Institute for Research in the Roots of Mysticism

En fase i udviklingen af den jødiske mystik

Et afgørende skrift i udviklingen af den jødiske mystik er Abrahams Apokalypse: Abraham lærer en sang af englen, Jahoel. Den sang skal han sammen med Jahoel recitere ”uden ophør”. Den er en meget numinøs ophøjelse af den Almægtige, og det hedder heri bl.a.: ”Du får lyset til at skinne før morgenlyset, som gryr over dine skabninger, og i dine himmelske boliger er der et uudtømmeligt andet lys (det mystiske urlys)…vis mig, lær mig alt, hvad du har lovet.” Abraham ser nu en ild stige op til højderne og ”under ilden en trone og rundt om tronen de mangeøjede Hjul (jnf Ez 1), og de reciterer sangen” Også keruberne skildres som syngende. Lovprisning, lovsang er altså det hellige medium, som skaber visionen af tronen, en vision, som reducerer alt om sig til øjne, Hjulenes mange øjne er stærkt fremhævet: Deres væsen er helt SKUEN AF GUD. Abraham ser dog ikke Gud direkte. Merkabahtronen er dækket af ild, en ild, som også omslutter de øverste englevæsner og er deres væsen og eksistensform. De er emanationer af Guds væsen, urilden, og skifter hele tiden form, transformeres og omdannes ud af den guddommelige ild (15,7) og synger Hellig-sangen ”med én mands røst” (18,14), men fra ilden byder en stemme Abraham at se nedad, og han ser i ”et billede” alt det, som forud ”eksisterer i det guddommelige lys”, dvs. alt er planlagt på forhånd af Guds vilje og skues ”i billedvisionen foran dig”, hvorefter det skabes ved ”Guds Ord”. Abraham skuer altså ind i Guds hellige bevidsthed, i hvilken alt var planlagt fra før verdens skabelse. Og dette ”billede” har ”stået foran” Gud allerede før skabelsens begyndelse. Vi har her den religionshistoriske baggrund for nogle af de steder hos Paulus, hvor de troende er omtalt som udvalgte før verdens grundlæggelse (Ef 1,4 - og Jesu tale om, at han vil forkynde det, som har været skjult siden verden blev grundlagt Matt 13,35).

Han får også at vide, at i alt det, han ser ned på, er der ingen uden ”ham, som du har søgt, og som elsker dig”, altså Gud er den eneste realitet i altet. De himle, han ser ned på, åbner sig nu for ham, og han ser guddommelig vidstrakt ild, duggen, ”den usynlige herligheds kraft” og mængder af engle.

Lovprisningen af Gud er det, som skaber enheden med Gud og enhed mellem de mægtige magter i universet indbyrdes, for så snart livsvæsnerne ophører med at synge, stirrer de fjendtligt på hinanden. Allernederst på værensstigen befinder Livjatan sig som den, på hvis finner verden er grundlagt, og som Guds kaotiske modpol, der engang vil ødelægge universet.

Abraham ser også en skikkelse ”meget stor i højden og frygtelig i bredden” omslyngende en kvinde af samme umådelige dimensioner: ”Dette er menneskenes forstand (?), dette er Adam, og dette er deres begær på jorden, dette er Eva.” De har i hænderne den forbudte frugt, og bag dem står Azazel, som en vinget slange (med 6 par vinger) med hænder og fødder som et menneske, jnf., hvorledes han i skriftet Abrahams Testamente viser sig for Abraham som en 7-foldig slange med 14 ansigter. Det er helt tydeligt, at det er i den seksuelle (tantriske) forening af mandligt og kvindeligt, af forstand og begær, at mennesket smager den forbudte frugt. Tantrasymbolet også kendt fra Ugarit som slangen med de 7 hoveder er her slangen med 7 mandlige og 7 kvindelige hoveder forenet to og to (for sådan må symbolet sikkert læses). Ifølge ofiterne havde ”den udslyngede slange (projectibilem serpentem) to navne, Mikael og Samael”, den var altså både engel og Satan (den tantriske tro på, at den højeste virkelighed er en forening af modsætningerne godt og ondt) Irenæus I,30,9. Jeg har andetsteds søgt at vise, at tantrisk symbolik er udbredt i Mellemøstens religioner og specielt kanaanæisk religion, og polemik mod de tantriske teknikker og forestillinger om slangekraften er nøglen til syndefaldsberetningen.

Læg mærke til, at Adam som sædvanlig er skildret som makromenneske.

Adam som konge

Et andet vigtig motiv i tidlig mystisk ideologi er, at Adam er skildret som konge. Således i Adams Testamente 3,4: Gud vil på dagen for Kristi opstandelse oprejse Adam og sætte ham ved sin højre hånd, jnf. 2.En 30,11-12: ”Og på jorden bestemte jeg ham til at være en engel nr. 2, æret, stor og strålende. Og jeg bestemte ham til at være en konge, til at regere på jorden og have min visdom.”

Det, vi her møder, er rester af den gamle sakrale kongeideologi, som er særlig tydelig i Ez 28, hvor Tyrus’ konge er skildret som urmennesket/keruben i paradishaven. G.Widengren (Psalm 110 och det sakrala Kungadömet i Israel, UUÅ 1941: 7,1) har påvist, hvorledes de 10 ædelsten keruben er smykket med ret nøje svarer til de 12 ædelsten, som udgør udsmykningen på ypperstepræstens brystskjold, og keruben omtales som ”salvet”. Vi står altså over for gammel kongeideologi, som senere overføres på ypperstepræsten: Kongen/ypperstepræsten er folkets repræsentant over for Gud og bærer derfor de 12 ædelsten som symboler på de 12 stammer, og samtidig er han Guds billede og afglans over for menneskene. Messiaskongen er både Guds søn og apostel og samtidig en korporativ personlighed, identisk med folkekollektivet (Åke Ström, Vetekornet,1944,s.196ff og passim). Ved at han også identificeres med Adam, bliver han på en måde hele menneskehedens repræsentant.

Seneste overs af Abr Apok er Alexander Kulik, Retroverting Slavonic Pseudepigrapha. Toward the Original of the Apocalypse of Abraham, 2004

Se også The Apocalypse of Abraham ed w. trans by G.H.Box, 1918