Institute for Research in the Roots of Mysticism

ASA-TRO

Ulvekrigere og bersærker


1934 udgav den østrigske folkemindeforsker Otto Höfler en bog, om det, der i gammel folketro blev kaldt “den vilde jagt”, i Danmark “kong Volmers vilde jagt”: Den ensomme nattevandrer har et syn af en flok mørke ryttere og afdøde ånder, som suser vildt forbi på deres heste. I Tyskland blev dette syn kaldt ”Odins hær”. Det natlige syn var ifølge Höflers undersøgelse den sidste rest af en årtusind gammel institution, de gammel-germanske krigeriske mandsforbund, som dyrkede krigen som ekstase. De angreb med nøgen overkrop og lange fletninger, og under slaget mente de sig forvandlede til ulve og bjørne. Deres leder var Odin, de var Odins “dæmonkrigere”, som stormede frem i “raseri” på tysk: Wut, og selve navnet Wotan/Odin syntes at komme af dette Wut. De døde krigeres ånder blandede sig med de levende i dette ekstatiske angreb. Mandsforbundene var de indo-europæiske stammers stormtropper, deres symbol var vinden. Svenske forskere påviste lignende krigeriske mandsforbund i Iran, hvor aesma var navnet på deres raseri, og hvor de kaldtes ”tobenede ulve værre end de firbenede”. En lignende ulvekriger-ideologi synes knyttet til “Apollon” i Grækenland, og de såkaldte varulve, som ifølge middelalderlige kilder var talrige blandt sakserne i Nordtyskland.

En indisk parallel til Odin, en guddom, som stormer frem i spidsen for dæmonernes og de døde ånders flok er Rudra, som senere dyrkes under navnet Sjiva.

At ulvekriger-ideologien ikke er et perifert fænomen i Asa-troen, fremgår af den rolle Fenrisulven spiller. Krigsguden Tyr finder den som lille hvalp og tager dem med hjem og fodrer den, men den vokser til uhyggelige dimensioner, så guderne tilsidst må binde den med en magisk tråd, og for at berolige den, mens de lister tråden om den, må Tyr stikke sin højre arm i gabet på den, og han mister sin arm, da ulven mærker, at den er fanget, og bider til. Men ved Ragnarok, verdens undergang, skal ulven komme fri og dræbe Odin. Symbolikken er tydelig nok: Krigsguden har opfostret en ulvekrigerideologi, som i sin kaotiske vildskab til sidst skal tage magten fra aserne.

Både Fenrisulven og Midgårdsormen, som ved Ragnarok skal dræbe Tor, er børn af Loke. Loke kropsliggør sammen med sine to børn den sorte magi. Han er uberegnelig og ondskabsfuld og planlægger drabet på den gode gud Balder. Hvorfor tolererer guderne dette farlige væsen i deres midte, og hvorfor hedder det tilmed, at Odin har sluttet blodsbroder-pagt med ham? Fordi han ved sin magi har givet guderne visse gaver og fordele, bl.a. hesten Sleipner og de ting, han har lokket dværgene til at danne. Mange tekster skildrer, hvorledes Odin optræder sammen med Loke og Hønir som en fast gude-trehed. Pointen er helt klart denne, at Odin har fiflet med den sorte magi og det okkulte og derved lukket kræfter inden for, som i tidens fylde skal blive “gudernes skæbne”, for det er sandsynligvis det, ordet Ragnarok betyder.

Forskerne er ikke enige om, hvad navnet Loke kommer af, men en ret sandsynlig teori er, at det har noget at gøre “luge” og “lukke”. Han repræsenterer den luge, hvorigennem ondskaben kom ind i verden. Ragnarok, som ender med, at alle guderne dræbes i tvekampe med ondskabens magter, indebærer også, at Midgårdsormen rejser sig af havet og sætter tænderne i Odins trone Hlidskjalv og hæver sig op til himlen.

Som leder af dæmonkrigernes og de døde ånders vilde frembrusen er Odin en moralsk set temmelig tvetydig skikkelse. Han kaldes “ophidser” (til kamp), “dræberen” (Svafnir), Svithur = “brændende” (som Sjiva), Tveggi “tvetydig”, Yggr “skrækindjagende”. Man kan ikke stole på ham, han sværger falsk og har aldrig stiftet fred. Han hidser til krig, fordi han ønsker de faldne kæmper indrulleret i sin himmelske hær. Det hedder om ham et sted: “Odin alene er skyld i al ulykke”. Han er bersærkernes (”de der er klædt i bjørne-særk”) og ulvekrigernes anfører: “De, som var klædt i bjørnesærk, hylede, kampen var i gang, de, som var hyldet i ulvepels, skreg og rystede spyd”, hedder det i et skjaldedigt.


Frodefreden

Den største danske konge er ifølge sagaerne Frode Fredegod. Under ham herskede den berømte Frode-fred i hele Nordeuropa. Frode bestiger tronen allerede som barn, men den første tid af hans regeringsperiode er han fuldstændig domineret af sin livvagt, en bande voldsmænd, som truer alt inklusiv kongens smukke søster Gunvør. Deres anfører vil have hende som sin hustru, og for at undgå ham må hun forvandle sit hus til en fæstning under konstant bevogtning. Af lutter misundelse dræber anføreren Grep alle andre bejlere og bliver selve dronningens elsker, og han og hans mænd optræder skammeligt mod alle kvinder, både gifte og ugifte.

Men så kommer der en mand begavet med overnaturlig snuhed til hoffet. Hans navn er Erik, og han ankommer ved midvinter, for i virkeligheden er han lyset, som vender tilbage til Danmark. Med snuhed får han lovning på kongens søsters hånd, og ved snuhed dræber han nogle af de værste kriminelle i en stor kamp på isen, og ved snuhed overvinder han en kvinde, som er en slags leder af banditterne, for ved sin forbavsende evne til at tale frækt og sjofelt har hun vundet stor indflydelse, og alle frygter hendes tunge. Erik hilses af de onde krigere med en ulvetuden. De er organiserede i en flok på 12 “brødre”, så de er helt klart et mandsforbund af ulvekrigere, som hengiver sig til magi og kaotisk adfærd og lever i frie seksuelle forbindelser (ifølge en svensk forsker karakteristisk for mandsforbundene). Kongen fries ud af deres terror-regime ved en slags nær-dødsoplevelse, og i stedet bliver Erik hans rådgiver og hjælper ham til at vinde over forskellige kaosfolk (hunnerne, finnerne), og tilsidst etableres den berømte Frode-fred ved hjælp af love udstedt af kongen, og lov og orden skabes i en grad, at kongen kan lægge sin guldarmring fra sig på jorden, uden at den bliver stjålet.

En anden svensk forsker har påvist, at Erik også er navnet på en guddom, som bl.a. spiller en rolle for kongedømmet i Uppsala. Navnet betyder “den ene, mægtige”, og digtet ”Vølvens Spådom” slutter faktisk med at skildre, at efter gudernes undergang og hele universets opløsning i vand genskabes tilværelsen, og da kommer inn rike =“Den ene, mægtige”, dvs den højeste Gud, for at herske på jorden. Dette vers har naturligvis været behandlet som en kristent indskud, men denne forsker, Åke Ström, har påvist, hvorledes ”Vølvens spådom” i sin skildring af verdensforløbet er en temmelig nøjagtig parallel til lignende tekster i det gamle Persien: vi står altså over for en gammel indoeuropæisk tradition, som i de persiske tekster slutter med, at den højeste gud kommer for at herske på jorden. Man har altså i nordisk religion bevaret den svage forestilling om en højeste gud, hvis herredømme over jorden engang skal afløse den moralsk så tvetydige Odins gude-regimente. Kun ved at tage denne ene højeste Gud som rådgiver kan den ideelle konge skabe fred på jord.


Visdom fra urtiden

De internet-sider, som søger at hverve læseren for Asa-troen, giver mange forskellige tolkninger af samme, og fælles for disse tolkninger er, at de fortæller mere om moderne menneskers måde at tænke på end om vikingernes. Det, som er drivkraften i disse moderne tolkninger af Asa-troen, er nok oftere utilfredshed med den kristne tro end egentlig indsigt i vikingens tro. For at nå til en pålidelig tolkning må man inddrage sammenligningsmateriale fra andre gamle religioner. Myten om Balder, der dræbes af Loke med en pil dannet af mistelten, er formodentlig kendt af de fleste læsere. Allerede Grundtvig indså, at pointen er sorgen over Balders død i urtiden og håbet om hans opstandelse ved tidernes ende. Den har noget at gøre med en oprindelig retfærdighed og uskyld, som er forsvundet, med onde kræfter, som trænger ind og ødelægger den godhed, hvormed livet var skabt. En ældre tysk undersøgelse, Joseph Feldmann, ”Paradis og Syndefald”, 1913, har sammenlignet paradis- og syndefaldsberetningen i 1.Mosebog med paralleller i både gamle mellemøstlige tekster og hos naturfolk i Afrika, Amerika og i Stillehavet. Lighederne kan samles i flg 4 punkter:

1) Menneskeslægtens forfædre stod i et nært forhold til guddommen og levede et lykkeligt liv, som følge af denne enhed.

2) En alvorlig synd bragte en brat afslutning på denne æra. (I mange traditioner er denne synd dog falmet til en handling, som grunder sig i en misforståelse)

3) En ond magt, som optræder hadefuldt over for mennesket, var aktiv i denne handling, som hidførte tabet af den oprindelige lykketilstand. Den onde magt blev straffet, men ikke tilintetgjort.

4) Gud trak sig tilbage fra mennesket, forlod jorden, Resultatet var smerte og et dagligliv i mange besværligheder og i stadig kamp for føden, og døden var kommet ind i verden. (Men efter Ragnarok skal Balder vende tilbage fra dødsriget, og marken skal af sig selv bære frugt.)

Der er i Asa-troens tekster spor af både

a) Syndfloden, som opstår på grund af alt det blod, der udgydes ved drabet på de første jætter. En af jætterne overlever med sin hustru ved at sejle på en luthr (islandsk ord af ukendt betydning), jnf 1.Mo 6,4f om syndfloden, som dræber kæmpernes slægt.

b) Livstræet. (Yggdrasil med Yduns æbler.)

c) Kvinden, som fristes af djævelen. (Ydun fristes af Loke, men ikke til at spise æblerne.)

d) Urtidsdrabet. Abels blod væder agerjorden. (Fra Balders lig vælder kraftige kilder frem, if Saxo. Høder, er ifølge Saxo dygtig til at spille på citer - ligesom Kains efterkommere, 1.Mo 4,21.)

e) Misteltenen er især hos kelterne regnet for en kvist fra livstræet.

f) Hele affæren mellem Balder og Høder opstår ifølge Saxo, fordi gudesønnen Balder får øje på menneskedatteren Nannas skønhed, jnf det samme motiv i 1.Mo 6,1.

g) I Saxos version af fortællingen kan Balder først dræbes, da han berøves en slags udødeligheds-spise blandet med slangespyt. Denne paradis-føde bringes ham af 3 kvinder, men Høder har held til at erobre den og spise den.

Asa-troen arbejder med ældgamle motiver, som den har fælles med 1.Mosebog kap. 2-6, motiver, som måske går helt tilbage til menneskehedens allertidligste erindringer.

I skildringen af hele verdens gråd for Balder mærker man nordboens sorg over menneskelivets dybt sunkne tilstand og dødens hårde realitet, og her finder vi et tilknytningspunkt for den kristne forkyndelse af en frelser.

Anerkendelse?

Trods de smukke ting, som kan siges om Asa-troen, så mener jeg ikke, at der er grund til at give den status som et anerkendt trossamfund, alene af den grund, at det jo ikke er til at se, hvad det er, man i dag vil kalde Asa-tro. Er det den Asa-tro, som forskere fremdrager af de gamle islandske kilder? Eller er det den frikassé, som moderne søgende sjæle prøver at koge sammen under betegnelsen Asa-tro, og som foruden de gamle elementer som oftest også indeholder lidt feminisme (gudindetro), økologi og naturbeskyttelse, som regel med total udeladelse af vikingernes og germanernes militarisme. Her vender dagens Asa-tro sig nemlig ofte skarpt mod de nazistiske gruppers brug af Asa-troen. Jeg har endda på en hjemmeside set en nidstang (en spotte-stang med et afskåret hestehoved) rejst mod den nazistiske tolkning af Asa-troen. Hvad er Asa-tro? Forvirringen er total, og der er sikkert ikke mange moderne asa-troende, som vil nikke genkendende til min fremstilling, som er på grundlag af de gamle kilder. Min lillebror var vidne til et ”knæsætningsritual” udført af en Asa-troende præstinde, der efter at have skabt en magisk cirkel rundt om de tilstedeværende (for at holde onde ånder ude) spurgte faderen, om han ville knæsætte det lille barn og dermed anerkende det som del af slægten? Det, der gør denne ceremoni skræmmende, er den mulighed, at faderen ikke anerkendte barnet, for den logiske følge af det var jo i det gamle vikingesamfund, at barnet skulle sættes ud i ødemarken, en skæbne, som ifølge sagaerne ville være overgået Olaf den Hellige, hvis ikke gode magter havde holdt hånden over det lille barn. Og det minder os om det alvorlige faktum, at asa-troen som gammel krigerreligion hylder en moral, som er dybt forskellig fra kristendommens.