Institute for Research in the Roots of Mysticism

Guds rige

Hvis man skal danne sig et indtryk af baggrunden for Jesu tale om Guds rige, må man gå til den jødiske litteratur, som handler om Enok-Menneskesønnen-Metatron og specielt de dele af Enok-litteraturen, som må formodes at ligge tættest op af Jesu egen tid, dvs 2.En. og Lignelsestalerne i 1.En. Første lignelsestale (1.En.38-44) handler om

  1. Gudsrigets frembrud: retfærdigheden og de retfærdiges menighed “kommer til syne”.

  2. Englesangen og Enoks deltagelse i den.

  3. Verdensordenen.

Retfærdighedens “kommen til syne” står parallelt med “lyset kommer til syne” 38,1f. Retfærdigheden åbenbares altså i en guddommelig lysepifani: “Åndernes Herres lys er kommet til syne for de retfærdige og udvalgtes ansigt”, gentages det.

Derefter bortrykkes Enok til himlen og skuer de sted, hvor de retfærdige hviler “retfærdighed strømmede som vand foran dem, og barmhjertighed som dug på jorden” 39,5. Retfærdighed er ikke så meget anskuet som lovoverholdelse, men som noget, der udstrømmer fra Gud, som en udstråling af lys en udstrømning af barmhjertighed. Retfærdighed er altså anskuet som guddommelige egenskaber mennesket konfronteres med i theofanien. Den retfærdige er den, som øver retfærdige gerninger, men samtidig er han også den udvalgte, som retfærdiggøres af guddommelig retfærdighed.

Enok ser derefter de retfærdige stå foran Gud. “Deres mund var fuld af velsignelse, og deres læber lovpriste Åndernes Herres navn, og retfærdigheden ophører ikke foran ham”. Igen ser vi, hvorledes retfærdighed er nært knyttet sammen med den enhed med Gud, man oplever under lovsangen. Hele afsnittet gentager ordene “love, prise” atter og atter og atter. Det er på baggrund af disse stemninger vi må tolke Gudsriges- begrebet. Det manifesterer sig i denne lovsang foran tronen og i de guddommelige egenskaber, som udstråles fra Gud og Menneskesønnen. Jordens konger skal forstødes fra deres troner, “fordi de ikke ophøjer og priser” Gud og “med tak anerkender” ham. Men vigtig er også forestillingen om den kosmiske orden, og den er det, Enok skuer i sidste del af billedtalen 41-44: Det understreges især, at himmellegemerne ikke forlader deres baner, “ikke lægger til eller trækker fra deres bane”, men alle “bevarer troskab over for hinanden”, alt forløber med største nøjagtighed efter de naturlove, Gud har forordnet.

2.lignelsestale handler om dommens dobbelte udgang og Menneskesønnen som dommer på herlighedens trone, et tema, som også er et hovedtema i Jesu lignelser.

Menneskesønnen er den, “hos hvem retfærdigheden bor”, den, som vil åbenbare alle de skjulte skatte (jnf. den senere Kabbalahs tale om indsigtens og visdommens skatte.)

41,1ff omtaler retfærdighedens uudtømmelige kilde og rundt om den mange visdomskilder. I baggrunden mærker vi forestillingen om livets kilde, som udspringer fra Guds trone (Åb 22,1ff), jnf den nordsyriske forestilling om højguden, som troner ved vandenes dobbelte udspring. Denne Guds gave, “levende vand”, er i Joh. ev. nært knyttet til Jesu person og den Helligånd, han skænker sine troende, og ikke som i andre dele af jødedommen identificeret med tora’ens visdom. Forestillingen er i NT endnu ikke helt spiritualiseret: Et oprindeligt element af frugtbarhedsreligion gør sig stadig gældende, se skildringen af livets træs frugtbarhed, Åb 22,2. Også i Lignelsestalen understreges det, at i Menneskesønnen bor visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd 50,3.

Den tredje billedtale handler om lys: “de retfærdige skal være i solens lys” 58,3. Retfærdighed og lys optræder som parallelle størrelser: “de vil søge lyset og finde retfærdighed”, “de skal søge retfærdighedens mysterier…for der er blevet lyst som solen på jorden…og retfærdighedens lys vil vare evigt”. At søge Gud og søge hans åsyn står allerede i GT om theofanien. Retfærdighed er igen anskuet som noget, som skænkes i lysepifanien. Årsagen til denne sammenkædning må ses i den gamle theofanitradition, hvor theofanien “sætter universet i orden” efter vinterens og nattens kaostid. Der tales videre i teksten om målesnore og mål, som englene giver de retfærdige til at “styrke retfærdigheden”,61,4. Alle skal være inden for deres af Gud tilmålte plads i verdensordenen. De frelste bærer hvide klæder, og deres ansigter stråler som sne. Al denne hvidhed spejler den dobbelte ildflod, som udgår fra tronen og stråler “som hyacinth”, 71,1f. Alle i himlen bliver “ét lys”, og lovpriser “med én røst” 61,6+9+11, og det er i denne lovprisning foran Menneskesønnens trone, englene besjæles af 7 dyder som opregnes: Tro, visdom, tålmodighed, barmhjertighed, ret, fred, godhed og i denne lovprisning forenes enhver lysets ånd og alt kød, 61,12. De karakteristiske kendetegn for denne spiritualitet er dens stærke optagethed af englenes lovprisning foran tronen, en lovprisning, som det er menneskets mål at indføjes i, hvorved det opnår en enhed med det himmelske, der besjæler det lille menneske med guddommelige dyder.

2.Enoks bog begynder med at fortælle, at Enok blev bortrykket for at beskue “Guds såre vise, store og uforanderlige rige”, tronen, de ildfødte himmelske hærskarer, kerubernes sang og “et lys uden mål”. Læg mærke til, at “Guds rige” er det himmelske rige, merkabah-tronen omgivet af de lovsyngende engle-ordner. De bud og saligprisninger, vi finder i 2.En, svarer nøje til Jesu bud og saligprisninger. “Salige er de retfærdige, som skal undfly Herrens store dom, eftersom ansigterne skal stråle som solen.” 17,9. Udtrykket er interessant, fordi vi også finder det i den synoptiske tradition: Matt 17,2 og 13,43 (”Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige” - og 4 Ezra 7,97: ”deres åsyn skal stråle som solen”). Matt 17,2 viser, at det oprindelig er en del af den symbolik, som omgiver den til løvhyttefesten knyttede theofani og dennes sammenhæng med solopgangen. Dommen er i det “store lys, som Herren sender”, heddet det 2.En 13,69.

Også 2.En taler om englenes lovprisning med “én røst”, 7,14 & 8,10 og om syv engle, som vogter verdensordenen 8,3, og om de mange boliger, som findes beredt i Guds rige, jnf. Joh 14,2.


De himmelske væsner er ofte skildret som syngende trishagion (Sabbatsangene, 1. og 3. En, Joh Åb., Hekalot Rabbati, Sefer haRazim). Vi finder i 3.Enoks bog flg. skildring: ”Når de tjenende engle siger: ”Hellig” efter den rette orden1 for Den Helliges åsyn, velsignet være han, går de, som celebrerer ved hans trone, og de, som tjener hans Herlighed, ud med stor glæde fra deres plads under Herligheden trone. Hver af dem har i sin hånd tusinder af tusinder og myriader af myriader af stjerne-funklende kroner, alle som morgenstjernens glans af udseende. Og de sætter dem på hovedet af de tjenende engle og høje englefyrster. De, som siger: ”Hellig”, modtager tre kroner, en for at sige Hellig, en for at sige Hellig, hellig og en for at sige: Hellig hellig hellig er Herren, hærskarers JHVH”, § 58. Denne liturgiske bro, som trishagions helligelse af JHVH-navnet skaber mellem menneskenes og englenes gudstjeneste, er fælles for de to størrelser, jødedommen og den ældste kristendom, se David Flusser: ”Sanktus und Gloria”2.

Det er min påstand, at udtrykket Guds rige mere end med noget andet hører nært sammen med visionen af Guds trone og englenes hyldest og lovsang for tronen:

1.En 46 skildrer synet af ”Dagenes Hoved” og sammen med ham ”en, som så ud som et menneske” (”Menneskesønnen”). Denne Menneskesøn skal styrte konger og mægtige fra deres troner, og mørket skal være deres bolig ”fordi de ikke ophøjer Åndernes Herres navn..og de fornægter Åndernes Herres navn”, jnf 47,2: ”I disse dage skal de hellige, som bor i himlene forene sig med én stemme og …takke og velsigne Åndernes Herres navn”. Jnf 61,6-9: ”Og alle, som bor oppe i himlen modtog en befaling og kraft og én stemme og ét lys som lignede ild…og ophøjede og priste med visdom…og Åndernes Herre anbragte den Udvalgte på herlighedens trone, og han skal dømme alle de helliges gerninger, og når han løfter sit åsyn for at dømme…skal de alle med én stemme tale og velsigne og ære og ophøje og hellige Åndernes Herres navn”. Videre skildres, hvorledes alle engleklasserne og de andre kræfter ”på jorden og over vandet på denne dag skal løfte én stemme og velsigne og ære og ophøje i troens ånd, i visdommens ånd, i tålmodigheds ånd, i barmhjertigheds ånd, i dommens og fredens ånd, i godhedens ånd, og de skal sige med én røst: velsignet er Han og må Åndernes Herres navn være velsignet for evigt og altid. Og alle de, som aldrig sover (englene) i himlene, skal velsigne Ham, og alle de hellige, som er i himlene, skal velsigne Ham, og alle de udvalgte, som bor i livets have: Og hver lysets ånd, som er i stand til at velsigne og ære og ophøje og hellige Dit velsignede navn, og alt kød skal ud over alle grænser ære og velsigne Dit navn for evigt og altid.”(v10-12). Alle jordens mægtige skal da gribes af rædsel, når de ser Menneskesønnen sidde på sin herligheds trone ”Og alle konger og de mægtige og alle, som har jorden i eje, skal velsigne, ære og ophøje ham, som hersker over alt, som var skjult” (62,6).

Det fremgår af ovenstående, at ”ophøjelsen og ”helligelsen” af Guds ”navn” er selve den måde, Guds rige manifesterer sig på, idet den symboliserer alle kosmiske englemagters, alle frelste menneskers og mægtige kongers underkastelse under Guds hellige kongemagt. Det er for mig oplagt, at udtrykket ”helliget vorde dit navn” må ses i denne sammenhæng. Udtrykket er altså nært sammenhængende med udtrykket ”komme dit rige”, idet Guds rige netop manifesterer sig i denne universelle lovsang foran herlighedens trone ”med én røst”.

Sangen foran tronen er qedusjah’en: ”De, som ikke sover, velsigner dig: De står foran din herlighed og velsigner og priser og ophøjer, idet de siger: ”Hellig hellig hellig er Åndernes Herre…og velsignet være Herrens navn for evigt og altid” (39,12).

Guds rige er altså ikke så meget anskuet som en jordisk, politisk størrelse, men mere som denne mystisk farvede oplevelse af en lovsang foran tronen, der helliger og ophøjer Guds navn, og i hvilken hele universet forener sig med én røst. Der går tråde herfra tilbage til kulten i templet foran den usynlige kerubtrone i det Allerhelligste.

Qedusjah-sangen er i 3.Enok den centrale begivenhed i himlen, og betydningen er som påvist af Odeberg3 “the realization of the Kingdom of Heaven among the angelic orders”: Når englene synger qedusjah, tager de “Himlens Kongedømmes åg på sig”. Derfor er det, antallet af deres “lejre” svarer til talværdien af Malkut (“kongedømme”). Alle de forsk. engleordner bliver da ét under den store Konge, og realiseringen af Guds kongedømme strækker sig også ud til de mere fysiske aspekter af de himmelske sfærer: På det tidspunkt, hvor englene bryder ud i qedusjah’en, ryster alle himlenes søjler og porte, universets grundvolde bevæger sig, stjernebilleder og planeter må underkaste sig, og solen og månen haster af sted (som tegn på, at de underkaster sig Guds almagt.)

Som en del af underkastelsesscenariet understreges det, at englene skælver af angst, og de, som ikke synger unisont, opløses som straf i ildfloden.

Nu netop dette, at alle synger qedusjah’en med “èn røst”, understreges også i den ældste urkristne liturgi, som der er spor af i 1.Klemens brev og i et af Ignatius af Antiokia’s breve 4. I 1.Klem hedder det: ”lad os agte derpå, hvorledes hele mængden af hans engle står hos ham og tjener hans vilje”. Derefter citeres Dan 7,10 og qedusjah’en, og det hedder derpå: “Også vi, ført sammen i sindets endrægtighed (homonoia) ved samvittigheden, vil eftertrykkeligt råbe til ham med én mund” 34,7.

I Ignatiusbrevet nævnes qedusjah’en ikke, men det hedder: “for at I værende i symfoni i endrægtighed (homonoia), kan fremstille Guds toneart i enhed og synge med én røst”, Ign. Ef 4,1f.

Ifølge Odebergs indledning til 3.En er englenes afsyngelse af qedusjah’en den helt centrale begivenhed i den himmelske verdens aktiviteter. Under den unisont-harmoniske afsyngelse af denne helligelse af Guds navn skabes kosmos ud af englemagternes latente kaos, og de genantager deres oprindelige fuldkomne skikkelse efter en tilstand af vekslen mellem forskellige lavere former og en vis opløsning i mandligt og kvindeligt køn, 3.En 35,6. Som påvist af Odeberg er afsyngelsen af qedusjah’en englemagternes tagen “Gudsrigets åg” på sig. Der er altså tale om, at der til afsyngelsen af qedusjah’en er knyttet en stærk oplevelse af kultisk realiseret eskatologi. Jnf. den kosmiske proskynese i Fill 2 i et afsnit, hvor Paulus muligvis citerer en urkristen hymne.

Englenes og menneskenes hyldest er Gudsrigets kultiske manifestation, den kultiske virkeliggørelse af den universelle underkastelse.

Særlig vigtig er Beskows gennemgang af synet på kongedømmet i de Klementinske Homilier. Kristus er her skildret som konge over den kommende tidsalder, og Satan over den nuværende Hom 20,2. (En forestilling, som er et direkte lån fra iransk zerwanisme, hvor Ahriman fik herredømmet over den nuværende aion og Ohrmazd over den fremtidige. Iransk er også forestillingen om ”Sandhedens profet”, som er Jesu allervigtigste titel i dette skrift.) Monarkiet er den ideelle samfundsform, da det resulterer i homonoia, mens polyarki (mange konger) giver splittelse og krig 9,2. Monarkiet blev i urtiden udøvet af Noah, som levede 350 år i homonoia med de mennesker, som nedstammede fra ham, og han var konge ”efter den ene Guds billede”. Efter hans død opstod der krig, fordi alle ønskede at være konge, men monarkiet skal i endetiden genoprettes af Kristus. Men allerede nu bør biskoppen æres ”ligesom Guds billede” og bør adlydes som den monarkiske konge i homónoia og eutaxia (”orden”), hedder det i Peters indsættelse af Zakkæus, Hom 3,61f. Beskow gør opmærksom på, at det politiske syn på kongedømmet, som vi finder i de Klem. Hom., også ligger bag tankegange hos Euseb og i de Apost. Const. og må formodes at gå tilbage til en fælles tradition5 , måske antiokensk6?.

Det, som efter min mening ligger bag, er dels en urkristen liturgisk tradition, ifølge hvilken nadveren er Guds eller Kristi epifani som den store Konge. Dette er senere særlig tydeligt i den antiokenske tradition (Johannes Krysostemos, Theodor af Mopsuestia og Narses): Nadveren sammenlignes her med en kongelig audiens, og stedse understreges den frygt og bæven, hvormed den troende skal nærme sig Kongen, som er tilstede i brødet og vinen. Men afgørende er også traditionen fra 1.En.’s lignelsesafsnit, hvor kongernes underkastelse under den store konges epifani er et hovedmotiv ligesom også den harmoni i kosmos, som skabes ved den enstemmige eskatologiske helligelse af Guds navn. Dette motiv er som påvist af Flusser overtaget af 1.Klem og Ignatius. Gudstjenstens højdepunkt i urmenigheden er altså Kristi (eller Guds) tronende nærvær. Gudsriget opleves som kultisk realiseret under trishagion.

Forestillingen om biskoppens ”trone” (cathedra) spiller en stor rolle i Klem Hom, og Klemens skildres som Guds udsending, der ligesom Peter har fuldmagt til at binde og løse på Guds vegne. Vi møder her det nytestamentlige apostelbegreb byggende på den hebraiske sjaliach-institution skildret af K.H. Rengstorf7, og vi ser, hvor gennemført den kultiske realisering af Guds rige er tænkt. I den syriske kirke havde biskoppen sit tronsæde i apsis, tre trin højere end presbyternes sæde8. Der er sandsynligvis allerede i Hermas Vis III,1,4-8 hentydninger til biskoppens trone og presbyternes bænke. Åb 4 viser, at det afbilder Guds trone omgivet af det himmelske råd.

En nærlæsning af ”Sektreglen” kunne måske give os et indtryk af pagtsindtrædelsesfesten for ”lys-sønnerne” i Qumran: Man træder ved denne lejlighed ind i ”enhedens orden” (særæk hajjahad) ”for at gøre alt, som Han har befalet”, og ikke vende sig bort igen på grund af en eller anden frygt eller prøvelse, som måtte opstå ”under Belials herredømme” (mæmsjælæt) 1 QS I, 16-8. Derefter skildres liturgien omkring pagtsindtrædelsen: Præsterne skal først fortælle ”Guds retfærdighedsgerninger”, og levitterne skal fortælle ”alle deres synds og skylds overtrædelser under Belials herredømme”. Her bruges ikke udtrykket Guds rige (malkut) og Belials rige, men i stedet mæmsjælæt, men forestillingen om to konger, Mælkisædæk og hans modsætning, findes.

Enhver initieret får sin ”ståens plads i Guds enhed til evigheders råd” også kaldt ”helligt råd og evigheders sod’s sønner”. Udtrykket sod (”kreds”, ”fortroligt råd”) aktualiserer tanken om ”gudesønnernes kreds”, som er Guds evige råd, hvor han gør sine vilje kendt. ”Ståen” aktualiserer billedet af englenes ståen for Guds trone. Læg mærke til, at ”enheden”, som også et sted kaldes ”jubel-enhed” og også optræder i forbindelsen ”enhedens orden”, er den enhed, som eksisterer rundt om Guds trone, og det svarer nøje til det udtryk homonioa, som spiller så stor en rolle i den ældste jødekristne liturgi. Det er Guds herredømme, som viser sig i denne enhed, som også kaldes Guds ”sandheds enhed” II,24.


Englesangen: “Herlighed for Gud i det Højeste, og på jorden fred i velbehagets mennesker”, består af to parallelle sætninger. Ære til Gud i den himmelske sfære modsvares af fred i mennesker på det jordiske plan. Terminologien er hentet fra theofanien: Guds herlighedsåbenbarelse. Theofanien betyder samtidig åbenbarelse af guddommelig retfærdighed, orden, harmoni, fred (hebraisk: sjalom). I den kultiske theofani smelter jord og himmel (Guds trone i himlen og i templet) sammen. Også råbet: “Hosianna i det Højeste” ved Jesu indtog i templet i Jerusalem må ses i sammenhæng med theofaniens symbolik og dens sammensmeltning af jord og himmel. Kult-menighedens Hosianna for Davidssønnen genlyder også i det højeste for Guds trone. Også ”velbehagets mennesker”, et udtryk, som også kendes fra Qumranskrifterne, må ses i sammenhæng med udtryk som: “det har behaget Gud at udvælge Zion som sin bolig”. Kultmenigheden er det nye tempel, det hellige sted udvalgt ved Guds velbehag..


I 1.En møder vi sammenhæng mellem Guds riges komme, Guds navns helligelse og forestillingen om, at Guds vilje sker i himlen, i himmellegemernes bevægelser og i de kosmiske love, blot ikke på jorden i menneskenes hjerter og handlen.

Der er ingen tvivl om, at bønnen: ”Komme dit rige” beder om Guds eskatologiske indgriben. De fleste jødiske bønner fra Jesu tid beder om dette. Men dette Gudsrige er, som vi har set det, kultisk tilstede i menigheden og ikke mindst i englesangen, qedusjah’en. Ja theofanien som eskatologisk begivenhed er afledt af den kultiske theofani.


Verdensordenen

Verdensordenen er den mægtige orden af naturlove, som hersker overalt i naturen.

At være kristen er at lade sig indføje i den mægtige kosmiske orden, som udstråler fra Guds trone. Det er noget, den ældste kristendom har overtaget fra jødedommen: Man blev døbt ved solopgang, ved solopgang lod man sig gennem bøn indføje i den mægtige skabte orden. Solopgangen, som fortrænger mørket og kulden, og stiger op og fylder universet med liv og fuglesang, var det tidspunkt, hvor den fromme jøde oplevede at være omsluttet af hele den skabte orden.

En del af denne Guds orden er øvrigheden. ”De, der sætter sig imod dem, der har myndighed, står Guds ordning imod”, skriver Paulus Rom 13.

Det er ikke menneskets opgave at sætte sig op imod den mægtige oden, som hersker overalt i universet, men underordne sig, ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, der står over dem.” Dav Ps 148,7ff handler om at alt i naturen og universet skal lovsynge Guds navn: “havdyr og alle dyr, ild og hagl, sne og tø, stormende vinde, som gør hans ord, bjerg og alle højdedrag, frugttræer og alle cedre, vilde dyr og alt tamdyr, krybdyr og vingede fugle…fyrster og alle jordens dommere, ynglinge såvel som jomfruer, gamle med unge, de lover Herrens navn”.

Vejen til kultisk festglæde i den ældste menighed var, at man føjedes ind i den mægtige hyldest til Gud, som alt det skabte er: ”Al jorden er hans herligheds fylde”, Es 6,3.

At alt i universet er én stor lovprisning til Gud: fuglene, som synger, når solen står op, cikaderne og frøerne, som synger og kvækker om natten, bølgerne, som risler, og regnen, som bruser ned gennem i løvhænget, og vindens sagte susen, stjernerne som løber i deres baner over himlen, og elektronerne, som danser i deres bane om atomkernen. Alt er i hårfin balance. Der er en umådelig orden, som vidner om Guds ufattelige visdom. Blot menneske er faldet ud af denne skønhedens orden, som gennemtrænger hele naturen. Men i gudstjenestens lovsang hæver det lille menneskehjerte sig op til himlen og indføjes i den kosmiske lovprisning. Derfor føjer Matt et ”Hosianna i det Højeste” til det hosianna, som råbes af skarerne. Deres hosianna genlyder også i det højeste foran Guds trone.

Den højeste lykke er, når det går op for os, hvor stor Gud er. Når Gud er alt, og jeg selv er intet, fyldes hjertet af en svimlende glæde, og det er den selvforglemmende hyldest, de fattige pilgrimme på vej ind i Jerusalem hengiver sig til. Jesus siger: ”Hvis jeg bad dem tie, så ville stenene råbe”.

Allerede i 1935 påviste Erik Peterson9 ved hjælp af både NT (Åb 4 & 5, Hebr 12,22ff), kirkefædrene og de ældste liturgier, at den urkristne gudstjeneste blev forstået som en deltagelse i englenes evige lovsang. Eks. Åb 5: Da lammet har taget bogrullen med de 7 segl symboliserende Guds allerdybeste og hemmeligste visdom for at åbne den for de troende, istemmer livsvæsnerne ”en ny sang”. Denne istemmes også af de 24 ældste, der, som Peterson rigtigt har set det, er de himmelske repræsentanter for den jordiske kirke, ”det åndelige Israel”. Derefter intoneres den af 10 000 gange tusinder af engle. Og derefter hedder det: ”Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Pris, ære og lov og magt for ham, der sidder på tronen”. Hele det synlige kosmos inddrages i og slutter sig til englesangen, jnf den kosmiske tilbedelse af Kristus Fil 2,10f. At lovprise Guds storhed er at finde ind i den dybeste harmoni med universet og med sig selv. Læg mærke til, at livsvæsnerne i modsætning til Es 6,3 ”uden ophør, dag og nat” (4,8) fremsiger det 3 gange hellig. Idet de istemmer denne tilbedelse, kaster de 24 ældste sig ned for tronen og lægger deres kroner ned for tronen. Det er altså i helligsangen, Guds absolutte kongedømme fuldbyrdes også over den jordiske kirke. Og det er netop som skaberen af ”altet” (græsk: ta panta), Guds hyldes. ”For du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt” (4,11), hedder det i de ældstes hyldest.

Allerede i begyndelsen af kap 4 hedder det: ”Jeg vil vise dig, hvad der vil ske..” Men seeren har ingen hast, for vigtigere end skildringen af de eskatologiske begivenheder er åbenbart skildringen af visionen af Guds trone og den himmelske gudstjeneste og dens tilbedelse af lammet (10). Skildringen af de sidste tider er hele tiden afbrudt af liturgisk-hymniske afsnit, og hele synet udspiller sig på ”Herrens dag” gudstjenestedagen: ”På Herrens dag, blev jeg grebet af Ånden”, Åb 1,10.

”Du er højt hævet over enhver øvrighed og magt, kraft og herredømme og over ethvert navn, som nævnes ikke blot i denne men også i den kommende verden. Om dig står 1000 gange 1000 og 10 000 myriader af hellige engle og ærkeenglenes hærskarer...” Således begynder helligsangen i den aleksandrinske kirkes Markusliturgi, og den er således endnu et vidnesbyrd om, at det er liturgisk Guds suveræne almægtige kongedømme hyldes og opleves. Det hedder derefter i Markus-liturgien: ”til alle tider helliger dig alt, så modtag da Herre Gud også vore helligprisninger, idet vi med alle, som helliger, lovsynger og siger: (Folket) HELLIG HELLIG HELLIG…” Læg mærke til, at menigheden føjes ind i Altet lovprisning til alle tider. ”Alt” betyder her som understreget af Peterson (11) hele skabningen.

Det hedder videre i Markusliturgien: ”Fuld er himmel og jord af din hellige herlighed gennem vor Herres og Guds og Frelser Jesu Kristi epifani”. Helligsangen fører op til Herrens kultiske epifani, hans komme til nadvermåltidet, jnf. fra den romerske messe: ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”12.

At liturgien gennemtrænger hele kosmos, ses også af Jakobsliturgien fra Jerusalem: ”Ham priser himlene og himlenes himle og deres samlede magt, sol og måne og stjernernes kor, jord, hav og alt, hvad i dem er, og det himmelske Jerusalem, festforsamlingen, kirken af førstefødte…”13. Allerede i dåben føres man ind i englenes nærvær: Ifølge Jakob af Edessas kirkeorden ”står den himmelske hærskare om baptisteriet for at modtage de gudlignende sønner”, og Johannes Krysostomos skriver, at ”hele helligdommen og rummet om alteret er opfyldt af himmelske hærskarer” ved nadveren14.

Esajas Himmelfart

Esajas stiger op gennem 5 himle med hver sin trone og tronengel. Han stiger først op gennem firmamentet, hvor han ser Sammael (djævelen) og hans hærskarer og stor kamp idet Satans engle var meget misundelige på hinanden og al denne strid spejler sig i forholdene på jorden. I den 1. himmel ser han, at de engle som står til venstre for tronen er forskellige fra dem som står til højre og deres lovsang er forskellig. Det samme er tilfældet i den 2. himmel og han som sad på tronen var mere ”herlig” end alle de andre og der ”var en stor herlighed” i den 2. himmel. Herlighed er hovedordet og står om de forskellige grader af theofani som på de lavere planer manifesterer sig gennem tronenglene (James Hall) og englevæsnerne på det pågældende plan svarer med lovprisning. Esajas transformeres selv til større herlighed efterhånden som han stiger højere og højere op. Men det nederste lag af engle er optaget af strid om magt og indbyrdes rivalisering og derfor er de faldet ud af den orden og rytme, der af James Hall skildres som guddommelig udånding af herlighedsglans og indånding af lovsang. Jesus ”den elskede” som Esajas møder i den 7. himmel er den mest ophøjede af tronenglene: Ved hans nedstigen incognito og efterfølgende opstigen efter døden på korset iført hele sin herlighed tvinges også de til at lovprise og tilbede 9,23

Universets genoprettelse er knyttet til dette at Gud bliver herliggjort og at alle selv Satan’erne og de faldne engle føjes ind i den himmelske lovsang og tilbedelse, jnf Fill 2,11. Guds rige er altså dette at Guds tronssfære og tilbedelsen der forener sig med en jordisk tilbedelse, at også den jordiske tilbedelse føjes ind i den himmelske orden. En lignende forestilling ligger if Hall bag Ignatius’ brev til Ef 19, hvor Jesu epifani også tvinger denne verdens fyrste og æoner til at føje sig ind i den nyskabte kosmiske verdensorden.

I omtalen af de 5 første himlen skildres det omhyggeligt hvorledes de engle, som står til venstre er forskellige fra dem til højre, men i den 6. himmel er der ikke længere forskel på højre og venstre og ingen trone, for lovsangen er her styret af kræfterne fra den 7. himmel. Deres lovsang er unison og Esajas deltager i den. Pointen er den at i den højeste himmel og så langt kræfterne fra den rækker råder en dybere enhed af alle modsætningers sammenføjning til et.



1 Om dette udtryk se afsnittet nedenfor: „Indføjet i verdensordenen“

2 Abraham unser Vater; Festschrift für Otto Michel,1963,s.129-152.


3 3.Enoch,s.186f.

4 D. Flusser: “Sanktus und Gloria”,s.129ff.

5 Rex Gloriae s.256

6 s.321

7 Theol. Wörterbuch I 406-448 (art apostolos)

8 G.Widengren, Religionsphänomenologie, s.563, som også sætter motivet ind i den rette sammenhæng: tronbestigelsesfesten.

9 Das Buch von den Engeln

10 Peterson s.20

11 s.47

12 s.51

13 s.52

14 Cit. eft. Peterson s.70f.