Institute for Research in the Roots of Mysticism

Catal Hüyük II

Sent om eftermiddagen d.10.nov 1958 var en grøn Landrover på vej ned af en snæver jordvej på Konya sletten i det indre Tyrkiet. Den standsede ved en stor massiv bakke, som pludselig rejste sig op over de flade hvedemarker: 20 meter høj og flere hundrede meter bred og bevokset med græs. Ud af bilen steg tre arkæologer anført af James Mellaart. De havde i en uge kørt rundt om kortlagt 14 forsk. bronzealder-bopladser, som de havde fundet spor af på den mægtige flade Konyaslette. Mellaarts chef Seaton Lyod havde sammen med Agatha Christie’s mand den kendte arkæolog Max Mallowan været med til at kortlægge 5000 ruinhøje i Iraq, de såkaldte Tell’er (Det vigtigste byggemateriale er ler og mudder, som er tørret i solen.) Det måtte altså være her i Iraq kulturens vugge havde stået, og Seaton Lyod havde så sent som to år tidligere udtalt, at det indre Tyrkiet, det vi kalder den anatoliske højslette, var ubeboet i yngre stenalder, men den købte Mellaart ikke. Han ville bevise, at netop dette område også havde spillet en vigtig rolle i kulturens opståen. Han gik rundt ved foden af højen med øjnene klistret til jorden og så straks en masse potteskår og 100-vis af små sorte glasagtige flinteskærver hugget af blokke af obsidian, som er en vulkansk bjergart, der ligner en mellemting mellem flint og sort glas. Lidt efter kom de to andre ned fra toppen af højen og råbte: Det er stenalder på toppen. Stenalder også her nede ved bunden, svarede Mellaart. Hele denne mægtige høj bestod altså af lutter kulturlag fra yngre stenalder. Om aftenen var mændene højt oppe, mens de i den nærliggende by Cumra over et glas tyrkisk raki sad og drøftede deres fund, og et par år senere, i 1961, begyndte Mellaart udgravning af en lille afsnit af højen og gravede lige ned i en 8000-9000 år gammel stenalderby. Det, der forbløffer, er, at byen var så stor: 5-10000 indbyggere, anslår man. Kun 4% af højen blev udgravet i løbet af 4 sæson’er. I 1965-93 lå arbejdet stille, fordi Mellaart af de tyrkiske myndigheder havde fået graveforbud.

Hvad levede stenalderfolket i Catal Hüyük af? De levede af agerbrug, men udgravningerne har vist, at det var bestemt ikke deres eneste levevej. Jagt, fåreavl og fiskeri og indsamling af æg, nødder og frø af vilde græsarter har også været vigtig ernæringskilder. Konyasletten er i dag en temmelig tør højslette i 1000 meters højde. Der er ingen skov, og nogen steder er den næsten for tør til kornavl, men for 8-9000 år siden var der meget fugtigere, nærmest sumpagtig med en flod, der strømmede tæt forbi byen. Sivene har givet stenalderfolket materiale til måtter og kurve, og det våde mudder har været byggematerialet i deres huse. Sletten virker i dag endeløs, og nogle steder er jorden ødelagt af saltudskilning. Den er så flad, som en pandekage Geologisk udgør den et kæmpestort basin uden afløb, oprindelig en lavvandet sø. En forsker har argumenteret for, at denne mægtige lavvandede sø netop var tørret ud omkring det tidspunkt, hvor de første agerbrugere begyndte at udnytte jorden. Denne jomfruelige jord var let at opdyrke. I dag er der gravet grøfter og etbaleret kunstvanding i området

Levealderen har været lav, gennemsnits levealderen har for kvindernes vedkommende været lidt under 30 år, og børnedødeligheden har været høj. Undersøgelser af deres skeletter viser knogle forandringer, som tyder på anæmi sandsynligvis fremkaldt af malaria. Sumpene, som omgav byen, har givet dem rige muligheder for jagt og fiskeri, men samtidig også været fulde af malariamyg. Husene er bygget sammen i en stor klump, så man kun kan komme ned i dem via et hul i taget og en stige. Alle huse er omtrent lige store, hvilket tyder på et meget demokratisk samfund. Man har spekuleret meget på, hvordan dette samfund var ledet (En af teorierne er, at dette samfund var et matriarkat. At det opr var kvinden, der var den ledende figur i familien, og først i og med, at samfundet blev mere krigerisk, blev det manden) Naomi Hamilton, der har behandlet de statuetter, der er fundet, mener, at kvinder slet ikke har defineret sig selv som kvinder, det modsatte køn, forsk. fra manden. At man altså ikke var særlig bevidst om, hvilket køn man tilhørte. Det skyldes, at nogle mænd har fået kvindelige gravgaver med i jorden, og nogle kvinder har fået mandlige gaver med.

Men hvordan blev byen ledet? Man har selvfølgelig været interesseret i, om man kunne finde et eller andet centrum, hvor gaderne løb sammen, altså et rådhus eller en høvdingebolig. Der var faktisk også et sted, hvor nogle gader løb sammen, men det viste sig at være en affaldsplads. Men i øvrigt har der ikke været egentlige gader i byen. Husene er bygget sammen til én stor klump, og vejen ind til de ens bolig har været hen over de andre flade tage.


Religionen

Hovedskallen er ofte skilt fra det øvrige skelet og ikke begravet sammen med det, men undertiden påført et lag gips i stedet for kød og hud og evt. med små konkylier som øjne. Hvorfor? Det kunne se ud, som om hovedet har været brugt til noget særligt. Har man mon dyrket en slags spiritisme, hvor man har påkaldt de dødes ånder og spurgt dem til råds og brugt den afdødes hoved som et slags medium.

Det hele rører ved spørgsmålet: hvordan var deres religion?

Wilhelm Schmidt har påvist, at de fleste før- skriftlige religioner kan føres tilbage til en oprindelig urmonotheisme, idet de dyrker ”højguden” ”himmelguden”.

Var billederne af tyren jagtmagi? Nej, tyren er et billede på højguden, den høje nattehimmel med månens lysende horn.

Hvis vi går op til historisk tid: Apistyren i Ægypten. Tyren er måneguden, gudernes fader. Selv den gammeltestamentlige gud er knyttet til nymånefesterne. (Påske er 1.søn efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.) Han kaldes Gud = El, og i Nordsyriske tekster tales der altid om Tyren El, som den ældste og højeste gud, gudernes Fader.

Vi møder altså en højeste gud, som i skikkelse af den mægtige vilde tyr dræbes af en flok bestående af både levende jægere (leopardmænd) og døde ånder. Dette motiv møder vi igen og igen på væggene blot med den variation, at tyren også kan være en kronhjort.

Herfra går der efter min mening tråde op til historisk tid og fænomener som den vilde jagt (Odins, kong Volmers), bersærkergagens forvandling af mand til ulv eller bjørn – i dionysoskulten kvindernes forvandling til leoparder. En ekstatisk kult, hvor formålet har været at integrere den vilde rovdyragtige side i sindet for at få kraft. (De indoeuropæiske ulvekrigere, saksernes varulve.) I Saxos krønike møder vi scenen, hvor Frodes hird. hilser Erik med en ulvetuden. På guldhornene: krigere med ulvehoveder. De ægyptiske præster bærer som værdighedstegn et leopardskind.


Håndværk

Disse mennesker levede så kort, og alligevel besad de en enestående evne til at forarbejde den hårde flint. Deres kurvefletning og de tekstiler, man har fundet rester af, er håndværksmæssigt på et højere plan end nutidens. Deres kvinder havde overskud til at smykke sig med kunstfærdig halskæder, som viser en god smag i kombinationen af materialer: glinsende hvide blyperler sat sammen med sort limsten, hvid alabaster skifter med grå limsten, turkisfarvede sten og ravfarvede veksler med blå sten og blegrose koraller, snoreskørtet blev holdt ned af små kobberrør, man havde ringe af kobber på fingrene, og kvinderne malede mønstre på kroppen med en speciel rouge rørt med fedt. Materialer og halvædelsten blev hentet fra hele det Sydlige Anatolien via et netværk af handelsruter. De levede under så hårde livsbetingelser, og alligevel så var de ikke primitive. De søgte at hæve sig til en livskvalitet og værdighed, som vi i dag må beundre. De lod sig heller ikke slå ud af døden, men de ønskede at have deres døde i nærheden, som om de stadig var en del af familien. De troede på en gud Ja eller Jaw, som vi langt senere finder som gud Jahveh, som var stærkere end døden. Men samtidig var der også en mørk side i deres sind, en dæmonisk side, de kaldte på, når de skulle jage og dræbe den mægtige urokse. Og de mærkede kræfter i sig, som steg og fyldte dem med en ekstase, der føltes som en rejse mod det højeste til en skuen af den hellige blomst, som var et symbol på overjordisk lys og oplevelse af den dybeste harmoni og enhed. Sådan som man kan føle det, når man står på en bjergtop og ligesom føler sig hævet over alle modsætninger og al strid.

Solopgangen over det spaltede horisontbjerg, den solopgang, der oplyser alt og vækker fuglesangen, var som et glimt fra paradiset, hvor solen og lyset, den i nattens skød genfødte guddomskraft, evigt forynges. Som solen, der bryder frem af mørkets og bjergmassivet i øst, sådan er tyren det mægtige symbol på en livskraft, som ikke kan dø, og menneskene rækker deres hænder ud mod denne livskraft, overalt ser vi disse hænder rakt ud mod det guddommelige.

Kosten var 6radet byg, men også en hel masse nødder som agern (kogt) og pistacie og de mikroskopiske frø fra planten hyrdetaske. Små udskårne skeer til at made børnene er også fundet. Vi tror, at det moderne menneske er det klogeste og mest oplyste, der har gået på to ben, mens vore forfædre var primitive dyriske halvaber, som vi nedstammer fra, men den kunst, vi graver frem af jorden i Sumer og Ægypten viser, at de, som byggede pyramiderne og Catal Hüyük, var lige så kloge som os, ja besad en fantastisk opfindsom evne til at overvinde de snævre rammer, som deres hårde livsbetingelser satte for dem.

Nogle af de samme religiøse symboler er fundet i en endnu ældre by Cayönü beliggende længere østpå ved Tigrisflodens udspring: en underkæbe af en orne placeret oven på to grave.

Et dødehus, en bygning, hvor hovedskaller og knogler blev stablet i stort tal.

Man har der også fundet et vildoksekranie med horn, et vidnesbyrd om den tyrekult, som hører nært sammen med dødekulten


Tilbage til Catal Hüyük

Hvorfor klumpede de sig sammen i denne store by? Ville de ikke meget lettere kunne have dyrket jagten og indsamlingen af spiselige frø og bær, hvis de var delt ud over hele sletten i mindre grupper.

Når et hus blev forladt, blev det fyldt op og et nyt bygget oven på. På den måde kom der er en 20 meter høj bakke ud af det. Mellaart udgravede ca. 200 huse i løbet af 4 sæson’er 1961-5. Ian Hodders hold på 90 går meget grundigere til værks. Så kun en meget lille del af højen er indtil nu udgravet. Mellart nåede ikke helt ned til bunden af bebyggelsen, Han gravede ned gennem 12 lag, men manglede stadig 5 meter i at nå ned til det første og ældste lag.

Hodder har koncentreret sig om at følge et enkelt hus gennem hele dets eksistens, indtil det bliver forladt, og det skulpturerede tyrehoved, der smykkede vestvæggen bliver afmonteret. Hodder gør forskellige iagttagelser ved hjælp af de 64 skeletter, man har fundet gravsat i gulvet alene under dette ene hus. De første begravelser er børnebegravelser gravsat i den nordvestlige hjørne under nogle vægmalerier. Det er tænkeligt, at disse vægmalerier har haft til hensigt at beskytte de gravsatte børnekroppe og skræmme evt. onde magter bort. Vægmalerierne fornyes hvert år. Centralt på vestvæggen har der været en religiøs skulptur, måske et tyrehoved med horn, som afmonteres, da huset forlades og fyldes op. Det, at det i starten er et hus, hvor der begraves små børn, men senere ældre og ældre personer og den sidst begravede er en gammel person, tyder Hodder som tegn på, at det er en ung familie, som flytter ind, men efterhånden, i løbet af de 40 år huset eksisterer, bliver den en ældre familie. Men det store antal af begravede: 64, tyder på, at også slægtninge, som boede andetsteds, blev begravet i huset. Skulpturen, som afmonteres, da huset nedlægges og ”begraves” dvs. fyldes op med jord og brokker, har altså en livscyklus, som er knyttet til slægtens, altså den er på en eller anden måde måske garanti for forfædrenes videreleven gennem døden og efter døden eller garant for slægtens forbindelse til de afdøde. Netop på vestvæggen ser vi gudinden i fødestilling fødende kalven.

Det, som kendetegner østvæggen, er som regel to stolper: solopgangens port. Nogle dyr i franske hulemalerier ser ud, som om de træder gennem væggen ind til beskueren (Ian Hodder). De er billeder på guddomskraften, som træder frem af det hinsides, træder ind i menneskenes verden, og de mange billeder af hænderne er da menneskehænder, som strækkes frem mod den guddommelige verden, rækker gennem væggen for at røre det guddommelige.

Tre træk ved disse ældste kulturers religion, som er karakteristiske: Tyrehovederne og deres sammenhæng med kulten omkring de døde, de små nøgne kvindestatuetter, og dette, at hovedskallerne fjernes fra det øvrige skelet og ofte påføres gips i stedet for det kød, som er rådnet bort.

Man har forsøgt at aldersbestemme skeletterne og har fundet en gennemsnitslevealder på 34 år for mændenes vedkommende 30 for kvindernes. At kvinderne dør før mændene, er et forhold, som først har ændret sig i det 19.årh og skyldes børnefødsler. Hvis vi sammenligner med de skeletter, som er fundet fra ældre stenalder, så er kvindens levealder hævet med to år, og mændenes med et år. Dvs. der er flere, der når frem til en moden alder og kan sikre en vis kontinuitet i samfundet.

Det, som er karakteristisk, er, at alle dele af et skelet er ikke begravet samlet, men skeletdele fra forskellige individer er blandet sammen. Mellart har tolket dette som vidnesbyrd om, at ligene først er blevet lagt ud til gribbene, som har fjernet kødet, hvorefter knoglerne er samlet sammen og begravet. Et andet mærkeligt faktum er, at mandsknogler undertiden er sammenblandet med kvindeknogler. Er det med vilje eller bare tilfældigt rod. Et andet faktum er, at en af de hyppigste gravgaver, en perlekæde, også optræder som noget, en mand har fået med sig i graven, mens man har fundet eksempler på, at en kvinde er begravet med en dolk eller en køllehoved. Var der mennesker, der skiftede køn, mænd, som levede som kvinder, og kvinder, der levede som mænd. Fra græsk-romersk tid amazoner. Perlekæderne har været dyre smykker for de bestod af muslingeskaller hentet helt ude ved Middelhavet, bly og kobberkugler bjergkrystal og sten udskåret i mange farver og udskåret til interessante figurer. Der er fundet obsidian spejle. (Hvordan man har slebet disse spejle blanke ved vi ikke).

Det, at man får perler med i graven, at man begraves inden for murene, at knoglerne overhældes med rødt okker, og at kranierne plastres til med og får små konkylier puttet ind som øjne, er begravelsesskikke, som vi genfinder i det tidligste Jeriko, så religionen de to steder synes klart beslægtet, trods 2000km’s afstand. Perlekæderne består mest af poleret limsten teknisk af fin kvalitet mange af dem små skiver fra 3 mm tykkelse ned til papirtynde skiver. Der kan være flere end tusind perler i en halskæde i mange forsk farver. Køllehovederne har så lille hul til skaftet, at skaftet næppe kan være tykkere end en kuglepen, så det er nok mere sandsynligt, at det var et reb, som blev trukket gennem hullet.


En gud, som er gud for det livgivende vand:

1) Jan (us) stammer if. Bossert fra Lilleasien og er gud for vandløb og for porten (solens port).

Hans kvindelige modpart er Diana, gudinden som den store jæger

2) I Ugarit i Fønikien Jaw (gud for hav og vandløb og søn af den højeste gud tyren El, som sidder ved vandenes udspring). Han dræbes af Baal. Kaldes hos Filon af Byblos Jeu.

3) En gud i Kilikien ved Middelhavets kyst syd for Catal Hüyük: Ja-Jao= Tyfon (af sem. Tsafon – det kosmiske urbjerg med top i Nordstjernen) Han dræbes af Sandas. Hans blod strømmer ud over et bjerg.

4) Ved Tyfons hule præster med navne sammensat af Ja og Tarku, jnf brødreparret fra Cyperns, hvor Aja(x) dræbes og hans blod strømmer ud, og der vokser en blomst op af blodet. Teuker er den store jæger og bueskytte.

5) Ea er i Sumer gud for de underjordiske ferskvande

6) Biblens gud Ja/Jahveh troner ved krystalhavet, og fra hans trone udstrømmer livets flod (Johs Åb).

7) Attis (”Fader”) dræbes, og af hans blod spirer violer, hans hustru hedder Ja

8) Dionysos, ”den tyrefødte”, kaldes også Ja(kch)os. Af hans blod spirer granatæblet. Han er smeltet sammen med Zagreus, ”den store jæger”.

9) Hya(kinthos) dræbes af solgudens

diskos. Af hans blod spirer hyacinten.


Dette, at den guddommelige Bata, oksens ven og vogter, ikke kan dø, men via livsvæden/blodet går over i andre tilstandsformer, træet, vegetationen og til sidst genfødes i sin søn, er et ægyptisk folkeeventyr, som jeg har behandlet i The Origin of our Belief.

Af Adonis’ blod spirer anemonen. Dette, at livsguden ikke kan dø, men blot går over i en anden tilværelsesform er pointen. (Ajax, Hyakinthos, Adonis ved Rosefesten, Attis og violerne er alle rester af forestillingen om, at livsguden udgyder sit blod og derved føder forårets blomstertæppe.)


Gamle kultiske råb:

Eleleu-Ju-Ju (Athen)

Hallelu-ja

Hye

Jambe

Jæ- Paian

Jo-Saturnalia (Rom)

Jo –største kouros (Kreta)

Jakche (Eleusis)

Navnet Jahveh blev kun påkaldt én gang om året, nemlig over offerdyrene (tyr,får,buk) på den Store Forsoningsdag.

Litt.:

On the Surface: Catalhöyük 1993-95, ed. Ian Hodder, 1996, med vigtige artikler af Ian Hodder og Naomi Hamilton og mange henvisninger til den øvrige litteratur.