Studier i Religion

Judasevangeliet

Dagen før skærtorsdag sendte DR 1 et program om det nyfundne Judasevangelium. Efter sigende skulle det kaste et nyt lys og bedre lys over Judas. Nu er der faktisk fundet mange evangelier. Alene i det 20.årh er der fundet Mariaevangeliet om Maria Magdalene, Thomasev., Sandhedens ev., Ægypterev., Filipsev. Så sent som i 1999 blev der fundet stumper af et ukendt evangelium i Berlins museumsarkiver. Men mens de 3 første evangelier (Matthæus, Markus, Lukas) menes at være nedskrevet 30-40 år efter Jesu død og Johannes ev. måske 60 år efter Jesu død, så menes alle disse nyfundne evangelier at være skrevet 100-200 år efter Jesu død, og det eneste af dem, der menes at indeholde ægte erindringer om Jesus, er Thomasevangeliet. Der er nemlig i Thomasev. nogle udsagn af Jesus, som er næsten identiske med det, han siger i de tre ældste evangelier.

Det er tydeligt, at de 4 evangelier, vi kender fra biblen ”har dannet skole”, er blevet ”litterær mode”, så der på et tidspunkt i perioden 130-250 er en mængde små håbefulde forfattere, som sætter sig hen for at nedskive deres egne tanker om Jesus i form af et evangelium. Markus, det ældste evangelium, har altså skabt en hel litterær genre. Man har også følt et stort behov for at digte videre på apostlenes skæbner ud over det, som fortælles i Apostlenes Gerninger, så engang i samme tidsrum (130-250) opstår skrifterne Johannes’ Gerninger, Thomas’ Gerninger, Pauli Gerninger, Pauli og Theklas Gerninger, Andreas’ Gerninger, Peter Gerninger for blot at nævne nogle af de vigtigste. Man har også følt sig tiltrukket af skriftet Johannes’ Åbenbaring, så der opstår også en Peter Åbenbaring, Jakobs Første og Anden Åbenbaring osv.

Judasevangeliet hører hjemme i hele denne strøm af litteratur, som efterligner Ny Testamente og er altså væsentlig senere end de 4 evangelier, vi kender fra Ny Testamente. Hvis man skal danne sig et indtryk af, hvem Jesu virkelig var, så må man gå til de tre ældste evangelier.

Gnosticismen

Det gælder for de fleste af disse senere evangelier, at de forkynder en såkaldt gnostisk kristendom. Gnosticismen går sandsynligvis tilbage til den Simon Troldmand, som omtales i Apost. Gern. Simon Troldmand mente, at den synlige verden var skabt af nogle onde engle, som med skabelsen af den synlige verden ville holde menneskesjælen fanget i det synlige, materielle. Men hinsides den synlige verdens horisonter boede ”Faderen”, som havde sendt Jesus og Helligånden, men nu endegyldigt og personligt var steget ned i skikkelse af Simon Mager selv, for at frelse menneskesjælen. Det gjaldt om at gøre sig fri af alle de bud og love, som de onde skaberengle havde pålagt menneskene, og leve som frie mennesker. Simon havde løskøbt en prostitueret fra et bordel i havnebyen Tyrus, og hende rejste han rundt med, idet hun var billede på den undertrykte sjæl, som han ville frelse. Frelsen selv fandtes i en slags mystisk ud-af-kroppen oplevelse af, at man steg op til Faderen, og mystikken søgtes fremmet ved seksuelle orgier. Simon Troldmand kom meget uheldigt af dage, for han ville efterligne Jesu opstandelse og lod sig levende begrave, men i stedet for at opstå af graven blev han dernede. Det synes imidlertid, som om han på et tidspunkt havde en meget stor menighed blandt samaritanerne. Efter hans død blev hans tanker videreført af mange forskellige skoler og retninger. Disse gnostikere har skrevet deres evangelier, fordi de ikke var tilfredse med den tolkning af kristendommen, som blev givet i de kristne menigheder, men har villet skabe plads for deres egen helt specielle mystiske opfattelse af kristendommen. I 2. og 3.årh efter Kr. gik hele tidens trend i retning af større og større interesse for det overnaturlige, for mystiske syner og ud-af-kroppen oplevelser, så gnostikerne havde medvind.

Judasev er typisk gnostisk. Det skildrer, hvorledes Jesu ler højt, da han ser disciplene tilbede Gud som skaberen af himmel og jord. For gnostikeren var den synlige verden nemlig ond, en illusion, et ondt bedrag, der som et slør skjulte den sande virkelighed, lysets verden, hvor Faderen boede, og hvorfra sjælen stammede. Judasev vil derfor skildre Judas som Jesu sande ven, der af Jesus overtales til at give ham dødshjælp ved at forråde ham, så han kan dø og komme af med den besværlige krop, så hans sjæl kan blive fri til at se lysets rige, ”Guds rige”. Judasev. er altså et skrift med en gnostisk dagsorden, og det er skrevet så sent, at det næppe indeholder autentisk materiale til belysning af forholdet mellem Jesus og Judas.

Hvem var Jesus?

I min studietid var det moderne at sige: Jesus ved vi ikke ret meget om, hans ord blev ikke nedskrevet, og de erindringer, der er nedfældet i de 4 evangelier, er meget farvede af den ældste menigheds behov. Vi ved ikke noget om Jesus, vi ved kun noget om den ældste kirke, og hvad den tænkte og troede.

Men dette synspunkt har ikke kunnet holde i det lange løb. I dag skrives der atter bøger om Jesus, og mange forskere søger at nå om bag kilderne for at finde frem til den autentiske Jesus. En af de mest kendte og anerkendte er den amerikanske forsker E.P.Sanders. I modsætning til tidligere tiders Jesusforskning, som især hæftede sig ved de Jesusord, som adskilte sig fra jødisk tænkning, idet den mente, at det var et sikkert tegn på ægthed, når et Jesusord skilte sig ud fra jødedommen, så gør Sanders opmærksom på, at Jesus var jøde, og at der derfor ikke er grund til at betragte alle jødisk farvede udsagn som uægte. Mens en ældre forsker som den danske Vilhelm Grønbech tegner et billede af Jesus, som en lidenskabelig modstander at alle de love og regler, som jødedommen lægger ned over menneskelivet, så er tendensen i den seneste forskning at tegne billedet af en meget mere jødisk Jesus.

Allerede i tresserne vakte to svenske professorer opsigt ved at gå imod tidens forskning og hævde, at vi godt kunne vide noget om Jesus, for Jesus optrådte som en jødisk rabbiner, og i jødedommen er det vanligt, at rabbinerens disciple lærer sig mesterens ord udenad. Nogle af Jesu ord er faktisk udformet kunstfærdigt og med poetiske parallelismer, så de er nemme at lære udenad.

Disse tanker er videreført af den svenske prof Samuel Byrskog, der har studeret mundtlig overlevering på Jesu tid. Han har også sammenlignet evangelierne med den historieskrivning, som fandtes på Jesu tid, og har fastslået, at tiden var ikke ligeglad med øjenvidner og troværdighed. Man tilstræbte troværdighed og troværdig bevidnelse af de ting, man nedskrev, men selvfølgelig var der forskelle på den tids historikere og vor tids. Man kunne f eks godt lide et engageret vidne, mens vor tid foretrækker et køligt objektivt vidnesbyrd.

En dansk prof Per Bilde har for et par år siden udgivet sit livsværk, ”En religion bliver til”, om den ældste kristendom. Per Bilde er ateist og tilhørte i sine yngre år en leninistisk fraktion af VS. Han er en begavet forsker, men man han er stadig dybt præget af forestillingen om Jesu som en politisk Messias. Hans hovedsynspunkt er, at lige som i vore dage Jehovas Vidner, ventede Jesus den gamle verdensordens undergang og Guds riges frembrud som noget, der var lige om hjørnet, og han drager til sidst op til Jerusalem for mit sin egen martyrdød som offer at fremskynde rigets frembrud.

Hvad mener Jesus med Guds rige

Det sidste er, at man har fundet udtrykket Guds Rige brugt rigtig mange gange i et skrift fra Qumran, som kun er fundet i lasede og trevlede eksemplarer, men til gengæld i hele 9 kopier. Ved at lægge disse kopier oven på hinanden er det lykkedes at rekonstruere dele af teksten. Den handler om, hvorledes menigheden i løbet af 13 sabbatter synger sig dybere og dybere ind i det himmelske helligdom, så sangerne til sidst føler de står foran Guds mægtige lysende trone med ildfloderne, der flyder frem fra tronen, og et farvevæld af alle nuancer, der omgiver tronen. Guds kongerige er denne himmelske sfære, som menigheden i liturgien træder ind, og hvis højdepunkt er mødet med Guds trone. Disse syner af tronen og krystalhavet blandet med ild foran tronen møder vi også i Johs Åb og her som syner af en himmelsk gudstjeneste, der blander sig med den jordiske, idet Johs får disse syner på ”Herrens dag”, altså søndagen. Der er altså tegn på, at udtrykket Guds rige ikke bare skal forstås politisk som en ny verdensorden til afløsning af den gamle af Romerriget dominerende verdensorden, men snarere om Guds nærvær, denne tilbedelse af tronen, af Gud, som opleves i liturgien, jævnfør at de ældste kristne gudstjenesteritualer kulminerer i, at menigheden ved nadverens begyndelse under sangen ”Hellig, hellig, hellig er Herren” følte, at de stod blandt englene foran Guds trone. Når den russisk ortodokse kirke hævder, at gudstjenesten er ”himlen i forsmag” og ”Gudsriget forenet med jorden” og ”deltagelse i englenes sang”, så er der altså tegn på, at dette går helt tilbage til jødedommen på Jesu tid.