Institute for Research in the Roots of Mysticism

Catal Hüyük III:

Højgudens blod, livsvæde, levende vand

James Mellaart gør (Anatolian Studies XIII, 1963,s.79) opmærksom på, at den tyr, som jages/dræbes på adskillige af vægmalerierne i Catal Hüyük, på et af billederne er omgivet af bølgelinier (vand). Han ser en sammenhæng med senere hattiske ritualer, hvor guden har skjult sig i et hul, der på én gang er underverdenen, og et hul, som vandet strømmer op af. Han referer til en artikel af J.G.Macqueen, (An. St. IX,1959,s.171ff), hvor Afqakilden, som føder Adonisfloden, netop anskues som sådan et hul, som vandet på givne tidspunkter sprøjter op af. Et lignende fænomen kan iagttages i nærheden af den Korykæiske hule i Kilikien (Tyfons hule), hvor Ibreez-floden ”leaps in a crystal jet from the red rocks of the Taurus” (”Tyre-bjerget” s.174n121). Tyren er altså den, som giver den livsvæde, der giver alt i naturen liv. Nilen flyder fra Osiris lemmer, dens oversvømmelse kaldes ”Tyrens gave”, og ”Tyren El” i Ugarit har sin bolig tæt ved vandendes dobbelte udspring.

Store Ajax dør, og af hans blod spirer hyacinter. Det samme gælder Hyakinthos (af Ja+ endelsen –k + endelsen –nthos). Narcissos-blomsten spirer af den smukke yngling Narcissos’ blod. Fra den døde Balders gravhøj fremvælder mægtige kilder if. Saxo. Af Attis’ blod spirer violen, af Agdistis’s blod spirer mandeltræet (også et forårssymbol), af Adonis’s blod spirer anemoner. Myten om vegetationsguddommen, hvis blod giver liv til forårets blomsterpragt, er så vidt udbredt, at den må være ældgammel. (Betegnelser som Attas=”Far” og El viser, at vegetationsguddommen ikke er en sekundær frugtbarhedsdæmon, men selveste højguden, gudefaderen.) Bog, buga, som på kassitisk og slavisk betyder ”gud”, betyder i kaukasussprogene ”tyr”. Højguden er den, som giver livsvæde og får alt i naturen til at spire ved forårstid. Livskraften er koncentreret i vegetationsguddommens blod.

Tertullian fortæller i sin Apologi 7f om en beskyldning, som blev rettet mod de kristne, at de slagtede et spædbarn og opfangede blodet i brød, som så spistes ved deres måltider. Han afviser beskyldningen som grundløs og latterlig. Minucius Felix, som skriver en lille generation senere, skildrer omtrent det samme blot med den forskel, at spædbarnet er dækket af dej som et brød. Vi genfinder dette uhyggelige bagværk i Chwolsons klassiske skildring af Sabierne i Harran. Fremgangsmåden er speciel, og de tre skildringer er ret uafhængige af hinanden, så det er nok desværre ikke bare et ondsindet rygte. Denne kannibalistiske menu, hvor blodet opsuges i brød og fortæres, er sikkert ikke tilfældig. Den har sammenhæng med gammel agerbrugsreligion, hvor gudens livskraft er koncentreret i blodet og kornet/brødet. Det drejer sig altså ikke om en kristen rite. Tertullian og Minucius Felix fortæller, at den er kædet sammen med incestuøse, tabuoverskridende riter udløst af hunde, som, lokket til af kødstykker, springer ind og vælter lysene. Denne incestuøse seksualitet kendes i moderne tid fra venstrehåndet tantra. Det er altså den store jægers grænseoverskridende dødskult og hans jagthunde, der udløser den (se i øvrigt det store materiale der er samlet af Marvin Pope i Song of Songs, 1977, s.210ff).

Vi har i ”At se Guds rige” kap 1 sammenholdt El ”ved vandenes udspring” med Johannesskrifternes skildring af Gud som tronende ved krystalhavet og livets flod, som strømmer frem fra Guds og lammets trone, Åb 4,6 & 22,1. Men også Jesu løfte Joh 4 om levende vand, og dette, at der i døden flyder blod ud fra Jesus blandet med vand, et faktum specielt understreget og bevidnet af Johannes, Joh 19,34f, må ses i denne sammenhæng.

El er et med urmassivet, det kosmiske nattens bjerg Lel, hvis karakter af mystisk totalitet understreges af, at El, når han taler, ”taler ud af de 7, ja 8 kamre”. 7 er totalitetens tal og El befinder sig i det inderste kammer. Den samme symbolik aner vi bag Tyfon-sagnet, hvor Tyfon til sidst fængslet under bjerget i vest, Etna, og hvor uhyret også søger at påføre Zeus urmassivets karakter af hvilende ubevægelighed ved at berøve ham hans sener. Navnet Tyfon har sikkert sammenhæng med Tsafon, ”udsigtsbjerget”, dvs. det kosmiske urbjerg med Nordstjernen i toppen, den top, hvorfra alt i universet overskues. Tyfonmytens sammenhæng med paradistraditionen fremgår af den frugt, som han lokkes til at spise på Mt Nysa, en magiske frugt, som han forventer, skal gengive ham guddommelig styrke, men har den modsatte virkning. Han blod strømmer ud over Mt. Haemos og giver bjerget dets navn. Han er højguden, urenheden, som Zeus-Sandan forsøger at spalte med segl-sværdet, som også er det krumsværd, solguden ved solopgang spalter urbjerget med på mesopotamiske segl. Myten er foruden til den Korykæiske hule i Kilikien knyttet til Mt. Kassios-Tsafon (Jebel el-Akra) 40 km nord for Ugarit, bjerget, hvor også Baal i Ugarit har sit sæde. Baal er altså et langt stykke identisk med den kilikiske Sandan, også kaldt Zas/Kass. Vi møder både i Kilikien og Fønikien en religion, hvor højguden, den vise, livgivende, er detroniseret af en yngre dæmonisk guddom, den store jæger Baal. Han har ikke blot dræbt Els elskede (mdd il) søn Jaw-Jamm, han har muligvis også angrebet El og bundet ham (teksten er meget usikker, se Marvin Pope, El in the Ugaritic Texts, 1955,s.30).

Interessant er i den forbindelse også den korte Ugarittekst CTA 12, som fortæller om, hvorledes gudinden Anat vender sig til sin broder, som omtales som n’m ”yndig” (samme ord som i ”anemone” og en betegnelse, som senere er nært knyttet til Adonis og de 3 gratier, som vi i Ugarit genfinder som Baals tre døtre). ”Sandelig, hun fortærede hans kød uden en kniv, sandelig, hun drak hans blod uden et bæger”, hedder det så, og Manfried Dietrich & O.Loretz, Studien zu ugaritischen Texten, 2000 kalder teksten Sparagmos und Omophagie (”Sønderrivelse og Menneskeæderi”) og henviser til det sammenlignende materiale, M.Astour har sammenbragt fra både græsk religion og fra de tekster, som er fundet i Mari. Et dokument herfra skildrer nemlig, hvorledes en profet sønderrev et levende lam og spiste af det rå kød, inden han fremsagde sin profeti. Den rovdyragtige, kannibalistiske adfærd er nært knyttet til en ældgammel ekstase-ideologi, så gammel, at den er fælles for de to kulturer. Det har noget at gøre med en forvandling til rovdyr og Anat-skikkelsen må tolkes i sammenhæng med den ideologi, som knytter sig til den store jæger, jnf. det blodbad, hun anretter på menneskene, så hun til sidst vader i blod ”op til ballerne” (i digtet om Baals kampe). Hun er en nøje parallel til den grusomme indiske gudinde Kali, som med krumsværdet i hånd rider på en tiger.

Efter at have fortæret Baal vender Anat sig mod ikke mindre end 6 forskellige slags kilder. Det er altså tydeligt, at drabet på guden resulterer i vand, udløser livsvæden.

Vi må altså se Anat i sammenhæng med den gamle tantriske idelogi som den personificerede kvindelige seksualkraft, den opstigende slangekraft, kundalinikraften, som samtidig også er frugtbarhedskraften. Den kvindelige seksualkraft møder vi afbildet i en meget speciel type gudebilleder, som forskningen normalt har betegnet med navnet Qadsju, idet man ikke er enige om, hvorvidt dette navn skal tydes som navnet på gudinden eller gudindens numen (så det skal oversættes som ”Hellighed”). I Indien er enhver nøgen kvinde en personifikation af kundalinikraften.

Qadsju typen er specielt kendt fra en række ægyptiske steler, hvor hun ses stående på en løve mellem guderne Min og Resjef. Hun er altid helt nøgen og rækker lotusblomster til Min og en, to eller tre slanger til Resjef. Min er afbildet som vegetationsgud (bag ham står en tårn med træer, der vokser på toppen). Han er afbildet som død: han kan ikke selv stå, men holdes oppe af en stage, som støtter hans nakke. Han er den døde vegetationsgud, som i sin død skaber frugtbarheden (utilsløret antydet ved hans rejste mandslem). Han kaldes ”Tyren…som skaffer guder og gudinder sæd”. Resjef (”den brændende”) er sommerbranden, livsvædens og vegetationens modsætning. Han er samtidig den store jæger, gud for ekstasen symboliseret af den slangekraft, som Qadsju rækker ham.

Selvom disse steler er fundet i Ægypten, er motivet syrisk-fønikisk. Et segl viser den nøgne gudinde stående på to løver mellem de to gudebrødre, som er modsætninger, selvom de kan afbildes ens. Den ene markeres ved et vegetationssymbol, den anden ved tegnet for den mystiske ur-ild: solen i månens skål. På syriske segl ser man ofte den nøgne gudinden i et vinget tempel stige ned fra himlen. Hun er den op og nedstigende kvindelige frugtbarhedskraft, kundalinikraften. Hendes nedstigen er kosmogoni, som det ses så sent som i de gnostiske myter om Sofias kosmogoniske nedstigen.

Myten fortæller om Adonis, der dræbes af den store jæger Apollon i vildsvinets skikkelse. På Cypern, hvorfra Afroditekulten stammer, er gudinden på mønter fra Pafos afbildet som urbjerget, urmaterien, flankeret af de to dioskuriske stjerner, morgen og aftenstjernen. Myten fortæller oprindeligt om gudinden og de to brødre, vegetationsguddommen og den store jæger, hvor den første dræbes af den sidste, jnf 1.Mo 4.

I Ugarit er i kongepaladset fundet et elfenbenspanel med 2 scenarier: a. Kongen under jagt og under nedslagtning af fjender fulgt af den nøgne Qadsju til venstre. Kongens hær anføres af jægeren med sit symbol rovkatten i favnen. Yderst til højre en tilbeder af scenariet, der hylder kongen som en epifani af jægeren og hans følge.



Scenariet b: I centrum de to gudinder, den unge datteren og moderen, som ammer de to urtidsbrødre, der ses yderst til venstre som jægeren og hyrden. Kongen ses omfavne dronningen, som er en epifani af den unge gudinde (eller er det gudinden selv, han omfavner?). Kongen fulgt af en kriger fremtræder som en epifani af jægerens skikkelse. De kæmpende dyr i kompositionerne øverst viser løvers drab på tyre, dvs. jægerens drab på højguden/vegetationsguden. Ugaritteksten ”Baals jagt”, KTU 1.12, fortæller om Baals jagt på Els sønner, de to tyremænd, som han dræber, mens hans ansigt brænder, og hans lænder gløder, men jagten ender med, at Baal selv falder om som en tyr ”i sumpen”, og resultatet er vand, som øses af El-templets kilde. Baal er her både jægeren, den brændende, hvis sejr over tyremændene synes at indlede en tørkeperiode på 7 år, men han ender med selv i tyreskikkelse at besejres af sumpen og livsvæden.

Mithrasmysterierne med deres drab på den guddommelige tyr er efter min mening vidnesbyrd om en gammel kult, som har tråde tilbage til sørøverne på sydkysten af Lilleasien, kilikisk Sandankult og de syriske marzeah-foreningers kult omkring den store jægers jagt på tyren. Børneofferet bringes til dødsguden Molok og jægeren Usoos-Melqart. Den sakrale prostitution og mandsskøgerne hylder gudinden, jægerens kvindelige partner. Skøgen er, som det ses af Simon Magers Helene, løskøbt fra et bordel i Tyrus, en epifani af den sunkne kvindelige kraft (se kap om Simon i ”At se Guds rige”). Også Mithras skaffer vand af klippen/urbjerget; og af tyreblodet, som han udgyder, vokser kornaks. Hans løve, hund og slange slikker ivrigt blodet i sig.

Afbildningerne af Tyfon med mørkets dobbeltslange som ben og daggryets hane som hoved (se nedenfor) viser, at han er urenhedens forening af modsætninger og identisk med den gud Ja, som kendes fra Kilikien og fra navne som Ajax og paradislandet Aja. Vi genfinder guden Ja i den Janus, der blev regnet for den ældste gud i Latium og som påvist af Bossert har anatoliske aner og kaldes pater og consivus. Hans karakter af urenhed betyder, at han følges tæt af en kvindelig halvdel Jana, dvs. Diana.



En anden version af denne dæmoniske gud er Bes. Han er også afbildet med slanger i hænderne, f eks med to, som siger op fra hans hofteparti og rejser deres hoveder over gudens højre og venstre skulder (se de 5 eksempler på Taf 7 i Die deutschen Ausgrabungen in Karthago, Bd III, herausg v Friedrich Rakob, 1999). Vi har i The Origin of our Belief in God ch. 3 behandlet den forhistoriske forestilling om den opstigende dobbeltslange som et kundalinisymbol, som symbol på en ekstatisk kraft, der rejser sig fra hofteregionen mod issen.

I Karthago er fundet et seglaftryk af en gud med økse i venstre hånd og ridende på en hest

eller et mulddyr. Over hans hoved ses den vingede solskive, symbolet på det mystiske lys (se ovennævnte kap i The Origin). Fra solskiven rækkes to ”arme” ned, som griber om hans hoved. Men det, som i udgravningsrapporten (Bd II, 1997, Taf 7) er tydet som arme, er snarere de to slanghaler, som ofte ses hænge ned på hver side af den vingede solskive. Seglet viser altså en slangekraft, som stiger fra gudens hoved op i urlyset. De 4 seglaftryk af en uræusslange med dobbelt vingepar også fundet i Karthago skal sandsynligvis også aktualisere forestillingen om den opstigende slangekraft. Over slangens hoved svæver solskiven (Taf 8). På to af seglene er det dobbelte vingepar arrangeret som et kors med centrum i uræusslangens hævede bryst. Dermed aktualiseres den mystiske forestilling om de 4 verdenshjørner, de kosmiske kardinalpunkter, som smelter sammen til mystisk enhed.


Plutarch viderebringer en tradition om Saturn, der har en mand fra Karthago som ophavsmand. Man må derfor antage, at den Saturn, der her berettes om, er den puniske højgud: Plutarch fortæller, at vest for Storbritannien ligger Ogygias ø, og endnu længere ude i havet ligger 3 andre øer, og helt på den anden side af det yderste Oceanos ligger det fastland, som omringer hele det store ocean. Når planeten Saturn hver 30.år indtræder i Tyrens tegn, udskibes en række mennesker udtaget ved lodtrækning til at krydse det store ocean. På den første ø, de kommer til, er solen 30 døgn i træk kun borte fra himlen en time. Efter 90 dage rejser de ved vindens hjælp videre og kommer til Saturn ø, og der skal de tjene guden i 30 år, hvorefter de kan vende hjem med næste ekspedition, men mange vælger at blive på grund af øens milde klima og det faktum, at alt findes i overflod på øen, så man kan bruge al sin tid på at lovsynge og studere legender og filosofi. Nogle hindres også af guden i at forlade øen, for han viser sig for dem, ikke i drømme, men i synlig form og med mange ånder og talende genii. For Saturn selv er fængslet i en kæmpemæssig hule på øen og ligger og sover på en klippe overtrukket med guld, en søvn påført ham af Jupiter. Fugle bringer ham ambrosia, og guldklippen udsender en duft, så hele øen er opfyldt af vellugt, som udgår fra klippen som fra en kilde. Ånderne, som tjener Saturn, er de mennesker, som levede på jorden, da Saturn var gudernes konge, og de kan profetere og forudsige mange ting, men de vigtigste og højeste ting går de ned i hulen til Saturn og får besked om og videregiver dem som Saturns drømme. For alt guddommeligt og kongeligt og alt, hvad Jupiter planlægger for fremtiden, drømmer Saturn.

Både F.Cumont og A.Alföldi har behandlet denne forestilling om Kronos-Saturn, som drømmer verdensordenen og verdensforløbet. Vi finder f eks skulpturen af den drømmende Kronos i Mithrashulernes ikonografi.

Guldklippen, som dufter af ambrosia, genfinder vi på de tyriske mønter som AMBROSIE PETRE

(se billederne oven for), her som det spaltede paradisbjerg. Hos Filon af Byblos (apud Euseb Præp Ev I) finder vi beretningen om Usoos (Melqart), som gennemfører ursejladsen i et urkaotisk univers ud til den svømmende paradisø, ofrer den ørn (Baalsjamems symbol), som flyver i toppen af paradistræet, og derved gør øen stationær (Nonnos Dionysiaca 40) og oprejser de to steler, som symboliserer verdensordenen, symboliserer, at urenheden er delt mellem himmel og jord, regnstorme og ild, at grænser og orden er sat i et urunivers, som skiftevis hærgedes af oversvømmelser og skovbrand.

Den drømmende Saturn i bjergets indre symboliserer urenheden og urbevidstheden, den mystiske vision, hvor alt smelter sammen til enhed, og hvor man føler sig i en tilstand af alvidenhed og føler, man skuer den højeste visdom og den højeste skønhedens og ordenens mønster.

Plutarch taler om, at fuglene flyver ned fra klippen. Det må derfor anskues som en høj stele, som den guldstele, Herodot har set i Melqarttemplet i Tyrus. Duften, som udgår fra klippen som fra en kilde, aktualiserer forestillingen om livets kilde/livets vand, der udgår fra paradisbjerget. Når det om El i Ugarit hedder, at han troner i det indre af bjerget Lel ved vandens udspring, så må også dette bjergs beliggenhed søges et sted hinsides det store Ocean i vest. Det er altså meget vel muligt, at El i Ugarit er en gud, som af gudekongen Baal er forvist til universet periferi, til det hellige hinsides, mens Baal hersker over denne verden (se Marvin Pope, El in the Ugaritic Texts, 1955).

At El er mystikerens og ekstatikerens guddom, ses måske af den opregning af Els 10 (?) guddommelige egenskaber, som vi finder i den gådefulde og svært tolkbare Uagarittekst 107, Pope s.85ff, de er ifølge J. Obermann ”qualifications either owned by El, or granted by him (to man)” (JBL 55, 1936,s21-44).

Et af det heftigst debatterede emner i Ugaritforskningen er forholdet mellem El og Baal i Ugaritteksterne. (Debatten er ref. i M.Pope’s bog.) I lyset af ovenstående lader det sig måske gøre at komme et lille skridt videre i denne debat: Baal er den, der med sit tempel-byggeri skaber rum for regnen til at falde og solen til at skinne, skaber rum i urmassivet, den mystiske urenheden, som symboliseres af Lel, nattens bjerg. I dette bjergs indre troner El i det 7. (8.) og inderste ”allerhelligste”, jnf de ”haller”, hekalot, man må gennem, før man i den ældste jødiske mystik står for Guds trone. For Els visdom er mystikerens visionære indsigt. Els tron-sfære er den urtilstand, som også Filon af Byblos omtaler som ”grænseløs evighed”. Derfor kan El også kaldes ”årenes fader”. Han er den urenhed, som føder dualiteten, Sjahar og Sjalim, gry og skumring, Jam og Mot, vinterstorm og sommerbrand.


Den store moder vil (if. myteversionen hos Arnobius) forhindre, at Attis gifter sig med Ja, kong Midas’ datter, og slår ham med vanvid, så han kastrerer sig på selve bryllupsdagen og dør under et figentræ. Af hans blod spirer de violer, som figentræet bekranses med ved den årlige fest for guden. Hans trolovede, Ja, dræber sig selv, og hendes blod forvandles til violer, og på hendes gravhøj vokser et mandeltræ. Begge symboliserer den livsvæde, som for mennesket gemmer sig i blodet og er beslægtet med den samme guddommelige livsvæde, som om foråret får violerne til at spire og mandeltræet til at blomstre. Som påvist af C. Colpe er en stræben efter androgynitet kernen i Attis-kulten. Denne androgynitet trues af brylluppet, men cementeres ved den drastiske kastraktionsakt, og hyldes i den kyske uopfyldte kærlighed mellem Ja og hendes døde brudgom. Ja er ikke blot Attis’ kvindelige partner, men en parallelskikkelse. Hun lider den samme skæbne, og hendes livskraft forvandles til de samme vegetationssymboler. Hun er rester af den oprindelige androgynitet, som knytter sig til højgudens numen. Pigenavnet Ja/ Eia nyder en vis udbredelse i Lilleasien (An.St. XI s.76; X s.49, 74, 82; L.Zgusta: Kleinasiatische Personennamen,1964, s.157, 188f og findes også som mandsnavn Eias, akkurat ligesom gudenavnet Sandas/Zas også bruges som pigenavn Sanda/Za, se Zgusta.) Mandsnavnet Tarkymbias svarer til Jambias (”Ja’s gave”). Trokondas svarer i formen til Sandas og Kandes og navnene indeholder de gamle gudenavne Tarku og Zas/Kasesis. Sandon-Sandas har sammenhæng med navne som Kandes, Kandon, Kandios, Kandaules, Kendes, Kentauros.

Den store rolle, Zeus’ urtidsforsyndelse og tab af sæd spiller, viser, at myten om Attis må ses i sammenhæng med tantriske tanker. Højgudens tab af sæd gør urbjerget gravid og føder Acdestis.


Hvis vi skal søge Catal Hüyük-kulturens spor i historisk tid skal vi være opmærksom på det pres, der har været af stammer, som indvandrer fra nord. De rester, der måtte være, er blevet trængt mod syd og må eftersøges i det område, som i historisk tid er kendt som det luwiske sprogområde. Luwisk er et indoeuropæisk sprog, men med mange rester af et før-indoeuropæisk sprog. Kilikien er et område, som er godt beskyttet af Taurusbjergene mod indtrængen nordfra. Her finder vi egennavnet Jambias = ”Ja’s gave”. Længere mod syd, på Cypern, finder vi broderparret Store Ajax og Teuker. Ajax var beskyttet af sit mægtige skjold bestående af 7 lag oksehuder. Han var usårlig på grund af den løvehud, som Herakles havde kastet over ham. Han gribes af vanvid og anretter et blodbad på grækernes okser og får. Teuker, hans halvbroder, bærer et navn, som har sammenhæng med det lilleasiatiske gudenavn Tarku. Han er grækernes bedste bueskytte.

Oprindelig er Ja vegetationsguden personificeret af den stærke okse, og Teuker er hans broder jægeren, men der sker en udveksling af egenskaber imellem de to, for normalt ville det være jægeren, der fik bersærkergang, blev usårlig og i ekstatisk raseri dræber tyren/kvæget og går med løve eller leopardskind bundet til lænden. Typisk for vegetationsguden er det, som videre fortælles om Ajax, at af hans blod spirede en hyacintlignende blomst med kronblade, hvori man kunne læse bogstaverne Ai/ai, som både er en hentydning til den dødes navn, og en klage over hans død, Ovid Meth. XIII,391ff (den typiske klage over vegetationsgudens død ved vegetationens henvisnen i hundedagene).

I Kilikien finder vi også det typiske motiv løven som guden Sandans symbol og oksen som dræbes af løven som tegn på døden (An. St. XI, pl XXXIV). Vi finder på Cypern guden Sandokos som bedstefar til Adonis (Sandan med endelsen –x, samme endelse som i Ajax). Der var altså to hovedguder, Ja og Tarku, hvilket også fremgår af navnene på præsterne ved den Korykæiske hule i samme område, jnf., at præsterne ved det nærliggende Zeus Olbios’ tempel kaldtes Teukrides. Ja er vegetationsguden, højguden, hans broder kaldes med det hettitiske navn Tarku, eller det luwiske navn Sandan. Sidstnævnte findes også i variationen Kendeas (Sites Old and New in Rough Cilicia An St XII, 1962,s206,210,214)

At den ene broder oprindelig var blevet dræbt af den anden, fremgår af det faktum, at Teuker ved hjemkomsten fra Troja af faderen holdes medansvarlig for sin broders død.


En hittitisk tekst lagt i munden på ”lægen Zarpija fra Kizzuwatna” beskriver et ritual, som skal udføres, ”hvis året har været ødelæggende, og landet har været fuld af død”: Først ophænges og fremlægges en række kultrekvisitter bl.a. et låddent løveskind. På et bord fremlægges en bronzeøkse, en kniv og en bue med pil. Mens øksen holdes op råber offerherren: ”Kom Santas…” Også en gudegruppe, som ankommer i blodige klæder bevæbnet med buer og pile, anråbes. Derpå skæres han halsen over på en buk og spiser et stykke af dens lever og hjerte råt!! Og drikker øl til af et sugerør smurt til med blod og sværger en ed. Også guderne menes at spise af den rå lever og drikke af det samme strå, og man hælder derefter vinlibationer og brødstykker ud til guderne. Derefter føres 9 unge drenge, som endnu ikke har været sammen med en kvinde, ind. De anføres af en dreng, som iført gedeskind giver lyde fra sig som en ulvs tuden. Til sidst bliver døren lukket for ”at lukke det onde ude og holde det gode inde”.

Santas, som ankommer sammen med blodklædte guder for at spise råt kød, er den dæmoniske gud, hvis symbol er øksen og løveskindet. For at bringe de nedbrydende kræfter i samfundet til ophør frembæres et blodigt offer til deres pacificering. Der er også spor af en gammel ynglingeinitiation, hvor anføreren for de unge skal indoptage både rovdyrets ødelæggende og kvægets livsopholdende kræfter i sig som de to store livsmodsætninger.



1 Macqueen nævner også Marsyas’s afflåede hud, som hang i en hule, hvorfra Marsyas-floden strømmede.