Studier i Religion

Mithras-mysteriernes gud med løvehoved og omslynget af slangen

Triptolemus i sin vogn (fundet nær Byblos). F. Lenormant: ”Triptolème en Syrie, Gaz. Arch. 1878, IV, ss. 97-100.

Den halvmåneformede vogn trukket af den dobbelte slangekraft er et ekstatisk symbol. Den samme symbolik finder vi i Mithras’ rejse til Saturn i solvognen identisk med slangekraftens opstigen til Saturnbevidsthed.

Jeronimus skriver:

”Hedningenes fabler beretter også, at Mithras og Erichthonios er blevet skabt dels af en sten dels af jorden blot ved begærets hede” (Mod Jovian I,7 cit. eft. Erling Harsberg, Mithras, 1983, s.107f.).

Ligheden mellem Erichthoniosmyten, Agdistismyten og Mithrasmyten viser, at det er i de tidlige myter knyttet til Athene og Attis, vi finder Mithrasmytens nærmeste slægtninge: Sæden, der falder på jorden, er kundalinîkraftens fald. Billeder af ”dugdøtrene”, der åbner kurven med Erichthonios-barnet, viser kundalinîkraften i skikkelse af dobbeltslangen hævende sig op af kurven. Det lille gudebarn i kurven er kundalinîkraftens personifikation. Mithras, som fødes af bjerget og begynder sin rejse, er den faldne kundalinî, som begynder sin opstigning mod Saturnbevidsthed.

Vi vil i denne artikel undersøge guden med den omslyngende, opstigende slange og påvise denne guddoms sammenhæng med en vest-semitisk Saturn-Kvn. Denne guddom er også kendetegnet ved sit løvehoved. Vi vil påvise mysteriernes løve-, løvehoved- og jagtsymboliks sammenhæng med den vestsemitiske gudeskikkelse ”Den store jæger”. Da denne er en dæmonisk skikkelse vil vi også påvise elementer af okkult magi i mysterierne.

Mithrasmysterierne

Orientens mysteriereligioner er alle udstrålet fra de ældste bondekulturer i Anatolien og deres tyre-kult: Tyren er den egentlige gud. Hulen er et billede på kosmos, urbjerget. Eubolos apud Porfyrius, De ant. nymph. 5f., fortæller, at Zoroaster som den første viede en hule dannet som et billede af kosmos med kilde og blomster. Tyren er urkraften i universet. Mithras er initiantens mytiske forbillede, hans relationer til Sol genspejler krigerens, hans pagt med Sol er solkrigerens pagt (sluttes ved, at Mithras og Sol rækker hinanden højre hånd og derefter spiser et måltid). Mithras' rejse i Sol's quadriga er den mytiske rejse til sollandet/paradiset i solens bane. Som "solløber" bliver initianten til sidst udstyret med solens strålekrone og fakkel og pisk - sidstnævnte til at styre solvognen med.

Også Gilgamesj spiser et måltid vendt mod solen, inden han drager ud på sin rejse til Utnapisjtims ø, og han rejser af solens underjordiske tunnel efter at have nået opgangsbjerget i øst vogtet af løver, og også Gilgamesj dræber himmeltyren.

Efter min mening er hulen en parallel til den ugaritiske "Tyren ´El's" hule i verdensbjerget, hvor livets vande udspringer. Dette bjerg er kosmos i urtilstandens kompakte tillukkethed. Idet Mithras dræber tyren, skabes der rum for lyset, idet den oprindelige enhed brydes op. Ofte ses Sols quadriga stige op over tyredrabet, mens Lunas vogn flygter. Mithras er solens helt, der skaber rum for solens opgang ved at dræbe højguden med relationer til nattehimlen, himmelhvælvingens natsorte bjerg besat med tusinder af glitrende diamanter og med top og omdrejningspunkt i Nordstjernen. M.J. Vermaseren¹ mener, at den unge Mithras hvert år blev "bragt til eksistens" d. 25. dec. af hulen som stedfortræder for den gamle gud Saturn. Zodiak-kredsen, som omgiver både ham og Saturn-Aiôn, viser dem som herskere over tiden. Med bue og pil skyder han mod klippen og frembringer en evigt flydende kilde (fons perennis), og de to dioskurer drikker af den. Kilden er urfloden, som vælder frem af Paradisets bjerg, og dioskurerne Caute og Cautopati er morgen og aften(stjernen). Saturn-Aiôn har if. Vermaseren forbindelseslinjer "til lignende skikkelser i syrisk og punisk religion". Han er den visionære: som sovende undfanger han i en drøm planen for universet. Hans unge afspaltede aspekt og stedfortræder er Mithras, også kaldt Theos Hypsistos og Deus Exsuperantissimus og identificeret med den store jæger Orion².

Mysteriernes persiske baggrund

Om Gayomart, urmennesket, fortæller iranske tekster, at hans sæd, som var "livsessensen", udtømtes i dødsøjeblikket³. Efter han var blevet dræbt af Ahriman, vender han tilbage i form af Mirhe og Mirhiyane (Mirh = Mithra), man og kvinde, som skyder op i form af rabarberplanter. Denne mærkelige historie har noget at gøre med, at tilværelsens primære modsætningspar, mandligt og kvindeligt, tænkes opstået som følge af en tragisk urbegivenhed, drabet på det guddommelige urvæsen, som er parallelt med drabet på en hvid okse. Sv. S. Hartman⁴ har samlet lighedspunkterne mellem den iranske urokse og mithrasmysteriernes guddommelige tyr:

a) Begge er hvide

b) Begge har en forbindelse til månen

c) Begge segner om på højre side

d) Begge bliver i døden årsag til planters fremspiren.

I 3000 år var Gayomart ubevægelig; derefter, efter Ahrimans angreb på verdenen, bevægede han sig i 30 år (en menneskealder)⁵. Der skelnes her mellem en normal bevidsthed i forandringernes verden og en mystisk-ideal-bevidsthed i en næsten tidløs, ubevægelig verden. Efter drabet på Gayomart tog Ohrmazd hans sæd eller "form" (hans åndelige substans) og gav den til solen, og den udgød nu sit lys⁶. Gaymart var altså det mystiske lys, hvoraf solens lys kun er en afglans, et sekundært produkt. Gayomart havde, som det understreges i en tekst fra islamisk tid, ikke nogen hustru, men undfangede ved Guds barmhjertighed; vi aner altså rester af en forestilling om oprindelig androgynitet⁷.

Resultatet af dette korte kig ind i sen iransk kosmoslogi er, at vi dér møder forestillinger, som i det mindste må siges at være parallelle til de forestillinger, som i Mithrasmysterierne er knyttet til tyrens sædudtømning i dødsøjeblikket. Men i iransk kosmologi er der to urtidsskikkelser, hvoraf oksen kun er den næst vigtigste, og dens drabsmand er ikke en ung gud, men djævelen. Den unge gud med de to tjenere kender vi fra Ugarit (Baal med Gpn og ´Ugr) og Doliche.

Der er vanligt, at det kolossale monument, som rejstes af Antiochos d.1. af Kommagene, indgår i fremstillinger af mithrasmysteriernes oprindelse. Der nævnes her en række gudenavne, som let indordnes i det af G. Dumezil opstillede indoiranske system.

For herskerfunktionens magiske og juridiske aspekt: Zeus-Oromasdes & Apollon-Mithras-Helios-Hermes.

For krigens dragedræbende gud: Artagnes-Herakles-Ares.

For 3. funktion, den nærende stand: ”Mit fædreneland, Kommagene, som ernærer alle.”

Som man vil se, har systemet ingen lighed med Mithras-mysterierne.

Den slange-omslyngede gud (Forskningsoversigt)

Den danske forsker GEORG ZOEGA tager sit udgangspunkt i en tegning af et relief engang opstillet i Ottavio Zenis hus⁸, men nu forsvundet. Over selve relieffet med tyredrabet er der to slange-omvundne skikkelser, den ene uden stav og vinger, den anden med. Zoega tolker disse to med hjælp fra orfisk kosmogoni som far og søn, Chronos og Aiôn, og altrene, som omgiver dem, er 7 altre for de 7 ugedage og 6 kandelabre uden lys for de 6 mellemliggende nætter (eller måske har tegneren glemt en kandelaber. Zoega har lidt besvær med den manglende 7).

Zoega mener, at manden uden vinger er den ubevægelige og uendelige Chronos = ”tid”. Manden med vinger og målestok (sådan tolker Zoega staven) er Aiôn som den bevægelige og målelige kraft i tiden. Mens førstnævnte ikke synes genstand for nogen kult, er de mithræiske statuer rejst til ære for sidstnævnte, som blev identificeret med Fanes, Saturn, Osiris, Adonis og fremfor alt magernes tidsgud⁹.

Det er min formodning at guden til venstre er Saturn-Kvn, verdenssøjlen, her som den 7. af de 7 søjler (ikke kandelabre, men små søjlesymboler) se videre s. 9. Det flammende alter står også for ildsøjlen. som forbinder jord med himmel.

F. CUMONT¹⁰ mener, at statuerne med løvehoved er den iranske gud, Zervan. Selve gudebilledet er ”en skabelse af Orientens fantasi” (assyrisk ?). Slangen symboliserer solens slyngede vej gennem zodiakkredsen. Vanskeligheden ved Cumonts teori er, at intet monument og ingen iransk tekst fremstiller Zervan med løvehoved, og ingen mithræisk indskrift nævner Zervan.

R. PETTAZZONI¹¹ har peget på den ægyptiske gud Bes Pantheon som bestemmende for den ikonografiske inspiration.

STIG WIKANDER¹² forkaster helt Cumonts teori om mysteriernes iranske oprindelse og mener, guden med løvehoved er hentet fra orficismen.

Afgørende nyt bringes ind i debatten af R. ZAEHNER¹³, som fra sine studier af indiske af nyreligiøse bevægelser har erhvervet sig en bredere opfattelse af religion end de fleste: Religion er ikke kun dyrkelse af Gud eller guder, men der findes også kulter og grupper, som bevidst henvender sig til dæmonerne og mørkets magter: Mithras-mysterierne er en sådan kult. Zaehner gør opmærksom på eksistensen af en persisk gruppe af "djævledyrkere" i hellenistisk tid. Plutarch skriver, at Zoroaster, mageren, lærte mænd at bringe takofre til Oramazes og dystre, apotropæiske ofre til Areimanios, De Isid 369D-70D: Idet de knuser en urt, som kaldes omomi i en morter og påkalder Hades og mørket, blander de den knuste urt med ulveblod og bringer det til et sted, hvor solen ikke skinner, og kaster det ud (til ånderne). Også Pahlavi-skrifterne omtaler "djævledyrkere", dêvâsn. Denkart, Madan, 182,6f. beskriver dem nærmere:

"The perverted, develish, unrighteous rite of the 'mystery of the sorcerers' consists in praising Ahriman, the destroyer, in prowling round in great secrecy, in keeping home, body, and clothes in a state of filthiness... "

Livsstilen, som beskrives, minder om indisk venstrehåndet tantra.

Vendidad 7,54f.+58 & 8,73 har en skildring af daêva-tilbederne set fra zoroastrisk side: På begravelsespladser og gravhøje samles de med deres guder efter solnedgang for at spise.

Natten er tiden, hvor afdøde tænkes at rejse sig af deres grave. Det er dem, man søger fællesskab med.

Allerede en ældre forsker, LEGGE, havde i øvrigt gjort opmærksom på, at guden med løvehoved minder om en manikæisk skildring af djævelen, som står at læse i Fihrist: ”Hans hoved var en løves, hans krop en slanges, hans vinger en fugls, hans hale en stor fisks og hans fødder reptilfødder.” Skildringen minder dog mere om et blandingsvæsen som den mesopotamiske drage Musjmusj, et blandingsvæsen uden træk af den guddommelige tyr, altså en mesopotamisk dæmon. På magiens amuletter finder vi mange eksempler på en oprejst slange med løvehoved og lysstråler om hovedet som en glorie. Kombinationen magi og en slange, som hæver sig op til en lysende bevidsthedstilstand, vil jeg tyde som et stærkt bevis på kundalinî-mystik¹⁴.

Foruden dedikationerne til Mithras er den persiske djævel, Ahriman, den eneste persiske gud, som nævnes i mithras-mysterierne og det endda med 3-4 dedikationer af typen DEO ARIMANIO. Den mest omstridte af disse er den hovedløse Saturnstatue fundet i York, som uden tvivl (at dømme efter den brede hals) har båret et løvehoved på skuldrene. Zaehner nævner også et sted hos Plutarch, som bevidner ulveofre til Ahriman. Ulveknogler er netop fundet i forbindelse med mithræiske helligdomme. Zaehners identifikation af guden med løvehovedet som Ahriman, må altså ikke forkastes på forhånd, hvor dristig den end måtte synes.

J. DUCHESNE-GUILLEMIN¹⁵ har forsøgt at modificere Zaehners tale om en djævlekult: Guden med løvehoved er Ahriman, men han er ikke den højeste gud i mithrasdyrkelsen. Han er gud over denne verden, som ifølge iransk tro er underlagt Ahriman, mens den kommende verden er underlagt Ohrmazd (Jupiter i mysterierne). Denne verden, den fysiske verdens kræfter symboliseret af løve, slange, skorpion truer initianten, som frelses af Mithras ved tyredrabet, der skaber det nye liv symboliseret af kornakset og indleder den nye tidsalder. Zodiakkredsen omkring Ahriman viser denne som denne verdens fyrste. Men hvorfor løvehoved til Ahriman? Dushesne-Guillemin henviser her til Harald Ingholts behandling af guden med løvehoved i Hatra¹⁶. Den gud, som gemmer sig bag dette skrækindjagende væsen, er ”Nergal-Hades-Ahriman”.

Efter min mening er denne henvisning til Nergal vigtig, men også andre syriske guder afbildes med løvehoved. En gammel figur fundet i Byblos er sikkert Resjef afbildet med løvehoved, og hans hellenistiske efterfølger El Kronos har 4 vinger. Slangen, som snor sig om gudens krop, er kendt fra Macrobius’ skildring af Apollon i Mabbug og fra det tyriske verdenstræ. Løvehovedet kendes også fra den syriske Saturn-Kevan og guden Genneaos (sikkert af latin genius, skytsånd, dvs. personlig hjælpe- ånd). Både Nergal i Hatra og Apollon i Mabbug er den kvindelige jæger Atargatis’ partner. Guden med løvehoved er altså den ”store jæger”.

Til El Kronos, den puniske Saturn og til Molok var knyttet de uhyggelige børneofringer. Løven, der kaster sig over oksen, er et gammelt symbol på den dæmoniske gud, som kræver uhyggelige magiske ofre ”pro salute”. Løvens drab på oksen fører os som påvist af A.D.H. BIVAR¹⁷ tilbage til en endnu ældre kult end den zoroastriske, en gammel dyrkelse af den dæmoniske underverdenens gud. Det er denne kult med dens ekstatiske raseri (aesma) og haomadrik og blodige tyreofringer, Zaratustra retter hele sit virke imod. Biver gør opmærksom på, at tyredrabsscenerne viser, at Mithras presser sit venstre knæ mod tyrens ryg, mens han ofte med sin højre fod låser tyrens ene bagben ved at stå på det. Et skitseagtigt vægmaleri fra et mithraeum viser, at det samme ”greb” bruges på en knælende person, som skal initieres i graden ”Løve”. Og endnu mere bemærkelsesværdigt: Løven, som på mønter fra Tarsus ses dræbe tyren, står også med et ben på tyrens fastlåste bagben. Allerede A.L. FROTHINGHAM¹⁸ gør opmærksom på, at Mithras simpelthen på mønterne fra Tarsus ”har taget løvens plads” på ryggen af tyren. Et noget slidt stenrelief fundet i Chester¹⁹, England, viser en løve, der trækker en nøgen adepts hoved bagud, akkurat som Mithras bøjer tyrens hoved bagud. Det må herefter betragtes som bevist, at løvens drab på tyren er den ikonografiske forløber for tyredrabsscenen.

GEO WIDENGREN²⁰ mener, at mithrasmysterierne går tilbage til rester af den før-zoroastriske religion, som skulle have holdt sig i Vestiran, i det mediske og Lilleasiatiske område, ikke mindst i form af krigeriske mandsforbund, som i tidens fylde bliver til soldater-mysterier i Mithridates Eupators hær. Jeg mener dog, at det aramæiske thiasos skildret af J. Milik og specielt de thiasoi, som er knyttet til den syriske Theos Hypsistos bevidnet på Krim, er en hypotese med færre ukendt størrelser and Widengrens. Ligesom sol invictus-religionen, Jupiter Dolichenus dyrkelsen, gnosticismen, manikæismen, kristendommen kommer også Mithraskulten fra det syriske område.

J.R. HINNELS²¹ har påpeget af figuren med løvehoved har sammenhæng med indvielsesgraden Leo og bestemmer over sjælens opstigen gennem planet-sfærerne. I Sancta Prisca er løvegraden afbildet i rødt, måske ”intendid to portray his fiery nature”²². ”De opstiller den lære, at Mithras’ løver er vidnesbyrd om den tørre og ildagtige natur”, Tertullian, Adv. Marcionem I,13. Porfyrius, De antro nympharum XV fortæller, at deres hænder blev vasket i honning i stedet for i vand, da vand var fjendtligt sindet imod ild. Guden med løvehoved ses på et relief fra Palazzo Colonna i Rom (Cumont, T. et M., s. 196, fig. 22) med en fakkel i hver hånd i færd med at få ilden på et alter til at flamme op. Statuen fra Sidon har bag i hovedet en åbning, hvis formål må formodes at være, at man herigennem kunne puste ild ud af gudens vidtåbne mund.

Nu er Løvens tilknytning til Ræsjæf bl.a. dokumenteret af Finn Hvidberg-Hansen²³, og denne guds navn betyder jo netop ”den brændende”. Slangen, løven, skorpionen, hunden og ravnen er en del af guden Mithras’ dæmoniske følge²⁴ og deltager i overfaldet på den guddommelige tyr. Selvom Bivar ser sammenhængen mellem løven og Nergal-Ræsjæf, og Hinnels sammenhængen mellem løven og ilden/ildens gud, så er sammenhængen mellem Ræsjæfs dæmoniske følge og Mithras’ jagtfølge endnu uerkendt. Nergal i Hatra er ledsaget af både Helvedeshund, løve, slanger og en scorpion. Jacob af Serug nævner en gud ”Herre over sine hunde”, sandsynligvis ”jægeren” Nergal i Harran²⁵.

J.C. Greenfield²⁶ retter til mari´ kalbê: ”Hundenes Herre”, og han behandler også et tilnavn, Nergal bærer i Hatra (foruden klb’ = ”hunden) DHSjPT’ = ”slagter, bøddel”.

Nævnes må også U. BIANCHIs²⁷ bud på løvehovedets guddom: Han er ikke djævelen direkte, men snare et lån fra gnosticismen, jnf. den gnostiske demiurg med løvehoved, en dum og pralende halvgud, som vogter over himmelrejsens højeste trin²⁸. Efter min mening er der også her en forbindelse, for forbilledet både for den mithræiske og den gnostiske gud med løvehovedet er den fønikiske gud Saturn/Kevan. Kevan betyder den ”stående, grundfæstede” og er verdenssøjlen med slangen, som stiger op til gudens ”3. øje” på løvehovedets pande.

Interessant er det nemlig, at allerede W. BOUSSET²⁹ har fremhævet den syriske Kronos som forbilledet for guden med løvehoved. I en indtil 1979 utrykt artikel viet guden Aion skriver Bousset³⁰: ”Der Aion ist der oben am Zenith oberhalb der sieben Planetensphären thronende Polbeherscher… Daher heisst er aiônak(t)inokrátôr, aiônopolokrátôr, epì toû heptamer(í)ou statheís =”evig-ubevægelig-mægtig, evige-polhersker stående på den syvdelte (verdenssøjlen, som bærer de 7 himle)… Selbst unbewegt (aplanêtos) schaut er von oben auf das sich schwingende und drehende Weltall.”

Efter M.J. VERMASERENs mening³¹ har guden Aion lånt sit ikonografiske særpræg fra Osiris-mumien. Slangen, som slynger sig op ad gudens krop, er som mumiens bandager og giver guden den karakteristiske stive holdning. Dog kan guden jo også afbildes med slangen og løven ved siden af sig, så slangen i stedet slynger sig om karret med hellig væske³². Det, som efter min mening forbinder de to placeringer af slangen, er den mystiske kundalinî-symbolik: Slangen er den kraft, som rejser sig for at inddrikke guddommelig kraft. Det ville passe udmærket i min teori om gudens statue var skabt over den ægyptiske hersker over døden som model, men Vermaseren har ikke været opmærksom på den vigtige symbolik omkring verdenssøjlen og den langt større lighed med Jupiterbilledet i Baalbek. Den specielle udformning af gudebilledet i Baalbek i den stive tætsluttende dragt stående på bagpartiet af to tyre, som bagtil næsten synes at smelte sammen, viser, at guden er verdenssøjlen (lig med ildsøjlen dannet af planeternes forenede lys). Det heraldiske arrangement med verdenssøjlen over den dobbelte tyrekalv går helt tilbage til sumerisk seglkunst³³:

To unge tyre vogter de to heraklessøjler med det karakteristiske håndtag og placeret på hver side af tempeldøren, selvom ekstasens ørn i midten søger at forene dem til ét, dvs, ophæve dualiteten.

Både guden Aion og gudebilledet i Baalbek er altså makr’anthropos, det store menneske, der rækker fra jord til himmel jnf. de mandæiske forestillinger om Adams usjtuna = ”body, trunk, pillar”³⁴, og der er al mulig grund til at se himmelrejsen langs verdenssøjlen (og dermed Mithrasliturgien udgivet af A. Dietriech) som en nøgle til mysterierne.

Efter min mening er den mithræiske gud med løvehoved den gamle dæmoniske gud JÆGEREN = El Kronos = verdenssøjlen/ildsøjlen, på relieffet fra Ottavio Zenis hus, som vi begyndte med, ét med den 7-foldige verdenssøjle, sammensat af de 7 på himlen vandrende lys med hver deres himmel eller sfære med Saturns som den øverste. Han er også tæt knyttet til den oprejste kundalinî-kraft:

1. Slangen, som omslynger bjerget, hvoraf Mithras fødes, er den i materien dybt sunkne og sammenrullede kundalinî-kraft

2. Slangen som jager ved Mithras’ side, er kraften på vej opad.

3. Slangen, der lægger sit hoved på Saturns isse, er kundalinîkraften nået til fuldendelse.

Relieffet fra Zenis hus viser 2 udgaver af guden omslynget af slangen. Vermaseren mener, at kunstneren har villet præsentere to udgaver af den samme gud. Det drejer sig om en kompleks guddom med forbindelser både til ”Syrien og Ægypten” og guderne ”Saturn, Sérapis, Fanés, Pluton, Kronos, Caelus og Oceanus”.³⁵ Helt så vidt behøver man dog ikke at kaste nettet efter min mening. Det er den syriske højgud Saturn, men denne guddom smitter af på alexandrinernes Sérapis, så førstnævnte afbildes med Saturns mægtige hårpragt og med kerub-symbolikkens polymorfe Kerberos

Øverst på relieffet fra Zenis hus ses solens quadriga på vej opad mod opgang og zenit, månens biga på vej ned. I midten ses altså verdensbjerget, det kosmiske bjerg med toppen i himmelhvælvingens zenit, men anskuet under 3 forskellige aspekter:

Som 7-foldig ildsøjle/ildalter,

Som 7-dobbelt almindelig søjle³⁶,

Som makro-mennesket omslynget af den opstigende kundalinî-slange.

Himmelrejsen er som ROGER BECK³⁷ understreger det hjertepunktet i mithrasreligionen, ikke efter døden, men her og nu rituelt i mysteriehulen. Den kaldes en rejse ”gennem og ud af” himlene (således oversætter Beck det græske ord diéxodos)³⁸, og vi møder symbolikken omkring de ”7 portes stige med en 8. på toppen”. Det ser ud, som om man når ud hinsides stjernernes og planeternes kredsløb.

Den første slangeomslyngede er efter min mening Saturn som verdenssøjlen. Den næste slangeomslyngede gud med vingerne og staven er efter min formodning foreningen af Sol og Saturn, dagens og nattens sol, en babylonisk-kaldæisk forestilling, som Beck med rette inddrager i sin tolkning af relieffet.³⁹ Læg mærke til, at slangen på den første gud retter hovedet opad (på Montfaucons gravering ovenfor - ikke på afbildningen fra Spicilegium), på den sidste, vingede, Saturn strækker den hovedet ned mod Sols vogn. De to, Sol og Saturn hører sammen og set under dette aspekt er Saturn ikke længere ”grundfæstet, ubevægelig”. Ptolomaeus, Tetrabiblos 2.3.64 (Loeb ed. S.138f.) skriver, at beboerne i det sydlige Asien, Persien og Mesopotamien inkluderet ”ærer planeten Venus, idet de kalder den Isis, og Saturn som Mithras, Sol”⁴⁰. Det er som understreget af R. Beck⁴¹ den samme guddom, der ”manifesterer sig i Saturn, Mithras og for så vidt også i Sol”,

Store vanskeligheder volder slangen, som også omtales i et fragment tillagt Hermes: ”Løven” har som første dekan en gud med ”hoved som en løve med solstråler og kroppen af en slange, som i spiraler snor sig opad”⁴². Beck⁴³ mener, at slangen er et symbol på tiden, især fordi den snor sig gennem zodiakkredsens tegn på Arles-torso’en. Andre spekulerer over dens sammenhæng med Ouroboros-symbolet. Jeg håber at kunne bevise, at slangen er et billede på urtilstanden som en om sig selv slynget slange og i nutiden et symbol på det uudforskede dyb, som omgiver kosmos, et magisk symbol på mørket – ikke som tomhed, men som ladet med okkulte kræfter. Fra sin sammenslyngede tilstand kan den bringes til at rejse sig: Uraeus-slangen er den ”oprejste”; som omslyngende faraos krone, kiggende frem i panden er den som det mytiske tredje øje og et mystisk symbol på kongens magiske kraft. At den snor sig gennem zodiakkredsen, røber den ældgamle forestilling, at rejsen i solbanen er vejen til apoteose, her til Saturnbevidstheden. I biblen er slangen et symbol på det, som gemmer sig i ur-afgrunden, det store mørke, og dermed skabergudens absolutte modpol, men samtidig også symbol på okkult visdom lokkende mennesket med yogiens gamle drøm: at blive som en gud. To slanger, som slynger sig om hinanden, genfindes på Hermes’s magiske stav (caduceus). Det er ifølge Macrobius, Saturnalia I, 19,16-18, en vinget han- og hun-slange, som foroven danner en cirkel, idet deres hoveder mødes i et kys, et billede på, at dualitet smelter sammen til mystisk enhed.

I det tantriske verdensbillede er skabelsen lig med syndfaldet, som atter er identisk med gudens tab af sin seksuelle energi, hans ejaculation. Tyren er det mytiske billede på guddomskraften før skabelsen. Dette, at Mithras fanger den, bærer den, rider på den, er forskellige billeder på, at han mestrer den guddommelige urkraft. Tyrens drab er skabelse. Af dens blod eller dens hale vokser kornaks frem. I persisk religion er det af Gayomarts sæd, livet og lyset kommer. I dødsøjeblikket udtømmer tyren sin sæd. Denne skabelsesakt, som i indisk tantra er noget negativt, er ikke i mythrasmysterierne anskuet negativt, men derimod tilbedt som den centrale mytiske akt som understreget af PER BILDE⁴⁴. Bilde mener, at skabelsesscenens helt centrale rolle viser, at kultens indviede var ”magtens mænd”, der følte sig godt tilpas i verdenen og samfundet og hyldede den bestående samfundsorden, som de selv var en del af og garant for. De samledes til festligt måltid i livsbekræftende dennesidighed, idet mysteriehulen havde funktion som et triklinium. Sikkert, men efter min mening bør disse iagttagelser suppleres med overvejelser over initiationernes magiske karakter. Gennem disse stiger man op fra urmateriens fjeld (hvor Mithras fødes) til Saturn og Zenith, idet man bliver et med den mægtige ånd Mithras-Luciferos -Pantokrator-verdensfyrsten og ét med urilden, der flammer i universets dybder. Centralt står himmelrejsen i solens vogn. Slangens opstigning ad Saturn krop til gudens isse er kundalinikraftens opstigning, mens tyrens ejaculation og livskraftens udtræden gennem halespidsen (regnes for rygradens endepunkt (?)) er kundalinîkraftens fald. Skorpionens rolle i den forbindelse er interessant. Den ses med sine klosakse klemme tyrens testikler. I Nærorienten er skorpionen et erotisk symbol knyttet til Isjtar. I Lukians skildring af kulten ved det store tempel i Mabbug fortælles det, hvorledes en mand entrer den ene af de store falliske søjler, som er rejst ved templet og bygger sig en rede i toppen, hvor han opholder sig i syv dage for at være nærmere guderne (som ørnen, der i Syrien er symbol på ekstase). I løbet af disse 7 dage må han ikke falde i søvn, for hvis han slumrer hen, vil en skorpion stige op og stikke ham. Dette dyr har nemlig en hemmelig betydning, som Lukian ikke videregiver til læseren. Fra den jødiske Jom Kippur-fejring ved vi, at ypperstepræsten blev holdt vågen hele natten, for at han ikke skulle sove ind og under søvnen få ufrivillig sædafgang. Skorpionens stik står for sædudløsning. Opstigningen ad den falliske søjle symboliserer ekstatisk opstigning, en rejsning af kundalinikraften overfor hvilken ejakulation er antiklimaks⁴⁵. Netop til templet i Mabbug er knyttet det i forskningen ofte omhandlede Apollonbillede med langt skæg og ledsaget af 3 kvindeskikkelser, hvoraf de 2 er omslynget af slanger. Skorpionen, som ses presse tyrens testes, presser dem for den sæd, som undertiden udtømmes i et kar stående under tyren og med en drikkende slange, som hæver sig op over karrets rand.

Vidnesbyrd om en opstigen gennem 7 trin til mystisk skuen er Mithras liturgien⁴⁶:

1. Du ser dig selv stige opad til det høje, mener at være midt i luften og ser de synlige guders kredsløb gennem solskiven. Guderne stirrer imod dig og rykker frem imod dig.

2. Du ser atter den himmelske verden ren og ensom og uden truende guder og engle og beder om at blive en stjerne, som vandrer blandt stjernerne, og ser stjerner i stort tal komme frem af solskiven og fylde hele luften.

3. Solskiven åbner sig, og du ser en vældig kreds og lukkede ilddøre.

4. Bønnen, som nu udtales, indeholder 10 gange ordet ”ild”. Du ser nu dørene åbnet og gudernes verden inden for. Man går altså bogstaveligt talt gennem ilden ind i gudernes verden.

5. Du ser den unge gud Helios med ildkrone, som skal føre dig til den højeste gud. Helios skrider hen til porten som på en vej.

6. Du ser 7 jomfruer med slangeansigter komme op fra dybet og 7 ynglinge med ansigter som sorte tyre (pol-vogtere).

7. Du ser den overmægtige Mithras med den gyldne skulder af en okse i hånden. Stjerner gnistrer frem af hans legeme.

Nogle af tyredrabsreliefferne er omgivet af to ”søjler” af små scenarier, og der er 3 motiver, som tydeligvis hører sammen: a) Initianten knæler, og Mithras svinger over hans hoved noget som R. Merkelbach identificerer som en frygisk hue, men som snarere ligner en tyreskulder. b) Derefter Mithras’ måltid med Helios c) og rejsen i solvognen til Saturn omslynget af slangen. Også Mithrasliturgien antyder først en indvielse til vandring i solbanen blandt de evigt kredsende stjerner til møde med Helios, som fører dig videre mod polen og dens 7 slangeagtige jomfruer, som stiger op fra dybet og modsvares af 7 ynglinge⁴⁷ med okseansigter: kundalinî-kraften, den kvindelige slangekraft⁴⁸, som stiger op gennem syv trin (hoveder) til forening med den mandlige urkraft⁴⁹.

5. trin svarer til graden ”Heliodromos” og 6. trin, de opstigende slanger ved polaksen vækker mindelser om Saturn som verdensaksen omslynget af slangen. 1.trin: ”Du vil se dig selv løftet op i højden, så du synes at være midt i luften”, svarer til graden ”Ravn”. 4. trin, indgangen gennem ilddøre ledsaget af torden og følgende efter at man har sagt nogle lyde ”med ild og ånd”, svarer til graden ”Løve” under guden Jupiters beskyttelse.

Af særlig interesse er to mithræer fundet i Ostia, fordi de begge viser symbolikken omkring de 7 himmelporte, sjælen må passere, Sette Porte Mitreo og Mitreo delle Sette Sfere⁵⁰. På mosaikgulvet i Sette Porte ses slangen, som hæver sig fra jorden/klippen i bugtninger op mod kummens rand for at inddrikke det mystiske fluidum, som symbol på kundalinîkraftens opstigning fra materien til mystisk fruitio. På den anden side af kummen ses ørnen/solfuglen med det scepter i næbet, som Saturn ofte afbildes med, og som uden tvivl symboliserer polaksen. Som det ses, spiller drik af en mystisk kumme en stor rolle. Hovedingrediensen i denne drik er vin, men sandsynligvis tilsat et narkotikum. Afkog af opiumsplanten er i Mellemøsten et meget anvendt middel til at berolige skrigende børn. Mere sandsynligt er dog nok vin blandet med hamp. Målet med indvielserne er ikke blot liv efter døden, men apoteose⁵¹.

Kun en ekstatisk tydning af slange-symbolet kan forene følgende forskellige slange scener:

Slangen stiger op til den øverste guds isse.

Slangen kravler op i livs(?)træet for at skue guden Mithras’ ansigt (se nedenfor s.16).

Slangen rejser sig op over kummens rand for at inddrikke indholdet.

Også i den jødiske Merkabah-mystik forekommer opstigning gennem 7 planer (himle), men den okkulte slangesymbolik er fraværende.

Mithras afbildes ofte som under fødslen fremgående af en klippe omslynget af en slange, if. J.F. HANSMAN⁵² symbol på en undfangelse hævet over ondskab (arvesynd). If. CUMONT er slangen Ahrimans slange, som under tyrens ofring prøver på at drikke dens blod og derved korrumpere dette livsfluidum⁵³. Efter min mening er slangen her et mystisk symbol på urmaterien og derfor vist som omslyngende urbjerget, som er et med himmelhvælvingen, hvorfor slangen er ét med den slange, som omslynger den beboede verden i syrisk folkereligion, se f.eks. Thomasakterne: Den sorte slange siger: ”Jeg er en slægtning af ham, som er uden for Okeanos, og hvis hale er i hans mund” (3. akt, græsk version). Klippen, som guden fødes af, er himmelhvælvingen, som allerede fastslået af Cumont⁵⁴. Det eneste sted, hvor denne forestilling synes levende i senantik tid, at paradisbjerget også er et kosmisk bjerg, som omslutter hele universet, er i syrisk folkereligion⁵⁵.

Firmicus Maternus omtaler persernes og magernes religion på en måde, så det er klart, at det er mysterierne, han tænker på: ”De deler ild i 2 kræfter, idet de relaterer dens natur til kraften fra de to køn, ildens substans udtrykker de ved billedet af en mand og billedet af en kvinde. Kvinden afbilder de med tre ansigter og omslynget af slange-monstre”, De errore prof. rel. V,1. Manden tilbeder de som kvægtyv⁵⁶, idet de siger: ”kvægtyveriets myste, indviet ved en lysende faders håndtryk”⁵⁷. ”Fader” er et medlem af den højeste indvielsesgrad. Den kvindelige slangekraft er afbildet i en statue af Hekate med 3 ansigter fra et mithræum i Sidon, og en slange med 3 hoveder, slikker blod fra det sår, Mithras tilføjer tyren på tyredrabsscenen fra Poetovio (CIMRM 1599).

Mithras er foreningen af morgen- og aftenstjernen. Han er ikke solen, men morgendæmringen som går foran. Han bærer i toppen af den frygiske hue morgenstjernen. Han er et væsen, der fødes som en lavere skabning, men gennem sine mægtige gerninger (fanger tyren og bærer den på sin ryg til hulen) stormer han himlen og tager sæde øverst oppe som polbehersker, jnf. himmelstormeren Is 14,12. Han kan hyldes som demiurgen, som den, der virkeliggør den skabelsesorden, som Saturn drømmer. Men læg mærke til, at det i Bundahisjn er Ahriman, der ofrer den hvide tyr, og Gayomart, det makrokosmiske menneske, som er universets sjæl, jnf., at det er af Ahriman via dæmonen Mahmi, Ohrmazd lærer det magisk-incestuøse forhold til sin egen mor og søster, hvorved sol og måne avles⁵⁸. I fønikisk kosmogoni kommer sol, måne og stjerner fra dødsguden, Mot, Filon af Byblos apud Euseb, Praep. ev. I,10,2.

Okseskulderen eller tyrelåret, som Mithras ses holde på en række afbildninger (if. R.Beck, J.R.Hinnels og R.L. Gordon er det et tyrelår, if. Cumont og Merkelbach en frygisk hue), symboliserer kontrol over polaksen og dermed universets omdrejninger, som det understreges af R. Beck⁵⁹. Okseskulderen er nemlig i ægyptisk astronomi konstellationen svarende til Ursa Major, ”bjørnen, som vender himlene”, og de 7 ynglinge med tyreansigter er de 7 stjerner i Ursa Major. De sorte tyreansigter og gudindernes slangeansigter understreger det okkulte.

Mysteriernes oprindelse

Plutarch fortæller om sørøverne fra Kilikien, som besejredes af Pompeius, at de udplyndrede en række helligdomme, der hidtil havde været betragtet som ukrænkelige og fortsætter:

”De foretog fremmedartede ofringer på Olympos (i Taurusbjergene) og udøvede visse hemmelige kulter, af hvilke Mithraskulten udøves den dag i dag, efter at den først var blevet kendt gennem dem”, Pompeius 24.

Cumont⁶⁰ gør opmærksom på, at etikken og initiationerne i Mithrasmysterierne godt kan tænkes at have et noget andet præg end de tilsvarende i kristendommen: ”Somme tider deltog den skrækslagne myste, hvis ikke som handlende, dog i det mindste som tilskuer, i et simuleret mord, som i sin oprindelse uden tvivl var reelt nok. I senere perioder måtte officianterne nøjes med at fremvise et sværd dyppet i blodet fra en mand, som havde mødt en voldsom død. Disse ceremoniers grusomhed, som blandt de krigeriske stammer i Taurusbjergene må have været regulære orgier fulde af vildskab, blev blødgjort i mødet med den vestlige civilisation.”

Som det sorte flag med dødningehovedet (”Jolly Roger”) var sørøverskibets flag, således er det tænkeligt, at sørøverne også dengang bevidst valgte mørkets symboler. Mithrasmysterierne er altså oprindelig okkulte mysterier, og det lænkede skelet, som er fundet i et romersk mithræum, og beretninger om Commodus’ grusomheder er da ikke enkeltstående misbrug af mysterierne, men udtryk for kultens dragning mod det normsprængende, dæmoniske. Vi har set lignende træk i Baal-Molok-kulten og Dionysoskulten i hvert fald i dens romerske udformning.

Sørøverne knuses af Pompeius, og de ældste vidnesbyrd om Mithrasmysterierne i Vesten er først fra sidste halvdel af 1.Årh. eft. Kr. Mellemrummet mellem de to tidspunkter udfyldes imidlertid af nogle Mithras-tyreoffer-afbildninger fundet på Krim⁶¹ og dateret til sidste halvdel af 1.årh. f.Kr., første halvdel eft. Kr. Det er derfor nærliggende at antage, at sørøvere, som undgik det fatale nederlag ved at flygte til de fjerneste egne, har bragt mysterierne til Krim, hvorfra de i tidens fylde atter har udbredt sig over riget gennem arméerne i Moesia. PER BESKOW⁶² har systematisk sorteret det arkæologiske materiale kronologisk og stilistisk med henblik på bestemmelse af kultens opståen og udbredelsesveje og har peget på Krim og mysteriebroderskaber knyttet til den semitiske gud Theos Hypsistos som det tidlige centrum, hvorfra kulten via Moesia har spredt sig ind i Romerriget. ERNEST WILL mener kulten er opstået 1.årh f.Kr. i det østlige Lilleasien: søjlerne med mytologiske motiver eller buster peger på nær forbindelse med det hellenistiske Syrien. Tyredrabet er ikke et offer, men en henrettelse af en slagen fjende.

Den ekstase, som dyrkes i Mithrasmysterierne, er ikke erotisk, men krigerens ekstase. I gammelgermansk religion er Odin gud for krigen og fulgt "von dem Wütischen Heer", se L. Wenigers artikel "Feralis Exercitus"⁶³: Wodan id est furor, skriver Adam af Bremen. Tacitus skriver om den germanske stamme Harii, som angreb om natten og med sorte skjolde og malede kroppe, og idet de valgte natten for deres angreb, bevidst søgte at fremstå som en hær af ånder fra dødsriget. Weniger tager os fra Harii tilbage til Zagreus, som han oversætter "Zas jægeren" og helt frem til en tysk kavalleritrop fra d.17. årh., som kaldte sig ”uovervindelige”, red på sorte heste i sort tøj og med et sort dødningehoved på hjelmen og Frederik den Stores "Totenkopf-husaren". Nævnes må også de gammel-iranske mandsforbund⁶⁴, grupper af unge krigere, som dyrkede terror og krig, forfædrenes ånder og chthoniske guder. Sort var deres dominrende farve, og dragefanen blev båret foran, når "ulvene" angreb kæmpende i heroisk nøgenhed med et læderbælte om livet (jnf. løvemanden på mesopotamiske segl, som altid afbildes nøgen med langt hår og tre-delt lædermælte om livet). En euforiserende drik, som fremkalder himmelrejsen kendes fra kedsen omkring Zarathustra: "Bland hamp med vin, giv det til Visjtaspa (Zarathustras beskytter)... da han havde drukket, blev han på stedet bevidstløs, og man ledsagede hans sjæl til Gârôdman" (Denkart ed. Madan, s. 641 & 270,10ff.)

Afsluttende om slangen

På Rheinisches Landesmuseum i Bonn ses et Mithras-alter viet månen. Der er spor af, at en glasplade har været anbragt foran et halvmåneformet hul, så en lyskilde indbragt inden i alteret har kunnet udstråle sit lys gennem den halvmåneformede åbning. Neden for ses månekoen ved livets træ og kundalinîslangen, som omslynger begge og lægger sit hoved på koens pande. Mellem koens bagben ses in skål opfange koens mælk. Det hvide fluidum, som skænkes af månekoen ved livstræet omslynget af slangen, er sikkert udødelighedsdrikken, symbolet på mystisk ekstase.

På tyredrabsscenen fra mithræet i Heddernheim ses en slange, som slynger sig om et træ og rejser hovedet op over bladløvet og strækker det frem for at se ind i Mithras’ ansigt, T. et M. nr. 251. Også en tyredrabsscene fra Rom, T. et M. s.198, fig. 20, viser slangen, som hæver sig op over Cautopatis hue for at skue gudens ansigt. Dette blot endnu et par eksempler på, at slangen lettest forstås som en kraft, der hæver sig op til udvidet bevidsthed og mystisk skuen:

Slangen, som stiger op ad Saturns krop og strækker hovedet ud for at møde Mithras, som kommer flyvende i solvognen, er et symbol på opstigning til Saturnbevidsthed. Solvognen og slangen, der mødes, er to symboler for den samme opstigning: som himmelrejse i kosmos og som en indre proces. Det sidste bilede, en knækket tyredrabsscene fra provinsen Dacia, viser bl.a. solvognens rejse til Saturn, hvor den mødes af slangen. Oven over: Løven drikker af karret, T. et M. s. 294, fig. 150.

---

Forside

Bøger

Artikler

Nyheder

Profil

Kontakt