Institute for Research in the Roots of Mysticism

Kanonkrise eller Tilbage til Biblen


For nylig var 150 mennesker samlet til religionsdialog i København. Debatten blev styret af den kendte TV-konferencier Klement Kjærsgaard. Efter at muslimen Sherin Khankan havde fortalt om, hvorfor hun var muslim, og en buddhist om, hvorfor hun var gået over til buddhismen, skulle den nyudnævnte generalsekretær for Det mellemkirkelige Råd tale om kristendommen. Han forbavsede alle ved i stedet at påstå, at vi alle sammen i den nye globaliserede verden (bevidst eller ubevidst) var påvirket af mange forskellige religioner og livstolkninger. Man kan ikke længere tale om ”ren” religion, alt er blandingsformer. Selv den, der mener, han er kristen, er præget af mange forskellige påvirkninger.

Efter dette ”kristelige” indlæg var man naturligt nok lidt rystet, og mange spurgte sig selv: Jamen er der da slet ikke en sandhedskerne i kristendommen, som man bør fordybe sig i? Kan det moderne menneske sådan bare selv mikse sig sin religion? Og er der virkelig bare frit valg på alle hylder?

Det var i hvert fald ikke, hvad Luther mente. Han hævder med stor styrke, at lige som mennesket ikke kan frelses ved sine egne fromhedsanstrengelser, sådan kan det heller ikke frelses ved sin egen visdom og menneskefornuft. Vi må lade os belære af biblen, ”den Hellige Skrift”.

Men denne pegen hen på den Hellige Skrift er også karakteristisk for Jesus. Da saddukæerne vil benægte, at det findes opstandelse efter døden, siger Jesus: ”I farer vild, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft” Matt 22,29. Og til den lovkyndige, som spørger ham om det største bud, siger han: ”Hvad står der i Moseloven? Hvad læser du der?” Luk 10,26. Og han lader Abraham sige til den rige mand: ”Dine brødre har Moses og profeterne, dem kan de høre” Luk 16,29. Jesus peger hele tiden hen på den Hellige Skrift og betragter sig som opfyldelsen af den. Johs ev skildrer Jesus som den, der bringer det evige ord, der var ”fra begyndelsen” (Joh 1,1), men blev åbenbaret for menneskene som en åbenbaring af guddommelig sandhed på menneskeligt plan, og før skal himmel og jord forgå, end hans ord forgår. Karakteristisk er også beretningen om vandringen til Emmaus: Jesus siger ikke til de to disciple: Nu er jeg hos jer som en levende virkelighed, så nu behøver I ikke længere bøger og døde bogstaver: Nej, ”Han åbnede Skrifterne for dem.” Luk 24,25-32. Så biblen selv peger hen på biblen som den største og dybeste åndelige autoritet, 2.Tim 3,15-17 (den rigtige oversættelse af v.16 er: ”Hele den (Hellige) Skrift er inspireret af Gud”). I de ældste kirkers afbildninger af Jesus som tronende på himmelhvælvet er han derfor afbildet med en bog eller en skriftrulle i hænderne. Vi skal ikke selv med opbydelsen af al vor teologiske snedighed udtænke os en religion. Sandheden er os skænket i en granskning af biblens vidnesbyrd om Kristus. Da Luther var død, fandt man som det sidste, han havde skrevet: ”For at forstå Virgils hyrdedigte skal man selv have været hyrde i det mindste i 5 dage, og for at forstå biblen skal man i 100 år have været discipel hos en ægte profet som Johannes Døberen eller Elias. Vi aner kun fodsporene af den Almægtige i den Hellige Skrift. Vi er (kun små) tiggere. Det er sandt.”

Christian Bartholdy sagde engang til mig: ”Der findes ikke det skidt, som ikke en eller anden folkekirkepræst kan finde på at forsvare.” Hvorfor er det kommet så vidt? For en udenforstående må det se ud, som om kristendom kan stå for hvad som helst.

På grund af lutherdommens kanonkrise. I traditionel lutherdom er Skriften eneste rettesnor for kirkens forkyndelse og lære, men i dag møder vi alle disse mærkelige på­stande om, at der ikke findes noget specielt bibelsk dåbssyn, ikke nogen speciel kri­sten etik og moral, ikke nogen speciel bibelsk lære om de sidste ting og tider. (Er eskatologien på det sidste gledet ud af lærebøgerne ?)

Denne begrænsning af dogmatikken til ét enkelt kapitel, må siges at være højst usædvanlig og endnu et vidnesbyrd om krisen. Man forsøger f eks at holde bastionen ved at koncentrere sig om hovedtårnet: Kristendommens indhold er alene vidnesbyrdet om en person, Kristus. Hvad denne person siger om f eks ægteskab og skilsmisse, de sidste tider, dåben, er ganske uinteressant. Godt Luther ikke fik lov til at opleve slige “lutherske” refleksioner

Fundamentalismen er ikke et moderne kætteri, som det er på det sidste er hævdet (prof. Mogens Müller). “Det er naturligt for en lægmand at være fundamen­talist”, sagde Chr. Bartholdy engang til mig. Han var ikke selv fundamentalist, men sluttede et langt fjersynsinterview med at sige, at det, livet havde lært ham, var” at stole på denne bog” (biblen).

Fordi biblen ikke længere er rettesnor (kanon) og menes at beskrive en speciel kri­sten livsholdning, kaster den moderne teolog sig så over alverdens andre specialiteter, synd tolket som forurening, befrielsesteologi, sælers vel, fredssag og miljø, feministisk teologi (som vel nok hører til i den værste ende af gøgemøget - oprindelig op­stået i ungdomsoprørets kølvand som et skvulp i marxismens giftpøl).

At Skriften ikke skulle have noget specielt syn på sig selv, virker såre mærkeligt, al den stund afdøde prof Hugo Odeberg brugte en stor del af sine senere år på meditationer over dette emne og gang på gang understreger, at Skriften vil læses som hel­lig skrift, og at Skriften peger hen på Kristus. ligesom Kristus peger hen på Skriften.

Man må ikke tage nogle enkelte dristige formuleringer om Jakobs- og Hebræerbrevet hos Luther og spille dem ud mod hele den protestantiske tradition for skriftbundet teologi og mod centrum i Luthers teologi, som er alle de skriftsteder, der er rygraden i hans argumentation, selv når hen taler om købmandshandel og åger. Det eneste, der kan redde vor lutherske identitet er en tilbagevenden til det luther­ske Sola Scriptura (”skriften alene”) og læren om skriften som sin egen fortolker.


Jesus

Den største fare i det danske kirkebillede er nu som før liberal- teologien (det frie liberale syn på biblen). Skønt den for længst er uddød ved de teologiske læreanstalter, lever den stadig i bedste velgående rundt om i præsternes studerekamre og gymnasiernes religionslokaler og i den almindelige mands opfattelse af bibelen og bibelens troværdig­hed. Bevægelserne Tidehverv og Eksistensteologien er nu langsomt ved at uddø, og vi kan begynde at gøre boet op efter dem: det eneste de i det lange løb har opnået, er at styrke liberalteologien, fordi folk alt for ofte kun har hæftet sig ved disse bevægelsers bibelkritik og ikke ved deres positive anliggende. Dette skyldes ikke folks dumhed, men at repræsentanterne for de pågældende bevægelser altid har været stærkest i kritikken, betydeligt mere svævende og dunkle, når det kom til deres positive anliggende.

I tysk teologis svaghedsperiode efter den anden verdenskrig formåede eksistensteologien (Bultmann-skolen) at brede sig og præge næsten hele det teologiske arbejde med Ny Testamente. Nu har tysk bibelteologi atter rejst sig at ruinerne. Her skal kun nævnes nogle få af de afhandlinger, som fører ud over den Bultmannske position, at vi ikke kan vide noget om Jesus. Først J. Jeremias’ bog fra 1971, NT-Theologie Bd.1: Die Verkündigung Jesu. Dette, at Bultmann ikke vil tillægge den historiske person Jesus nogen betydning for troen, er i Jeremias’ øjne doketisme (et oldkirkeligt kætteri, der - måske under indflydelse at vulgærplatonismens foragt for stoffet og den synlige verden - ikke ville vide af den historiske Jesus, men kun den himmelske Kristus). Troens og kristenlivets grundvold er tværtimod den historiske Jesus’ forkyndelse, og ved omfattende påvisning af Jesusordenes poetiske struktur og særlige kendetegn søger Jeremias at påvise, at næsten alle Jesusord i de 3 første evangelier går tilbage til Jesus selv. Også i lignelserne møder vi Jesu særlige form, de er vidnesbyrd om et menneske, der i poetisk kraft og i evnen til at udtrykke sig plastisk, billedligt stod langt over sin samtids rabbinere. Jeremias’s argumentation er klar og konkret og ikke til at komme udenom.

Den næste bog som må nævnes er J. Roloff, Das Kerygma und der irdische Jesus, 1970. Et af Bultmann-skolens hoveddogmer lød: Evangelierne vil ikke være historie, men forkyndelse. Evangelisternes interesse ligger ikke i at give en historisk troværdig skildring af Jesus, men i at forkynde Je­sus som den mægtige Herre. Men Roloff påviser, at de 3 første evangelier i høj grad også forsøger at fortælle historien om Jesus. At evangelierne ”ifølge deres egen selvforståelse vil give tilforladelig tradition om den jordiske Jesus, lader sig ikke bestride”. Et af de seneste bidrag er Klaus Berger, Wer war Jesus wirklich? 1995

Særlig karakteristisk for Jesu syn på sig selv er, at han betragter sig som ”opfyldelsen” af både loven og profeterne.

Derudover er Jesu død ligesom forudgrebet i 6 motiver i Gl Test:

a) URHISTORIEN: Den gode hyrde, Abel, bringer lammet som et gudvelbehageligt offer og bliver selv offer for den ondskab, som er kommet ind i verden.

b) PATRIARKHISIORIEN: Isaak, den enbårne forjættelsens søn, kræves som et offer, men erstattes af en vædder. (Temaet fører os over i kulten, idet Isaaks binding, Akedah’en, var forbilledet/det kultiske urbillede for enhver ofring i templet).

c) FORÅRSKULTEN: Ødelæggeren kræver den førstefødte, men går forbi de huse, hvor der er slagtet et lam.

d) EFTERÅRSKULTEN: Syndebuk-ritualet. Den ene buk ofres, - den anden drives bort belæsset med folkets synder.

e) Den daglige tempelkult/Davids SALMER: Der er tale om en lidende jeg-figur, der stiger ned til dødsrigets tærskel og i den forbindelse udtaler ordene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” — men udfries ved solopgang: ”Gud bringer os hjælp, når morgenen gryer”.

f) PROFETERNE: I Esajas’s bog tales der om den lidende Herrens tjener: ”Vore overtrædelser bar han”, som et lam, der føres til slagtebænken. Han dør som et sonoffer for folket.

Alle disse 6 motiver kulminerer i det 7, som er beretningen om, hvorledes Jesus giver sit liv som den gode hyrde Abel, som den eneste, elskede søn Isaak, der føres til ofring på Morias bjerg (Jerusalem), som påskelammet, som syndebukken, som den lidendc Herrens tjener.

Der er også i de 5 af de gammeltestamentlige motiver en dobbelthed = identitet mellem den lidende hyrde og det ofrede lam (påskelammet er substitut for hyrdefolket Israel) eller den ofrede vædder eller buk (I Jom Kippur ritualet er der dog tale om to bukke). Denne dobbelthed genfinder vi i påskeberetningen, hvor ordene om påskelammet: ”Intet ben må sønderbrydes derpå”, ses opfyldt på Jesus.

Som vi ser, er forsoningen og dette med Guds lam som stedfortrædende offer et mysterium, der dunkelt strækker sig fra biblens første blade til de sidste og udmunder i visionen af lammets trone, visionen af et lam, der ligesom var slagtet fra verdens begyndelse, som det udtrykkes i Joh Åb. Dette skjulte mysterium gennemtrænger hele biblen, og gid jeg kunne løfte bare en flig af dækket over dette hemmelighedens dyb.

Denne typologiske tolkning er kirkens gamle måde at tolke GT på og har efter min mening meget for sig.

Den, som kræver offeret, er ikke uden videre Gud. Det kan også skildres som ødelæg­geren, en Resjef-agtig skikkelse (Resjef-Molok er dødsguden, dødsrigets hersker i kanaanæisk religion), jnf., at bukken drives ud til Azazel, et navn, som har sammenhæng med Azizu, morgenstjernen Lucifer, dæmonernes fyrste, og i 1 Enoks bog er de faldne engles anfører.

Der er en forbløffende forudsigelse af selv uvæsentlige detaljer i påskedramaet: Ps 22: ”De ondes flok har omringet mig – mine hænder og fødder har de gennemboret…De delte mine klæder mellem sig, kastede lod om min klædning.” Ps 69: ”De gav mig…eddike at drikke i min tørst.” Es 53: De gav ham gravkammer hos den rige. Zak 11: Herrens hyrdetjeneste vurderes til 30 sekel sølv. ”Jeg tog de 30 sekel sølv og kastede den til pottemageren/skatkammeret i Herrens hus.” Zak 12,10: ”og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret.”

Det er især i forholdet profeti-opfyldelse, evangelierne ser Gl. Test.’s betydning. I sin disputats Studier i rabbinsk och nytestamentlig Skrifttolkning, 1959 sammenfatter Eric Starfelt s254-9 Ny Testamentes skriftsyn: Ny Test’s skriftsyn går tilbage til Jesu egen undervisning, hans tro på, at han er opfyldelsen af både loven og profeterne. Den apostolske forkyndelse, sådan som vi møder den i Ap. Gern., tager gennemgående sit udgangspunkt i Skriften. Kristus er opfattet som Skriftens herre og auktor. Som bærer af JHVH navnet (Fill 2, Joh 17) er Jesus identificeret med den i GT talende Herre. Derfor kan Jesus anvende det højtidelige ”Jeg er” (jnf. 2. Mo 3,14) og ”Jeg siger jer”. Evangeliet om Kristus var for NT ikke et nyt budskab, men et mysterium fra før skabelsen (Matt 13,35), Guds rådsbeslutning fra begyndelsen indesluttet i det profetiske skriftord.


Myter?

I bedømmelsen af de beretninger, som indleder det Gamle Testamente, er det vigtigt at gøre sig klart, at spor af de samme motiver og begivenheder findes i mange folkeslags urtidssagn. Der findes syndflodssagn spredt ud over det meste af kloden. Grækerne fortalte således om syndfloden og Deukalions ark, og om hvorledes guder gik ind til menneskedøtre, og kæmperne fødtes (bl.a. Herakles, Dionysos og en række andre helte.) Vikingerne fortalte, hvorledes alle kæmperne, jætterne, druknede i blodet fra den dræbte urgigant Ymir, blot én overlevede sammen med sin kone ved at sejle på en luthr (et ukendt islandsk ord). Jnf indledningen til beretningen om syndfloden i 1.Mo 6,4: ”Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem…var der kæmper på jorden. Det er heltene..”.

Græsk mytologi fortæller også om Hesperidernes Have langt mod vest, hvor æblerne, som giver evigt liv, vogtes af slangen Ladon. Nordisk mytologi fortæller om Yduns æbler, som giver evigt liv. En række græsk-romerske sagn handler om de to urtidsbrødre, hvor den ene dræber den anden og derefter grundlægger den første by: Romulus dræber sin broder Remus og grundlægger den første by og giver den sit eget navn Rom. Jnf., at Kain dræber Abel og derefter grundlægger den første by og giver den sin søns navn. Theben var grundlagt af brødreparret Amfion og Zethos, osv. (Eksemplerne på, at byer grundlægges af en brødrepar, hvoraf den ene bliver dræbt, er mange.) Den ene broder er ofte anskuet som ond og den anden som god: Poseidon havde to sønner, Dikaios og Syleus (”Retfærdig” og ”Røver”). I nogle indianske religioner var myten om de to urtidsbrødre så stærk, at hvis en mor føder tvillinger, så hun det som en gentagelse af urtidsbegivenheden og ville føle sig forpligtet til at dræbe den af tvillingerne, hun mente, var den onde broder.

Balder er den lyse, ”hvide Balder”, broderen Høder er blind, symboliserer mørke. Høder dræber den gode Balder. Zeus har sønnerne Kastor og Polydeukos, hvor Kastor (i romersk tradition) havde ry for stor hidsighed (”så blev Kain meget vred”), og Polydeukos (Polyleukos) betyder ”den meget hvide”.

I Saxos version er urmordet, Høders drab på Balder, ikke et brodermord. Til gengæld møder vi både forestillingen om en gudssøn, som forelsker sig i en menneskedatters skønhed, og den søde slangespise, som giver Balder styrke og udødelighed. Jorden drikker Abels (4,11), fra Balder gravhøj strømmer mægtige kilder.

Også i Ugaritteksterne er der tale om en slange, som hænger i et helligt træ, livstræet, der er skildret som en hybrid sammensat af forsk. træer. Johs. de Moor oversætter fra KTU 1,107 ”Bøn om slanger”: ”(He took) the tree in his hand…(And the serpent) let fall the spitt(le)”.

Det er vanskeligt at tolke fortællingerne fra biblens første blade, men så meget kan man sige, at de må være meget gamle, for der findes spor af dem overalt i de gamle religioner.


Balder & Høder

At sagnet om Balder også har sammenhæng med traditionerne i l.Mo 3-11, fremgår af især Saxos version, hvor hele affæren starter med gudesønnen Balders betagelse af menneskedatteren Nannas skønhed: Han ser hende bade. Balder er selv en halvgud, avlet af en gud og derfor usårlig. Høder er et menneske, han bliver konge og er fostbroder til Nanna, som Høder agter at tage til ægte. Han er en mester i strengespillet, l.Mo 4,21. Høder er solkrigeren, der rejser til det iskolde, frosne fjeld i Nord for at møde skovtrolden Miming i hulen der (Perseus’ rejse til gorgonens hu­le, Odysseus’ til kyklopens, Gilgamesj’ rejse til cederskovens vogter). Høder og Balder mødes til sidst alene, og Balder strækkes til jorden. Balder fik sin styrke af en magisk spi­se, som var sød og velsmagende, selvom den var iblandet edder fra 3 slanger (traditioner om livets træ, gudespisen og slangen fra kundskabens træ). Vi aner bag sagnet traditionen om de to’s kamp om den skønne søster. Men fortællingen har også et berøringspunkt med biblens fortælling om Kain og Abel i den rolle, hævnen og hævneren spiller, 1. Mo 4,15 & 23f: Som Eva føder Seth til erstatning for den dræbte, således avler Odin Bo.

Edda fortæller, at misteltenen vokser “øst for Valhal”, altså øst for paradiset; det er altså livets plante, jnf. den rolle, den spiller i kelternes religion (”Intet regnes hos druiderne så helligt som mistelten.”) Vøluspa understreger, at misteltenen er meget smuk. Vøluspa tillægger og­så, at engang skal urtiden komme tilbage og med den også Balder, og mar­kerne skal give udbytte uden udsæd. Balder hører altså nært sammen med paradistilstanden.

I Epic of the Kings retold from Firdusis (ed. Helen Zimmern,1883, s325-31) fortælles om kampen mellem Rustam og Isfendiyar. Sidstnævnte var usårlig, og hans død udløste en stor og årelang sorg over hele Iran. En Føniksfugl førte nemlig Rustam til den yderste strand, hvor der i en ha­ve voksede en tamarisk, hvis top nåede himlen. Rustam bryder en af gre­nene af og danner af den den skæbnesvangre pil (traditionen om livstræ­et, som samtidig er opfattet som verdenssøjlen).

Jan de Vries har hævdet, at der bag Balders død ligger en myte, der sva­rer til indvielsesritualet for den unge kriger. Høder betyder “kriger”, Herimod har man indvendt, at Balder opvækkes ikke, sådan som det burde ske i en initiation, men Balder er jo netop symbol på det førcivilisatoriske, uinitierede liv. Høder eller Balders erstatning, Vali, er den initierede kriger og mumler et hemmeligt ord i øret på Balder.


Balsambjergene

Digteren Nonnos (5.årh eft Kr) har i sit værk Dionysiaca XL 430ff en skildring af byen Tyrus’ grundlæggelse. Skildringen er lagt i munden på Melkart/Herakles, som også kaldes “den stjerneklædte”. Han fortæller, at Tyrus-området oprindeligt var beboet af et folk så gammelt som tiden selv og dannet af den jomfruelige jord, idet deres legemer var dannet af upløjet mudder (l.Mos 2). Melkart kom til dem, mens de sov, og bød dem at bygge et skib og sejle ud over havet, indtil de kom til to klipper kaldet “de ambrosiske klipper”, som flød på vandet. På den ene af klipperne voksede et oliventræ “midt i klippens navle”. På toppen af træet havde en ørn sin rede. Træet er i flammer, “en ild, som har dannet sig selv, udspyr vidunderlige gnister” — men uden, at det opbrændes. En slange slynger sig rundt om stammen. (Vi står her overfor et meget gammelt og meget udbredt motiv: Verdenstræet med ørnen i toppen og slangen ved roden). Når ørnen er ofret til guderne, vil klipperne standse deres van­dring, og så skal menneskene bygge en by på dem. Tyrus er altså grundlagt på paradisbjerget.

I nordisk mytologi finder vi også forestillingen om verdenstræet (asken Yggdrasill) med ørnen i toppen og slangen ved roden. Spekulationer over verdenstræet/livstræet findes i næsten alle religioner og må have bredt sig på et meget tidligt tidspunkt af menneskehedens historie. Da de første mennesker blev uddrevet af haven, vendte de sig om og så for sidste gang det mægtige livets træ stå midt i haven med tusinde skinnende blade og en top, som nåede næsten op til himlen. Dette syn har siden stået præget i menneskehedens bevidsthed som en erindring om det sunkne paradis. Verdenstræets sammenknytning med visdomskilden, Mimers brønd, og øjet, Odin der har sat i pant, er betinget af ekstatisk terminologi. Det er i sindets ekstatiske regression til urtiden, verdenstræet skues.

Det er især den katolske etnograf Wilhelm Schmidt (prof. ved missionsseminaret St. Gabriel ved Wien), der har rejst spørgsmålet om menneskets urreligion (Die Uroffenbarung als Anfang derOffenbarungen Gottes,1913). Mange folkeslags myter indeholder beretningen om en paradistilstand, som fik en­de ved en menneskelig forsyndelse. Visse naturfolk repræsenterer ældre udviklingstrin, som er stivnede, og pater Schmidt hævder, at man hos de mest isolerede af disse finder forestillingen om Gud som en skaber, fader, alvidende og god. Schmidt nævner en sydøstaustralsk gud, hvis navn oversat betyder “Vor Fader”. Man kunne også nævne den indiske *Dyaus pitar, romernes Ju-piter. Urofferet er ifølge Schmidt førstegrødeofferet 1.Mos 4, og det nyder en vid udbredelse. Beretningen 1.Mo 1-11 er en tusindårig overlevering, hellig og omhyggeligt vogtet, og Schmidt kritiserer Wellhausen og Gunkel for deres ringe indsigt i det etnografiske materiale. Der er altså tale om en slags urmonotheisme, målt med hvilken animisme, totemisme, mana-tro og magi er yngre fænomener, ukrudt, som breder sig og dækker den oprindelige religion, degenerationsfænomener ude af stand til at lede videre til noget højere.

Orfeus siger om titanerne, at de lokkede Dionysosbarnet med bull-roar’er, forsk. legesager og “smukke æbler fra de syngende Hesperiders have”(Orph fr 34. Kern). Her tales om et barn, hvis nysgerrighed fristes over evne med æblet fra paradisets have, og resultatet er den skæbnesvangre initiationsdød, kogning i et kar, som samtidig også er apotheose og mysterieindvielse, jnf beretningen l.Mos 3 om et urtidssyndefald omkring mennesker, som i en tilstand af barnlig uskyld nysgerrigt fristes af æblet ønskende en altomfattende kundskab og apotheose (”at blive som Gud”). Titanerne dræbes derefter af Zeus’ lyn: Kæmperne, som dræbes af Gud på grund af forbryderisk degeneration, kendes også fra biblens urtidstradition, 1.Mo 6,1ff.


Syndfloden

Da den store tyske opdagelsesrejsende Alexander von Humbolt trængte ind i det sydamerikanske kontinents indre, fandt han selv dybt inde i Brasili­ens urskove indianerstammer, som fortalte ham om en stor syndflod, som en­gang havde været i urtiden. Også blandt Mexicos højtudviklede mayakulturer fandt man beretningen om syndfloden knyttet til bl. a. et af de ældste pyramidetempler, som indianerne hævdede, til sidst var det eneste, som rage­de op af vandet. Også blandt Nordamerikas indianere findes beretningen om, hvordan urmennesket åbenbarede sig for folket i lysende skikkelse og varslede oversvømmelsen.

Biblen fortæller om Noa som den eneste retfærdige og arken, som han byggede, og vandene, som kom, og arken, som flød på det endeløse hav og til sidst landede på Ararats bjerg, hvor Noa trådte ud og ofrede. Græsk mytologi fortæller ikke om den retfærdige, men om den hvide Deukalions ark (Leukalion betyder ”hvid”), som gennem mægtige vande til sidst landede på Parnasbjerget, hvor Deukalion og hans hustru ofrede. Deukalion var blevet varslet om syndfloden af sin far Prometheus, som til straf for, at han havde frelst menneskene, blev lænket til Ararats bjerg.

Prometheus er næsten som en græsk restforestilling om biblens Gud, for det for­tælles, at Prometheus skabte menneskene af ler og bestemte, at guderne skulle have den ringeste del al offeret, nemlig fedtet og knoglerne. (Net­op de samme ting gør Gud i biblen, han bestemmer også, at kødet skal menneskene selv spise — kun knoglerne og fedtet skal ofres, og han skaber mennesket af agerjordens ler.)

Fra Noa nedstammer så en række folkeslag (semitter, hamitter og jafitter) - også om Deukalion hævdes det, at fra ham nedstammer folkestammerne, men der nævnes kun de græske stammer.

”Og det regnede i 40 dage og 40 nætter.” I og for sig er der ikke noget mærkeligt i dette, for alt vand er jo på et eller andet tidspunkt faldet ned fra oven, eftersom jorden har været glødende i sin barndom. Jorden må altså i sin barndom have været omgivet af en mægtig gennem­sigtig dampkappe, der sikrede ensartet drivhusklima overalt på kloden, jnf. at der er fundet aftryk af tropiske planter på Grønland.


Note:

Den historisk kritiske forskning er ikke den eneste videnskabelige tilgang til Skriften. På Luthers tid var videnskabelighed noget andet, og det vil det sikkert være igen om 100 år. Den historisk kritiske forskning, jeg argumenterer imod, er ikke for­søgene på at sætte sig ind i den historiske og religiøse situation i romerriget på Jesu tid, men alle de stort set fejlslagne forsøg på kildesondrin­ger, dateringsgætterierne og de mange forsøg på at udskille en historisk kerne fra formodet legendedannelse, debatten om enkelte Jesus-ords autenti osv. Her har den historisk-kritiske forskning modbevist sig selv. Hver gang den nemlig synes at nærme sig en slags konsensus, omstyrtes den af et nyt opstigende geni, som bryder vej for nye synspunkter. Det hele ender i en akademisk tyrefægtning, som de færreste præster kan tillade sig at ofre tid på, simpelthen fordi man ikke kan stole på resultaterne. Men når resultatet er så tvivlsomt, hvad er så videnskaben i det? Er det selve spilfægteriet, den akademiske tyrefægtning, som gør det til videnskab?

Målet må snarere være den ransagelse af skrifterne, som altid har været teologer­nes hjertesag. NT opfatter sig selv som verbalinspireret, Joh Åb 22,18f. Jesus under­streger; at ikke en tøddel af tora’en skal forgå, og han kalder sig sandheden, og han identificeres med visdommen fra Gud. Hans budskab er “ordet, som var fra begyndelsen”, og budskabet har evighedska­rakter: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå”. NT afviser alt­så den tanke, at budskabet skulle være tidsbetinget. Kan man læse NT, idet man helt ser bort fra det, som NT selv ønsker at blive læst som.

Hvorfor ikke være ærlig og indrømme, hvor usikkert det hele er: Vi har ingen objektive kriterier til at afgøre, om beretningerne om f eks beretningen om Jesu fødsel indeholder legendaris­ke træk.

Naturligvis har den historisk-kritiske forskning også sine gode sider, men det er dog et spørgsmål, om det ikke var muligt at anvende en metode, som var lidt mere konform med emnet, og se en kontinuitet, der hvor oldtiden selv har set en kontinuitet. Vi har i bogen ”Dåben og Himmelrejsen” forsøgt at tolke Paulus og Johannes i lyset af oldkirkens liturgier. Ligeså lader det sig også gøre at tolke Gl. Test. i lyset af Jesus. Irenæus har netop understreget, at den ubrudte tradition er tolkningsnøglen til skriften. Vi ser en kontinuitet mellem templet på Zion og gudstje­nesten i den romerske basilika. ”The most distinguished of the divine epithets used by the Zion-Sabaoth theology was YHWH seba’ôt (yosheb hakkerubim)”(T. Mettinger, The Dethronement of Sabaoth, 1982, s.80.), et gudsbillede, vi genfinder i Kristus Pantokrator, som troner på himmeltronen mellem evangelist­tegnene. (Denne Kristustype er fra midten af 4.årh. Kristus er her afbildet med bogrullen i venstre hånd, og ved højre hånds tale-gestus meddeles den til menneskene og kosmos.)


Citat fra et brev til en ung mand om en Bibelskole:

Jeg skal ikke skjule for dig, at omtalte Bibelskole ikke i mine øjne er an­befalelsesværdig. Den har ikke meget med seriøs bibelforskning at gøre. Der er næppe nogen af de derværende lærere, som nogensinde har haft åndelig disciplin til at bestå en autoriseret prøve. Det er autodidakte fuskere, og stoffet, de fremlægger, unddrager sig enhver kvalitetskontrol. Deres eneste kvalifikation er ofte den åndelighed, de selv påberåber sig, samt et hurtigt-løbende snakketøj og især en stor portion åndelig selvsikkerhed. (Jeg sidder i bestyrelsen for en fond, som en overgang forgæves brugte mange penge på at få styr på skolens løbske økonomi.) De søger at fremtræde som lærere for Guds folk, men hvem har egentlig valgt dem? Hvordan har de kvalificeret sig? Hvem siger god for dem? Den slags ligger ofte hen i det uvisse, for dybest set er de selvbestaltede. De har simpelthen så længe været blandt dem, som råbte højest og altid ville give deres mening tilkende, at de til sidst har overbevist sig selv om, at de havde “et kald” til at råbe op.

Ligesom det, der kommer fra Jehovas Vidner, udgør deres produkter en gang halv-studeret vrøvl - ofte delvist forældede brokker og udtog fra bibelforskningens leksika kombineret med deres egne mere eller mindre skøre påfund som “at byde over en situation”, ”tage i tro”, ”sig altid tak” som magiske midler til at få sin vilje over for Gud.

Det meste af det er ikke bibelforskning, men fromt fuskeri.

Ved universitetet findes lærere, som heller ikke er anbefalelsesværdige, fordi deres forskning ikke er kombineret med fromhed og tro på underet, men der findes dog bibelskoler og universiteter, hvor lærerne både ejer lærdom og tro; et sådant sted var dog 1000 gange bedre end disse uautorisere­de bissekræmmere, der sjæ1dent har noget fast arbejde, men hellere vil flakke om fra sted til sted og være i centrum ved de store vækkelsesmøder og leve af gaver.

Der er naturligvis ærlige folk imellem. Gud gør undere, men ikke nødvendig­vis gennem en opreklameret helbredelseskampagne, men gennem alm. bedende.

På visse bibelskoler, i disse små lukkede miljøer, når sværmeriet desværre ofte betydelige højder, så man til sidst bliver ude af trit med dagligdagens kris­tendom og åben for al kristendoms værste svøbe op gennem historien, FANATISMEN. Brug I stedet din kostbare ungdom til at gøre dit studium færdigt.