Institute for Research in the Roots of Mysticism

Skytsengle


I Johs Åb skriver seeren til 7 menigheders 7 skytsengle. Disse 7 engle er identiske med 7 stjerner, som Jesus holder i sin højre hånd 1,20.

1,4 og 3,1 omtales 7 ånder, som er foran Guds trone. H. Mosbech identificerer de 7 ånder med Helligånden og med de 7 ærkeengle og citerer Tobits bog 12,19.: ”Jeg er Rafael, en af de 7 hellige engle, som frembærer de helliges bønner og som selv træder frem for den Hellige i herlighed.” (Johannes’ Åbenbaring, 1942, s.7f.). Mosbech gør opmærksom på, at også Paulus kan se Helligånden spaltet i flere forskellige ånder, hvoraf hver kristen har sin, og han citerer 1.Kor 14,32: ”Profeters ånder er profeter undergivne” og 14,12, hvor der i grundteksten står: ”Når I tragter efter ånder” (”i hver enkelt af de åndsbegavede personligheder virker en særlig ånd, således at hver profet eller tungetaler har sin”, ibd.). Jnf også Åb 4,5: ”Og 7 ildfakler brænder foran tronen, hvilket er de 7 Guds ånder.” 5,6: ”Lammet har 7 horn og 7 øjne, hvilke er de 7 Guds ånder.” De 7-foldige horn og øjne symboliserer fuldkommen styrke og fuldkommen indsigt og kan derfor identificeres med Ånden, Guds kraft og ”visdoms og forstands Ånd”. Jnf 8,2: ”De 7 engle, som står for Guds åsyn.”

Vi møder her et jødekristent gudsbillede, som langt fra er dogmatisk og stift: Ærkeenglene dannes ud af den ild, som flammer foran Guds trone, de dannes ud af det syvfoldige mystiske lys, et gammelt symbol på koncentrationen af alt lys i universet (både planeternes og solens og månens), jnf den syvarmede lysestage, som brænder for Guds åsyn i templet og identificeres med de 7 på himmelhvælvet vandrende lys. I baggrunden mærkes Zakarias’ syner Zak 4,11: ”De 7 er Herrens øjne, som spejder ud over hele jorden”, og Guds Ånd, som skues i skikkelse af en syv gange syv-foldig lysestage, der øser guld ud over de to salvede (jnf synets tydning: ”Ikke ved magt og ikke ved styrke men ved min Ånd”, 4,6.

Ærkeenglene repræsenterer Guds syvfoldige Ånd og er samtidig menighedens skytsengle. Englene er fremtrædelsesformer for Gud og det guddommelige, som er Ånd. De er gnister af den guddommelige ild, som lyser op i universet og også afbildes i stjernernes myriader på himlen.

Helligånden kan altså også anskues som en skytsengel. Jesus taler om disse mine mindste, hvis engle ”altid skuer min himmelske Faders ansigt”, Matt 18,10.

Vi kan altså sætte en række lighedstegn eller i det mindste konstatere en række glidende overgange:

Helligånden = den syvfoldige Ånd = de syv ærkeengle = menighedens skytsengle.


En særlig terminologi karakteristisk for den ældste døberbevægelse

Manis kaldelse til profet begynder med en åbenbaring, han har som 12 årig. Ibn al-Nadim skriver, at englen, som bragte åbenbaringen, hed på nabatæisk at-Taum, ifølge Jarl Fossum det aramæiske ord, som svarer til Thomas = ”tvilling”. I Kölner-codex står det beskrevet med ordene: ”Der viste sig for mig det smukkeste og største spejlbillede af m(it ans)igt”. CMC 17,12-16. Denne tvilling hævdes altid at have hjulpet og ledsaget Mani (Kephalaia 7). Fossum har1 samlet materialet og nævner, at denne tvilling if. Euodius blev identificeret med Helligånden (De fide 24), jnf., at Augustin siger, at Manis himmelske tvilling var ”Talsmanden”, Johs.ev.’s navn for Helligånden. I CMC kaldes denne tvilling også Syzygos (”parfælle”, egt. under det samme åg”), jnf at Tatian siger, at Ånden danner et syzygia med sjælen for at lede denne tilbage til himlen (Apol 13, & 15). Vi har her at gøre med et jødekristent motiv, som vi genfinder i de syriske Thomasakterne. Det hedder her, da prinsen (sjælen) vender tilbage til himlen og får sin himmelske klædning tilbage: ”Jeg syntes pludselig at blive et spejlbillede af mig selv, jeg så mig selv helt og fuldt i den, og den (klædningen) så jeg helt i mig selv”. Jnf., at Mani er identisk med sin tvilling: ”Jeg havde genkendt ham og forstod, at jeg var ham (….), fuldstændig ligesom ham” CMC.2

Jnf scenen, hvor Peter er udfriet af fængslet og banker på, hvor de kristne er forsamlede, og de tror, da de hører Peters stemme, at det er hans skytsengel.

Skytsenglen som et fast jødekristent motiv: Hermas’ Hyrde er et skrift fra ca. 135 eft. Kr. om Hermas, der møder sin hyrde, dvs. sin skytsengel. Skytsenglen genfinder vi i englen, som kommer til Asenath i skriftet Josef og Asenath. Den er både engel og samtidig ligner den i ét og alt Josef. I både skriftet Hermas’ Hyrde og Josef og Asenath møder vi transformationen af kvinden, som samtidig er billede på kirken/byen. I Johannesskrifterne møder vi både symbolikken omkring dragen, kvindens transformation til det ny Jerusalem, den skjulte mannah (jnf. den bikage, englen beder Asenath om). På grund af disse ligheder med Hermasskriftet og Joh Åb mener jeg, at skriftet Josef og Asenath bedst lader sig forstå som en jødekristen roman fra 2.årh.


Menneskesønnen

Allerede i 1.En er Menneskesønnen skildret som den store sjæl: ”I ham bor visdomsånd og den ånd, der skænker indsigt…og deres ånd, som er hensovet i retfærdighed” 49,3. Sætningen indeholder ifølge den danske oversætter E. Hammershaimb ”vistnok den tanke, at de afdøde frommes ånd er opgået i Messias’s ånd”. Også i Dan 7 er Menneskesønnen en kollektiv skikkelse, symbolet på den ”Højestes Hellige”, jnf. Jesu ord: ”Hvad I har gjort mod disse mine mindste, det har I gjort mod mig”.

Et klassisk problem er de steder, hvor Jesus synes at tale om Menneskesønnen som en skikkelse forskellig fra ham selv: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil Menneskesønnen også kendes ved over for Guds engle.” Luk 12,8. Fletcher-Louis har i en forelæsning3 gjort opmærksom på, at det samme problem dukker op i lignelserne i 1.En 37-71, hvor Enok først er en person forskellig fra Menneskesønnen, men så pludselig i kap 71 identificeres med Menneskesønnen. Det har fået forskere til at erklære 71 for en senere tilføjelse, men “det er bedre at se Menneskesønnen som Enoks himmelske persona, himmelske selv”, og dermed bliver Enokstederne “en god parallel til en lignende forbindelse mellem Jesus og Menneskesønnen”, til “synkroniciteten mellem Jesus på jorden og Menneskesønnen i himlen foran englene”.

Jnf. Joh 1,51, hvor englene, som stiger op og ned over Menneskesønnen, må tolkes i sammenhæng med jødiske traditioner om, at englene, som i Jakobs drøm stiger op og ned ad himmelstigen, steg ned for at fastslå identiteten mellem folket Israels stamfar og hans himmelske ”Alter Ego”, en højtstående engel Jakob-Israel, forenet med hvem der er mystisk gudsskuen, idet denne engel er identisk med Guds eget billede og herlighedsglans 4.

Sammenligning med rabbinske tekster viser, at englene, som steg op og steg ned over den sovende Jakob, gjorde det for at fastslå identiteten mellem den jordiske Jakob og “hans billede, som var fæstnet til Herlighedens Trone” (Targum Ps.-Jonathan: Genesis til 1.Mo 28,12, tr.M.Maher s.99f). “…således siger det: Israel, i hvem jeg er herliggjort; det er dig (sagde englene), hvis træk er indgraveret i det høje, de steg op og så hans træk, og de steg ned nedenunder og fandt ham sovende” Gen.R. 68,12, Midrash Rabbah, 1961, II,s.626. Det er på selve Guds herlighedstrone, Jakobs billede er indgraveret, ja måske er den oprindelige tradition, at Jakobs himmelske billede sidder på tronen. Den, som ser Gud (det er jo det, Jakobs navn Israel betyder, som det fastslås i den lidt senere beretning om Jakobs kamp med englen), har altså en slags dobbelt natur, har en himmelsk dobbeltgænger eller tvilling, en himmelsk parfælle, som Jakob, der på én gang sover på jorden og troner i himlen. Det er årsagen til, at Enok på én gang kan vandre på jorden og samtidig blive ét med den himmelske urtids- skikkelse Menneskesønnen. Denne himmelske tvilling er Guds viceregent (sidder på Guds trone), Guds ansigt og talerør. Det er også tydeligt, at det er inden for rammerne af englenes liturgi, man forvandles til sin himmelske modpart.

Helligånden = skytsenglen= den personlige Ånd i mennesket= den himmelske tvilling/ parfælle


Konklusion:

Forestillingen om skytsenglen, den himmelske tvilling, mit højere, fuldkomne jeg, er stærk i den ældste jødekristendom.

Det er en meget konkret måde at anskueliggøre enheden med Helligånden eller enheden med Kristus på. For skytsenglene kan identificeres med Helligånden, og skytsenglen kan skildres som hyrde på en måde, så han får træk af den gode Hyrde Kristus.

Forestillingen om engle spiller en ganske stor rolle i den ældste liturgi. Helligsangen: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige”, som indleder nadverliturgien var anskuet som det punkt, hvor de gudstjenestefejrende kristne hævedes mod himlen og blev indføjet i englenes sang for Guds åsyn.

Også i dåbsliturgien spiller en slags forvandling til engel en stor rolle, idet den hvide dåbsklædning, man modtog efter dåben, symboliserer ”Herlighedslegemet”, den himmelske klædning, engleklædningen, og salvningen/beseglingen, som fulgte efter dåben, var anskuet som en oprejsning til evig ståen for Guds åsyn blandt englene og gudesønnerne.

Allerede i Qumransamfundet følte medlemmerne, at de i gudstjenesteliturgien blev føjet ind i englenes tilbedelse og lovprisning af Skaberen. Forestillingen i den ældste kristendom (muligvis overtaget fra Qumran) er, at alt i universet lovpriser Gud og bøjer sig for hans trone - blot menneskene og nogle af de faldne engle (og dæmoner) er ved syndefaldet faldet ud af denne altomfattende verdensorden. Men ved Kristi frelsergerning og i de ældste kristne ritualer blev mennesket atter indføjet i den kosmiske verdensorden og englenes tilbedelse.

I stedet for meditation og lotusstilling og åndedrætsøvelser er den urkristnes middel til at nå Gud ritualet, salvningen, der giver grundfæstelse på klippen for Guds åsyn, lovsangen, troen på at være forvandlet fra orm til engel, eller have fået skytsenglen som sin evige hyrde. Man skal ikke blot se på sig selv som en synder, men også som en engel blandt engle. (De ældste munke søgte faktisk at leve som engle.) De ældste kristne bad vendt mod solopgangen og kaldte sig ”lysets børn”.

Hvis vi skal prøve at genvinde lidt af de ældste kristnes ritualsymbolik, kunne det ske ved en weekend, hvor man blev indviet ved salvning med korsets tegn på panden, efter at have brændt en tegning af de sorte følelser og gerninger man ville befries for. Man vies til sin skytsengel og deltager i en nadver som omfatter både vin vand (livets styrkende og rensende vand, den indre dåb) og mælk og honning (gudebarnets udødelighedsdrik).


1 RBL15/1999

2 Scholem citerer fra et middelalderhåndskrift (Sjusjan Sodot): Profetiens fuldkomne hemmelighed består i, at profeten pludselig ser sit eget selvs skikkelse stå foran sig, han bortrykkes fra sig selv, og den skikkelse, som står foran ham, forkynder ham nu om fremtiden (Von der Mystischen Gestalt..s.251ff). Denne forestilling om menneskets personlige engel, dets egen “fuldkomne natur”, findes som påpeget af Scholem også i flere andre skrifter fra middelalderen bl.a. en arabisk håndbog i magi. H. Corbin har også behandlet forestillingen om den “fuldkomne natur” som en skytsengel bl.a. hos Suhrawardi fra Aleppo (12.årh.) Eranos-Jahrbuch 17, 1949 s.158-87. Og vi finder i starten af Mithrasliturgien bønnen til menneskets fuldkomne natur. Også Plotin taler om sin intellektuelle ekstase og “indtræden i sit eget selv”, Enn IV,8,1. Forestillingen om denne himmelske tvilling spiller en afgørende rolle i Thomasakterne.. Scholem kalder det også forestillingen om “astrallegemet”, og det bør overvejes, om der ligger en særlig parapsykologisk oplevelse bag dette at se sig selv. Forf. Knud Søndergård, Mors, har i en selvbiografisk beretningen i Jyllandsposten fortalt, hvordan han en stille aften ved Børglum Kloster i Vendsyssel har en mystisk oplevelse af et spring tilbage i tiden kulminerende i et næsten-møde med sit eget selv.)

3 www.st-andrews.ac.uk/ www_sd/med_oxford2.html

4 Troen på Israel som den nation, ”som ser Gud”, spiller en vigtig rolle hos Filon, og ifølge Peder Borgen mærkes den også bag Johs.ev. specielt beretningen om Natanael i Joh 1, og dette motiv gør både Johs ev og Filon til en ”side-gren af tidlig Merkabah-mystik”, Bread from Heaven, 1965,s.147.