Mystik, anabaptister og reformatorer

”I ham var liv, og livet var menneskers lys” (Johannes ev. 1,4)

Noget af det mest spændende, synes jeg, er at lægge alle teologiske hundeslagsmål til side og prøve at se, hvad står der rent faktisk i Bibelen? Da vil man se, at Bibelen er fuld af syner og åbenbaringer. Gud er en Gud, som viser sig for udvalgte mennesker: Ezekiel 1, Esajas 6, Daniel 7,9 (hans trone var flammer af ild, en flod af ild strømmede frem), Zakarias 4 (Gud viser sig som en guldlysestage med et 7 gange 7-foldigt lys), 1.Mosebog 15,17 (som en rygende ovn, en flammende fakkel), Job 38-41, Johannes’ Åb. 4, Apostlenes Gern. 2 (tunger af ild), Ap.Gern 9 (et stærkt lys fra himlen), 1.Kongebog 19,12 (en sagte susen). De 100 000 mennesker, som op gennem historien har haft sådanne syner eller oplevelser af Guds nærhed, er et stærkt vidnesbyrd om, at der er noget på den anden side, et mægtigt mysterium, som vi kun delvist kan fatte.

Da jeg studerede ved universitetet, var det almindeligt at hævde, at den ældste kristendom var vokset frem af en jødedom, som var stærkt optaget af forventninger om verdens snarlige undergang og en ny tidsalders frembrud: Guds rige. Den ældste kristendom stod altså stærkt i fremtidsforventningens tegn, og en tysk teolog, Moltmann, blev verdenskendt på sin bog ”Håbets teologi”. Mange teologer mente, at denne håbets teologi skulle omsættes til politisk handling: kamp for et nyt og meget bedre samfund.

I dag har man bl.a. på grund af nogle bøger af en Oxford professor, Christopher Rowland, fået et noget andet syn på jødedommen på Jesu tid og den ældste kristendom. At jødedommen dengang skulle være meget stærkt optaget af fremtidsforventning og drømme om et tusindårsrige, stemmer ikke med, at der faktisk findes meget få tekster, der konkret skildrer, hvorledes et sådant fremtidsrige eller idealsamfund skulle forme sig. De jødiske tekster fra Jesu tid handler meget mere om syner af en åben himmel (The Open Heaven, hedder en af Rowlands bøger). ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”, siger Jesus i begyndelsen af Johannes Ev til sine disciple, og han har selv et syn af, at himlen åbner sig, da han bliver døbt. I den ældste kristne gudstjeneste mente man at opleve lidt af himlen i forsmag, at Kristus og englene var nærværende. Ny Testamente handler altså meget mere om at se ind i en åben himmel, om en direkte oplevelse af det mægtige mysterium, som er Gud og hans ånd, Helligånden. I Johannes ev skildrer Jesus kærlighed, glæde og fred og herlighed, stråleglans som ”min kærlighed”, ”min glæde”, ”min fred”, dvs. som guddommelige egenskaber, der strømmer fra Gud over i mennesket, når vi er ét med ham.

Det, som kendetegner Guds måde at åbenbare sig på i Bibelen, er synlige træk som ild, ildtunger, stråleglans (kabod) og ”guld som klart glas” Åb. Jnf. ”fra Norden kommer guld”, Job 37,22. Men også dette at alle modsætninger er ophævet: ”der er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde, alle er vi ét i Kristus Jesus”, Gal 3,28. T.Kronholm gør opmærksom på, at 1.Mo 1,5 (”Det blev aften, og det blev morgen første dag”) ikke som ved de efterfølgende 6 dage bruger ordenstallet ”den første”, men grundtallet ”ét”. Måske for at minde om, at alt udgår fra ham, som i den jødiske trosbekendelse bekendes som ”èn”( Gunnel André & Kronholm, Visionärer, Vismän og och vi, 1992,s.73). Skabelsen skildres som en sætten skel mellem modsætninger i en uroprindelig enhed, skel mellem ”lys og mørke”, vandene oventil og havet, fast land og vand. Syndefaldet er dette, at det onde kommer ind i den skabte verden som den store modsætning til skabelsens oprindelige enhed i Guds godhed: ”Gud så på alt, som han havde gjort, og se, det var såre godt”. I den brændende tornebusk forenes buskens livsvæde med ilden, to elementer, som normalt er modsætninger. Keruben, som skuer Gud, er foreningen af 4 livsvæsner. Dens mange øjne viser, at dens væsen er helt og aldeles skuen. Gud åbenbarer en mystisk urenhed, hvor al modsætning og splid er ophævet. Når Herrens dag åbenbares, skal der hverken være hede eller kulde eller nat og dag, Zak 14,7. Der er altså en mystisk farvet oplevelse af enhed med den Ene i biblens møde med Gud.

Jeg har neden for skrevet lidt om anabaptisterne, fordi man nok de seneste år i hvert fald i nogle kredse helt har ændret syn på disse. Hvor de før blev betragtet som sekteriske kristne med træk af sygelig religiøsitet, er der nu mange, som beundrer dem for deres radikale tolkning af Jesu lære og bjergprædikenens bud, og deres visioner af et helt andet samfund, deres brud med en undertrykkende samfundsorden, hvor den fattige bonde blev udnyttet i Guds navn.

”Gendøbernes Konge”

En af de mest dramatiske begivenheder under Luthers reformation var ”gendøbernes” forsøg på at skabe et kommunistisk ”Gudsrige på jord” i byen Münster i Tyskland, tæt på grænsen til Holland.

En buntmager, Melchior Hoffman, var blevet grebet af reformationsrøret. Han virkede først i Estland, men skabte røre på grund af sin kompromisløse modstand mod billeder i kirken. En kort tid var han også i Stokholm (1526), vandt så den danske konge Frederik d.1.´s gunst og fik, skønt han som lægmand var uden uddannelse, tilladelse til at prædike i Kiel, men måtte rejse på grund af sin kritik af Luthers ”magiske” syn på nadveren, kom så til Strasbourg, hvor han blev overbevist om, at barnedåben ikke var i overensstemmelse med bibelen og lod sig voksendøbe. Efter en afstikker til Ostfriesland, hvor han prædikede mod barnedåben og voksendøbte 300 og grundlagde en stor menighed i Emden, kom han tilbage til Strasbourg og hævdede nu på grundlag af studier i Johannes’ Åbenbaring, at ”det ny Jerusalem” snart skulle grundlægges på jord med tusindårsriget og Jesu genkomst. Disse ting, mente han, ville ske allerede år 1533 med Strasbourg som Jerusalem, men forinden skulle der komme krig og alle ugudelige skulle dø. De lutherske myndigheder skønnede det sikrest at tage ham i forvaring, skønt han egt. var ret harmløs og en ivrig forkynder af ikke-vold, og han døde 10 år senere i fængslet. Men han havde fået mange tilhængere i Holland og Ostfriesland, bl.a. Jan Matthijs, en bager fra Amsterdam, som gendøbte tusinder og kaldte sig profet og samlede 12 disciple om sig, som han udsendte to og to som agitatorer for sit budskab. Han forkastede Hoffmans pacifisme. To af hans disciple kom nu til bispebyen Münster, hvor en meget veltalende ung præst, Bernt Rothmann, havde vundet gilderne for Luthers reformation og i sine prædikener kritiseret barnedåben og forkyndt en tilbagevenden til den første menigheds haven alting fælles. Han tog godt imod de to udsendinge, og de to disciple begyndte nu at prædike, at en stor profet (Jan Matthijs) snart ville komme til byen. Han var profeten Enok, 1.Mo 5, som Gud havde sendt som den anden af de to store ”vidner”, der skulle prædike i de sidste tider, Johs Åb 11. (Den første var Elias alias Hoffman.) I forvejen var mange gendøbere på flugt fra myndighederne kommet til byen. 5. jan. 1534 gendøbtes præsten, og han gendøbte derpå 1400 andre. En af Matthijs’ 12 disciple var en ung 25årig mand, Jan van Leiden, en skræddersvend, sanger og værtshusholder, opvokset i stor fattigdom som født uden for ægteskabet, men vistnok søn af en borgmester. Han var begavet med både skønhed og karismatiske lederevner. Han kom nu til Münster og blev snart en af de toneangivende. Han og hans ven og vært, klædeshandleren Bernt Knipperdolling, løb gennem byens gader og anråbte alle og bad dem angre deres synder. Den oppiskede stemning gjorde, at nogle af kvinderne i byen, som var tidligere nonner, begyndte at få syner af de sidste tider og kunne falde om på gaden med skum om munden. To dage efter besatte Matthijs og van Leiden og en skare bevæbnede mænd rådhuset, og 2 uger senere krævede Matthijs endda, at alle ”gudløse”, som ikke ville omvende sig og som tegn på omvendelsen lade sig voksendøbe, skulle dræbes. Det lykkedes dog Knipperdolling, som helhjertet havde sluttet sig til bevægelsen og var blevet valgt som byens borgmester, at få udvirket, at alle dem, som ikke ville lade sig omvende og døbe, skulle have en frist på en uge til at forlade byen. Bevæbnede skarer løb gennem byen og råbte: ”Drag ud I gudløse, I fjender af Faderen”. Hundrede af overbeviste lutheranere og katolikker forlod nu byen til fods i februarkulden, og uden at de fik lov til at tage noget som helst med sig. I stedet var ankommet en hel del fattige og en del døbertilhængere fra andre byer. Dermed var styret helt i hænderne på gendøberne, og de besluttede, at alle bøger undtagen bibelen skulle brændes. Der blev foranstaltet et stort bogbål, hvor også skøder og tingbøger blev brændt, så alt i byen nu var fælleseje. Også penge blev afskaffet.

Byen havde indtil da været underlagt den katolske fyrstebiskop. Han havde samlet en hær, som skulle afsætte dette opsætsige bystyre, som havde udråbt Münster som det nye ”Zion” på jord, som Guds rige. Under biskoppens belejring af byen fik profeten Jan Matthijs den indskydelse, at han lige som Gideon i det gamle Israel skulle samle sig en lille flok af 20 udvalgte, og at de påskedag (1534) alene ved Guds hjælp skulle slå fjenderne på flugt. Men under udfaldet fra byen blev hans lille skare straks omringet, og han selv blev hugget i mange stykker og hovedet sat på en stage.

Byens nye leder blev nu Jan van Leiden. Efter for anden gang at have slået bispehærens stormløb på byen tilbage lod han sig udråbe til konge af Zion. Dog først efter et noget besynderligt optrin, som skulle bevise, at han fik sine indfald ad overnaturlig vej: Han løb nøgen gennem byens gader i vild ekstase og sank derefter i en tavs trance som varede 3 dage, hvorefter han vågnede op og forkyndte den nye tingenes tilstand: Under sig skulle han have et råd på 12 ældste, og han dikterede nu et sæt love, der forordnede dødsstraf for alt muligt: blasfemi, at skælde på sine forældre, ægteskabsbrud, beskidt sprog, ondsindet sladder, ja selv for det at beklage sig. Da der var overtal af kvinder i byen, indførte han efter gammeltestamentligt forbillede flerkoneri og skulle efter sigende selv have taget sig 15 koner, bl.a. Matthijs’ enke, som kaldtes ”dronning Diwara”, og Knipperdollings datter. Præsten Rothmann tog sig 9 koner. Belejringen var hård, og syge og gamle blev sendt ud af byen for at spare på de knappe ressourcer. Jan van Leiden udsendte 27 apostle, som skulle opfordre alle gendøbte til at komme det nye Zion til hjælp eller slutte sig sammen og skabe et hollandsk Zion. De fleste apostle blev pågrebet og dræbt, og det gjaldt også mange af de fattige gendøbte, som fra Holland rejste mod Münster, men enkelte fik dog held til at snige sig ind i byen, hvor van Leiden holdt stand med en stadig mindre skare af våbenføre mænd om sig. Hans regime udviklede sig til et regulært tyranni. Han skal egenhændigt have halshugget adskillige modstandere, bl.a. en af sine koner, Elisabeth Wantscherer. Hun havde, før hun blev gift med van Leiden, pralet med, at der fandtes ingen mand i Münster, som kunne tæmme hende. En dag gik hun til sin mand og gav ham alle de smykker, hun havde fået af ham, tilbage og bad om lov til at forlade byen, for hun mente, alt for mange ville dø af sult. Van Leiden blev rasende og slæbte hende hen på torvet, og midt på torvet for øjnene af hele folket halshuggede han hende. Han hævdede, at det var Guds vilje, og at hun var en rebel, hvorefter han gav tegn til sine musikanter om at spille op, og alle tog da hinanden i hænderne, og grebet af religiøst hysteri begyndte de at opføre en vild dans. Knipperdolling var udnævnt til chef for henrettelserne og lod sit våbenskjold omdanne, så det nu viste et sværd, som blev rakt ned fra himlen. Han indrømmede senere, at han med egen hånd havde henrettet flere end kongen. Han lod bl.a. 50 torturere og henrette, fordi de havde gjort oprør i protest mod flerkoneriet. På torvet i Münster blev der opført en prægtig trone, og van Leiden kaldte sig ”kongen i det nye tempel”, ja en guldsmed hævdede, at Gud havde åbenbaret for ham, at van Leiden var kongen over alle konger, at Gud ville give ham hans forfader Davids trone, indtil Gud selv overtog verdensherredømmet. Leiden begyndte at føre sig frem som den i bibelen forjættede Messias, guld- og sølvmønter blev slået med indskriften: ”Konge over alt”, og han lod fremstille et logo, som alle hans mænd bar på ærmet: to sværd, som gennemtrængte himmelkuglen, og over det hele et kors og indskriften: ”Èn retfærds konge over alt”. Folk begyndte nu at sive ud fra byen, op mod 1400 søgte at flygte i de sidste måneder af belejringen, men de fleste blev fanget og dræbte af biskoppens mænd.

Døbernes triumf var altså kortvarig. Biskoppen havde nu allieret sig med nogle protestantiske fyrster, idet Luther havde taget skarpt afstand fra døberbevægelsen, og ved hjælp af to af Jan van Leidens mænd, som var gået over til fjenden, lykkedes det i ly af et stort tordenvejr at trænge ind i byen (juni 1535). Næsten hele den våbenføre mandlige befolkning (ca 800) blev hugget ned. Dronning Diwara, Knipperdollings hustru og 3 andre kvinder blev henrettet. Jan van Leiden og to andre ledere blev pågrebet og i et halvt år ført rundt og fremvist som kuriositeter på diverse markeder, indtil de blev henrettet på den mest bestialske måde, idet de først blev knebet og revet med glødende tænger, hvorefter tungen blev revet ud af dem, og så først fik de nådestødet, en glødende daggert i hjertet. Da Knipperdolling på skafottet så alle de lidelser, Jan van Leiden blev udsat for, forsøgte han at kvæle sig selv i den halsring, han var lænket til marterpælen med. Men så let måtte han åbenbart ikke slippe: Bødlen tog straks og bandt ham, indtil det blev hans tur. Da alle tre var torteret til døde, blev deres lig hejst op i tre bure, som blev ophængt på kirketårnet, hvor burene faktisk har hængt lige til det 21.årh. Også mange andre steder i Tyskland blev gendøberne udsat for blodig forfølgelse.

Gendøbernes kortvarige regimente i Münster viser, at mange af de bevægelser, vi mener, hører nutiden til, pinsebevægelsen og kommunismen, var allerede fuldt udfoldet på Luthers tid, ved middelalderens slutning. I løbet af bare de 1½ år gendøberne regerede i Münster, forvandlede bevægelsen sig til et typisk kommunistisk terrorregime. Alligevel er der intet, som undskylder den grusomhed, hvormed fyrsterne og Luther bagefter forsøgte at undertrykke bevægelsen. Udtrykket ”Vi fordømmer gendøberne” forekommer temmelig ofte i det skrift, ”Den augsburgske Bekendelse”, hvori den danske folkekirke og adskillige andre lutherske kirker sammenfatter lutherdommens lære, og når man bliver præst i folkekirken, skal man love at prædike i overensstemmelse med dette gamle bekendelsesskrift forfattet af Luthers nærmeste medarbejder, Melanchton. Der har for nylig været forslag fremme om at få denne skarpe, ufredelige formulering, ”Vi fordømmer gendøberne”, slettet af folkekirkens bekendelsesgrundlag. Men det er jo sin egen sag at begynde at rette i et næsten 500 år gammelt historisk dokument. Bedre var det efter min mening, om man sagde: ”Vi fordømmer gendøberne, men vi bekender, at vore kirkeledere tit har opført sig urimeligt grusomt mod dem.”

Efter katastrofen i Münster lykkedes det friseren Menno Simons at samle resterne af Melchior Hoffmans døberbevægelse og føre den tilbage til mesterens oprindelige ikke-voldelige linje. Han blev uddannet som katolsk præst, men turde som student ikke læse i bibelen af angst for at blive ledt på vildspor af sin læsning. Han tog allerede som ung afstand fra døberne i Münster på grund af deres voldelige fremfærd, som i hans øjne var det modsatte af kristendom, men han følte sig tiltrukket af deres glødende tro. Da han fik bud om, at hans broder var blevet dræbt sammen med en gruppe gendøbere under en forfølgelse i Holland, kom han ud i en stor åndelig krise og besluttede at bryde med den katolske kirke på grund af alle dens forfølgelser. Han fik enorm betydning for døber-bevægelsen især i Holland og ligger begravet i Bad Oldesloe i Holsten.

Et eksempel på det ændrede syn på anabaptisterne er som nævnt Christopher Rowland, som samtidig også er præst i den anglikanske kirke og verdenskendt for sin bog om den jødiske og urkristne apokalyptik, ”The open Heaven” 1982, som har betydet et paradigmeskift i synet på apokalyptikken, se også hans seneste bog, ”The Mystery of God”, 2009, som er et stort anlagt forsøg på at læse Ny Test. i lyset af tidlig jødisk mystik. Han har understreget, at den urkristne religiøsitet og den jødiske apokalyptik, som var urkristendommens første jordbund, mulden hvori den spirede, var ikke bare en religiøsitet, som drømte om verdens snarlige undergang, men en religiøsitet, som var optaget af åbenbaringer, af den direkte kontakt til mysteriet Gud. Urkristendommens tale om Menneskesønnen har rod i den jødiske Enok-mystik og merkabah-mystik, som er en forløber for den senere kabbalah-mystik. Det var ikke fortrinsvis drømme om tusindårsriget, der drev dem, men først og fremmest syner af mystisk art af en himmelsk, transcendent verden, jnf. den rolle, NT’s tale om ”Guds herlighed” og ”at se Guds herlighed” spiller. ”I skal se himlen åben og engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. Jesus selv har et syn af en åben himmel og Guds ånd, der som en due daler ned. Urkistendommen er altså meget mere i slægt med disse anabaptister med deres syner og deres syn på dåben som et brud med verden, en overgang fra verdens rige til Kristi rige: ”Han frelste os ud af mørkets magt og ind i sin elskede søns rige” Kol 1,14. Rowland har derfor skrevet om sit venskab med nulevende anabaptister, som han betragter som sine åndelige brødre og lærermestre. Se også Andrew Bradstock & Christopher Rowland, ”Radical Christian writings”, 2002, og se også hans artikel “Anabaptism, and Radical Christianity” (http://www.goshen.edu/mqr/pastissues/oct00rowland.html).

I NT finder vi udsagnet: ”I har jo Ånden og har ikke behov, at man underviser jer”, jnf. Jer 31,34.

Den udvikling, som vi ser under reformationsrøret i Tyskland, hvor anabaptisternes bevægelse i deres tro på den direkte åbenbaring til sidst i Münster ender i et orgie af antinomisme og personkult, svarer nøje til det, som sker i den ældste menighed, hvor der også hurtigt opstår ”frie ånder” som Simon Troldmand, Nikolaos og nikolaiterne og Karpokrates (omtales ikke i NT, men hos Irenæus), der fremstår mere som ”guru’er” end som gode hyrder. Som påvist af Rowland er 1.Kor og 2.Kor et eksempel på, hvorledes Paulus, der selv er karismatiker, prøver at sætte en kirke-orden for sin menighed af profeter og ”frie” bl.a. ved at forpligte dem på den ”ypperligste vej”, næstekærligheden. Rowland sammenligner med Menno Simons’ forsøg på at tæmme den anabaptistiske bevægelse og beskære den for vildskud uden at slukke den oprindelige indsigt og glød (The Mystery of God, s.207f). Man må nok sige, at meget af det konkrete indhold i de fleste åbenbaringer genspejler personens eget verdensbillede og længsler. Det guddommelige element i åbenbaringen er oplevelsen af ”det Ene”, og de guddommelige egenskaber, som formidles: Kærlighed, jubel, fred, opløftelse og indsigt ud over alle jordiske grænser og dette, at man kaldes til at være sendebud, en subjektiv fornemmelse af alvidenhed af at have svar på alt. Man er hinsides tidens grænser hos ham som er ”fra evighed til evighed” og er al skønheds og kærligheds kilde.

De vigtigste anabaptistiske ledere henrettet før 1530 (året, hvor Conf. Augustana blev skrevet) var

Hans Hut, som efter at være død i fængslet i Augsburg fik sit afsjælede legeme brændt på bålet 1527, Balthasar Hubmaier som blev brændt på bålet i Wien 1528, hans hustru druknet 3 dage senere.

I Zürich (Zwinglis by) havde man indført druknestraf for gendøbere, og jan 1527 blev Felix Manz druknet.

I Tyrol blev Hans Langegger og Georg Blaurock brændt sept 1529

Ludwig Haetzer blev halshugget i Konstanz febr 1529

Eitelhans Langenmantel blev halshugget Memmingen 1528

Eucharius Binder blev sammen med 37 trosfæller spærret inde i et hus og huset brændt 1527 i Salzburg- regionen i Østrig

Thomas Spiegel henrettet i Coburg 1527

Broderen Caspar Spiegel halshugget sammen med andre bl.a. Beutelhans af biskoppen i Würzburg 1527

Hans Weischenfelder brændt på bålet i 1528 i Bamberg, Bayern, sammen med 4 andre (hvoraf de 3 var kvinder)

Leonhard Schimer, halshugget 1528 sammen med 70(?) trosfæller

Hans Schlaffer og Linhard Frick halshugget 1528 i Tyrol

Leonhard Dorfbrunner brændt på bålet i Passau 1528, en kvindelig tilhænger (Anna Benedikt) brændt gennem begge kinder en anden Elisabeth Hegenmiller fik tungen skåret af. Dorfbrunner nåede f eks i sit korte virke at døbe 3000. Der var altså tale om en regulær folkelig vækkelse

Hans Mittermaier og en anden leder pågrebet i Linz med 75 tilhængere hvoraf nogle blev halshugget andre brændt 1529.

Særlig grusom var henrettelsen af anabaptist-lederen Michael Sattler i 1527 Rottenburg v Neckarfloden. Han fik et stykke af tungen skåret af og blev derefter pint med glødende tænger, inden han blev kastet på bålet. Hans hustru blev 8 dage senere henrettet ved drukning. Også 4 andre anabaptister blev henrettet ved den lejlighed.

Af anabaptisternes ledere havde Hans Hut været direkte involveret i bondeoprøret og var flygtet fra slaget ved Frankenhausen, hvor grev Filip af Hessen massakrerede bondehæren ved et overraskelsesangreb midt under en indgået våbenhvile. Hubmaier havde støttet bondeoprøret. Så baptistiske teologers forsøg på i dag at skildre de første anabaptister som konsekvent ikke-voldelige og helt uinteresserede i politisk magt og magtanvendelse er ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Anabaptisterne var en del af hele den yderliggående fløj af reformationen, der mente, at Luther var standset på halvvejen.

Ligesom Thomas Müntzer, bondeoprørets leder, var de ikke blot inspireret af Luther, men også af middelalderens mystiske litteratur, som mente, at man gennem ”oplysning” fra det ”Indre Ord” skulle nå til unio mystica, mystisk forening med Kristus.

Luther understreger, at det er almuens kristne pligt at bøje sig i respekt for herremand og præst. Bonden og karlen skulle ikke have nogen egen mening om kristendom, men blot lytte til præstens og lære sig katekismen udenad med alle dens indskærpelser af lydighed mod husbond og foresatte.

Det er muligt, at Luther havde en intention om at skille mellem religion og politik, verdsligt og åndeligt regimente, men resultatet blev den totale sammenblanding: Fyrsten blev ”konge af Guds nåde” og øverste myndighed i kirken. I stedet for helgenbilleder er der i koret i Uppsala domkirke billeder af kong Gustav Vasas oprør mod Kristian d.2. (Gustav Vasa, ”onde Gösta”, var ikke noget dydsmønster, men berygtet både for sin kraftige brug af eder og forbandelser og sit pengebegær.) Reformationen blev gennemført som fyrsternes reformation efter nedkæmpelse af store bondeoprør både i Danmark (skipper Clement) og Sverige (Dacke-fejden) og i Tyskland. Disse bondeoprør blev nedkæmpet af protestantiske fyrsters hære (i Tyskland af den protestantiske grev Filip af Hessen). Dermed blev en stor del af det folkelige indslag i den vækkelse, som reformationen var, undertrykt, og reformationen blev gennemført som en reformation på fyrstens betingelser. Bønderne på det inddragne kirkegods blev ikke frie, men underlagt fyrsten.

Kirkegodset, som før bl.a. havde understøttet velgørende stiftelser, der f. eks. tog sig af syge, blev nu inddraget som støtte for fyrstehusenes endeløse indbyrdes krige (jnf. den endeløse krig mellem svenskekongen og den danske konge). Det lader sig vel ikke nægte, at der er en del lighedspunkter mellem den senere pietistiske vækkelse og den anabaptistiske vækkelse, som på Luthers tid blev så kraftigt undertrykt af de kirkelige og verdslige myndigheder.

Men vækkelser opstår også, når man føler, at kirken i sin tilpasning til ”verden” og verdens idealer har fjernet sig alt for meget fra sit nytestamentlige grundlag. En vækkelse kan ikke kun, sådan som marxistisk inspirerede historikere har villet det, ses som et opvæld af undertrykte samfundslag, der kræver åndelig og verdslig medbestemmelse. Der er også et idé-grundlag i en vækkelse, et idé-grundlag som oftest hentet fra Biblen.

Europas historie er ikke blot klassekampens historie, men først og fremmest også idé-historie. Der er et samspil mellem disse to faktorer: sociale spændinger og religiøse tankesæt.

Vigtig for at forstå forskellen på Luther og anabaptisterne er, at Luther søger at begrunde frelsen objektivt i sakramentets ydre tegn og i det løfte, som er knyttet til sakramentet, og i den retfærdighed, som Kristus vandt for os på Golgatha. Anabaptisterne grunder frelsen i noget langt mere subjektivt: i ”det indre ord”, som Gud taler i sjælen, og i den retfærdighed, som Kristus udvirker i os ved at fødes i hjertet.

Mens Luther i sin griben tilbage til Bibelens budskab hæfter sig ved den store rolle, troen spiller både i evangelierne (”gå bort med fred din tro har frelst dig”) og hos Paulus, så griber anabaptisterne tilbage til det stærke profetiske element i Ny Test og GT, troen på, at en direkte kommunikation med Gud er mulig og er en del af forjættelsen om Helligånden. (Hans Denck, som med sin dåb af Hans Hut var den, som lagde grunden til den sydtyske anabaptistiske bevægelse, præsterer med hjælp fra to rabbinere og en yngre medhjælper en oversættelse af alle de gammeltestamentlige profeter til tysk. Denck har med sin stærke vægtlæggen på det ”indre ord” imod bibelens ”ydre ord” været kaldt en forløber for Schleiermacher. Han afviser reformatorernes prædestinationslære og fremhæver i stedet den fri vilje, og at det er ”Guds vilje , at alle mennesker skal frelsens”, hvilket faktisk fører ham til en slags universalisme: selv Helvede vil til sidst blive gennemglødet af Guds lys, da hævn og evig fortabelse ikke lader sig forlige med Guds kærlighed.) I deres stærke vægtlæggen på Kristi fødsel, lidelse og opstandelse i hjertet er anabaptisterne arvtagere til den middelalderlige Kristus-mystik og imitatio Kristi-ideal (imitatio = ”efterlignelse”). Med deres forestillinger om ejendomsfælleskab og deres griben tilbage til det ejendomsfælleskab, der eksisterede i den ældste menighed, og deres afvisende holdning til den gamle verdens herrer og mægtige og myndigheder og deres apokalyptiske spekulationer om verdens undergang er de på mange måder den fattige mands udgave af reformationens vækkelse, hvor Luther måske mere og mere bliver fyrsternes mand.

Luthers modstandere er foruden den katolske kirke:

Dem med en spiritualistisk sakramentforståelse (Zwingli): De sætter et skarpt skel mellem ånd (latin spiritus) og materie. Zwinglis yndlingsskriftsted i samtalerne om nadveren på Marburg slot i 1529 er Joh 6,63: ”Ånden er det, som levendegør, kødet gavner intet”. Lige så lidt som det guddommelige kan være til stede i helgenbilleder, lige så lidt kan det ifølge Zwingli være til stede i nadverelementerne. Det begrænsede kan ikke indeholde det ubegrænsede. - Men konsekvensen af denne holdning er jo at der stilles spørgsmålstegn ikke blot ved realpræsensen, men også ved inkarnationen. Rent faktisk var der spiritualister f.eks. Melchior Hoffman (bortvist fra Kiel af Frederik d.1 på grund af sin ulutherske nadverforståelse, blev senere anabaptist), der hævdede, at Jesus ikke havde fået et kødeligt legeme fra jomfru Maria, men var gået gennem hende, som man går gennem ”et rør”. Jesus havde sit legeme med sig fra himlen. Hoffman var karakteristisk nok også fanatisk billedstormer.
Anabaptisterne. De første anabaptister var en flok unge Zwingli-disciple (”De schweiziske brødre”), som brød med Zwingli, fordi de følte, han ikke gik radikalt nok til værks i sit opgør med den katolske teologi. (De mest kendte var nok Conrad Grebel og Blaurock. I jan 1525 i Zürich døbte Grebel Blaurock, som derefter døbte de øvrige tilstedeværende. De skiltes efter at have aflagt løfte om at ville leve adskilt fra ”verden”.) Melchior Hoffman, den store anabaptistiske profet for Holland og Ostfriesland lod sig gendøbe i Strasbourg i 1530. I pinsen 1526 i Augsburg blev Sydtysklands og Østrigs anabaptistiske ”apostel”, Hans Hut, gendøbt af Hans Denck.
Som det ses, er anabaptismen senere på vej i Nordtyskland, Holland (og Münster) end i Schweiz og Sydtyskland. Confessio Augustana fremlægges for kejseren i juni 1530, så de dramatiske begivenheder i Strasbourg, hvor Hoffman prædikede Gudsrigets frembrud, og i Münster, hvor Jan van Leiden forsøgte at grundlægge det nye Zion, har endnu ikke betydning for situationen i 1530.
Men allerede i 1527 holdt anabaptisterne i Augsburg den berømte ”Martyrernes synode” (således kaldet, fordi de fleste deltagere senere led martyrdøden for deres tro), hvor Hans Hut var en af nøglepersonerne.

Lige som i mine unge år ungdomsoprøret og i slutn af 1700-tallet den franske revolution så breder anabaptismen sig med ”vækkelsens fart”. Den er med sin forkastelse af barnedåben og sine idealer om ejendomsfællesskab et brud med hele den gamle kirke og den gamle verdens samfundsorden. Den er båret af en stærk tro på, at det er de sidste tider (med tyrkernes angreb på Wien), og at den nye verden allerede er på vej. Efter at være døbt i pinsen 1526, har Hans Hut (bogsælger, kolportør) allerede i august 1527 på Martyrernes Synode samlet ca 60 anabaptistiske ledere, og han menes inden da at have døbt tusind. Deltagerne i synoden fængsles, Hut tortureres frygteligt, inden han i dec 1528 dør i fængslet i Augsburg kvalt af en brand, som udbryder i fængslet. Han så voksendåben som ”beseglingen af de 144 000”, idet han ikke blot døbte i vand, men også salvede folk på panden med korsets tegn.

En vigtig faktor i reformationstidens vækkelse og sikkert allerede på nytestamentlig tid er drømmen om noget elementært og uroprindeligt, et kærlighedens broderskab, som man så realiseret i de „helliges samfund“, når dette skilte sig ud fra „verden“. I stedet for Thomas Münzers drøm om en helt ny samfundsorden, hvor alle var lige, søgte de senere anabaptister at realisere drømmen i form af en lille „ø“ af hellige, der som tegn på deres brud med „verden“ havde modtaget gendåben. De var derfor meget afvisende over for det omgivende samfunds institutioner, ønskede ikke ved militærtjeneste at være med til at forsvare det bestående samfund og frem for alt ikke at påtage sig offentlige embeder i „Belials børns“ samfund.

„Se hvor de elsker hinanden“, sagde man om de ældste kristne, og de kristne menigheder i romerrigets tid bespiste ofte ikke blot deres egne fattige, men samlede også penge ind til forsk. katastroferamte. Det rodløse menneske fandt her en ny varme og mening.

Problemet med anabaptisterne er, at de med deres baggrund i middelalderens Kristus-mystik finder frelsens grund i den indre Kristus, Kristus i hjertet, og ikke så meget i Kristus på Golgatha og i nadverens sakramente (De lægger al vægten på Kristus ”i os” - og ikke Kristus ”uden for os”). Idealet bliver derfor, at sjælen og hjertet helst skal gennemrystes af stadig nye stærke oplevelser, hvis ikke føles hjertet dødt. H vis ikke et møde ender i en stærk opløftet, eksalteret stemning, så er det ”dødt”, og så skifter man straks til en anden menighed. Vi kender nok typen også i dag fra den mere frikirkeligt orienterede del af den karismatiske fornyelse.

Dog må vi nok indrømme, at folkekirken med sin knastørre, antipietistiske teologi er endt i den modsatte grøft.

Endnu værre er selvfølgelig den modernistiske, liberale teologi, som så forfærdelig gerne vil være kirke på verdens og modernitetens vilkår.

Det, der er brug for, er et ”tilbage til bibelen” og specielt Ny Testamente.

Vi tror, at pinseteologi og kommunisme/ejendomsfællesskab er moderne opfindelser, men det er modeller, som allerede er afprøvet i den ældste menighed.

En reformation før reformationen

Sidst i Juli 2009 havde jeg lejlighed til at besøge byen Tabor i Tjekkiet. Tabor er kendt i verdenshistorien som centrum for husitternes oprør mod paven, 1419-39. Præsten Johan Hus havde vakt stor røre ved universitetet i Prag med sine prædikener imod pavens og kirkens umættelige pengebegær og salget af aflad. Hans ideal var i stedet at efterligne Kristus i enkel nøjsomhed. Det, som især havde vakt Hus’ harme, var, at paven 1411 havde solgt aflad for at få penge til en krig. Hus fik løfte om frit lejde, hvis han ville komme og fremlægge sin sag for kirkemødet i Konstanz, men han blev efter et halvt år i fængsel med idelige forhør brændt på bålet som kætter i 1415. Det vakte stor vrede hjemme i Tjekkiet, og adelen udfærdigede en skarp protestskrivelse. Men den tyske kejser Sigismund svarede med at true med at drukne alle husitter. Dette ophidsede kun stemningen yderligere, og en vred folkemængde løb gennem Prags gader og krævede alle fængslede husitter løsladt og stormede til sidst ind på rådhuset og dræbte borgmesteren og 6 fra byrådet ved at kaste dem ud af vinduet.

Nu fik kejseren paven til at prædike korstog. En stor ridderhær samledes. Allerede inden det afgørende sammenstød var en lille flok bønder på ca. 400 mand, deriblandt kvinder og børn, blevet indhentet af en fem gange så stor ridderhær. Bønderne hejste det hvide flag, men ridderne angreb alligevel. Den lille skare af bønder var under anførsel af en gammel en-øjet kriger, Jan Ziska, der i en alder af næsten 60 år havde sluttet sig til Johan Hus’ s lære, efter at han hele sit liv havde tjent som lejesoldat. Han fik bøndernes 12 arbejdsvogne stillet op som brystværn på en forhøjning mellem en sø på den ene side og en sump på den anden, og bag dem gemte han så skytterne og de med spyd og plejle bevæbnede bønder. Ridderhærens angreb blev standset af vognene, og riddernes heste var et let mål for skytterne, og da den fløj af ridderhæren, som søgte at angribe hen over sumpen, sad fast i mudderet, lykkedes det bønderne, da natten faldt på, at undslippe. Jan Ziskas genialitet var at bruge de våben og redskaber, bønderne var vant til at bruge. Deres arbejdsvogne blev forsynet med en tyk træplade med skyde-huller, som blev hængt på den side, som vendte ud mod angriberne, og deres plejle blev forsynet med pigge og nagler, så de blev et frygtet slagvåben. Han tog også skydevåben i brug, håndholdte kanonrør med en hage, så de kunne hægtes fast på træpladen, og ganske små og smalle kanoner kaldt pistala (tjekkisk for ”fløjte”, heraf kommer navnet ”pistol”). Hver vogn havde en besætning på 20 mand, og vognene blev i tilfælde af slag kørt sammen i en firkant eller cirkel og lænket sammen, en såkaldt vognborg, eller ”Tabor”, efter Jan Ziskas hovedkvarter.

Da korsridderhæren var samlet, gav den sig til at belejre Prag, men Jan Ziska havde bemægtiget sig den befæstning, som kontrollerede adgangen til Prag, og da ridderhærens forsøg på at tage fæstningen mislykkedes og endte med et vellykket modangreb fra Ziskas side, faldt korstoget fra hinanden. Også det næste korstog blev slået af Ziskas tropper. Ved at nedlægge flere landsbyer og samle befolkningen derfra på en befæstet bjergtop, som fik navnet Tabor, skabte Ziska husitterbevægelsens elitetropper. Folkene fra Tabor levede i et ejendomsfælleskab lige som den ældste menighed i Jerusalem. Når man tilsluttede sig fællesskabet, skulle man aflevere sine penge i en stor fælles kasse. Efter kun et par års lederskab og et utal af sejre døde Ziska af pest, efter at han også var blevet blind på sit andet øje, hvilket dog ikke havde hindret ham i stadig af lede en hærafdeling som kaldtes orebitterne som havde taget navn efter bjerget Horeb, et andet navn for Sinaj-bjerg. (Ziska havde nemlig skilt sig fra taboritterne, som nok efterhånden var blevet lidt for fanatiske og yderliggående.) Hans folk tog efter hans død navneforandring til ”de faderløse”. Efter hans død troede kejseren sig sikker, og der blev atter prædiket korstog, men også pavens 3. og 4. korstog blev slået, for hussiterne havde fået en ny genial hærfører i præsten Prokopios den Store. I modsætning til Ziska deltog han ikke selv i slagene. Taktikken var stadig den samme: når ridderne var blevet møre af deres forgæves stormløb på vognborgen, åbnede man mellemrummene mellem vognene, og ud strømmede spydbærerne og de, som var bevæbnet med plejle, og gik løs på de demoraliserede og flygtende angribere. For at få fred for de idelige ”korstog” førte husitterne nu krigen over i fjendens land og førte deres små hære langt ind i Ungarn, Tyskland og Polen. En hær på 7000 husitter trængte helt frem til Østersøen, hvor de udførte en sejrs-ceremoni: Mens de sang deres berømte slagsang: ”I, som er Guds krigere”, fyldte de deres feltflasker med vand fra Østersøen. Da de trængte ind i Sachsen, belejrede de byen Naumburg, men byen sendte en procession af hvidklædte børn ud til husitterne, som blev så formildede over denne gestus, at de overlæssede børnene med modne kirsebær og hævede belejringen, en begivenhed, som stadig fejres ved en årlig kirsebærfest i Naumburg. Det 4. korstog bestod vistnok af op til 130 000 soldater, sandsynligvis den største korsfarerhær, som nogensinde er samlet. Den kardinal, som sammen med kurfyrsten af Brandenburg ledede korstoget, havde nemlig lovet syndsforladelse for alle mulige forbrydelser, selv kirkeran og mord på præster, til dem, som deltog i korstoget. Af en eller anden grund gik der panik i den store hær ved den høje rumlen af husitternes vogne, som nærmede sig, og den blev et let bytte for hussiterne. Nu var paven nødt til at slutte fred og indrømme husitterne visse rettigheder, som selvfølgelig straks, da røret var døet noget hen, atter søgtes frataget dem. Der var nemlig indbyrdes uenighed mellem de moderate husitter, der blot ønskede en kirke uden verdslig magt og penge og uden forskel på præst og læg og ønskede at nyde både vin og brød ved nadveren (i den katolske kirke var opstået den skik, at kun præsten drikker af altervinen, alm. mennesker må nøjes med alterbrødet – dette protesterede man mod, og derfor var husitternes fane en alterkalk) og de mere yderliggående taboritter, der havde afskaffet langt størsteparten af de katolske ceremonier og i stedet indført en meget enkel gudstjeneste med kun to sakramenter, dåb og nadver, og i øvrigt levede i troen på, at paven var anti-krist, og at det var de sidste tider med store omvæltninger, tusindårsrigets komme og Kristi snarlige genkomst. En pavelig udsending, som senere selv blev pave, besøgte Tabor og skriver foragteligt, at deres tempel var nærmest bare en stor lade. Taboritterne var den første ”stående hær” i Europa siden romerrigets fald, men de var også kendt for at lære deres børn at læse. Selv pigerne var fuldstændig hjemme i både det Gamle og det Ny Testamente.

Indtil nu havde de moderate og de yderliggående holdt sammen mod den fælles ydre fjende, men ved at forbinde sig med de mere moderate husitter og sætte dem forrest, lykkedes det det kejsertro parti at besejre taboritterne 1434, og præsten Prokopios og størstedelen (13 000) af taboritterne faldt.

Adamitterne

På et tidligt tidspunkt udskilte der sig en endnu mere yderliggående fløj, de såkaldte Adamitter, der levede på en ø i en af de store floder og ikke blot havde alle deres ejendele fælles, men også kvinderne fælles, ja det hævdes, at de kaldte det sted, hvor de holdt gudstjeneste, for Paradiset, og at de var nøgne, idet de mente at være vendt tilbage til en uskyldsren naturtilstand. Denne adfærd bunder næppe i biblen, men snarere i en almenmenneskelig drøm om at leve i enhed med naturen. Vi kender sådanne tanker også fra ungdomsoprørets og ø-lejrenes tid og fra myten om den ”ædle vilde”, som levede i lykkelig samklang med naturen, lige indtil den hvide mand kom. Den gamle kriger, Ziska, brød sig ikke om Adamitterne og sendte 400 af sine folk af sted for at udrydde dem, og det lykkedes vistnok også efter en hård kamp.

Luthers Reformation

Kirken er altid under et vist pres for at tilpasse sig. En sådan tilpasning kan være legitim, hvis det er en tilpasning til et ændret samfund. Eks.: da kirken overgik fra at være forfulgt minoritet til statsreligion i Romerriget. Men tilpasningen er næppe legitim, hvis den er en tilpasning til verdens idealer om magt og guld. Eks.: den katolske magtkirke og dens pragtglade fyrstebiskopper.

Vækkelse opstår, hver gang kirken har fjernet sig fra sit grundlag (apostlenes/ evangelisternes vidnesbyrd) og er blevet ligesom verden og lever efter de samme verdslige idealer (har tilpasset sig verdens ånd). Der består nemlig altid en spænding mellem denne verdens rige/ denne verdens fyrste og Gudsriget, mellem Helligånden og tidsånden. Hver gang kirken er blevet lige som verden, skaber Helligånden en ny vækkelse ved at tage vigtige motiver fra Ny Test. og atter gøre dem levende.

Dvs. midt i en tid, hvor den katolske kirke arbejdede på at cementere sin magt og rigdom opstod Frans af Asissi og tiggermunkenes orden (Der byggede på Jesu missionsanvisninger Matt 10,9-10). Der var tale om, at også mange lægmænd tilsluttede sig franciskanernes idealer. En ny stor vækkelse skabte HÅ ved Luthers reformation og dens budskab: Troen alene, nåde alene, i en tid, hvor frelse i praksis blev baseret på hele det katolske system af fromhedsgerninger: køb af aflad, pilgrimsfærd, sjælemesser, faste, tilbedelse af relikvier.

Og i en tid, hvor kristentroen var sat på skrump, så det at være kristen bare syntes ensbetydende med at være en pæn og dydig borgermand (rationalismen), fremstod vækkelsen med sit krav om omvendelse og sin vision af korset, hvor syndebyrden blev lagt ned.

Kirken bør altid reformeres ud fra skriftens budskab. Hvis man sætter kirken over skriften, ender man let i en katolsk holdning, og det ligger i grunden Grundtvig fjernt. Med sin sans for det folkelige er det ikke som hos Irenæus de udbrudte bisperækker, der for Grundtvig konstituerer kirken, men den bekendende og lovsyngende almue. Derfor også Grundtvigs sympati med vækkelsen, selvom han nok til syvende og sidst havde en noget mere lyst livssyn end den pietistisk farvede vækkelse.

Kirken skal efter min mening holde sig "uplettet af verden", dvs. ikke begynde at prædike politiske og klimatologiske budskaber, blot fordi dette er blevet moderne. Heller ikke rykke ud til forsvar for seksuelle minoriteter, blot fordi dette er blevet så moderne. Efter min mening er adskillige af vore biskopper totalt forvildede i teologisk henseende.

Jeg synes faktisk, det er ret chokerende, den uret, Luther og specielt den katolske kirke har gjort imod bønderne og anabaptisterne. De er jo blevet dræbt eller brændt i tusindvis. Er Kristi sande kirke ikke den lidende og forfulgte kirke, mere end den kirke der forfølger?

Men om deres forsøg på at indføre ejendomsfællesskab/kommunisme var en god idé, kan selvfølgelig diskuteres. Der findes for øvrigt en anabaptistisk retning grundlagt af Jakob Hutter (tortureret og brændt 1536 i Innsbruck), hutterismen, den dag i dag. Resterne af den har efter århundreders forfølgelse fundet et fristed i Amerika, hvor de er vokset til 50 000 medlemmer, der stadig lever i såkaldte "kolonier", hvor de har ejendomsfællesskab lige som i den ældste menighed i Jerusalem. Læser man de anabaptistiske lederes beretninger om, hvorfor de brød med lutherdommen, så er det gennemgående svar, at de syntes ikke lutheranerne og de reformerte var et hår bedre og mere hellige end katolikkerne. Med deres rødder i den middelalderlige Kristus-mystik og imitatio-Kristi-idealet har anabaptisterne ofte fjernet sig ret langt fra Luthers idé om, at vi frelses ved Kristi "fremmede", tilregnede retfærdighed, og er endt ved, at vi frelses ved den retfærdighed, Kristus virker i os ved sin enhed med os. Altså ikke ved det, Kristus gjorde "for os" på Golgatha, men ved det, Kristus gør "i os" ved sin iboen vort hjerte. Det er efter mange anabaptisters mening ved at leve efter Kristi bud og anvisninger f eks i bjergprædikenen (vende den anden kind til i en gennemført pacifisme eller nægte at aflægge ed over for myndighederne), vi frelses.

Den nyere forskning i reformationstiden f. eks repræsenteret af amerikaneren James M. Stayer, The German Peasants’ War and Anabaptist Community of Goods, 1991, understreger, at bondeoprøret ikke blot var bøndernes oprør, men i det hele taget den almindelige mands oprør (”the commoners”). Det var heller ikke, som marxistiske historikere har villet fremstille det ”en tidlig-borgerlig revolution”, en forløber for moderne revolutioner. Det var først og fremmest en religiøs bevægelse akkurat ligesom røret i Wittenberg og Geneve. Det var simpelthen den form, reformationen fik på landet. Der er altså en nær forbindelse mellem bøndernes opstand og Luthers opgør med den katolske kirke. Bønderflokkene gjorde sig skyld i forsk. blodsudgydelser, men synes især ivrige efter at lade klostrene gå op i røg. Men rigtig blodig bliver krigen dog først efter april 1525, og denne grusomhed kom fra fyrsternes hære af lejesoldater og ikke så meget fra den almindelige mand.

Op mod 100 000 bønder blev dræbt, så Luthers ord fra skriftet mod ”bøndernes bander”: ”Slå dem ned som gale hunde” blev nidkært efterlevet. Lutherske teologer har understreget, at Luther også bagefter skrev og kritiserede fyrsternes grusomhed, men det er kun en halv sandhed, for han udsendte bagefter også et skrift, hvor han stædigt forsvarede sit brutale ordvalg i det hårde skrift mod bønderne. Fra at være den mest elskede mand i befolkningens brede lag blev Luther nu den mest hadede. Fyrsternes ekstremt hårde kurs mod anabaptisterne, hvor mange hundrede blev brændt efter først at have været udsat for grusom tortur, skyldtes at disse – ikke uden grund – blev opfattet som en fortsættelse af ”the commoners resistance of 1525” (Stayer,s.6). Det ejendomsfællesskab, som nogle anabaptistiske kredse etablerede, var den logiske konsekvens af reformationens ”social gospel”. Selv de voldelige udskejelser, som anabaptisterne gjorde sig skyldige i i Münster, må ses i lyset af, at anabaptisterne var dødsdømt på forhånd. De havde intet at tabe.

I Store Katekismus finder vi formuleringen: ”Den, der er ulærd må skyde spørgsmålet fra sig og henvise til de lærde”. En forklaring på denne formulering kunne være, at selvom anabaptisterne også talte præster og lærde (Hans Denck var skoleleder) i deres rækker, så var det dog først og fremmest en lægmandsbevægelse, hvilket bliver endnu mere tydeligt efter 1529: Melchior Hoffman var buntmager, Jan Matthijs var bager, og Jacob Hutter var hattemager, Hans Hut var omrejsende bogsælger. De appellerede stærkt til den folkelige frygt for, at verdens ende var nær. (Med tyrkernes angreb på Wien.)

Dette, at ”jeg tror på den hellige almindelige kirke”, og at den hellige almindelige kirke i alle århundrederne fra begyndelsen til slutningen af middelalderen har bestået af lutter barnedøbte, er i Store Katekismus også et vigtigt bevis på barnedåbens gyldighed.

Over for en mere spiritualistisk tolkning af dåben vil Store Katekismus stærkt understege dåben som ”frelsende vand”, som ”gudvand”. Jesu dåb, hvor Helligånden for ned i synlig skikkelse, var ”ren og skær guddommelig herlighed og majestæt”. Dåben frelser: ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses”, Mk 16,16. Troen må have noget synligt at tro på (vandet, dvs. vandet forenet med Guds ord og Guds ordning, dvs. forordnet af Gud). Men ”uden tro er dåben til ingen nytte”. Dåben ”er ikke en gerning udført af os, men en skat, Gud giver”. ”Min tro gør ikke dåben, men modtager den.” Den rette brug af dåben er den efterfølgende daglige renselsesproces, hvor den gamle Adam udrenses, så den døbte ”bliver stadig mildere, mere tålmodig og fredselskende”.

Det ydre skriftens ord og det indre ord

Sakramentets rette brug er, at troen kommer til og tror ”løftet”, Guds ”forjættelse” (promissio) som er knyttet til sakramentet (Conf.Aug. 13). Denne understregning af det synlige ”tegn” og det ”ydre ord” hentet fra bibelen bliver vigtig for Luther i opgøret med anabaptisterne, for hvem det var ”det indre ord”, Åndens indre vidnesbyrd, der er troens grund. Den, som har dette Åndens direkte vidnesbyrd, behøver egentlig ikke længere skriften. Dette indre ord har Gud ifølge Hans Denck nedlagt i alle menneskers hjerter og er midlet til deificatio, guddommeliggørelse. Han anklager lutheranerne for blot at søge at kende ”Kristus efter kødet” (den historiske person Jesus). Gud er kærlighed, og Jesus er den person, i hvem Guds kærlighed er fuldkomment demonstreret. Alle mennesker er Guds sønner/døtre i kraft af en indre guddommelig gnist, og alle vil blive frelst (universalisme), de troende vil opleve bortrykkelse, de øvrige må gå gennem alle endetidens trængsler, men Gud, som er en fortærende ild, vil til sidst brænde det onde ud af dem, og alt vil atter forenes i Gud, blive ét i Gud (en mystisk farvet frelseslære). Denck følte, at Luthers retfærdiggørelseslære fritog mennesket for at søge den ægte moralske retfærdighed og den gradvise indre transformation. Det er ikke den historiske person Jesus, der frelser, men den Kristus, som tager bolig i hjertet. Moses skrev loven på skriftruller, men Jesus har siden skabelsen skrevet loven i menneskers hjerter. Intet menneske kan gøre godt ved egen kraft, men kun i kraft af dette Gudsord skrevet i hjertet. Sand tro var, når Kristus blev undfanget i hjerte. Den hellige skrift er kun et vidnesbyrd om dette indre ord, en beretning om menneskers direkte oplevelser af Gud. De mange sekter er opstået, fordi folk læser bibelen meget bogstaveligt, er biblicister. Biblen kan ikke accepteres som en objektiv autoritet, det er nødvendigt at have ”Davidsnøglen” for at kunne åbne skrifterne. Gud skal erfares direkte. Derfor forkastes også Guds objektive nærvær og virke i sakramenterne. Det er det levende ords indre virkning i mennesket, det kommer an på, den indre åndelige erfaring. Bibelen er den højeste jordiske skat, men kan ikke sidestilles med Guds ord, som er evig og levende og fri for alle ”denne verdens elementer”, og det kan også nå både dem, som ikke kan læse, og dem, som ikke har lejlighed til at høre en ret forkyndelse. Denck får stor betydning for to af de vigtigste anabaptistiske ledere, Melchior Hoffman og Hans Hut, men selv synes han senere at have delvist angret sin anabaptistiske fortid, sandsynligvis fordi han syntes, den anabaptistiske bevægelse begyndte at udvise de samme tegn på institutionalisering og dogmatisme som lutherdommen. Mit referat af Hans Dencks tænkning er hentet fra Werner O.Packull, Mysticism and the Early South German-Austrian Anabaptist Movement 1525-31 ,1977,s.35-61.

Det er i Luthers øjne meget svært at få frelsesvished, hvis frelsesvisheden skal bygge på indre oplevelser og indre forvandling og cooperatio i stedet for noget ydre objektivt, Guds frelsesløfte i dåben.

Også anabaptisten Johannes Bünderlin (1499-1533) sætter det indre ord over det ydre. Han er i den grad spiritualist, at han går imod alle ydre ceremonier og foreslår et ganske radikalt program, der skal udelade alle kirkelige ceremonier for helt at koncentrere sig om det væsentlige, som er hjertets indre andagt og de indre holdninger. Endog gendåben kan undværes, fordi den også er en ydre ting. Kun de er velsignede, som ikke tilslutter sig noget parti eller nogen sekt. Man behøver ikke dåb, for en sand kristen klynger sig til Gud i Ånden.

Der er ingen tvivl om, at Bünderlins tanker vakte genklang hos nogen, som var trætte af endeløse skænderier om de ydre ting og nadverens rette forståelse og brug. Bünderlin var sekretær for baron von Staremberg og havde ry for at være en meget from mand, ”helt død for verden”. Hans konsekvent spiritualistiske version af anabaptismen blev kritiseret at den forgudede anabaptistiske prædikant Pilgram Marpeck (ingeniør og arbejdsleder for forst- og tømmerarbejdere – var mesteringeniør for et stort vandsystem til flådning af tømmer fra skoven uden for Strasbourg.) Marpeck kalder barnedåben for et ”offer til Molok” og ”sjælerøveri og mord”, men forkaster på den anden side også Bünderlins radikale spiritualisme. Han indtager en mellemposition mellem de biblicistiske anabaptister og de spiritualistiske. Han mener at bondeoprøret, den katolske kirkes hårdhed og de militante udskejelser i Münster skyldes, at man har ligestillet det Gamle Test med det Ny Test. Han lægger vægt på, at Kristi inkarnation som historisk person, kommet i kødet, skaber en ny situation, hvilket sætter Ny Test og kærligheden over GT.

Anabaptisten Leonhart Schiemer forenede antiklerikalisme med en ægte medfølelse for de fattige og anklagede reformatorerne for at uddybe kløften mellem lægmænd og præster, uvidende og uddannet, fattig og rig. Reformatorerne havde efter hans mening aldrig lært at skelne mellem det indre og det ydre ord. De kendte intet til det universelle vidnesbyrd, som var nedlagt i alle mennesker i kraft af det skabende Logos (”Ordet”). Han var tidligere franciskanermunk, men uddannet som skrædder og arbejdede efter at have forladt klosteret som skrædder og virkede i 6 måneder som leder (biskop) for anabaptisterne i Øvre Østrig, Bayern og Tyrol. På god middelalderlig vis inddeler han menneskets psyke i tre dele 1)Det indre lys/Gudsbilledligheden 2)Sjælen 3)Kødet. Syndefaldet havde altså for ham ikke den samme ødelæggende virkning som for reformatorerne. Kun to tredjedele af mennesket var faldet. Børn var uskyldige, indtil de var gamle nok til at forstå det indre ord og vidnesbyrd. De blev først skyldige, når de valgte at være ulydige mod det indre lys. Som man vil se, er den fri vilje her afgørende. Og retfærdighed er ikke en i troen tilregnet retfærdighed, men en reel retfærdighed, som man opnår ved at følge det indre lys. Han anklager reformatorerne for at være ”bugens prædikanter”, ved at de lægger alt ansvar for frelsen over på Gud. Selv understreger han den fri vilje og menneskets moralske ansvarlighed, som er mulig, fordi mennesket har Guds iboende lys. Han blev tortureret og halshugget i 1528 (Packull, Mysticism and the Early South German-Austrian Anabaptist Movement, 1525-31.s.108).

Luthers syn på sakramenterne

Vigtig for at forstå Luthers syn på nadveren er, at mennesket er et skabt væsen i en skabt verden. Alt er dannet af Gud, og derfor kan mennesket ikke give Gud noget, som ikke allerede er hans, men kun modtage alt som en gave fra ham. Luther må derfor forkaste tanken om messen og nadveren som et offer, der frembæres for at stemme Gud nådig, eventuelt afvende hans vrede. Nadveren anskues derfor ikke som et messeoffer, der frembæres igen og igen som en offergave til Gud, men som en gave fra Gud. Mennesket kan ikke præstere noget, ikke give Gud noget, i nadveren kan det kun være modtagende. Nadverens karakter af Guds gave forsvinder efter Luthers mening også i Zwinglis symbolske nadversyn. I og med modtagelsen af brødet og vinen modtager nadvergæsten Guds gave. Heller ikke dåben er menneskets handling, som skal demonstrere et menneskeligt vidnesbyrd om tro, fromhed eller bekendelse (Dette forudsætter jo, at mennesket er et selvstændigt væsen med en fri vilje og ikke en skabning totalt afhængig af Gud). Også dåben er en gave fra Gud, en Gudshandling (Ragnar Bring, Kring den lutherska Sakramentuppfattning, artikel i Bring, Kristendomstolkningar, 1950, s.147-69)

Gendøbernes hovedindvending mod Luther: ”At alt for mange barnedøbte ikke havde omvendt sig og ikke levede et helligt kristen-liv.” – viser, at de ikke har læst Luther, for Luther hævder jo i En Sermon om Dåben (1520) med stor styrke, at dåben ikke må stå alene, men skal følges af daglig bod, daglig drukning af den gamle kødelige natur. I sermon om dåben ser Luther dåbssakramentets ”tegn” i neddykkelsen i vandet og den efterfølgende opstigen og tolker dåben som død og opstandelse. Denne symbolik er ganske vist ikke så tydelig, når dåb sker ved overøsning, hvorfor Luther vil foretrække dåb ved neddykning af barnet. Der er ingen tvivl om, at denne symbolik var vigtig for den ældste kirke og for Paulus. Dåbsvandet kunne ligefrem identificeres med dødsriget, jnf. Davids Ps 88,6+9: "Blandt de døde er jeg spærret inde…jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud", står om sangerens indespærring i dødsriget, hvor han overskylles af det store havdyb i vest, solnedgangens hav: "alle dine brændinger lader du skylle over mig", v.8.

En urkristen salmesamling fra 2.årh eft.Kr. Salomons Oder nr. 24 skildrer, hvorledes Jesu dåb ved Jesu nedstigen i dåbsvandet også er hans nedstigen i dødsriget, hvorved kaosdybet oversvømmes, alt dets kryb dør, og alle de flyvende dæmoner taber deres vinger. En ældre disputats ved den svenske forsker Per Lundberg har påvist, at Kristi nedstigen i dåbsvandet i Jordanfloden i oldtiden ofte er skildret som solens nedstigen i dødsriget. Jesus er skildret som solen, der skinner i dødsriget og stiger op på ny fra Hades' rige. Le Typologie Baptismale, 1942,s.170ff. Der var altså, som vi også ser det hos Paulus Rom 6, til dåben knyttet en død og opstandelsessymbolik. For Paulus er dåben også en etbliven med Kristus, nærmere betegnet en etbliven med hans korsdød og opstandelse i kraft. Hele dette for Paulus så vigtige motivkompleks fællesskabet med Kristus i hans lidelser og hans opstandelse, søger Luther meget omhyggeligt og meget anskueligt at levendegøre for læseren. Lige som Paulus ser han syndens sæde i ”kødet”, det kødelige legeme Rom 7,5+18+23f., og først den dag vi dør og afføres det kødelige legeme for at iføres det ”åndelige legeme” , 1.Kor 15, 2.Kor 5, er synden endegyldigt besejret. Derfor skal vi se på døden og på vore lidelser som noget positivt, de kommer for at korsfæste kødet, det gamle menneske, med alle dets begæringer. (Jnf. at bondeoprørets leder Thomas Müntzer mener, at det er gennem lidelse og kors, mennesket modtager Helligånden. Han har altså også læst Paulus.)

Luther understreger altså, at lidelsen har en meget vigtig funktion, idet den skal gøre dåbens arbejde færdig ved at nedbryde, korsfæste det syndige legeme. Så længe vi har et kødeligt legeme vil vi blive ved med at have syndige tilbøjeligheder. Kristenlivet er en Kristi efterfølgelse, dvs en efterleven Kristi korsfæstelse og opstandelse. Alle de lidelser, vi udsættes for, har til hensigt at korsfæste den gamle syndige, egoistiske natur, som mest bare tænker på at nyde livet.

Sakramentalt er mennesket allerede død og frelst og opstanden, men dette skal dagligt efterleves etisk i en dødelse af kødet. Dette motiv, som Luther udfolder ret så levende i Sermon om Dåben, spiller en meget mere tilbagetrukken rolle i Store Katekismus, hvor fremstillingen er præget af et opgør med anabaptisterne.

I Sermonen om det Ny Testamente, 1520, begynder Luther med ret så genialt at udfolde, hvad der er et hovedmotiv i Gl Test, nemlig Guds løfter, forjættelsen til Israel. Afgørende er Guds løfter og dette, at Abraham troede forjættelsen, troede på Guds løfte (at ved hans afkom skulle alle verdens slægter velsignet). Også løftet om det forjættede land spiller en stor rolle.

Og ofte får man et tegn til styrkelse af troen på løftet. Abraham får omskærelsen, Noah regnbuen, Gideon fåreskindet.

Løftet, forjættelsen, promissio, givet af Jesus den sidste aften, er: ”Dette er den nye pagt (Luther overs. ”det ny Testamente”) ved mit blod til syndernes forladelse”, og tegnet er det brød, som præsten løfter op ved elevationen for lige som at sige: ”Dette er seglet og tegnet på testamentet.” Luthers tolknings genialitet er, at han ser det, Jesus gør den sidste aften, da han indstifter den nye pagt i tæt sammenhæng med og som kulminationen på og opfyldelsen af den kæde af forjættelser, som gennemstrømmer Gl. Test.

Allerede her i denne tidlige sermon er PROMISSIO/FORJÆTTELSEN om frelse (løftet om ”syndernes forladelse” og dermed også evigt liv) anskuet som hovedsagen i sakramentet. Læren om tro på forjættelsen (promissio) som afgørende for sakramentets rette forståelse og brug finder vi også i Conf. Augustana art.13: (den latinske tekst) ”Derfor bør sakramenterne bruges således, at troen kommer til og tror forjættelserne (promissionibus), som gennem sakramenterne tilbydes og forkyndes.”

Sakramenterne er for Luther Guds handlinger og en vigtig del af evangeliet. ”Ved ordet og sakramenterne som redskaber (instrumenta) skænkes Helligånden” (CA 5). Det er Gud, der døber, Gud er den aktive, og den, som udfører dåben, gør det i Guds sted og på hans vegne (St.Kat.).

I middelalderen skelnede man mellem sakramentets Materia og dets Form også kaldt ”Elementet” og ”Ordet”. Ordet blev forstået som de ”konsekrationsord”, præsten udtalte i det sakramentale ritual.

Det, som er så karakteristisk for Luther, er, at han forstår det ”Ord”, som lægger sig til elementet, som forjættelsesordet om frelse og syndernes forladelse. Sakramenterne er altså simpelthen en del af evangeliets forkyndelse. Senere i St. Katekismus sker der en ”accentforskydning” i opfattelsen af ordet (Holsten Fagerberg, Die Theologie der lutherischen Bekenntnisschriften,1965,s.170) fra forjættelse til befaling og Luther understreger mod enhver spiritualiserende opfattelse ”Elementet” og Guds befaling og indstiftelse. (For at det kan kaldes et sakramente, må denne handling være befalet i den hellige skrift).

Sakramenterne tjener til at vække troen, og troen næres af det til sakramentet knyttede forjættelsesord. Derved bliver sakramentet et ”synligt ord” ”et ydre tegn og segl på forjættelsen” (Fagerberg citerer her Melanchthons Apologi).

Den katolske lære om ex opere operato gør efter Luthers mening messen og nadveren til menneskelig gerningsretfærdighed, hvorved man ved et utal af sjælemesser afholdt til fordel for levende og døde massivt og ængsteligt forsøger at indlægge sig fortjeneste hos Gud uden at lægge vægt på den tro i betydningen frimodig stolen på Gud, som evangeliet forkynder. Man forsøger at udsætte Gud for en eller anden formodet magisk virkning. Berømt er reformatorernes ord: ” Det er ikke sakramentet, men troen på sakramentet, der retfærdiggør.” Men sakramentet er også selv trosskabende og trosstyrkende. Det er ikke sådan, at troen skal foreligge som en tilstand, for at sakramentet kan virke, en slags menneskelig præstation og forudsætning. Sakramentet er et guddommeligt trosskabende middel. Troen kan ikke opstå, medmindre den har noget ydre at holde sig til og stole på: ”Ja det skal og må være noget ydre, så man kan fatte det og begribe det med sanserne og derigennem bringe det ind i hjertet…” (St.Kat.).

Det, som slår mig, når man læser de første sider af Sermon om Kristi legemes sakramente og broderskaberne, 1519, er, at Luther konsekvent forsøger at være skriftteolog. Dvs. han lægger alle de latinske begreber til side (realpræsens, transsubstansiationslære, promissio) og argumenterer ud fra den betydning, dåben og nadveren har i de paulinske breve som det sted, hvor vi indføjes i Kristi legeme: Vi bliver ét med Kristus, men vi bliver også ét med hinanden, med de andre kristne, 1.Kor 12,13: "Med én Ånd blev vi alle døbt til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri", Gal 3,3,28: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for alle er I én i Kristus Jesus." 1.Kor 10,17: "Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød". Og når et lem lider, lider hele Kristi legeme, 1.Kor 12. Nadverens brød og vin bestemmes som det sikre tegn på, at vi er indlemmet i dette fællesskab med Kristus og de hellige. Vi er alle ét med Kristus i hans lidelser og hans liv, så den, som skader en af de hellige (eller hjælper ham), skader (hjælper) Kristus.

Jeg er normalt ikke særlig begejstret for Luther på grund af hans grove polemiske tone og rethaveriske adfærd, hans rasen mod bønderne og jøderne. Men det er en kæmpeopgave for Luther at ville nyformulere hele teologien alene på grundlag af den hellige skrift. Jeg synes, det lykkes godt for ham her i de første afsnit af sermonen at bestemme nadveren som "kærlighedens sakramente" (afsnit 9)og jeg ville i en fremstilling af Luthers nadversyn lægge stor vægt på denne geniale vision af Kristi legeme som ét i lidelse, sorg, sympati, tjeneste, fællesskab og kærlighed.

I Sermonen om Kristi legemes sakramente og om broderskaberne fra 1519 er „tegnet“ „det ene brød“ 1.Kor 10,17 som tegn på alle kristne troende smeltet sammen til ét i Kristi åndelige legeme. Dette åndelige legeme er i 1519 vigtigere for Luther end Jesu naturlige legemes realpræsens i brødet.

Nadveren indebærer en identifikationsproces med Jesus og de hellige. Eksempler: Du må føle dyb sorg over den manglende ære, som vises ham. Du er med til at bære og holde de andre oppe, og de bærer dig. Alt har I fælles, både goder og onder (Jnf. Paulus: „Når et lem lider, lider hele legemet...“). Jesus siger: Jeg vil først gøre din lidelse til min, for at du på din side kan gøre det samme for mig. (Jnf Paulus: „Jeg bærer Kristi korsmærker på mit legeme“. „Med Kristus er jeg korsfæstet“.) Hav alting fælles i mig og med mig.

Sermonen fra 1519 understreger stærkt troen: Troen er her troen på dette Kristi åndelige legeme= fællesskabet i corpus Christi mystici = kirken som ét med Kristi legeme. Det er det åndelige legeme, som det naturlige legeme (brødet) peger hen på. Troen er altså ikke så meget troen på brødet, som det brødet betyder. AT MODTAGE BRØD OG VIN ER AT MODTAGE ET SIKKERT TEGN PÅ DETTE FÆLLESSKAB OG INCORPORATIONEN I KRISTUS.

At misbruge nadveren er at tro, at nadveren virker som en sjælemesse automatisk i kraft af at messens tekst læses og helt uden hensyntagen til den etiske forpligtelse over for corpus Christi (og jo flere gange den opremses des mere virkning.) Her er Luther i god samklang med det motiv, som gennemtrænger formaningerne i den paulinske brevlitteratur: Det sakramentale indikativ medfører et etisk imperativ. I det hele taget er Luther i denne sermon uhyre loyal mod den nytestamentlige tekst og medtager derfor også Pauli ord om, at man kan „spise og drikke sig en dom til“ i nadveren, selvom et sådant ord godt kunne være en anstødssten for den ængstede samvittighed. Men han tolker det så om de mange betalte sjælemesser, som jo skulle tjene til at stemme Gud nådig, men efter Luthers mening har den modsatte virkning, hvilket ses af de mange ulykker, pest og sygdom, som rammer kristenheden.

Tegnet er altså „brødet“, betydningen er „fællesskabet som Kristi legeme med mange lemmer som alle er ét i Kristus“.

Nadversynet i St. Katekismus og Guds skabende befaling

Men denne tolkning af nadveren er gledet helt i baggrunden i Store Katekismus, hvor Luther i stedet lægger al vægten på Jesu Indstiftelsesord som det skabende gudsord, der lægger sig til elementerne og gør, at elementerne ikke længere bare er brød og vin, men hellig nadver. Ordet omslutter elementet. „Det er vel sandt, at når du tager ordet væk...så har du intet andet end almindeligt brød og vin. Men når ordet forbliver der...så er brødet og vinen i kraft af dette ord i sandhed Kristi legeme og blod.“ Derved bliver nadveren „Himmelføde“, (jnf. den ældste uddelingsformel cit. af Hippolyt i Rom: „Himmelbrødet i Kristus Jesus“.) Og nadveren styrker det nye liv i Kristus, „så det altid tager til og går fremad“. Dette sker især ved en styrkelse af troen: Nadveren er „givet til daglig føde og næring, for at troen kan tage til og styrkes“. Ja nadveren er et “lægemiddel“ (jnf. Ignatius af Antiokias omtale af nadveren som „udødelighedens lægemiddel“). ”I sakramentet modtager du af Kristi mund syndernes forladelse, der omfatter og bringer med sig Guds nåde og Guds ånd.”
Guds vilje er udtrykt i skaberværket, i den orden, hvormed solen løber sin bane, og høst følger på sommer og forår, og i den frembringen frugt efter deres arter, som if. 1.Mo 1,11 er knyttet til sæden, som sås på marken og frugttræerne. Regnen falder, vinden blæser, ebbe veksler med flod, årstiderne skifter og året vender med astronomisk nøjagtighed. Som en del af denne mægtige verdensorden har Gud også indsat øvrigheden. Og en del af denne orden, som Gud har foreskrevet for alt, er også if. Luther Guds indstiftelse af nadverens sakramente. Fordi nadveren er Guds ordning og ikke menneskeværk, må den udrette det, som er Guds bestemmelse med den uafhængig af både modtagerens og præstens personlige kvaliteter (Holsten Fagerberg, Die Theologie der lutherischen Bekenntnisschriften, 1965 s.194). Hvis man gør den hellige nadver afhængig af menneskets tro og værdighed, forstår man ikke, at her er det Gud, der handler og griber ind til frelse. Det er ”ikke noget, vi gør”. Det vigtigste ved nadveren er altså Guds ”ord, ordning og befaling” (Dei verbum, ordo et mandatum, St. Kat.). Befalingen er indeholdt i indstiftelsesordenes bydeform: ”Tag dette og spis…drik alle deraf…gør dette til min ihukommelse”.

Jesus er til stede i elementerne vin og brød i kraft af hans ”befalingsord”: ”Dette er mit legeme”. Det er det guddommelige magtord, der skaber, hvad det nævner, akkurat som i 1.Mos 1: Gud sagde: ”Der blive lys..” og der blev lys. Og dette skabende Gudsord gentager præsten i nadverritualet, men idet han siger ordene, er han kun et ringe redskab, det er i virkeligheden Kristi ord. Den konsekrerende indvielseskraft ligger hos Kristus og hans ord, som præsten blot gentager, aktualiserer. Der er ikke tale om nogen cooperatio fra præstens side. ”Gud er alt og mennesket er intet, når Guds indstiftelse og hellige ordning udføres” (Fagerberg,s.198). ”Du har her Kristi legeme og blod i kraft af hans indstiftelsesord, som bliver føjet til brødet og vinen” (St.Kat.)

Men Luther gjorde også fejl. Han mener i starten, at alle teologiske misforståelser og vranglærer blot skal bekæmpes med ordets sværd. Lidt naivt har han forestillet sig, at ”sandheden så ville sejre”, og at hans forståelse af Ny Testamente var den indlysende tolkning, som alle, der ønskede en reformation, måtte bøje sig for. At resultatet kunne blive et reformeret samfund splittet mellem flere kirkesamfund og mange forskellige kristendomsopfattelser, var han ikke parat til at acceptere. Og derfor griber han til vold og dødsstraf.

Afsluttende om husitter, anabaptister og os

Problemet for myndighederne var, at anabaptisterne ikke blot ville afskaffe barnedåben, fordi de mente, at den ikke var nytestamentlig, de ville også indrette hele deres liv strengt efter bibelen, så de flygtede i stort tal til det østlige Tjekkiet, hvor de kunne være nogenlunde i fred for forfølgelser, og hvor de levede i ejendomsfællesskab, dvs. de levede mange familier sammen i store ”brodergårde”, Bruderhöfe, hvor stuetagen var viet det religiøse samvær og de forsk håndværk, de udførte, og på første sal var der værelser til hvert enkelt ægtepar. Børnene blev ligesom i Kibbutzerne afleveret til fælles pasning, så forældrene efterhånden mistede kontakten til deres egne børn, og de store flokke på 2-300, børnene blev opdraget i, var et oplagt mål for smitsomme sygdomme. Det var altså en gennemført kommunisme. I dag er gendøberteologien vokset til mægtige bevægelser, baptister og pinsefolk, som især har sat deres præg på amerikansk teologi, og de bryder sig ikke om at blive mindet om, at deres forfædre var de første kommunister. Man regner med, at der nok har været op til 40 000, som var organiseret i disse gendøberfællesskaber i Tjekkiet, og de havde på et tidspunkt en konge, som af fag var skomager. Et af de problemer, som opstod, og som ivrigt blev diskuteret, var om lederne skulle have en bedre behandling end den alm. mand. Det var f eks bedre mad, debatten gik på, eller om ledernes hustruer kunne tillade sig at gå klædt i silke og taft, og den alm. indstilling var nok den ligesom i vore dages kommunistpartier og socialistpartier, at lederne burde have det bedre end den alm. lille arbejder. Det var dog ikke alle, der var tilfredse med denne afgørelse, og de beklagede sig over, at en leder kunne møde halvfuld op på jobbet, uden at det fik konsekvenser, og ægteskabsbrud i lederes kredse blev dysset ned, mens den lille mand måtte leve under jernhård disciplin og kontrol i alle livets forhold. Ægtefælle var ikke noget, man sådan bare kunne vælge efter egen smag og lyst. Lederne udtog et par stykker, som man så kunne vælge imellem. Som man vil se, var fællesskabet alt, og familien var så svag, som den kunne være, uden helt at forsvinde. Dog var alting ikke den rene elendighed. Mange gendøbere var både dygtige og flittige, de var hårdtarbejdende og kunne ofte betale en højere afgift til deres herremænd, så derfor blev de tålt, og deres læger var, selvom de ikke havde studeret ved universiteterne, gennemgående dygtigere end dem, som efter tidens skik havde studeret latin og lært om de 4 temperamenter. Og selv deres arge fjender var vilde med gendøbernes keramik. Jeg fortæller dette så udførligt, fordi den historie, jeg her har fortalt om gendøbernes første kirkefædre, hører man ikke, hvis man går til undervisning i en pinsemenighed.

Jeg har skrevet så udførligt om husitterne og anabaptisterne for at illustrere, at Kristi sande kirke måske ofte har været den forfulgte kirke mere end magtkirken og den forfølgende kirke. At være Kristi discipel er ikke at forfølge andre, men snarere selv at være forfulgt og forhånet. Jesus siger: ”Salige er I, når man håner jer og forfølger jer og lyver jer alt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer” Matt 5,11-12. Den moderne amerikansk prægede form for baptisme og pinsebevægelse er for øvrigt meget forskellig fra de oprindelige anabaptister.

Mange teologistuderende oplever i dag teologistudiet med dets kritiske tilgang til de gamle tekster som meget forvirrende (”Man opnår ikke afklaring gennem studiet, men man opnår at blive forvirret på et højere plan”, har en studerende udtalt). Holdningen, når man kommer ud og skal søge præsteembede, bliver da let den typisk postmodernistiske, man tager lidt her og lidt der ud fra en forestilling om, at ”Guds ord er nok det, som lyder rigtigt”, som en populær præst sagde til mig. En så løsagtig holdning til det gamle spørgsmål om kanon, dvs. rettesnor for forkyndelsen, ender let i den rene vilkårlighed, og forbiser det faktum, at Jesu forkyndelse kan synes dårskab i verdens øjne, og i hvert fald er ganske skjult for de vise og forstandige, Matt 11,25. Man kommer ikke uden om at anerkende en kanon, og at denne kanon (græsk for ”rettesnor”) må være de ”kanoniske skrifter”, dvs. Ny og Gammel Testamente.

Noget andet er, at der sikkert findes mange forskellige måder at være kristen på. Allerede Jesu forkyndelse gengives på 4 mere eller mindre forskellige måder af de 4 evangelister. Fordi vi mennesker er forskellige, vil en så stor religion som kristendommen kun kunne erkendes og udtales stykkevis. Det mægtige vidnesbyrd om Gud-mennesket Jesus har sat sig 4 forskellige aftryk i de gamle vidners hjerter i form af 4 forskellige evangelier. En stor diamant bryder lyset i mange forskellige nuancer. Allerede på Jesu tid var jødedommen ikke en ensartet størrelse, men der fandtes mange partier, mange måder at være jøde på (farisæere, saddukæere, Dødehavssamfundet i Qumran, Enok-litteraturens tilhængere, Johannes Døberens disciple, zeloterne). Man kan ikke sige, at alt i pinsebevægelsen og hos anabaptisterne var forkert. Eller at alt i den katolske kirke er forkert. At alt i lutherdommen er rigtigt. Men Gud har givet os vor kritiske sans, for at vi skal bruge den. Personlig ville jeg nok ikke kunne blive katolik, marxist eller muslim på grund af de mange grusomheder, disse bevægelser har bedrevet.