Institute for Research in the Roots of Mysticism

Anmeldelser:

Mikkel Starup, Kulter & Mysterieindvielse, forlaget mellemgaard, 2007

Forfatteren Mikkel Starup har skrevet en bog, som er en udfordring både til nyreligiøsiteten, folkekirken og til den ved universiteterne herskende positivistiske religionsvidenskab. Programmatisk fastslår han i bogens prolegomena, at religionens kerne er en søgen efter kontakt med det transcendente, oplevelser af en transcendent dimension. Definitionen er oplagt: Hvad skulle religion ellers være? Med bidende ironi gør forfatteren op med den forskning, som så forfærdelig gerne vil anskue al religion som ”galimatias”, såvel som den store flok af hobby-okkultister, som normalt sammenfattes under betegnelsen ”new Age-bevægelsen”. Sidstnævnte klandres bl.a. for deres totale mangel på interesse for videnskabelig grundighed.

Den positivistiske ateistiske forskning hævder, at Gud og al religion er menneskets opfindelse, for ingen har jo nogensinde set Gud. Men hvad stiller de så op med de mange, som faktisk mener at have set engle og overnaturlige væsner, har haft ud-af-kroppen-oplevelser og dødsoplevelser. Til denne gruppe hører faktisk forfatteren selv, idet han siden barndommen har kommunikeret med ”væsner”.

Han mener, at det, som er fælles for religioner som f. eks. buddhismen, kabbalah og kristendommen og den ældgamle ægyptiske Osiris-religion, er at lede mennesket på en rejse mod transcenderen. Han kritiserer folkekirken, fordi den som oftest skildrer Jesus som EN LIVSBEKRÆFTENDE værner om ÆGTESKAB OG FAMILIE. I virkeligheden kulminerer Jesu forkyndelse i et krav om at dø bort fra denne verden for at vinde den hinsidige verden, Guds rige. Bl.a. med hjælp fra Thomasevangeliet fremdrages asketiske, verdensforsagende Jesusord: Målet er at nå himlen, den anden side.

Forfatteren er ikke den første, som har villet anskue religionernes mægtige magt over sindene helt siden menneskehedens spæde start som vidnesbyrd om, at der er noget på den anden side, som åbenbarer sig for den udvalgte, og som mennesket søger at komme i dybere kontakt med. Den svenske ærkebiskop og nobelpristager Nathan Söderblom var ved sin død i gang med en stor forelæsningsrække: ”Den levende Gud”, som følger gudsåbenbaringerne op gennem religionshistorien, og han siger på dødslejet de berømte ord: ”Gud lever. Religionernes historie beviser det.” Oplevelser af salighed og syner som Luthers tårnoplevelse og middelaldermystikernes oplevelse af Tabor-lyset og den ekstatrisk-mystiske tolkning af Højsangen viser, at der ligger stærke realiteter bag religion. På det nytestamentlige område er det især prof. Hugo Odeberg, som har villet tolke urkristendommen i lyset af den ældste jødiske mystik, som vi møder den i Enok-bøgernes tale om Metatron-Menneskesønnen, men han har på det seneste fået følgeskab af et russisk-amerikansk forskerpar Alexander Golitzin og Andrei Orlov og to jødiske forskere Philip Alexander og Alan F. Segal. I Sverige er det blevet højeste mode at interessere sig for ”ørkenfædrenes” kamp for at nå til Gudsskuen og Helligåndsfylde.

Per Bilde, Den historiske Jesus, 2008

Bilde bestræber sig meget på at være ærlig og objektiv. Det er den historiske sandhed og intet andet end den, han efterspørger. Jeg har med stor interesse læst bogen og især moret mig over siderne 173-5 med deres udfald mod „lutherske fortolkere“. Luther er et temmelig rethaverisk menneske, som skiftevis „raser“ mod paven, sværmerne, gendøberne, bønderne, jøderne, juristerne. Så han kunne godt fortjene lidt kritik. Bildes påstand er, at Jesus henvendte sig til de marginaliserede grupper i det jødiske samfund, men ikke for „på god luthersk vis“ at tilbyde dem gudsriget „af lutter nåde og kvit og frit“. Nej, han ønskede (ligesom Johannes Døberen) at mane også dem til omvendelse og nyt liv i retfærdighed og troskab mod pagten.

Men dette er en forenklet tolkning, som overser bl.a. motiverne „glæde“ og „frelsesvished“ („Frygt ikke du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget“ „Ikke en spurv falder til jorden uden Gud, og på jer er endog alle hovedhår talte. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve“). I selve udtrykket Abba, som Jesus bruger i sin tiltale til Gud, er frelsesvished og stolen på Gud indeholdt. Et andet vigtigt motiv er „glæde“. Det hedder om manden, som har fundet en skat: „Af glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer“, for at kunne sikre sig marken med skatten. Glæden genfinder vi i beretningen om den fortabte søns hjemkomst („Og de begyndte at være glade“), og lignelsen om det fortabte får: „Glæd jer med mig“, siger hyrden, da han kommer hjem efter at have lagt fåret på sine skuldre „med glæde“. Glæden har nær sammenhæng med den himmelske eskatologiske glæde: „Således bliver der glæde blandt Guds engle over en synder, som omvender sig“, Luk 15,10. „Glæd jer og fryd jer, jeres løn skal være stor i himlene“. „Gå ind til din Herres glæde“. Fra Johs ev: „I skal se mig igen, og da skal jeres hjerter glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer“. Det er altså en himmelsk glæde, glæden over at være frelst i himlen. Lignelsen om skatten på marken viser, at denne glæde er en vigtig etisk og religiøs motivationsfaktor: Den får manden til (som apostlene) at sælge alt, hvad han ejer. Den får mennesker til at holde ud midt i forfølgelser og spot. Den er glæde over, at ens „navn er indskrevet i himlen“, Luk 10,20.

Der er altså spor i de ældste overleveringslag af en frelsesvished, en tro på, at man er frelst og nyder en enestående favor dei, og deraf udspringer det nye liv, og hvis det ikke automatisk udspringer deraf, så er det en stor mangel. „I er verden lys, en by, som ligger på et bjerg, kan ikke skjules, man tænder ikke et lys for at sætte det under en skæppe.“ „I er jordens salt, men hvis saltet mister sin kraft...“

Jesus-disciplen er allerede frelst og næsten sat ind i himlen (if. Paulus død og allerede opstanden med Kristus). Det skal sætte sine klare spor i en ny etik. „Så menneskene må se jeres gode gerninger og prise jeres Far, som er i himlene“. Vi står altså over for de samme motiver som i Luthers tolkning af evangeliet: Mennesket tror på Guds promissio i dåben og er dermed frelst og retfærdiggjort , begravet og oprejst af graven, men skal dagligt døde kødet, korsfæste legemet som syndens og den gamle naturs sæde (Sermon om Dåben, 1520). Frelsens sakramentale indikativ følges af et etisk imperativ. Deraf det berømte Luther-ord: „Gode gerninger gør ikke en god mand, men en god mand gør (af sig selv) gode gerninger“. Jnf. Jesu ord om, at „et godt træ bærer (af sig selv) gode frugter.“

Vi må fokusere på Jesus-ord som ordet om at tage imod gudsriget som et lille barn, at få en syndsforladelse svarende til eftergivelse af 10 000 talenter. „Børnene“, „disse mine mindste“ „de umyndige“ er et fast udtryk i Jesus-ordene og står vel ofte om Jesu tilhængere og er vel ikke helt uden sammenhæng med betegnelsen Abba om Gud. Og vel heller ikke uden forbindelse med den dåb til syndernes forladelse, som ret hurtigt bliver den centrale akt i Jesus-bevægelsen.

„Den, som har fået meget eftergivet, elsker meget“, siger Jesus også, og lignelsen om de betroede talenter handler om, at man har fået noget stort, som frimodigt skal bringes i anvendelse og ikke graves ned i jorden.

Gudsriget tilbydes „de mindste“ og synderne kvit og frit, men som en hjerte-forvandlende nåde, det som lidt senere kaldes Helligåndens gave, jnf. Jesu stadige fokusering på hjertet som personlighedens centrum: „Det er fra hjertet, de onde tanker udgår..

Robert Charles Zaehner, Mysticism, Sacred and Profane, 1957

Under studier i Oxford viste Zaehner (1913-1974) sig som et sandt sproggeni. Hans hovedfag var persisk, men han erhvervede sig også læsefærdighed i både sanskrit og arabisk. Under krigen blev han sendt til Iran som efterretningsofficer, men hans virkelige opgave var at virke som hemmelig agent blandt stammerne i det nordlige Iran for at opspore og forhindre tysk sabotage mod de krigsvigtige forsyninger, som ad jernbanen gik ind i Rusland. Zaehner slap fra denne farlige opgave med livet i behold, først og fremmest fordi han mestrede de persiske dialekter, stammerne talte i området. Senere fik han til opgave på Malta at træne antikommunistiske, albanske styrker. Han vendte tilbage til universitetet som forsker, men blev kort efter (1951) igen udsendt som agent for MI6 med den opgave at forhindre premierminister Mossadeghs forsøg på at vælte Shahen og nationalisere olien. Zaehner har skrevet mange bøger, men er især kendt for sine studier i østens mystik. Han havde som ung selv en oplevelse af mystisk karakter omtrent som de buddhistiske zen-munke, men oplevelsen gjorde ham ikke til kristen. De blev han først under sit ophold i Iran, hvor han konverterede til den katolske kirke. Han døde pludselig, idet han som 61 årig faldt om på gaden på vej til søndagsmesse.

I sin bog (”Hellig og profan mystik”) gør han opmærksom på den belgiske præst og munk Jan Ruysbroeck (1293-1381), som allerede i 1300-tallet skildrer nogle oplevelser, de såkaldte ”Brødre af den frie Ånd” påberåbte sig. Denne bevægelse havde en vis udbredelse i middelalderen og var kendetegnet ved, at den vendte ryggen til al ydre religiøsitet og kirkelighed. Det, som var målet for ”brødrene af den frie Ånd”, var at søge at tømme sindet helt for tanker, og billeder for derigennem at få en oplevelse af det, som de betragtede som tilværelsens inderste grund, som var hinsides alle forestillinger, også religiøse forestillinger om ondt og godt. Disse brødre (og søstre) var altså modstandere ikke blot af al ydre kirkelighed, men også af moral og religiøse bud. De følte sig højt hævet over den almindelige moral, idet de mente gennem sindets tomhed at have fundet Gud inden i sig selv. Netop sådan, mener Zaehner, er også den buddhistiske religion. Målet er her det samme: gennem meditation at tømme sindet for alle lidenskaber og forestillinger for at nå til en oplevelse af den dybe tomhed og intethed, som kaldes nirvana, den samme dybe oplevelse af altings intethed. Ruysbroeck skildrer oplevelsen af den dybe tomhed og intethed så levende og stærkt, at han uden tvivl selv har haft denne oplevelse, men han mener, at det er farligt at standse her. For hvis det hele bare drejer sig om at gå ind i sig selv, hvad bliver der så af kærligheden? For Zaehner og Ruysbroeck er oplevelsen af den store tomhed blot en skridt på vejen videre frem mod dette, at Gud åbenbarer sig som overvældene nåde og lys, som strømmende kærlighed, der rummer en personlig relation mellem Gud og sjælen som mellem den, der elsker, og den, som elskes, og også rummer et aktivt liv i kærlighedens tjeneste. Zaehner hævder altså, at der er stor forskel på som Ruysbroeck og andre middelaldermunke at bede til og tilbede den Gud, som åbenbarer sig som lys, ild, vished, kærlighed, glæde, og så de religioner, hvor man sætter sig i forskellige yogastillinger designet til at finde Gud inden i sig selv.

Nogle moderne forskere vil hævde, at Zaehners forskning er farvet af hans katolske tro. Det er selvfølgelig rigtigt, men imod det må man indvende, at hans tro var ikke en tro, han havde fået foræret af forældrene, men en tro, han havde tilkæmpet sig gennem sit liv og sin forskning.