Institute for Research in the Roots of Mysticism

Fra en hypermoderne turistby til verdens ældste by

Catal Hüÿük I

I badestedet Alanya ved Middelhavet lejede vi en bil og kørte ad svimlende smalle bjergveje, der førte os op til mere end 1900 meters højde ind i landet. De første 100km førte os gennem nogle af de mest øde bjergegne, jeg nogensinde har set. Omtrent det eneste, vi mødte, var en ung pige, der med sin hyrdehund anførte en stor flok geder, mens bagtroppen dannedes af mor og æslet. Endeligt nåede vi en by Tasjkent, der med sine 10 000 sjæle lå og balancerede på en bjergknude, der ragede ud over en afgrund Derefter gik vejen gennem mere beboede egne, enkelte steder endda med små marker af rød pløjejord. For det meste dog kun solsvedne bjergskråninger. Landskabet skiftede brat, da vi nærmede os den store flade Konya-slette. Her stod der tæt med både majs, melonmarker og solsikker. Konya var i gamle dage Tyrkiets hovedstad, dvs sommerresidens for sultanen. Vinterresidens var Alanya.


Verdens ældste by

Mit mål for bilturen var udgravningerne af verdens ældste by, Catal Hüyük (udtales ”Tjatal Hyjyk”), en by, hvis rester i slutningen af halvtredserne blev opdaget af den engelske arkæolog James Mellaart. Vi blev vist rundt i udgravningerne af en tyrkisk guide, som uden for sæsonen er den eneste på stedet, men i sommermånederne graves der af både amerikanske, engelske, polske og tyrkiske arkæologer i den store høj, som rummer resterne af verdens første by, som skønnes at have haft 5-10 000 indbyggere og har eksisteret i mindst 1000 år fra før år 7000 f.Kr. til omkring 6000 f.Kr., altså i den periode vi kalder yngre stenalder. Dengang var Konyasletten, som omgiver højen, et sumpet vådområde, som var yngleplads for fugle og rig på sivbevoksning, som stenalderfolket flettede til måtter. Men menneskene levede også af korn og husdyrhold - og handel, for der er på stedet fundet rester af kurve flettet af siv helt fra det Røde Hav. Flint hentede de østpå i Kappadokien. Det, som er interessant, er deres huse. De er alle firkantede og uden mellemrum anbragt ved siden af hinanden og oven på hinanden i et sammenlængende kompleks og omtrent lige store, hvilket har fået nogle til at mene at dette verdens ældste samfund var et samfund, hvor alle var lige. Levealderen var kort, og de døde blev begravet i gulvet under de lerklinede sovebrikse, så man stadig var i nærkontakt med dem.

Religionen spiller en stor rolle. Det hellige symbol frem for noget var tyren og specielt tyrens mægtige horn. Tyren er den mandlige Guds ridedyr og symbol, leoparden gudindens symbol. Den græssende tyr symboliserer naturens mægtige livsopholdende kræfter, den symboliserer skoven og vegetationen og livsvæden, som gør, at alt grønnes og vokser, dens mægtige horn symboliserer himmelhvælvet med månens skål, som udøser den livgivende regn.

Leoparden står for jagten, drabet, de vilde dæmoniske, dødsbeslægtede kræfter, sommervarmen, som svider alt, stjernebilledet Orion, den store jæger, som rejser sig på himlen, når hundedagene kommer, når sommeren bliver varmt, og varmen bliver ødelæggende. I mange forskellige variationer skildres det i Nærøstens myter, hvorledes gudinden svigter sin mand for i stedet at forelske sig i den store jæger, Adonis eller den vilde krigsgud Ares. I fællesskab dræber de ægtemanden, men han genfødes i stadig ny skikkelse, som det store træ i skoven som de hellige kilder, der livgivende sprudler op af jorden, som gudebarnet, der fødes skjult mellem sivene. For som livsguden kan han ikke dø.

På husvæggene (måske tempelvægge?) i Catal Hüyük ser vi den hellige jagt på tyren af mænd med leopardskind bundet til lænden. Den nedlægges med nogle specielle kastekøller. Folkereligionens utrolige sejlivethed ses af, at dramaet jagten på tyren også er afbildet i de malerier, som er fundet i de ældste paladser udgravet på Kreta. Overalt ser vi også her tyrehornene som det hellige symbol. Den sidste rest af middelhavslandenes gamle folkereligion møder vi i tyrefægtningerne i Spanien.

OK. Alt dette er min tolkning af tyre- og leopardsymbolikken i Catal Hüyük. Der er også andre tolkninger, og især har mange kvindegrupper interesseret sig for stedet, idet de mener, at en funden gudindestatuette, der viser en kraftig kvindeskikkelse, som troner på et tronsæde vogtet af to leoparder, er vidnesbyrd om et samfund, hvor det oprindelig var kvinden, som havde magten og var familiens og samfundets overhoved.

Catal Hüyük besøges derfor regelmæssigt af kvindegrupper, som ret utålmodigt lytter til den obligatoriske guide’s forklaringer, fordi deres egentlige interesse er at udføre deres New Age-inspirerede ritualer og føle kraften fra dette sted, som efter deres mening var gudindekultens vugge.

Den engelske arkæolog James Mellaart, som var den første, der ledede omfattende udgravninger i højen, var en temmelig farverig skikkelse, som mener, at motiverne på væggene også forklarer motiverne på vore dages tyrkiske tæpper, og til det formål har han udgivet en meget dyr bog, hvor han bringer en række fantastiske vægmalerier af gudinden, som imidlertid slet ikke figurerer i hans oprindelige udgravningsrapport, og da heller ingen af hans medarbejdere kan bekræfte deres eksistens eller mindes at have set dem, må man nok formode, at de kun eksisterer i Mellaarts fantasi. Han havde trods sin verdensberømmelse i mange år indrejseforbud i Tyrkiet på grund af en mærkelig historie om en forhistorisk guldskat, som en mystisk kvinde skulle have vist ham, og som han skrev en rapport om. Men hverken kvinden eller skatten er nogensinde fundet. Ejendommeligt, at en af verdens førende arkæologer tilsyneladende ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed.

I dag ledes udgravningerne af Ian Hodder fra Cambridge universitet i England. Han er skeptisk over for teorierne om et oprindeligt kvindedomineret samfund. Han mener, at begravelsesskikkene snarere synes at tyde på, at mænd og kvinder var ligestillede. Han er i øvrigt meget forsigtig med hensyn til at fremlægge nogen tolkning af religionen og vægdekorationerne i Catal Hüyük.

Et symbol, der kommer igen i stadig nye udformninger, er de 4 retninger, som mødes og smelter sammen til ét. Det, som ligger bag, er sandsynligvis nogle karakteristiske oplevelser, man kan have, når man er alene med naturen, en oplevelse af, at alle modsætninger er smeltet sammen til guddommelig helhed, enhed, harmoni. At alt ånder overjordisk fred og hvile.

Catal Hüyük er en sensation, som besøges af arkæologer og antropologer fra hele verden. Alle tumler de med spørgsmålet: Hvorfor sluttede mennesker sig sammen til et samfund og dannede denne store by? Hvordan fungerede de første samfund, hvad bandt dem sammen? Hvad spiste de? Hvordan levede de?

Når man står på højen med resterne af den udgravede by og ser mod øst, domineres horisonten i det fjerne af det mægtige bjerg Hasan Dag med de karakteristiske to toppe. Det er en vulkan, som sidst var i udbrud for 8000 år siden. og en af vægmalerierne i stenalderbyen afbilder sandsynligvis byen med netop dette udbrud i baggrunden.

En mindre men endnu ældre by

Længere mod øst, ved Tigrisflodens kilder, ved en lokalitet, der hedder Cayönü, har et hold ledet af den tyrkiske arkæolog Mehmet Özdogan udgravet en endnu ældre by grundlagt ca. 8800 før Kr.. Den består af 3 store ”herskabshuse” med samme facade og stående på et ophøjet podium af store udhugne sten med murede vægge og veranda og stentrappe. De ligger langs nordsiden af et stort firkantet torv på 1500 kvadratmeter omkredset af høje oprejste sten. Torvet afsluttes mod øst af en stor firkantet bygning uden vinduer, gravet ind i en bjergskråning. Dette dystre rum på 8 gange 12 kvadratm og det foranliggende torv må tydes som et monumentalt tempelanlæg. Vest for torvet stod en hel del elendige hytter kaotisk bygget på fundamenter af marksten med vægge af fletværk og ler. Alle de råstoffer, som var nødvendige til fremstilling af stenredskaber, fandt man i de 3 store huse i form af store blokke af importeret flint og obsidian sammen med andre symboler på velstand, blokke af bjergkrystal, stenskulpturer, muslinger hentet fra det Røde Hav. I de små fattige huse derimod fandtes kun en masse skærver. Det var altså her stenredskaberne blev fremstillet.

Det er nærliggende at tolke disse fund som vidnesbyrd om en lille overklasse, der boede i de tre store huse nærmest templet og herskede over den store gruppe af fattige. Man kan forestille sig, at netop templet har været fundamentet for deres magt over de fattige, idet der er mange vidnesbyrd om menneskeofringer i templet. Ikke mindre end 70 hovedskaller og skeletdele af mere end 400 individer er fundet i templet mellem stendolke, offersten og rester af menneskeblod.

Men på et tidspunkt (ca. 7200 f Kr) er der vidnesbyrd om et oprør. De 3 store huse er brændt. og tempelpladsen. som indtil da er blevet holdt omhyggelig ren for snavs og støv, bliver pludselig brugt som affaldsplads. Nogen tid efter bliver også alle de små elendige hytter revet ned, og der bliver bygget ens huse. Dette svarer til husene i Catal Hüyük, som grundlægges omtrent samtidig. De er alle 1500 variationer af den samme model. Så nogle forskere taler altså ligefrem om en revolution i yngre stenalder, som har resulteret i et samfund, hvor alle var lige.

Nogle årstal: Istiden ender ca 9.700 f.Kr. Med indførslen af metalvåben og skrift opstår de første krigeriske statsdannelser i 4. årtusind f.Kr.


Religionen?

Men hvordan har religionen været i disse verdens ældste byer? Ved at sammenligne de religiøse symboler i Susa i Sydpersien, en kultur, som går forud for det ældste Sumer, med det, som er udgravet i de ældste kulturer ved Indusfloden og i Ægypten, ser vi, at også her spiller leoparden og en guddom, som rider på tyren en stor rolle. De kastekøller, som bruges til at nedlægge tyren i Catal Hüyük, finder vi tilsvarende på religiøse afbildninger i Ægypten.

Vi har altså lov til at sammenligne religionen i Catal Hüyük med de ældste traditioner i ægyptisk og sumerisk religion. I disse religioner og spredt over hele Mellemøsten finder vi beretningen om urtidsbrødrene, urkongen og naturmennesket, hyrden. I Mesopotamien kongen i Erek, Gilgamesj, som klæder sig i løveskind og dræber ”himmeltyren”, og hans blodsbroder Enkidu, som er kvægets beskytter.

Der har altså eksisteret en ældgammel fortælling om urtidsbrødrene. Biblen fortæller, at Kain efter at have dræbt hyrden Abel byggede den første by og gav den sin søns navn Enok (navnet betyder ”den indviede”). Hyrden Abel bliver symbol på livsguden og livsvæden, som vander agerjorden. Hans ridedyr er tyren. Drabet på livsguden kan både afbildes i et menneskeoffer og i tyredrabet. Efter at have dræbt naturmennesket bygger urkongen den første by og indfører ”civilisationen”, som har omfattet agerdyrkningens kunst samt forarbejdning af våben og redskaber. ”Indvielsen” i huletemplet har været indvielse i nogle påståede hemmeligheder omkring disse ting, jævnfør, at navnet Kain betyder ”smed”.

I biblen fortælles 1.Mo 11,8-12 om den første konge i verden Nimrod, den store jæger, som var konge i Babylon og Erek og byggede Nineve og andre af områdets storbyer. Nimru betyder på assyrisk ”leopard”. Disse ældgamle traditioner om den rene hyrde, som dræbes og væder agerjorden med sit blod, og den store jæger, som byggede de første by, er efter min mening en mulig nøgle til religionen i de ældste agerbrugskulturer. Denne tolkning kan nok ikke bevises, den må stå for min egen regning, men er dog en mulig måde at tyde den i forhistorisk kunst allestedsnærværende tyre- og leopardsymbolik på. ”Og det skete”:

Mystisk og fascinerende kulminerer denne ældgamle religion i beretningen om Jesus, gudebarnet, som fødes i stalden mellem kreaturerne og er den gode hyrde, som forfølges af den grusomme kong Herodes, der dæber børnene i Betlehem.

Templet kom før byen

Ved Göbekli Tepe lidt nord for grænsen til Syrien fandt den tyske arkæolog Klaus Schmidt i slutningen af 90’erne et stort religiøst anlæg fra år 9000 f.Kr, altså endnu ældre end de nævnte byer. Det består af kredse af 3 meter høje udhugne kalkstens-søjler og på søjlerne en mængde relieffer af ræv, vildsvin, slange, ænder og en brølende løve. Rundt om anlæggene er der masser af rester fra en produktion af flintvåben, men ingen spor af menneskeboliger! Det synes altså at have været det religiøse centrum for en jægerkultur, som endnu ikke var blevet fastboende. At rejse disse anlæg af udhugne kalksten omgivet af runde eller firkantede mure må have krævet hårdt arbejde for mindst 500 mand over en længere periode. Anlægget tyder Schmidt som ”et sted for de døde, et gigantisk anlæg for en kompleks dyrkelse af det på den anden side”. Religionen synes altså at have spillet en stor rolle som det, der binder menneskene sammen til en begyndende samfundsdannelse.

Billedet viser et af anlæggene:

En ring af T-formede søjler omgivet af en mur. De står faktisk på et slebet terazzogulv. Tingesten i midten, som ligner et vindue, er det ikke lykkedes arkæologerne at give nogen forklaring på.


Et lidt yngre anlæg i nærheden rummer de samme kultbygninger med T-formede søjler, og her har søjlerne arme. Et sted er fundet en søjle fra denne tid med to par arme og udsmykning, som viser, at den nederste del af søjlen er opfattet som en kvinde, den øverste del som en mand. Søjlerne symboliserer altså en evighedsbolig for sjæle, som er trådt over på den anden side. Nafs, ”sjæl” kalder man sådan en oprejst sten på arabisk.

Nattehimlen er opfattet som et mægtigt kosmisk bjerg besat med ildsten, dvs. diamanter. Når solen står op, spaltes bjerget, og der dannes en port for solen i øst, så lyset kan strømme ind. Denne port bestående af to mægtige søjler identificeres ofte med urtidsbrødrene. Ofte ser man to ekstra store søjler stå i midten af kredsen af søjler. Søjlerne symboliserer gudernes råd samlet på ”bjerget i Nord”, ”forsamlingsbjerget”, som det kaldes i historisk tid i Syrien. Samtidig symboliserer det stedet for de afdøde ånder, som er trådt over på den anden side og hviler i evighedens sfære på stjernhimlens og himmelhvælvingens evige bjerg Ved at samles til rådsslagning og retssager i den hellige stenkreds, bliver man ligesom et med gudernes og forfædrenes råd.

Rekonstruktion af stenkredsene på Göbekli Tepe (navnet betyder på dansk ”bjerget i verdens navle”, dvs. verdens centrum).

Den tyske arkæolog, som står for udgravningerne, har fundet mange rester af menneskeknogler i udgravningerne, men ingen hele skeletter. Disse, mener han, er skjult under gulvet i anlæggene, og så dybt er de endnu ikke nået i udgravningen af stedet. Anlægget er et bevis på, at menneskeheden allerede meget tidligt er kommet til den overbevisning, at noget i mennesket lever videre efter døden.


Nevali Cori, som nu ligger på bunden af den opdæmmede Atatyrk-sø, er en bebyggelse fra omkring 9000 f.Kr. Den omfatter foruden beboelseshuse et kultrum af en meget speciel karakter placeret i udkanten af landsbyen. Det er en kvadratisk bygning med meget tykke mure og langs murenes inderside solide stenbænke med 12 t-formede søjler og i midten to ekstra store T-formede søjler:

Modsat indgangen er der en kultniche, som muligvis har rummet et gudebillede. Man har nemlig også fundet et hoved af et stort gudebillede (lidt større en legemsstørrelse). Ansigtet er gået tabt, men op ad baghovedet kryber en slange, som lægger sit hoved på toppen af kraniet. I historisk tid møder vi i Nordsyrien gudinden med en fugl siddende på toppen af hovedet klar til at lette. Hele to skulpturer fra Nevali Cori viser dette motiv. Det er efter vor mening ekstasens fugl, og slangen som kryber op mod toppen af issen er kundalinisymbolet, slangekraften, som rejses langs rygraden og menes at skabe mystisk vision, når den når et center øverst på kraniet.

Det, som kendetegner mange forhistoriske afbildninger af gudinden er, at baghovedet er trukket ud i en spids, ifølge nogle arkæologer et forsøg på at gengive en højpuldet hovedbeklædning, men da danserne fra det forhistoriske Tell Halaf også er afbildet med dette stærkt udvidede baghoved, må det snarere tydes som et primitivt forsøg på at afbilde ekstase og udvidet bevidsthed.

De T-formede søjler er på en eller anden måde en stærkt stiliseret menneskeform: De har på hver side arme og hænder og foran en lang rille, som stiger op og ender i struberegionen.

De gudeindestatuetter, som er udgravet i en samtidig landsby i det nordlige Israel, er påført en ”indretning”, som arkæologen Michelle kalder ”a scarf”, altså opfatter som et halstørklæde. Det kunne også ligne en sammenrullet ”stof-pølse”. Den ene ende er fastgjort til højre hofte, og herfra slynger stof-pølsen sig ind mod rygraden stiger op langs højre side af rygraden og lander på gudindens skulder, hvorfra den løber rundt om halsen og fuldstændig dækker struberegionen, hvorfra den over venstre skulder stiger ned langs venstre side af rygraden og ender på venstre hofte. Det er måske muligt at tyde det som et langt pyntetørklæde, men man må dog også spørge om funktionen, for praktisk kan det ikke have været. Efter min mening er det et religiøst symbol på en ekstatisk energi, som forener højre og venstre, tilværelsens dualitet, til enhed, som stiger op langs rygraden og gennem struberegionen stiger videre op mod den stærkt udvidede isse. Læg mærke til, at alle statuetterne har lukkede øjne, og en af dem er endda krøbet sammen i den stilling, som er kendt fra den jødiske kabbala som Elias’ s stilling: Sammenkrøbet med hovedet mellem knæene. Fra Catal Hüyük kendes slangen, som slynger sig sammen i to cirkler, og den kendte statuette af den fødende gudinde, som sidder på en trone af to leoparder, har en pølse på henholdsvis højre og venstre skulder som af Mellaart er tydet som spidsen af leopardernes haler som fra henholdsvis højre og venstre side slynger sig op ad hendes ryg.

Kultanlæg med T-formede søjler findes også i det nærliggende Göbekli Tepe, og her er pillerne udsmykket med løve, leopard, okse, bukranion, hejre og hund ell ræv, men også med et ”tæppe” af sammenslyngede slanger, samt op- og nedstigende slanger.

De T-formede søjler må tydes i sammenhæng med en stele, som ganske vist er af ukendt oprindelse, idet den tyske arkæolog baronesse von Freytag har erhvervet den af en tyrkisk bonde i området, men den må stamme fra samme kulturperiode. Den viser med al ønskelig tydelighed, at den T-formede søjle må tydes som et menneske, idet søjlehovedet er forsynet med lang næse og den øverste halvdel af søljen er tydeligvis er mandsskikkelse med både arme, hænder og phallos, og nederste halvdel er lige så tydeligt fremstillet som kvindeskikkelse. Søjlen er altså et androgynt væsen, idet evighedstilstanden er opfattet som en slags tilbagevenden til mystisk enhed før dualitetens opståen. Jnf. de to søjler. som holder taget oppe i midten af den søjlekreds. som udgør det indre af kultbygningen i Nevali Cori. Evighed er enhed før skabelsens opdeling i dualitet. Vi kender verdensbilledet fra den ældgamle fjernorientalske tantra. Der hersker her en nøje identitet mellem makrokosmos og mikrokosmos, mellem mennesket og det store menneske=verdenssøjlen. Skabelsen er her tillige syndefaldet: Oprindelig var den mandlige og kvindelige guddom forenet i ekstatisk urbevidsthed. Så mistede guden sit kvindelige element, som sank ned gennem rygraden og nu ligger sammenslynget ved foden af rygraden, men ved de rette teknikker kan bringes til at stige op igen gennem imaginære kanaler langs rygraden til den på ny sprøjtes ind i det øverste centrum, beliggende på toppen af kraniet eventuelt via et centrum beliggende i struben, hvis betydning for åndedrættet og dermed for alt liv er evident. Den sunkne seksualkraft betragtes som kvindelig, og dens rejsning og genforening med den mandlige kraft, som er lokaliseret til hovedet, er på ën gang orgiastisk fryd og mystisk ekstase. Det fuldkomne menneske er derfor androgynt og ét med makromennesket og kosmos. Det er disse mystisk tantriske forestillinger og oplevelser, der farver forestillingen om evigt liv og liv efter døden. At hovedet som sæde for den højeste bevidsthedsgrad har særlig betydning, fremgår af den vidt udbredte neolithiske skik at fjerne og opbevare hovedskallerne for sig, på særlige steder, mens knoglerne begraves andetsteds som regel under gulvet.

Årstal:

Cayönü grundlagt 8800 af jægere som blev bofaste.

Det første importerede korn optræder omkring 8000 f Kr og 7300 f Kr den første fårehjord

7200 brændt ned, men genopbygget med ens huse

Catal Hüyük: samme hustype i 1200 år, ingen paladser. Nogle af gaderne syntes at løbe sammen i en centrum, men det viste sig at være den centrale affaldsplads. Kvinderne fik værktøj med i graven, og også mænd blev begravet sammen med børn, så der var ikke en tydelig kønsbestemt arbejdsopdeling, men snarere en høj grad af ligeberettigelse.

Abu Hureyra (Syrien) 15 hektar 7.årtusind forlades 5800 f Kr

Tell Halaf-kulturen 5500-4500

Ubaid-kulturen 5500-4000 (nær Ur)

Uruk/ Erek 80 hektar – vokser til 450 hektar mindst 50 000 indb.

Hallan Cemi Den ældste landsby, som er udgravet i det østlige Anatolien er Hallan Cemi. Her finder vi både miniature-stenfigurer, der viser tyrehornssymbolet og i landbyens vigtigste bygning et stort uroksekranie med horn samt en bugtende slange udskåret i ben. Byen er afgjort fra perioden før agerbrugets indførelse, men det synes som om jagt i denne landsby var suppleret af et primitivt svinehold.

Rester i historisk tid

Hvis vi skal søge Catal Hüyük-kulturens spor i historisk tid, skal vi være opmærksom på det pres, der har været af stammer, som indvandrer fra nord. De rester, der måtte være, er blevet trængt mod syd og må eftersøges i det område, som i historisk tid er kendt som det luwiske sprogområde. Luwisk er et indoeuropæisk sprog, men med mange rester af et før-indoeuropæisk sprog. Kilikien er et område, som er godt beskyttet af Taurusbjergene mod indtrængen nordfra. Her finder vi egenavnet Jambias = ”Ja’s gave”. Længere mod syd, på Cypern finder vi broderparret Store Ajax og Teuker. Ajax var beskyttet af sit mægtige skjold bestående af 7 lag oksehuder. Han var usårlig på grund af den løvehud, som Herakles havde kastet over ham. Han gribes af vanvid og anretter et blodbad på grækernes okser og får. Teuker, hans halvbroder, bærer et navn, som har sammenhæng med det lilleasiatiske gudenavn Tarku. han er grækernes bedste bueskytte.

Oprindelig er Ja, vegetationsguden, personificeret af den stærke okse, og Teuker er hans broder jægeren, men der sker en udveksling af egenskaber imellem de to, for normalt ville det være jægeren, der fik bersærkergang, blev usårlig og i ekstatisk raseri dræber tyren/kvæget og går med løve eller leopardskind. Typisk for vegetationsguden er det, som videre fortælles om Ajax, at af hans blod spirede en hyacintlignende blomst med kronblade, hvori man kunne læse bogstaverne Ai/ai. som både er en hentydning til den dødes navn og en klage over hans død, Ovid Meth. XIII,391ff (den typiske klage over vegetationsgudens død ved vegetationens henvisnen i hundedagene).

I Kilikien finder vi også det typiske motiv løven som guden Sandans symbol og oksen, som dræbes af løven som tegn på døden (Sites Old and New in Rough Cilicia An St XII, 1962 pl XXXIV). Vi finder på Cypern guden Sandokos som bedstefar til Adonis (Sandan med endelsen –x samme endelse som i Ajax). Der var altså to hovedguder, Ja og Tarku, hvilket også fremgår af navnene på præsterne ved den Korykæiske hule i samme område, jnf at præsterne ved det nærliggende Zeus Olbios’ tempel kaldtes Teukrides. Ja er vegetationsguden, højguden, hans broder kaldes med det hittitiske navn Tarku, eller det luwiske navn Sandan. Sidstnævnte findes også i variationen Kendeas (An.St XII,s206,210,214)

At den ene broder opr. var blevet dræbt af den anden, fremgår af det faktum, at Teuker ved hjemkomsten fra Troja af faderen holdes medansvarlig for sin broders død.


Sandas, den store jæger og ødelægger: En hittitisk tekst lagt i munden på ”lægen Zarpija fra Kizzuwatna” beskriver et ritual, som skal udføres, ”hvis året har været ødelæggende, og landet har været fuld af død”: Først ophænges og fremlægges en række kultrekvisitter bl.a. et loddent løveskind. På et bord fremlægges en bronzeøkse, en kniv og en bue med pil. Mens øksen holdes op, råber offerherren: ”Kom Santas…” Også en gudegruppe, som ankommer i blodige klæder bevæbnet med buer og pile, anråbes. Derpå skæres han halsen over på en buk og spiser et stykke af dens lever og hjerte råt!! Og drikker øl til af et sugerør smurt til med blod og sværger en ed. Også guderne menes at spise af den rå lever og drikke af det samme strå, og man kaster derefter vin-libationer og brødstykker ud til guderne. Derefter føres 9 unge drenge, som endnu ikke har været sammen med en kvinde, ind. De anføres af en dreng, som iført gedeskind giver lyde fra sig som en ulvs tuden. Til sidst bliver døren lukket for ”at lukke det onde ude og holde det gode inde”.

Santas, som ankommer sammen med blodklædte guder for at spise råt kød, er den dæmoniske gud, hvis symbol er øksen og løveskindet. For at bringe de nedbrydende kræfter i samfundet til ophør frembæres et blodigt offer til deres pacificering. Der er også spor af en gammel ynglingeinitiation, hvor anføreren for de unge skal indoptage både rovdyrets ødelæggende og kvægets livsopholdende kræfter i sig som de to store livsmodsætninger.