsen, dannet af det mægtige lys, som evigt udstrømmer fra Gud. Mit himmelske billede er altså både Jesus, idealmennesket, den himmelske Adam, i hvis billede jeg er skabt, og min skytsengel, min himmelske tvilling. Det hedder i log 84: ”Når I ser noget, der ligner jer selv, er I glade. Men når I ser jeres billeder, som er blevet til før jer, og som hverken dør eller bliver synlige, hvor meget mere vil I da kunne bære?” Der er en ejendommelig symbolik her, hvor mennesket spejler sig i det guddommelige, og det guddommelige spejler sig i mennesket.

Hvor meget disse hemmelige mystiske forestillinger går tilbage Jesus selv, er det vanskeligt at sige. Min opfattelse er, at det er en symbolik knyttet til dåben og dåbsklædningen, og derfor kan den gå tilbage til kredsen om Johs Døberen og det gådefulde udtryk Menneskesønnen, som Jesus bruger om sig selv. Et nærmere studium af Menneskesønsforestillingen i det jødiske skrift fra Jesu tid, som hedder 1.Enoks bog, er oplysende, for her skildres det, hvorledes Enok tages op til himlen og forvandles til Menneskesønnen, som sikkert er hans himmelske højere jeg. (Således den engelske forsker Crispin Fletcher-Louis⁵.) Denne forestilling er altså vigtig for den ældste jødekristendom, at Jesus er Menneskesønnen, aramæisk: bar nasja, hvilket betyder slet og ret ”Mennesket”, det ideelle menneske, som ønsker at spejle sin guddommelighed i dig.

Dette intime parforhold til Kristus kan også i Thomasakterne skildres som et ægteskab. Allerede Døberen siger om Jesus: ”Den, som har bruden, er brudgom.”

Guds rige

Hvad er centrum i Jesu forkyndelse, det dynamiske centrum, hvorudfra alt det øvrige må forstås? Der er ingen tvivl om, at det er begrebet ”Guds rige”. Jesu forkyndelse er i Mk 1,15 sammenfattet i ordene: ”Tiden er inde. Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet”. Et godt argument for Thomasev som autentisk gengivelse af Jesu forkyndelse er, at det karakteristiske begreb ”Guds rige” eller ”riget”, det mest centrale begreb i Jesu forkyndelse, møder vi 13 gange i Mk, 48 gange i Matt og Luk og men kun to gange hos Johs og slet ikke hos Paulus – men vi møder det hele 19 gange i Thom. Det tyder på, at Thomev er et fjerde eksempel på den tradition, som gengives i de 3 første ev. For hvis Thom er en sen udskrift fra evangelierne, hvorfor har han så ikke noget med fra Johs ev.?

Adskillige af Jesu lignelser fremhæver Guds rige som det, som skal være altafgørende i disciplens liv: ”Søg først Guds rige og dets retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” ”Med Guds rige er det ligesom en mand, som har fundet en skat gemt i en ager, af glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer”, for at kunne købe ageren. Det samme motiv gentages i lignelsen om perlekøbmanden, som finder en særlig kostbar perle. Jnf. også ordene om dem, som har gjort sig til eunukker for Gudsrigets skyld, Matt 19. Gudsriget er det altoverskyggende formål. I Thomasev finder vi lignelsen om fiskeren.

Men dette, at Gudsriget er det vigtigste af alt, hvordan skal det forstås? Skal det forstås fremtidigt om himlen og det evige liv? Vil Jesus sige, at det eneste, det gælder om, er at komme i himlen? At vi bare skal bide tænderne sammen og kun se fremad til det? Nej, læg mærke til ordene ”af glæde”, ”af glæde” går manden hen og sælger alt for at kunne sætte sig i besiddelse af den kostbare skat. Dette motiv med glæden som Gudsrigets kendetegn kommer frem mange gange. ”Og de begyndte at være glade…” står der i beretningen om den fortabte søns hjemkomst. ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet den sølvmønt jeg havde mistet”, siger konen, som leder efter den tabte drakme.

Og hyrden lægger det fortabte får på sine skuldre ”med glæde”, og kalder sine naboer sammen til glædesfest, en glæde, der modsvares af en himmelsk glæde hos englene.

Der er altså en stor glæde i at blive ”fundet” af Gud.

Der er ingen tvivl om, at denne glæde er en af virkningerne af Gudsrigets nærhed, at Gudsriget allerede er til stede. ”Så er jo Gudsriget kommet til jer”, siger Jesus om sine helbredelser. Gudsriget er ikke bare fremtid, men stærk og virkekraftig nutid. Der er en her-og-nu glædesfejring af Guds rige, som i evangelierne har sammenhæng med billedet af bryllupsfesten og bryllupsklædningen. De mange gange, Jesus i sine lignelser om Gudsriget bruger billedet af et festmåltid, tyder på, at Gudsriget allerede er afbildet og nutidigt forudgrebet i disciplenes måltidsfællesskab (og i det store måltidsfællesskab med de 5000 i ørkenen). Den klædning, som den fortabte søn iføres (sammen med ring på fingeren og sko på fødderne – der er næsten tale om en højtidelig investitur, en højtidelig genindsættelse i hans rettigheder som søn), svarer til den bryllupsklædning, som den uheldige gæst ikke havde på, og den hvide klædning, Jesus ses iført ved forklarelsen på bjerget. Det er dåbsklædningen/ engleklædningen (engle omtales altid som ”mænd i hvide klæder”), og både den og det sakrale måltidsfællsskab med toldere og syndere viser, at der allerede i Jesu levetid er en realiseret eskatologi knyttet til dåb og måltid. I sakramenterne opleves himmel og jord forenet, opleves Guds nærhed, jnf. lignelsen om det fortabte får, hvor den jordisk glæde modsvares af en himmelsk glæde blandt englene.

Thomev. taler karakteristisk nok om at ”se Guds rige”. Log 113: Hans disciple sagde: Hvornår vil riget komme? Jesus sagde: Det vil ikke komme ved, at man venter på det. Det vil ikke være nok at sige: ”Her er det,” ell: ”Der er det”. Snarere Faderens rige er spredt ud over hele jorden, og folk ser det ikke. Riget er altså noget, som kan ses eller ikke ses. I Log 27 står det ”at finde riget” parallelt med ”at se Faderen”. At se riget er altså identisk med det mystiske syn af Faderen. Log 22 siger Jesus: Disse spædbørn, der får bryst, ligner dem, der kommer ind i riget. Disciplene spørger: Skal vi da komme ind i riget ved at være som børn? Jesus svarer: ”Når I gør de to til en (det himmelske Menneske og det indre menneske) og det indre lig det ydre (do) og det foroven lig det forneden (do), og når i gør det mandlige og det kvindelige til et (det himmelske menneske var hævet over køn), når I gør øjne i stedet for øje og en hånd i stedet for en hånd og en fod i stedet for en fod og et billede i stedet for et billede – så vil I komme ind.” (Hentyder til Matt 18 om højre fod, hånd og øje, som bringer dig til fald.) Man skal i den mystiske vision transformeres til et helt nyt himmelsk menneske med nye øjne, fod og hånd, i stedet for det gamle menneske, som hele tiden blev bragt til fald – men denne mystiske transformation/forvandling er knyttet sakramentalt sammen med dåbens genfødsel, hvorefter man er som et 7 dage gammelt barn, jnf log 4: Den gamle mand vil ikke tøve med at spørge et 7 dage gammelt barn om livets sted, og han vil leve. At det er forvandling til et nyt himmelsk menneske, der ligger bag fremgår tydeligt også af log 106: Jesus sagde: Når I gør de to til en, vil I blive Menneskesønner, og når I siger: ”Bjerg flyt dig”, så vil det flytte sig.

Hemmelighedsfuldt hentyder disse udsagn til en forvandling af Mennesket til en ny identitet i enhed med, Menneskesønnen, Lysmennesket, som hersker over tilværelsen, er konge over alt (log 2) og kan gøre underfulde ting. Enheden med ham kan også skildres som et helligt bryllup. Disciplene kommer og siger til Jesus. Lad os bede og faste i dag. Men Jesus svarer: Når brudgommen forlader brudekammeret, så lad dem faste og bede (log 104). Den mystiske vision opleves som kærlighedsforening med Kristus. Så længe denne forening består og opleves, er alt godt, men når den brydes, da må menneskene sørge og faste og bede og længes. Målet er altså at skue Kristus som det mystisk lys og i denne skuen forvandles til ild og lys. ”Den der drikker af min mund, vil blive som mig, og jeg vil blive som ham, og de skjulte ting vil blive åbenbaret for ham” (log 108). De skjulte ting, som åbenbares, står flere steder i Thomev. om den guddommelige lysild, som træder frem af sin skjulthed i den mystiske vision. Log 82: ”Den, der er mig nær, er ilden nær, og den, der er langt fra mig, er langt fra riget.” Det, der her er tale om, er den himmelske ild, som skues i den mystiske vision ⁶. De mystiske traditioner er if Allan F. Segal (Paul the Convert, 1990) knyttet allerede til Menneskesønsforestllingen i 1.En. og til den jødiske filosof Filons tale om det himmelske menneske, den himmelske Adam (Filon var samtidig med Paulus).

Vi står her over for en jødedom, hvor det ikke så meget er lovgerninger, man frelses ved, som ved at søge en dybere kontakt med det guddommelige.

I den religiøsitet er Gud ufattelig, ubegribelig, usynlig. Det, som skues i Ez 1 i skikkelse af et ”menneske”, er Guds ”billede”, hans synlige ”form”, hans ”herlighed”, (jnf., at Menneskesønnen, som skues af Johannes Åb 1, er både Menneskesønnen og ”den Gamle af dage”).

Langt senere i den middelalderlige jødiske mystik bliver det til læren om, at det første, som udstrålede af et punkt i det grænseløse urdyb, var det strålende urmenneske, Adam Kadmon, opbygget af de ti sefiroth, 10 guddommelige egenskaber. I stedet for Adam Kadmon kan man også skildre denne Guds første udstråling som en træ, livstræet med 10 grene, i Thomev er det blevet til 5 uforanderlige, stedsegrønne træer i Paradiset, log 19: ”Den, som har kundskab om dem, vil ikke opleve døden”.

En opregning af 5 guddommelige egenskaber, som mennesket skal forsøge at relatere sig til, finder vi også i Kol 3,12: ”Ifør jer da som Guds hellige og elskede inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed”. Jnf. 2.Pet 1,3ff:

”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen (epignosis) af ham, der kaldte os ved sin egen stråleglans og dyd… for at I…må blive delagtige i guddommelig natur, idet I flygter fra forgængeligheden i denne verden i begær..”. Altså det sande liv fås ikke ved lovens gerninger, men ved i gudserkendelse at få del i guddommelig natur. Denne nye guddommelige natur, som man får ved at erkende Gud, skildres så ved en opregning af 7 dyder: tro, dyd, erkendelse (gnosis), selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind, kærlighed. Og Peter henviser til sit eget syn af ”Jesu storhed” 1,16f.

Hvordan har fundet af Thomasev påvirket forskernes forståelse af Jesu forkyndelse. I lidt ældre forskning var der en tendens til at tyde Jesu tale om Guds rigets komme som vidnesbyrd om at Jesus og den bevægelse han skabte var stærkt præget af forventningen om at den gamle verdens undergang og en ny tidsalders frembrud var lige om hjørnet. Denne forventning om en ny verdensorden passede godt til den politiske venstreorienterede teologi som prægede universitetsverdenen i 70’erne. Det Gudsrige forstået som en ny retfærdig verdensorden som disciplene drømte om og bad om det skulle nu virkeliggøres ved politisk handling.

Men der er intet i Thomasev., der tyder på denne nærforventning, denne tro på, at Guds rige meget snart vil komme. Tværtimod Guds rige er allerede tilstede udbredt over alt, men usynligt for det almindelige jordiske øje.

Udtrykket ”Guds rige” var egentlig ikke særlig alm. på Jesu tid, men nu har man fundet det i rigt mål i et skrift rekonstrueret af en masser lapper og trevler fra Qumran (Sabbat-sangene). Det står om den himmelske sfære og de lovsyngende engle, som omgiver Guds lysende trone i himlen. Denne Guds og lammets trone er også et vigtigt motiv i Joh Åb og det er den der hentydes til med Jesu ord I skal se Menneskesønnen sidde ved Guds højre side, Guds kongemagt som hersker over myriader af stjerner og viser sig i de utallige naturlove, som holder naturen sammen til en mægtig fungerende helhed, skaber en mægtig orden overalt i universet, kun mennesket er ligesom faldet ud af denne orden.

Men i tilbedelsen i helligelsen af Guds navn, i liturgien og lovsangen hæver det faldne menneske sig op og oplever at det føjes ind i Guds mægtig orden, Guds kongelige herredømme over altet. Ikke mindst i dåben oplevede man at det lille syndige menneske, øgleungen blev renset og iført englenes klædning, som også var den faldne Adam lyspragt før han faldt. Også i forbindelse med nadveren kan vi se af de ældste gudstjenesteliturgien f eks Jakobsliturgien fra Jerusalem, Markuslit fra Alexandria og de syriske nadverliturgier, at helligsangen, som står centralt i nadverfejringen og er overtaget fra synagogens gudstjeneste er opfatte som menighedens indføjelse i englens sang som punktet hvor jord og himmel forenes i lovsprisningen af Altets mægtigste.

Denne oplevelse af enhed med altet, denne oplevelse af at jord og himmel er forenet har mystiske overtoner. Allan Segal har skrevet en stor bog om Paulus, hvor Pauli vision uden for Damaskus tolkes som mystisk, og hele den paulinske tale om at se Herrens herlighed og herlighedslegemet, som de kristne skal iføres i stedet for fornedrelseslegemet, tolkes i lyset af den transformation, man oplevede i den mystiske vision. Jnf 2.Kor 3,18: ”Vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed…, forvandles til den samme herlighed.., eftersom det kommer fra Åndens Herre.”

Det er rigtigt at læse Thomasev som et ev., der tilbyder læseren visdom, men esoterisk dvs. hemmelig visdom. Hensigten er at lede læseren frem til et direkte møde med det strålende lysmenneske, Menneskesønnen, der vandrer skjult mellem menneskene, men har sit sande “sted” foran Guds trone i himlen.

Vandrende apostle

I stedet for det klassiske spørgsmål: Hvad er det for dogmer og læresætninger, der hævdes i dette skrift? - er det blevet moderne at spørge: Hvad er det for en social gruppe, der står bag disse udsagn, og hvad er det for en samfund, det sigter på? Jesu krav om at bryde med familien og give afkald på alt jordisk ejendom lader sig jo slet ikke gennemføre i et nærøstligt landsbysamfund, hvor familien og jorden er selve grundlaget for ens eksistens. Disse krav genspejler en gruppe, som levede et omvandrende liv. Den ældste menighed var som påvist af Gerd Theissen⁷ delt i to lag: dels de fastboende og dels de omvandrende ejendomsløse apostle, som blev modtaget som Herrens udsendinge, ja som Gud selv, og som vandrede fra landsby til landsby i apostolisk fattigdom og uden anden beskyttelse end den, Gud gav dem. De var samtidig karismatisk begavede med Helligåndens kraft, så de kunne bede for syge og uddrive dæmoner. Jesu ord om, at en discipel skal sælge alt, hvad han ejer, og give det til de fattige og tilsidesætte sin familie, må altså ses som specielt gældende for disse omvandrende prædikanter.

Georg Kretschmar, den lutherske biskop i St Petersborg, havde allerede i 1964 udgivet en artikel⁸, hvor han påviser, at munkevæsnet må gå tilbage til disse omvandrende rejsende apostle. Den første gang vi møder ordet Munk er faktisk i Thomasev (monachos). Og Stephen J. Patterson har forsøgt at vise, at Theissens ”omvandrende karismatikere” er den sociale gruppe, som står bag et skrift som Thomasev⁹.

Vi behøver altså ikke længere at se munkevæsnet som en afsporing af den oprindelige kristendom. De omvandrende munke i Thomas er en fortsættelse af de apostle, som Jesus udsender to og to, for at de skal drage fra landsby til landsby og forkynde om rigets nærhed. Idealet ”den enlige”, ”ene”, er nok også betinget af, at man mente, at det ideelle himmelske lysmenneske, Adam før faldet, var en enhed af mandligt og kvindeligt. Polariteten mellem mandligt og kvindeligt og det deraf følgende begær og skamfuldheden var først noget, der opstod ved syndefaldet. Den enlige, Monachos, var hævet over denne kønsopdeling. Monachos er altså den, som har fundet ind i en dybere enhed med alt, så han ikke længere lider under begærets splittethed og længsel. Maria (log 114) har integreret sin mandlige natur i sig. Her mærker man, at traditionen fra Jesus og urmenigheden mødes med en speciel ældgammel mellemøstlig syrisk folkereligion (mandsskøgerne). Det er meget vanskeligt at forestille sig, at dette ord skulle gå tilbage til Jesus.

Hemmelighedsmotivet

1. Der er et hemmelighedsmotiv knyttet til Jesu identitet. Jesus går jo ikke rundt og siger, at han er Guds søn. Kun Gud kan åbenbare Jesu sande identitet. Når dæmonerne afslører Jesus og råber: ”Du er Guds søn”, så forbyder Jesus strengt disciplene at sige det til nogen, og han bruger den hemmelighedsfulde titel ”Menneskesønnen” om sig selv.

2. Forklarelsen på bjerget, som afslører Jesu sande identitet, er kun for tre særligt udvalgte disciple.

3. Der tales i lignelseskapitlet Matt 13 om Gudsrigets hemmeligheder. Jesus siger til disciplene: ”Jer er det givet at kende Gudsrigets hemmeligheder, men dem uden for får det i form af lignelser.” Disciplene får del i særlige hemmeligheder, som de udenforstående kun får antydet i form af lignelser. I den Pseudoklementinske roman står der: Vi mindes…at Herren sagde: ”Bevar mig mysterierne for mig selv og for mit huses børn.” Hom XIX,20. Kirkefaderen Klemens fra Alexandria cit. fra et evangelium: “Min hemmelighed tilhører mig og mit huses børn.”

4. Ved dåben ser Jesus himlen åben og ser Helligånden stige ned. If. Hebræerev. (cit. af Hieronimus) steg ”Helligåndens kildevæld” ned over ham, og Helligåndens røst lyder: ”Min søn! Dig ventede jeg i alle profeterne, at du skulle komme, og jeg skulle få min hvile i dig – thi du er min hvile, du er min førstefødte søn, som råder for evigt.” Det, som ligger bag dette ordvalg, er, at en del af Ånden har været i hver af profeterne, som ofte i de jødekristne skrifter er skildret som en kæde af 7 profeter. (Jnf den muslimske forestilling om Muhammed som ”profetiens segl”.) Men først i Kristus har hele Ånden fundet sit hvilested. Helligånden er også identificeret med den mystiske paradisflod, krystalfloden, som strømmer ud fra Gud.

5. Vi møder i jødekristendommen en forestilling om det himmelske menneske, den himmelske Adam, som i dåben stiger ned i Kristus.

6. I dåben får man status som Guds barn og iføres englenes klædning. Man blev forenet med sit himmelske billede, sin engel. Det, som ligger bag symbolikken omkring Judas Thomas som Jesu tvilling, det er denne forestilling, at man i dåben forenes med sit højere jeg. Det jordiske menneske bliver ét med det himmelske menneske. Menneskesønnen, den himmelske Adam, er Guds billede, han er det fuldkomne billede, i hvis billede også du er skabt. For at forklare denne dybere mystik ved dåben griber man til den mystiske spejlsymbolik. Det jødekristne skrift om de to bjerge cit. flg. ord af Jesus: ”Således skuer I mig i jer selv, som når en af jer ser sig selv i vandet eller i et spejl”. Paulus 2.Kor 3,18: ”Alle vi som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles efter det billede, vi skuer.” Dåbens betydning er altså, at der opstår en identitet mellem Menneskesønnen, som er Guds billede, og de kristne, som i dåben genfødes til at bære Guds billede.

7. Alle disse ting er efter min mening ikke noget, Paulus først har læst ind i dåbssymbolikken. Det er der fra starten. Det er den hemmelige side af dåben, den mystiske side, som gør, at dåben hos Justin kaldes ”oplysningen”. Dåben er himmelrejse, transformation, angelomorfose, mysterium. Med sin lyssymbolik (den blev som regel udført ved solopgang, og man stod opstillet i solopgangen iført en lysende hvid klædning og tilbad med hænderne oprakt mod solopgangen) peger den hen på et endnu større mysterium, englens ståen foran Guds trone og deres skuen af Menneskesønnen på Merkabah-tronen.

8. Netop i Thomasakterne finder vi dåben ved solopgang med Jesus som en lysende yngling/engel, der viser sig ved dåbsstedet, og vi finder der ”Sangen om Perlen” om kongesønnen, der er steget ned fra landet i den hellige solopgang (Persien) til dødens land (Ægypten), og da han begynder hjemrejsen mødes af sin dåbsklædning, sin engleklædning, som samtidig er hans tvilling, og efter at have iført sig den stiger han op for at skue Faderen.

9. Vi møder altså i Thomasskrifterne en særlig gammel jødekristen udgave af kristendommen, hvor ekstatisk opstigen til himlen og deltagelse i englenes lovsang og Gudsskuen spiller en meget større rolle end i Pauli breve, jnf den religiøsitet, vi møder i synerne i Johs Åb..

Der er den dag i dag rester af denne kristendomsforståelse i den ortodokse kirke. For her er liturgien stadigvæk anskuet som dette, at himmel og jord mødes i lovsangen. Derfor starter man med gloria: ”Ære være Gud i det højeste”, englesangen julenat, og gudstjenestens kulmination er hellig-sangen (trishagion), og gudstjenestens mål er åndelig gudsskuen og guddommeliggørelse (theosis).

Thomasev vidner om, at der er et dybereliggende kristent mysterium, en hemmelighed, som skal søges bag ordenes overflade:

a) Menneskesønnen er Guds mod verden vendte billede. b) Den engel, som bærer Guds navn. Ingen har nogensinde set Gud. Gud er helt ufattelig, ubegribelig. Det, man ser i det gamle testamente, er Guds mod verden vendte billede, hans ældste engel, hans førstefødte søn, som indbegrebet af livet og lyset i universet. ”I Ham var liv og livet var menneskenes lys.” c) Han er ét med ”Ordet”, gudsordet, Jesus er den, der sår Guds ord, som den, der siger: ”Jeg er..” At blive i ham er at blive i hans ord. Det forener med Gud og er at blive i hans kærlighed (Johs.ev.).

Det, der sås, er altså meget mere end lyde og bogstaver. Det er guddommelig skabende kraft, det er en del af Guds mod verden vendte væsen, en skabende visdom fra oven. Jesu forkyndelse er mere end ord, den er ligesom visdommen i Siraks bog en næsten overjordiske lyssubstans, som oplyser ethvert menneske. At lade ordene fæste rod i sit hjerte er at gennemtrænges af noget underfuldt, som hæver ens åndelige frugtbarhed højt op over enhver jordisk begrænsning.

Man var på Jesu tid fuldt ud klar over, at der i de himmelske regioner findes helt ufattelige dimensioner.

Nogle skriftkloge dyrkede en slags sjælens himmelrejser, en slags ud-af-kroppen-oplevelser, hvorunder man steg op gennem 7 himle, indtil man til sidst stod for Guds trone. Men denne rejse opad var snarere en rejse indad mod større og større dimensioner, så selv om man rejser ind mod virkelighedens centrum, så bliver dimensionerne større og større, og når man til sidst står foran forhænget, er Guds dimensioner simpelthen akkurat lige så ufattelige som de lysår, vi hører om, når astronomerne i dag vil give os en svag forestilling om de himmelske regioner. Og selve forhænget foran Guds trone er som en skærm, hvor hele verdenshistorien ses som en mægtig film. Denne Guds sfære er også de fuldkomne forbilleders verden, livskilden, livstræet, livsvæsnet er vandets, vegetationens og dyrelivets fuldkomne forbillede. Moses skal konstruere tabernaklet efter det forbillede, han har set på bjerget foran Guds åsyn. Den fuldkomne skabelon for alting er dér hos Gud. Det er det, Thomev. mener med billederne, som er i lyset. Guds rige er at blive i samklang med denne sfære foran Guds trone i himlen, hvor 1000 engle evigt står og tjener. Det er at få denne himmelske lovsang og orden ind i hjertet. De 1000 stjerner går i deres baner, og hele universet er en stor lovsang til Gud, som allerede skildret i Dav Ps, blot mennesket er ligesom faldet ud af denne mægtige orden. Guds rige er denne vision af Guds trone og altet, som følger hans bud og er fuld af hans herlighed og er i samklang med hans vilje og uophørligt lovpriser hans hellige navn. Guds rige er denne vision af lammet foran tronen og hvert knæ, som skal bøje sig i himlen og jorden og under jorden, og hver tunge, som bekender, Jesus Kristus er Herre til Guds Faders ære.

Denne Merkabah-vision, denne vision af tronen er Gudsrigets hemmelighed og denne dåbens forvandling til engel og til enhed med den guddommelige sfære, dette, at himlen sænker sig over jorden, som det skildres til sidst i synet af det ny Jerusalem, som kommer ned fra himlen fra Gud. I dåben ved solopgang følte man Guds herlighed strømme frem fra paradiset i øst, hvor solen og livet evigt forynges, det var en opstigen gennem nattemørket mod lyset, en rituel forudgribelse af Merkabah-visionen og samtidig en opstilling til evig ståen i lyset blandt evige engle og gudssønner.

Den hemmelighed, som har været skjult siden verdens grundlæggelse, men nu er åbenbaret, er alt dette og Jesus selv som Menneskesønnen, det fuldkomne menneske, som er Guds billede og det skabende frugtbærende, livbærende ord.

Hemmeligheden er denne mystiske vision af Tronsalen og Tronen, af Kristus som det store Menneske, som er Guds synlige side og afbillede, og denne forvandling fra orm til engel, som denne vision indebærer. Derfor kaldtes dåb og nadver mysterier og var kun for de troendes øjne. Hvor meget der er rituelt, og hvor meget der er ekstatisk oplevet, er svært at sige. (Efter antikkens opfattelse giver de magiske ord og handlinger, som er skildret i Mithrasliturgien, adepten del i en virkelig himmelrejse.) Den urkristne gudstjeneste kulminerede i den mystiske sammensmeltning af himmel og jord under trishagion, den tredobbelte helligelse af Guds navn, og netop i den tidlige jødiske mystik er også trishagion broen mellem himmel og jord.

---

Forside

Bøger

Artikler

Nyheder

Profil

Kontakt