Institute for Research in the Roots of Mysticism

Johannes’ Åbenbaring

Skriftet kalder ikke sig selv Johannes’ Åbenbaring, men ”Jesu Kristi Åbenbaring”. Selve profetierne begynder med ordene: ”Salig er den, der læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, som står skrevet i den.” Altså: profetien er beregnet på at læses op ved menighedens gudstjeneste. Vi ved, at de nytestamentlige profeter ofte fik deres profetiske budskaber under gudstjenesten og fremsagde deres profetier under Helligåndens indflydelse i selve gudstjenesten. Johannes er en sådan profet, som ofte har profeteret for søndagsmenigheden, men det kan han ikke nu på grund af forvisningen til Patmos, så det skrift, han sender til menighederne, skal læses op som en erstatning for hans personlige nærvær og profetiske deltagelse i gudstjenesten. Men trods det, at skriftet bygger på store profetiske syner, er det bestemt ikke kaotisk nedskrevet i en eller anden voldsom ekstase, men meget stramt komponeret: alt både hos Gud og i skriftets opbygning er ordnet efter det hellige 7-tal.

Johs optræder som profet, ja hans skrift er tydeligvis ment som kulminationen på alle de gammeltestamentlige profetier. Johs.Åb er ikke enkeltstående syner som i det Gamle Test, men én lang sammenhængende kæde af syner. For det, Johs vil, er at sætte læseren, lytteren ind i et helt nyt verdensbillede, ved at formidle en mægtig bevidsthedsudvidelse, hvor skellet mellem himmel og jord er brudt ned, og mennesker stiger op, og engle stiger ned, og alle de lænker, som romerrigets vold har smedet, brydes. ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned.” Søndag, Herrens dag, er det hellige tidspunkt, hvor døren ind til himlen står åben: ”Se jeg har stillet dig foran en åben dør.” Vi skal begynde at se verden på en ny måde. I virkelighedens livgivende centrum står Guds smaragdstrålende trone ved livets kilde størknet til en krystallignende form.

De retfærdige lider og forfølges, men kun en liden stund. Al lidelse sættes ind under fortegnet ”kun en liden stund”, og så skal evig glæde følge. ”Hold ud til enden, så vil jeg give dig livets krone.” Det er dette meget specielle verdenssyn, som er urkristendommens genialitet og vil løfte menneskers hjerter højt højt op over suppedasen og tyranniet og trædemøllen helt ind i lovsangen foran Guds trone.

Verdenshistorien ses i himmelsk perspektiv som en kosmisk kamp mellem strålende engle og sværme af svirrende dæmoner, der som en sky af græshopper stiger op af afgrunden. Skriftet handler altså om den store kamp mellem the evil empire og lammet og de, der følger lammet, kampen mellem godt og ondt, derfor bruges udtrykket hele tiden ”den som sejrer, ham vil jeg give”...

De 7 menigheder (også Paulus og biskop Ignatius af Antiokia ca 110 eft Kr. skriver til 7 menigheder) repræsenterer i alle deres forskelligheder hele kirken. For 7 var totalitetens tal. Det er altså 7 breve rettet til hele kirken.

I gudstjenesten forenes himmel og jord

Meningen med synerne, som Johannes har modtaget på ”Herrens dag”, dvs. søndagen, altså samtidig med at menighederne holder gudstjeneste på fastlandet, er, at alt er styret af den himmelske gudstjeneste i det himmelske tempel med Guds trone. Og denne himmelske gudstjeneste blander sig med den jordiske, idet de troendes bønner stiger op som røgelse i det himmelske tempel. Den ældste kristne gudstjeneste kulminerede i helligsangen: hellig hellig hellig er Herren. I alle de ældste nadverritualer er skellet mellem den jordiske og den himmelske menighed ophævet i det øjeblik, man synger helligsangen. Og menigheden står blandt englene foran Guds trone og tilbeder den Hellige, jnf. hvordan de 24 ældste (repræsentanterne for de jordiske kirkeledere) under livsvæsnernes helligsang kaster deres kroner ned for Guds trone. Det, den ældste menighed oplevede under gudstjenesten, var, at skellet mellem den jordiske og den himmelske verden blev udvisket. Jnf. hvorledes Johs under sit syn på Herrens dag ser en åben dør ind til himlen og jnf. ordene ”se jeg har stillet dig foran en åben dør” og Jesu ord: ”se jeg står for døren og banker, om nogen åbner døren, vil jeg gå ind til ham og spise nadver med ham, og han med mig.” Altså i gudstjenesten åbnes døren mellem himmel og jord, jnf. hvorledes Paulus vil, at kvinderne skal bære et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld, som er usynligt til stede under gudstjenesten. Skriftets hensigt er, at åbne op for vort verdensbillede: både opad til himlen og fremad mod ”fuldendelsen”. Vi skal begynde at se verden på en ny måde: I centrum af altet står Guds smaragdstrålende trone. Den er alt livs centrum, omgivet af livets flod og livets træ og livsvæsnerne. Guds syvfoldige Ånd og Guds syvfoldige lys er ét med menighederne, og søndagen er det hellige tidspunkt, hvor skillevæggen er nede.

Sejren

Hvert af de 7 breve slutter med løftet om frelse til den, ”som sejrer”. Hvad det vil sige ”at sejre”, ses i det efterfølgende, hvor verdensbegivenhederne er anskuet som den store kamp mellem Gud og dragen, mellem godt og ondt, og hvor sejren til sidst er skildret. Det er denne store kamp mellem Gud og dæmonerne, menigheden kaldes til at gå ind i. Brevene nævner nogle af de svagheder, som menighederne skal søge at overvinde for at nå frem til den store sejr. Tilværelsens grundtema er i Åb kamp, kæmpende må Gud sætte sig igennem i en ond og træg verden. Bag alle de dramatiske storpolitiske begivenheder gemmer sig et endnu større drama: Guds kamp med den Onde. ”Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud” Joh ev 12,31. Gud er i Åb en revsende Gud: ”Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg”, og tyranner og onde rammes af en form for gengældelse: ”Lad hende få, hvad hun har ladet andre få”, hedder det om kvinden, der sidder på dyret. Gud vrede er først og fremmest rettet mod djævelen og alle hans gerninger. Dem, der har udgydt de troendes blod, har Gud ”givet blod at drikke, og det fortjener de”. Jnf., at kvinden skildres som beruset af Jesu vidners blod, 17,6. Hvis man ved, at djævelen er den egentlige anstifter bag al ondskaben, så bliver man ikke så vred på menneskene og kan måske endda i blide stunder elske dem. For ”vor kamp står ikke mod kød og blod, men mod ondskabens åndemagter”, Efeserbr. 6,12. Kampmotivet går som en undertone gennem de første 11 kapitler (”den som sejrer”) og bryder fuldtonende igennem i kap 12: Mikaels kamp med dragen og Lammets kamp med dyret. Kampen stiger i styrke, men ender med den totale sejr. Hvis man tager denne dramatiske Guds kamp med Satan bort fra kristendommen, bliver der kun udtyndet idealisme og små nuttede psykologiske teknikker tilbage. Hvem kan efter 2.verdenskrigs grusomheder og selvmordsbombernes bestialske aktivitet tvivle på, at der findes en djævel, en som lokker mennesker til ubeskrivelige grader af ondskab. Guds geni er, at han kan ombøje selv det onde, så det tvinges til at tjene hans planer. De sidste tider er de allerfarligste, for djævelen er grebet af ”stor vrede, for han ved, at hans tid er kort” 12,12

Gud som den store Konge

Gud kaldes også gang på gang: ”Han, som sidder på tronen”, og Guds trone omtales rigtig mange gange. Den er simpelthen det helt centrale symbol i skriftet. Men Guds kongedømme er helt forskelligt fra dyrets kongedømme, for Guds kongedømme fuldbyrdes i, at hans tjenere ”bliver konger sammen med ham”, de bliver ét med ham i hans herredømme. Jnf. løftet om at de skal få sæde på Guds egen trone, altså simpelthen blive ét med Gud. Jnf., at det ny Jerusalem skildres som et sted, hvor mennesker er i Guds umiddelbare nærhed. Hele jorden er da blevet Guds tempel, med det ny Jerusalem som templets allerhelligste (Læg mærke til, at det har samme terningeform som det Allerhelligste i det jordiske tempel.) Det ny Jerusalem er også skildret som paradiset med livets flod og livets træ: Det er ikke de frelste, der kommer i himlen, men himlen, der til sidst kommer ned til de frelste.

Ædelsten og gader af guld

Ædelsten blev i Israel betragtet som oprindelig hørende hjemme i paradiset. Ifølge en jødisk tradition var guldet og ædelstenene på ypperstepræstens brystplade hentet i paradiset. I Ez 28 skildres en kerub som værende i paradisets have og der dækket af 9 ædelsten og guld. Nogle mellemøstlige tekster skildrer livets træ som bærende frugter af ædelsten. Ædelstenenes og guldets glans (at glansen er usædvanlig stærk og klar, understreges af udtrykket ”guld som klart glas”) skyldes altså, at de minder om den skønhed og det lys, som udstråler fra Gud. Det er ikke himlen og det ny Jerusalem der ligner guld og perler, men omvendt: guld og perler ligner glansen fra den himmelske by. Den himmelske by er den sande virkelighed, som disse jordiske eksempler på skønhed blot genspejler. Hvorfor er der egentlig noget, som vi føler som smukt, mens andet ikke er det? Det har noget med farvespil og glans og mønstre og storladenhed at gøre. Skønhed er ifølge biblen der, hvor det himmelske, guddommelige genspejles i det jordiske.

”skal ske snart” 1,1

Jnf. 22,10: ”Tiden er nær”. Guds mølle maler ikke så hurtigt, som vi mennesker tror. 1000 år for ham som 1 dag. De, som ”hungrer og tørster efter retfærdighed”, ser ondskaben og længes efter Guds indgriben: ”hvor længe endnu?” lyder martyrernes råb (6,10-11), og de får besked om at vente lidt endnu. Årsagen til Guds nølen er, at han i sin tålmodighed vil give menneskene tid til omvendelse. Det er vigtigt, at vi ser hver dag under evighedens synsvinkel og lever hver dag som den sidste, som om vi stod for Guds åsyn og domstol. Derfor dette ejendommelige paradoks, at Åb både taler om, at det skal ske snart, og håber på, at evangeliet først skal blive troet af en utallig skare af alle folkeslag og nationer og tungemål.

”Herrens dag” og Maranata (Kom Herre)

Herrens dag er et udtryk, vi finder allerede i det Gl. Test. Det er i Gl. Test. den dag, hvor Herren kommer for at dømme levende og døde. Når de ældste kristne valgte den 8. dag som helligdag, var det, fordi de følte, at den pegede ud over sabbat’en hen på opstandelsens dag, den allersidste dag i verdenshistorien og samtid også som den første dag i ugen pegede tilbage på den allerførste dag, skabelsens dag og dermed var nyskabelsens dag. Den sidste Herrens dag følte de forudgrebet i gudstjenesten, hvor man under nadveren råbte ”Maranata” = ”Kom Herre” og reciterede fra Davids Ps 118: ”Velsignet være han, som kommer”. Derfor kommer søndagen til at hedde ”Herrens dag” for på den dag er ”Guds rige” allerede nær og den himmelske tronsal med de 24 ældste rundt om tronen spejler sig i den jordiske menighed med ”de ældste” bænket på hver side af biskoppens trone og det slagtede lam usynligt tilstede på alterbordet. Fordi hver gudstjeneste er en slags hellig forudgribelse af dommens dag med den store adskillelse mellem dem, som elsker Herren, og dem, som hader ham og elsker løgnen, så slutter Åb 22 med at citere stumper af det ældste gudstjenesteritual: ”Kom Herre Jesus” (overs. af det aramæiske Maranata) ”Herren Jesu nåde være med jer alle”, og invitationen til at træde frem og modtage sakramentet: ”Og Ånden og bruden siger: ”Kom”, og den, der hører, skal sige: ”Kom” og den, der tørster, skal komme”, jnf. Jesu ord fra lignelsen om den store nadver: ”Kom, for nu er alt rede”. Til pagtsindtrædelsesrituel i Gl Test var knyttet velsignelse (af dem, som holder pagten) og forbandelse (af dem, som bryder pagten), jnf Åb 22,14-15: ”Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ (dåben? i den ældste kirke fulgte den første nadver lige efter dåben) og går gennem portene ind i byen. Udenfor er hundene, troldmændene…enhver, der øver og elsker løgn.” På samme måde slutter 1.Korintherbrev ”Hvis nogen ikke elsker Herren, være han forbandet: Maranata. Herren Jesu nåde være med jer!” 1.Ko 16,22-23.

Ny Test. som Hellig Skrift

Overalt finder vi udtryk som: ”Skriv…Det er Guds sande ord” 19,9. ”Skriv, for disse ord er troværdige og sande” 21,5; jnf. 22,6: ”disse ord er troværdige og sande”, og 22,8: ”de, der holder fast ved ordene i denne bog”. Ny Test betragter altså sig selv ikke bare som et stykke opbyggelig litteratur, men som Hellig Skrift, som Guds ord. Der må altså ikke føjes noget til og trækkes noget fra, jnf. Jesu ord: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.”

Johannes ser sig selv som kulminationen af de gammeltestamentlige profetier. Men ingen af de gammeltestamentlige profetier kan i visionær kraft måle sig med Johs Åb, denne mægtige kæde af syner, som er både skræmmende, frygtelige og fulde af jubel og sejrsvished.

Livets flod, som vælder ud fra Guds trone, og gratis tilbydes den, som tørster

Guds navn Jahveh betyder: ”Jeg er”. Al ægte væren/eksistens udstrømmer fra Gud. Kun de, som ingen ting er, kan tage imod ham, som ER: Det, man i dag skal passe på, er den Kristusløse kristendom. For det er den moderne farisæisme: ”skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus, Joh 15,5. Man kan godt pynte juletræet op med røde æbler, men det gør det ikke til et frugttræ. Og sådan kan muslimer og skriftkloge farisæere også pynte sig op med en ydre facade i form af en hel masse fromme gerninger (bøn faste pilgrimsrejse), men det forbliver noget ydre, påhængt. Det afgørende er, som Paulus udtrykker det: ”at Kristus lever i mig”. Kirken kaldes i Ny Test ”Kristi legeme”, hvis ikke der sidder et hoved på dette legeme og styrer det, så er legemet et lig. Hovedet styrer alle legemets bevægelser. Jesus siger: ”Jeg er verdens lys” - og Han siger: ”I er verdens lys.” De kristne bliver alt det, som Jesus er, i og med, at de midt i deres menneskelige svaghed bliver ét med ham (f eks i sakramentet). Han er i centrum af det 7-foldige lys, dvs. han er koncentrationen af alt lys. Når vi brænder i hans lys, bliver vi bærere af guddommelig tilgivelse, guddommelig lægedom, guddommelig kærlighed, guddommelig dom og frelse.

Vi kan godt have en hel masse spørgsmål til bibelen, men det er ikke sikkert, den svarer på lige netop vore spørgsmål. Den har sit eget budskab, og vi skal lade Gudsordet stå frem i al dets skønhed. ”Bliv i mig”, oversætter Jesus ved: ”Bliv i mine ord.” Vor opgave er at bevare ordet, tage vare på ordet som skatten over alle tidsaldres skatte, det ord, som siger mig hele sandheden om mig selv, om min tilværelse og om verden, det ord, som rykker mig ud af mørkets magt og ind i den elskede Søns rige, Kol 1,13. Ordet døder og gør mig levende og er mine fødders lygte på vandringen, det er den rette vej og vejens mål og samtidig min oprindelse, for ved ordet blev vi skabt, og hvis der findes kærlighed, liv, godhed, retfærdighed i mig, er det skabt af skaberordet fra Gud. Gud, Kristus, skaberordet er den mægtige energikilde, hvor af al kærlighed, liv(eksistens), sandhed, godhed evigt udstrømmer. Derfor slutter biblen med at skildre livets kilde, som udstrømmer fra Guds trone, og Gudsordet i skriften som uforanderligt og urørligt. Det er de to mægtige forvandlende kræfter, som skal forvandle såvel universet som det lille menneske til henholdsvis paradisets have og et træ, der bærer frugt.

Bogen med de 7 segl

Hvad står der egentlige i denne bog? Bogens indhold må nok ikke forveksles med de voldsomme begivenheder, som skildres i takt med bruddet på de 7 segl. Det at bryde forseglingen er jo ikke ensbetydende med at læse bogens indhold. De plager, som skildres under bruddet på de 6 første segl, giver døden ”magt over en fjerdedel af jorden”, 6v8. Da det 7.segl brydes, får de 7.engle foran Gud givet 7 basuner, og lyden af disse udløser en ny serie af plager, der alle ødelægger en tredjedel af alt det, som de rammer, og til sidst dræber en tredjedel af menneskene, 9v18. ”Men resten af menneskene omvendte sig ikke”9v20. Efter den 6.basun ”lod de 7 tordner deres røst høre” 10v3. Men så lyder Guds røst: ”Sæt segl for det, de 7 tordner har sagt, og skriv det ikke ned”. Efter de 6 segls plager, der dræber en fjerdedel, og de 6 basuners plager, der dræber en tredjedel af jordens befolkning, forventer man en ny serie af 6(7) tordner, der dræber halvdelen. Men det hedder to gange: ”de omvendte sig ikke”. Meningen med plagerne er altså at advare: Gud lader disse ting ske, for at menneskene skal omvende sig ”fra deres myrderier og trolddomskunster og utugt og røveri” 9v21.

Men da det ikke hjælper, standses den sidste serie af plager. Der sættes segl for tordnerne, og de gemmes bort. De har ikke noget formål. Det, som træder i stedet, er, at englen rækker den åbnede bog (den, som før var lukket med 7 segl) til Johannes, og han spiser den (dvs. indoptager dens budskab i sig), og det hedder: ”Du skal igen profetere til mange folk og folkeslag, tungemål og konger.” Derefter kommer scenen med de to vidner, som skal profetere i 3 ½ år. (3 ½ er det brudte, ufuldendte tal i modsætningen til 7 som det fuldkomne, fuldendte tal.) De to vidner er billede på den kristne mission (Jesus udsendte sine disciple to og to) for alle hedningefolkene. I stedet for en ny kæde af plager kommer en forstærket mission til alle folkeslag, som ender med de kristne forkynderes martyrdød. Læg mærke til, at i modsætning til plagerne, som ikke fik folk til at omvende sig, får begivenhederne omkring vidnernes martyrdød og deres efterfølgende optagelse til himlen ledsaget af et jordskælv faktisk en stor mængde til at omvende sig. Det er ved martyrdøden, Jesus vinder sine sejre, det er det slagtede lam, der indtager pladsen på Guds trone, og det hedder 12v11: ”De har besejret ham (djævelen) ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord. De havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.” Det er altså både ved sin egen død og ved sine martyrers død, Jesu vinder sejr og erobrer kongemagten. Det er vidnernes død, der bringer verden til omvendelse og tro. Den himlens hær, som til sidst rider sammen med Jesus, da han kommer til syne fra himlen på en hvid hest med en kappe dyppet i blod for at styrte Satan, er alle martyrerne. Fordi rytteren hedder ”Guds Ord” og kæmper med ordets sværd (et sværd, der kommer ud af munden) lægger Åb meget vægt på Sandhed: Han er det ”sanddru” vidne modsat dem, ”som øver og elsker løgnen”, 19,11-15.

Kirkens historie er et ”evigt” Golgata (indtil afslutningen), hvor Kristus i skikkelse af sine vidner stadig på ny forkastes, dømmes og dræbes, ”for hvad I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort imod mig”, Matt 25.

I 1888 hævdede den svenske prof. Myrberg, at Åb skildrer romerrigets fald ved germanerne og muhammedanerne, ved middelalderens pavedømme og reformationen, ved Napoleon og jesuitternes virksomhed. Det er en beslægtet tolkning, jeg har gjort mig til talsmand for, idet Romerriget fortsætter både i form af det fransk og tysk-romerske kejserrige, ”det 3.rige”, det tyrkiske storrige og EU. Både Hitler og Mussolini så deres regimer som en oplivning af det romerske og tysk-romerske rige. Hitler siger på partidagen i Nürnberg sept. 1938:

”Da jeg i foråret stod i Rom, blev det klart for mit indre, at menneskehedens historie betragtes og begribes i alt for korte perioder…Nutidens Italien og Tyskland er talende beviser herfor. De er foryngede nationer, men deres ungdom hviler ikke på nyland, men på historisk grund. Det romerske rige begynder atter at drage ånde. Og selvom Tyskland er uendeligt meget yngre, er det heller ikke nogen nyskabt stat. Jeg har ladet føre det gamle tyske riges regalier til Nürnberg for at få ikke blot vort eget tyske folk, men også en hel verden til at besinde sig på, at allerede et halvt årtusind før den nye verdens opdagelse fandtes et vældigt tysk- germansk rige. Dette rige har længe slumret. Men nu er det tyske folk vågnet og er blevet bærer af sin tusindårige krone…Det italiensk-romerske rige og i lige så høj grad det tysk-germanske rige er i sandhed urgamle statsdannelser. Man behøver ikke at elske dem! Men ingen magt i verden kan rydde dem af vejen.”

Åb 6: Rytteren på den hvide arabiske hest bevæbnet med buen er den islamiske jihad kriger, der ”drog ud fra sejr til sejr” og efterhånden erobrede alle sydlige og østlige provinser i romerriget og først blev standset langt oppe i Frankrig. Rytteren på den ildrøde hest med det store sværd er de germanske stammer, vestgoterne, vandalerne, østgoterne, longobarderne, normannerne, som alle efter tur erobrer og plyndrer Rom, den sidste plyndring Sacco di Roma er ved de tyske landsknægte hvervet af kejser Carlos d.5 på reformationstiden (for at straffe paven for hans rænkespil, han forsøgte nemlig at hævde sig i magtspillet ved at konspirere med den franske konge mod kejseren). Men den røde hest med rytter kan også simpelthen være et billede på den almindelige opløsning, som permanent krigstilstand medfører: Borgerkrigsagtige tilstande med lokale militser, som kæmper indbyrdes om magten. Den sorte hest er dyrtid, med stærkt stigende kornpriser. Mens luksusvarerne, bl.a. ”vin og spiritus”, ikke berøres af krisen. Det er altså de fattige, der må bære krisens byrde. ”Himlen, der rulles sammen som en bogrulle” skal ikke forstås bogstaveligt, men er poetisk sprogbrug hente fra Esajas 34,4. Selve synet omfatter en formørkelse af solen, som nok ikke bare er almindelig solformørkelse, men er forøget aktivitet i solen, som udsender mægtige støvskyer (”klæder sig i sæk og aske”), der dækker for solen og som tusindvis af stjerneskud regner ned gennem atmosfæren. Eller måske er det en regn af meteoritter. Også de 3 første basuner er syner af meteornedfald, jernforbindelser i meteorerne farver vandet rødt. Atomfysikeren og nobelpristageren Bernhard Philbert har tolket Åb om en moderne atomkrig. Han tolker d.5. basun (græshopperne) om fly, der beskyder med gummikugler for at tvinge befolkningen til orden, da kaos er ved at overtage samfundet. De kommer op af underjordiske hangarer. Men spørgsmålet er dog, om ikke det er store insekter af en hidtil ukendt type. Den 6.basun handler om de 4 krigens engle, der løses ved Eufratfloden, som her er opfattet som grænsen mod øst. Det store antal soldater, 200 millioner, er så stort, at det kun kan passe på en mobiliseret kinesisk folkehær. Hestene med løveansigt med røg ud af munden og slangehaler, som dræber med hovedet, er tydeligvis tanks, der kører baglæns (svovlgule, ildfarvede og dybblå – camoufleret til kamp henholdsvis i ørkenen og eller om natten).

7-tallet = fuldendelse

7 symboliserer totalitet, fuldendelse, mens 3 ½ er det brudte tal og den brudte tid. Der er 7 engle, 7 lysestager, 7 basuner, 7 segl, 7 guldskåle, lammet har 7 horn og 7 øjne. De 7 horn betyder fuldkommen styrke, de 7 øjne, at han skuer ind i de største hemmeligheders dybder. De 7 lys er det fuldkomne guddommelige lys, ved den syvende basun er ”Guds hemmelighed fuldbyrdet” 10,7. Med de 7 engles syv plager/guldskåle er ”Guds vrede fuldbyrdet” 15,1.

Læg mærke til, at det 7.segl indeholder de 7 basuner og den 7.basun indeholder de 7 tordner (som ikke bliver til noget). Der er 7 tordner og 7 saligprisninger (de symboliserer Guds fulde og hele velsignelsesfylde), 7 breve til 7 menigheder. 7 står for totalitet – hele kirken, alle Guds menigheder i hele verden er altså adresseret i de 7 breve.

Forsøg på en tolkning af Johs.Åb 17

En mulig tolkning, men ikke en sikker tolkning, for meget er poetisk billedsprog, dvs. vi ved ikke, hvor bogstaveligt det skal tolkes:

”De 7 hoveder er både 7 bjerge, som kvinden sidder på (Rom bygget på 7 høje), og syv konger”. Dyret er verdens-stormagten, som er et redskab for djævelen (dragen) i forsøget på at udslette Guds folk. Den første stormagt i verden er Ægypten:

  1. Kong Farao søgte at udrydde Israels folk

  2. Kong Sancherib af Assyrien bortførte Nordrigets befolkning.

  3. Nebukadnezer af Babylon bortførte Sydrigets befolkning.

  4. Persiens storkonge (søgte under Ester at udrydde jøderne).

  5. Alexander d. Store og hans efterfølgere: Antiokus den Store Epifanes ville tvinge jøderne til at dyrke billeder af Zeus (m. Antiokus’ ansigtstræk.) En græsk hær, som skulle erobre Jerusalem og føre befolkningen bort som slaver, blev slået et Judas Makkabæus.

  6. Romerriget (udslettede jøderne som nation og forfulgte de kristne.) Man kan med en vis ret hævde, at romerriget fortsætter, idet Karl d. Store krones til kejser med titlen Imperator Augustus i Rom år 800. Samme titel bruges af den første tyske kejser Otto d. Store, der krones til kejser i Rom 962 og det tysk-romerske kejserrige ophæves først 1806 af Napoleon, som selv lader sig krone til Imperator i Rom 1804. Selve betegnelsen kejser kommer af Cæsar, den første romerske enehersker. Men var dette tysk-romerske rige ondt? Vel ikke altid, men især på reformationstiden flammede kætterbålene og kristne forfulgtes under kejserne Karlos d.5 og Fernando, og Luther kaldte med rette paven for Anti-krist. Nazismen så sig som fortsættelsen af dette tysk-romerske kejserrige og kaldte sig det næste ”1000årsrige” eller ”det 3.rige”, idet det tysk-romerske kejserrige var det 1.rige.

  7. ”Det 3. Rige” eksisterer kun en kort tid og gik sin undergang i møde.

    Note: Persiens udryddelse af jøderne blev afværget af dronning Ester, så det er måske vanskeligt at regne med til gruppen af onde stormagter, og vi har i ovenstående skema ikke nævnt Sovjetunionens og den Tyrkisk-Osmanniske stormagts kristendomsforfølgelser. Den tyrkiske stormagt kan i endnu højere grad end det Tysk-romerske kejserrige ses som en fortsættelse af de mere dæmonisk-despotiske aspekter af Romerriget. Det første korstog var udløst af, at de tyrkiske seljukker erobrede hele Anatolien og derefter truede hovedstaden i det Østromerske rige, Konstantinopel, ja oprettede deres hovedkvarter lige over for byen og kaldte det Rum, det nye Rom. Senere, da de tyrkiske osmanner havde erobret Konstantinopel, dengang Europas største by, blev den hovedstad i deres mægtige rige, der frem til 1878 beherskede mere end halvdelen af det gamle Romerrige og regeredes af sultanen, som kaldte sig Allahs skygge og tronede ved siden af et billede af livets træ og livets kilde. Bjørnen, i Dan 7 et af 4 verdensriger, bruges jo i dag som symbol på Sovjetunionen. På Johannes´ tid var Perserriget/ Partherriget grundlagt af skytiske stammer fra nord talende et nord-iransk sprog. Det var altså det samme rytterfolk, der herskede på Sydruslands stepper og i Partherriget. I 340 e.Kr. begyndte Perserriget en grusom forfølgelse af de kristne, som med afbrydelser varede ved indtil den muslimske erobring.

  8. EU (Rom-traktaten)

Dyret, ”som var og er ikke mere, men skal stige op af afgrunden”, er det genskabte Romerrige. I Dan 7 er dyret kulminationen på en række verdensriger og fører krig mod ”den Højestes hellige”. Dyret står om en globaliseret multi-etnisk stat, hvor handel med luksusvarer og penge er det eneste, der tæller. ”Skøge” bruges i Gl Testamente også om Guds folk når det er troløst og svigter. Men skøge kan også bare stå om den internationale storby. Folkeslagene er berusede af hendes umoral, den er som en narkotika. Hvis Tyrkiet kommer med i EU bliver det unionens største land og vil naturligvis få en ledende rolle.

”De ti konger” tolker jeg om de lande, som oprindelig var med i Euro-Mediterranien-samarbejdet: Tyrkiet, Marokko, Algeriet, Tunis, Ægypten, Syrien, Libanon, Jordan og det palæstinensiske selvstyre. (Israel er også med, men har ikke fået penge. Oprindelig 10 lande, men antallet ændrer sig hele tiden. Nu er også Mauretanien, Libyen, Bosnien, Kroatien, Albanien og Montenegro kommet med. Projektet, som også kaldes ”Barcelona Process: Union for the Mediterranean” skal have sit eget universitet i Slovenien, og de nævnte lande skal indgå i frihandelsområdet. Planen er, at der fra 1.1.2010 skal sættes turbo på dette samarbejde. Der skal sættes projekter i gang, der skal agitere for større forståelse for muslimsk kultur og religion.) ”De vil føre krig mod lammet” ” i en enkelt time får de magten sammen med dyret.” 17,12ff.: ”De vil hade skøgen og lægge hende øde og klæde hende nøgen og æde hendes kød og brænde hende” – en temmelig rammende karakteristik af de muslimske indvandredes holdning til den europæiske storby.

”Babylon den store” kaldes byen, fordi den er et forsøg på at genskabe Babelstårnets projekt. Babelstårnet blev bygget som et kæmpeprojekt, der skulle forene jordens befolkning og holde den sammen – men det modsatte skete. Både Romerriget og EU er et forsøg på at smelte alle nationer og kulturer sammen i en fælles tilbedelse af dette store projekt. Det, som skal holde projektet sammen, er handel: ”Alle jordens konger er blevet rige af hendes overdådige vellevned.”

Forholdet til Gud er i GT skildret som et kærlighedsforhold. ”Jordens konger har bedrevet utugt med hende” betyder, at de har valgt hende, som den de elsker højest i stedet for Gud. EU-projektet har fået Guds plads, som det herlige projekt, der skal sikre evig fred og forsørgelse, ligestilling og den moderne menneskerettighedsreligion.

Byen skal styrtes på en time 18,6, og købmændene græder, fordi ingen mere er der til at købe deres dyre luksusartikler. ”Alle slags citrontræ”: borde af cintrontræ var statussymboler og blev forhandlet til astronomiske summer. Blandt købmændene står også menneskehandlerne og flæber over, at klinikkerne, som aftog deres ”kroppe”, er styrtet sammen. Den store by går i tre stykker ved et jordskælv.

Læg mærke til en nøje parallel mellem Åb 17,1-19,10 og Åb 21,9-22,9:

Da kom en af de 7 – Da kom en af de 7

”Kom jeg vil vise dig….den store skøge” / ”Kom jeg vil vise dig bruden, lammets hustru” (Synet af den store skøge er altså modstykket til synet af bruden.)

Han førte mig ud i ørkenen i Ånden - Han førte mig i Ånden til et højt og stort bjerg.

Salige er 19,9 – Salige er 22,7

Dette er det sande budskab – Dette budskab er troværdigt

Jeg faldt ned foran hans fødder for at tilbede han, men han sagde: ”Gør det ikke” -(gentages).. ”Tilbed Gud” – ”Tilbed Gud”.

Da forholdet til Gud er et kærlighedsforhold, er kirken at sammenligne med en brud, og det at svigte Guds kærlighed til fordel for en dyrkelse af afguder at sammenligne med skøgeadfærd.

Tilbedelse af dyrets billede

Omkring år 40 havde kejser Caligula store planer om at opstille sit eget billede i templet i Jerusalem, men han blev myrdet. Han havde først tvunget synagogerne i Alexandria til at tilbede hans billede. Men det var mest hans egen idé, han havde ingen falsk profet som propagandaminister. Hvilke former førerdyrkelsen vi vil få i de sidste tider, er ikke let at sige. Nyhedenskabet findes allerede i mange totalitære stater: I dødsannoncer fra 2.verdenskrig: ”Død i troen på Føreren Adolf Hitler”. I fødselsannoncer: ”En rask hedningedreng er født”. Organisationen ”Tyske kristne” proklamerede 1933: ”Vi ser Gud levende midt iblandt os i vor leder Adolf Hitler, hans redskab for vor tid.” Alfred Rosenberg skrev en bog mod kristendommen: ”Til vor tids mørkemænd” om den frie, lyse ariske heltenatur kontra kristendommen. I kommunistiske lande frembæres i folkeoptog ofte store billeder af ”den elskede leder”.

Den store konge

Åb handler om Guds kongemagt, Guds rige (også et hovedbegreb i Jesu forkyndelse). Verdensmagtens fyrster er blot fastelavnskonger, men prøver dog at udfordre Guds kongemagt. Menneskenes store valg står mellem at tilbede Gud eller tilbede dyret. Der er intet neutralt helle mellem de to. I centrum af kosmos står Guds trone, som uophørligt tilbedes og lovsynges af myriader af engleskarer og al skabningen, og målet for verdenshistorien er, at denne trone også skal blive centrum på jorden blandt menneskene. Denne tilbedelse foran Guds og lammets trone forudgribes i gudstjenesten. Men med sit krav om tilbedelse af ”føreren”, dyrets billede, har verdensmagten stjålet Guds plads, forsøgt at sætte sig i Guds sted. Metoden er politisk tyranni og økonomisk udbytning: ”jordens konger og jordens købmænd” græder ved verdensmagtens fald, for de har levet højt på dens rigdom og dens efterspørgsel efter alle slags overflødige luksusvarer. Umoral og sanseløs luksus er den vin, som har beruset folkeslagene og fået dem til at hylde dette store frihandelskoncept. ”Dyret” er naturligvis riget ved verden undergang, men det spejler sit væsen allerede i Romerriget på Johannes’ tid.

I samme omfang profit, dansen om guldkalven, bliver den herskende faktor i menneskelivet begynder en dyb opløsningsproces.

Oplysninger om dyret uden for kap 17

  1. Dyret er en sammensmeltning af de 4 forskellige dyr, der i Dan 7 symboliserer hver sit verdensrige: Leopard, bjørn, løve, dyret med 10 horn. De forskellige verdensriger, der i Dan 7 skildres som følgende efter hinanden, er her smeltet sammen til ét dyr. Det er altså nærliggende at tolke dyret om forskellige verdensriger, som følger efter hinanden.

  2. Dragen (djævelen) giver dyret sin magt.

  3. Dyret bliver dødeligt såret af et sværd, men såret heles, og dyret lever igen, og hele jorden tilbeder forbavset dyret og dragen. (Et romerrige, der gik under i krig, Napoleonskrigene?, genopstår) Dyret udtaler stolte og blasfemiske ord mod Gud.

  4. Det får magt i 3 ½ år. Det kæmper mod de hellige og besejrer dem og dræber de to vidner. (For nærværende synes der ikke at være tale om, at EU forfølger de kristne og dræber dem. Så der er altså træk i skildringen af dyret, som endnu ikke er gået i opfyldelse.)

  5. Den falske profet får mennesker til at tilbede dyrets billede. Den falske profet har to horn som et lam (dvs. han har en ydre lighed med Kristus, lammet), men taler som en drage. 3 tudser kommer ud af munden på dragen, dyret og den falske profet. Det er onde ånder, som vil forføre jordens konger til at drage op til slaget ved Harmageddon, tydeligvis en lokalitet i Israel. Den store by brækker i 3 dele sammen med mange andre byer, der synker i grus.

Den tidshistoriske tolkning er den mest almindelige ved universiteterne. Den søger at tolke profetierne om nogle politiske begivenheder på Johannes’ egen tid. Problemet er, at det er svært at få de 7(8) konger til at passe på ”kongerækken” i romerriget på den tid. Her gengives hele 9 forskellige af forsøg:

Jeg har i stedet forsøgt en mere tidløs tolkning, hvor jeg bag de verdenshistoriske begivenheder søger at se det store drama: kampen mellem Gud og dragen.

Peter Brueghels klassiske maleri fra 16.årh af Babelstårnet har tydeligvis dannet forbillede for EU-parlamentet, som det også fremgår af en officiel reklame-plakat for EU (nederst):

Læg f eks mærke til, at hverken Babelstårnet eller EU-tårnet er bygget færdigt. I biblen fordi Gud forstyrrede deres sprog – den officielle forklaring på det ufærdige EU-tårn er, at Europaprojektet er ikke færdigt

Skøgen? (en mulig tolkning)

Der er i dag ikke tale om EU-begejstring af religiøse dimensioner. Hvad er det mon så for en religion, der vil forfølge de kristne og gøre dem til martyrer. Måske en religion, som tager sit udgangspunkt i det moderne samfund og i en dyrkelse af det moderne og hævder, at kristendommen må følge med tiden. Den svenske ærkebiskop K.G. Hammer: Kristendommen er ”dynamisk” (ikke statisk). Han søster prøvede at blive ærkebiskop efter ham med den begrundelse, at det var vigtigt, at Svenska Kyrkan fik en leder, som var kvinde og bekendende lesbisk. Der er en ny tendens inden for kirken, hvor man bygger på moderne ideer og flertallets meninger i stedet for på Ny Test. som Kanon (”rettesnor”). Et paradenummer er vielse af homoseksuelle. Det er kun ca hvert 20.år, en præst kommer ud for dette ønske. Alligevel gøres dette spørgsmål til et hovedspørgsmål i kirkedebatten. Sandsynligvis fordi det hele slet ikke drejer sig om nogle få homoseksuelle, men det man ønsker, er et brud med den hele den klassiske kristne ægteskabsmoral, som man ønsker erstattet af det moderne frisind. Biskopper i både Danmark (Kjeld Holm), Norge (Rosemarie Köhn) og Sverige (Carolina Krook) har været hovedtalere ved de såkaldte ”bøsseparader” og lovet at kæmpe for det, de kalder ”kønsneutralt ægteskab” i kirken. Samtidig med, at man tager afstand fra den moral og etik, som prædikes i Ny Test, åbner man sig mod fremmede religioner buddhisme og sågar islam. I stedet for den Ny Testementes etik og dens helliggørelseslære vil man ”være som alle andre” og kaster man sig over spørgsmål som klima (stor klimagudstjeneste i Uppsala domkirke med både buddhistiske bedetrommer, samers joiken og imamers arabiske bønner) og gudstjenester om trafiksikkerhed (Köhn) og protest mod motorvejsudfletninger (Tyske kirkedage). Man trykker bibler, hvor Gud omtales som både mand og kvinde, og hvor apostlene omtales som både apostle og apostelinder (”Bibelen på et retfærdigt sprog” promoveret af lederne af den Tyske Evangeliske kirke). I stedet for Jesu kritik af Mammon får man under påskud af, at det er nødvendigt med et opgør med den ”asketiske kristendom” en stil, hvor biskopper og præster samles til rødvinskalas på provstiets regning, og hvor biskopper og provster tages fra blandt dem, som har været tillidsmænd, dvs. brugt deres tid på at kræve mere løn og mere ferie. Det nytestamentlige budskab udvandes til et dogme om ”alles frelse”.

Luther tolker skøgen og den falske profet om den katolske kirke, og denne tolkning var nok rigtig på hans tid. Men i dag er de gamle grænser brudt op. Konservative teologer fra Svenska Kyrkan, Anders Gerdmar og Cavallin, føler sig så trængt af modernismen inden for deres egen kirke, at de også underviser på ”Livets Ord”s Bibelskole. Og Ulf Ekman har givet en donation til abbed Cæsarius Cavallins protestantiske kloster. En pinsepræst og en katolsk biskop har forenet sig i kritik af K.G.Hammers Jesussyn. Pinsepræsten Åke Green blev idømt 1 måneds fængsel for at have prædiket imod homoseksualitet (men frikendt ved højesteret, ekskluderet af Soc.Dem.)

Når Gud skal åbenbare sig i syner, bruger han naturligvis det verdensbillede, som profeten er fortrolig med. Johannes er totalt fortrolig med Gl Testamentes profetier. Specielt Nahum 3,4 (mod Nineve) Jeremias 51,7-13 (mod Babylon) ligger i hans baghoved og er med til at forme synet.

Afslutningen skildrer Guds indgriben i en 4- dobbelt dom (med stedse stigende styrke):

  1. Dommen over den store skøge, den store by Babylon.

  2. Messiasslaget, som ender med, at dyret og den falske profet levende kastes i ildsøen. De øvrige ”jordens konger og deres hære” bliver dræbt, men ikke kastet i ildsøen. De fører en skyggetilværelse i dødsriget indtil den sidste dom.

  3. Derpå følger det messianske fredsrige, 1000 årsriget, som indledes med, at martyrerne opvækkes fra de døde. Derpå følger Gog og Magog-scenen, en vældig hær angriber ”de helliges lejr og den elskede stad”. Johannes er helt og totalt indlæst i de gammeltestamentlige profetier, de er det univers, hvori hans syner udspiller. Ezekiels Magog-syn handler om en stor hær fra verdens nordlige udkant, der drager op mod Israel og får hjælp fra syd (Etiopien ell Sudan), vest (Libyen), øst Persien. Den dræbes af ild, der falder ned fra himlen.

  4. Den endelige dom ”efter gerninger” med de dødes opstandelse og bøgerne, der slås op, og ”den anden død” i ildsøen. Blandt dem, der kastes i ildsøen som Guds modstandere, er også ”Døden og Dødsriget”, jnf. Pauli ord 1.Kor 15,26 om døden, som skal tilintetgøres som ”den sidste fjende” af Gud.

Efter 7 breve til 7 menigheder kommer selve fremtidsprofetierne. De indledes med, at Johannes får et indblik i den himmelske tronsal. Det er her fra tronen, hele Guds styrelse af verdenshistorien udgår. Der er ingen beskrivelse af Gud, Gud er usynlig. Det eneste, man kan se, er den mægtige stråleglans, et strålende farvespil, som jaspis (dybrød kødfarvet?) og sarder, omgivet af en regnbue at se til som smaragd (en grøn ædelsten). Gud er ifølge 1.Timotheus 6 v16 den ”som bor i et utilgængeligt lys, hvem intet menneske har set ej heller kan se”, jnf. Salme 104,v.1”du er klædt i højhed og herlighed, hyllet i lys som en kappe”. Helligånden skildres som Guds syvfoldige ånd. De 7 fakler, der brænder foran Guds trone, kaldes nemlig både 7 engle og 7 ånder og minder om den syvarmede lysestage, der stod og brændte nat og dag i det hellige i templet. 7 lamper hver med 7 vægeholdere skues af Zakarias (kap 4), og det hedder her: Disse 7 er Herrens øjne, der spejder ud over hele jorden. Guds ånd er helligt syvfoldigt lys, og menighederne er en del af dette guddommelige lys. ”I er verdens lys”, siger Jesus. De 7 menigheder står som repræsenterende hele kirken.

Den guddommelige enhed af 4 (hjørner): Mennesket er alle skabningers herre, Ørnen er fuglenes konge, Løven er de vilde dyrs konge, og Oksen er tamdyrenes herre. Livsvæsnet er det fuldkomne enheds-mønster for alle levende dyr. Symbolikken, hvor de 4 livsvæsner optræder som symboler for de 4 evangelister, findes først hos Irenæus ca 180 e.Kr. Ligesom det allerhelligste var en cubus, altså en terningeform, en enhed af lutter firkantede flader, sådan er livsvæsnet hos Ezekiel en enhed af 4 ansigter, og livets kilde en enhed af 4 floder, 1.Mo 2v.10. Hjulene på tronen kan ikke dreje, kun køre ligeud, fremad og på tværs, deres bevægelse er den hellige firkant. Symbolikken med evangelisterne skal udtrykke, at der er ét evangelium bevidnet af 4 forskellige vidner. Forestillingen er den, at den, som står i Guds nærhed, føler, at han er tæt på den dybeste enhed og harmoni. Alt er ét hos Gud, forenet i kærlighedens og fredens enhed. Gud er i egentligste og dybeste forstand den Eneste Ene. I moderne oplevelser af guddommeligt lys går det ofte igen: Jeg følte, at alt liv var ét. Jesus beder den sidste aften om, at de ”være fuldkomment ét”, at ”de må være ét i mig ligesom jeg er ét med Faderen”. Jnf., at Paulus siger, at når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Ligesom Gud er enheden af alle tider, fortid fremtid og nutid (”Han er den, som var, og som er, og som kommer”), sådan er Guds også enhedspunktet og udgangspunktet for alt liv og lys. De profeter, som har følt sig tæt på Gud, har følt, at de var hinsides al strid og opsplittelse i modsætninger: I Zak 14 er der en skildring af den sidste fuldkomne løvhyttefest: ”På den dag skal der hverken være hede eller kulde og frost. Der skal være én lang dag – Herren kender den – ikke dag og nat..På den dag skal Herren være én og hans navn være ét.” V.6-9.

Der er en berømte skildring i rabbinernes skrifter af 4 mænd, som steg op til paradiset: en så og døde, en så og huggede de små skud over (blev en kætter, som ødelagde de unge disciple, hvis skud netop var plantet), en så og var slagen (med vanvid?), kun rabbi Akibah steg op i fred og kom ned i fred.. Det hedder derefter ordret: ”Med hvad kan dette sammenlignes: Med en hovedvej, som passerer mellem to veje, én af ild og én af sne. Den, som vender sig den ene vej, er svedet af ilden, og den, som vender sig den anden vej, pines af sneen. Hvad skal en mand da gøre: Lad ham vandre i midten.” Jnf. en skildring af et syn af ”Herlighedens trone”: ”En halvdel (af ham, som ses på tronen) er ild og den anden halvdel hagl.” I Gud er selv de stærkeste modsætninger forenet til ét. Om livsvæsnerne hedder det i en tekst: ”Og deres ansigters lighed er en løves stempel, en ørns segl, og en okses lighed, og en mands segl-ansigt”. Meningen er, at livsvæsnet er det fuldkomne stempel, det fuldkomne forbillede og den fuldkomne skabelon, som sætter sit ufoldkomne aftryk her på denne jordiske verdens levende væsner. Hos Gud findes livets fuldkomne DNA mønstre.

En moderne modtager afhimmelske oplevelser” doktor og psykolog Carl Albrecht har ført en slags dagbog over sine oplevelser. Forord til bogen om hans oplevelser er skrevet af den verdenskendte katolske teolog Karl Rahner: Carl Albrecht skildrer sine oplevelser på flg. måde: ”Urviseren står på nul. Intet lys, intet mørke, ingen varme, ingen kulde, ingen dag, ingen nat, ingen himmel, ingen jord, intet uden oprindelsen. Tavsheden natsorte kåbe indhyller det inderste rum. Urviseren bliver på nul, men kåben er ved at åbne sig – Gyldenrød gløden, blomstrende solblod, en brusende strøm af jublende farver i det sorte gevandts indre. Den anden side erkendes. Der, hvor det ildstrålende lyshavs inderste inderlighed lever, hviler urhjertet. Den i stilheden indløste sjæls hengivende tilbedelse ..forvandler sig i en jublende og beruset dødssalighed. Lyset stråler om mig, bøjer sig mod mig og byder mig en lysende drik. Gud sprænger kærlighedens svøb, skønhed, o skønhed kunne jeg udgrunde dig helt, jeg skuer rystet en hemmelighed… kærligheden strømmer” (cit. prof. Prytz Johansen, Illustreret Religionshistorie Bd. 1) Man føler i synet, at man er hinsides tiden, hinsides alle modsætninger som nat og dag, varme kulde, lys og mørke, og så pludselig bryder gudlyset frem som en brusende strøm af mange farver, som ufattelig skønhed og ufattelig jubel og glæde. Oplevelsen er altså præget af dyb enhed og strømmende, mangefarvet lys.

Denne direkte oplevelse af Guds nærvær kender vi fra Augustin, Origenes, Salomons Oder (den ældste kristne salmebog), Paulus må løfte pegefingeren over for dem, som roser sig af deres høje syner og åbenbaringer og kalder dem ”overapostle”. Den jødiske filosof Filon, som levede samtidig med Paulus definerer jødedommen ud fra navnet Israel som ”den, der skuer Gud”. Den jødiske Merkabah- og Hekalot-mystik er centreret omkring opstigningen til den højeste himmel med skuen af Guds trone (på hebraisk ”vognen” (merkabah) i den syvende ”tronhal” (hekal)). Midlet til at stige op og skue tronen er ikke meditation, men stærke lovsangs-hymner: man blander sig med livsvæsnernes lovsang.

Det ændrede syn på religionen på Jesu tid: ikke nærforventning, men mystik

I lidt ældre forskning lagde man vægt på, at både jøderne på Jesu tid og de ældste kristne levede i en stærk forventning om verdens snarlige undergang og Guds riges frembrud. DET PASSEDE GODT TIL UNGDOMS-OPRØRET MENINGER, for det levede jo også i et stadigt håb om en ny og mere retfærdig verden. Men nyere forskning har vist, at det vigtigste i jødedommen på Jesu tid er ikke denne nærforventning om verdens snarlige undergang og Gudsrigets komme, men synerne af en åben himmel. "I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen", siger Jesus i begyndelsen af Johs.ev. (1,51) til sine disciple. Ved sin dåb ser Jesus himlen åben. Stefanus siger: "Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stående ved Guds højre side" Ap Gern 7,56. NT tolkes nu mere i lyset af den ældste jødiske mystik. Mystik er en form for religion, hvor man søger at få direkte syner af Gud og den himmelske overnaturlige verden. Man dyrkede på Jesu tid en bestemt form for ekstase - en opstigning gennem 7 himle. 7 er i tidens symbolsprog det guddommeliges tal, symboliserer altså opstigning til den højeste guddommelige virkelighed. Det kaldtes også "nedstigningen" til merkabah'en (merkabah'en er den "vogn", den trone, som Gud viser sig tronende over i synet Ez 1). Forskerne er lidt usikre på, hvorfor det tales om "nedstigning", måske tænkes der på nedstigning i vognen, så man altså bliver ét med ham, der troner på merkabah'en. (I nogle tekster bliver man ét med tronen, så Gud altså troner i menneskets hjerte.) Rejsen opad kan også skildres som en rejse indad mod tilværelsens dybeste centrum gennem forskellige haller, og selvom hallerne ligger inden i hinanden, så bliver dimensionerne større og større. Til sidst i den 7.hal skues Guds mægtige skikkelse som et umådeligt stort menneske, der fylder hele universet. Der er skrifter, der ligefrem handler om Guds lemmers astronomiske mål. De genspejler en klar anelse om universets umådelige udstrækning. Meningen var ikke den, at Gud var i universet, men universet var i Gud, "i ham lever og ånder og er vi", siger Paulus Ap Gern 18,28. Det var dog ikke Gud selv, man så. Gud var ufattelig, ubegribelig, ubeskrivelig, usynlig for menneskeøjne, men det, man ser, er "Guds billede", Guds herlighed, "Guds skikkelse". Jnf. Fil 2,6: "da han (Jesus) var i guddomsskikkelse". En vigtig rolle i synet spiller ildfloderne, som ifølge Daniels syn af den "Gamle af Dage" (Dan 7) strømmer ud fra tronen, identisk med glashavet blandet med ild (Åb 4,6 og 15,2), det var som 10 000 vandbølger, der kom brusende imod en ved indtræden i den 6.hal. Hav blandet med ild: Foran Guds trone er alle tilværelsens modsætninger ligesom ophævet, vand og ild eksisterer ved siden af hinanden blandet. Man oplever den dybeste form for enhed i Gud, Kristus kan derfor af Paulus skildres som det store kosmiske menneske, der sammenslutter alt til et: "Her er ikke forskel på jøde og græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for alle er vi én i Kristus Jesus" Gal 3,28.

Synerne blev fremkaldt ved faste og ved at indtage Elias' sammenkrummede bedestilling "med ansigtet mellem knæene", 1.Kong 18,42. Man tolkede GT således, at det, man så, var ikke Gud selv, men Guds højeste engel, Guds billede, Guds herligheds-udstråling af form som et menneske, Ez 1,26: "foroven på det, som lignede en trone, var der noget, der lignede og så ud som et menneske: "Menneskesønnen", Guds synlige side.



Note. 2.Ko 3,18: "Alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed." Skuer Herrens herlighed! Forvandles til den samme herlighed! Denne forvandling, menneskesindets forvandling gennem Gudsskuen, er for Paulus et hovedbegreb ifølge den jødiske forsker Alan Segal: Guds nåde er forvandlende nåde. For Paulus selv skete det uden for Damaskus, men der er ingen tvivl om, at for de fleste kristne sker det ifølge paulinsk teologi i dåben. Her bliver man nemlig indføjet i Kristi død og opstandelse, Rom 6.

Den forvandling til lysglans, til englenes væsen, som de kristne engang skal opleve i himlen, er allerede sket sakramentalt-symbolsk i form af den hvide dåbsklædning, som man blev iført ved dåben i den ældste kirke. Allerede her på jorden forudgribes menneskets forvandling til englevæsen og herlighed, men under korsets fortegn.

I Talmud finder vi den vidunderlige beretning om eleven rabbi Eleazer ben Arakh, der beder rabbi Johanan ben Zakkai om undervisning i udlægningen af Ez 1, synet af Merkabah'en. Johanan afviser bønnen ved at henvise til reglen om, at kun meget vise skriftkloge, der evner at tilegne sig stoffet, kan undervises i dette emne, og kun enkeltvis. Rabbi Eleazer beder da om at få lov til at udlægge synet af vogntronen for Johanan, som straks stiger af æslet og hyller sig pænt i sin kappe, da det jo ikke sømmer sig at sidde på et æsel i Guds nærvær. Straks da Eleazer begynder sin udlægning, stiger ild ned fra himlen, træerne åbner sig og begynder at lovsynge (Ps 96,12), og de engle, som tjener i himlen, sprang rundt omkring dem som gæster ved et bryllup glædende sig over brudgommen. Og træernes sang var en opfordring til hele kosmos om at lovprise Gud. Og der lyder en englerøst fra ilden: "Sådan er virkelig fortællingen om Merkabah'en". Johanan bøjer sig frem og kysser Eleazer og siger: Velsignet være Israels Gud, som har givet Abraham en sådan efterkommer, der således forstår at udlægge "til sin himmelske Faders ære". Læg mærke til, at udlægningen resulterer i, at Gud selv ligesom bliver nærværende, hvilket viser sig i, at alt bryder ud i lovsang, og selve den mystiske følelse af enhed med Gud er skildret som en følelse af kærlighedsforening, bryllupsglæde.

Allerede i 1935 påviste Erik Peterson ved hjælp af både NT, kirkefædrene og de ældste liturgier, at den urkristne gudstjeneste blev forstået som en deltagelse i englenes evige lovsang. Englenes sang lyder i Esajas' syn Es 6,3: "Hellig, hellig, hellig er Herren, himlen og jorden, er fuld af hans stråleglans" (det er det herlighed betyder). På Jesu tid spiller denne Helligsang en stor rolle som synagogegudstjenestens kulmination. Når menigheden kommer til dette led i liturgien, er himmel og jord ligesom forenet, og menigheden istemmer sangen i fællesskab med de myriader af engle, som står for Guds trone. Da står menigheden med englene foran Guds trone, og det gav sig det morsomme udtryk, at man i den ældste kirke hoppede i glæde og jubel, som om man havde fået vinger (fortælles af Klemens af Alexandria). Åb 5: Da lammet har taget bogrullen med de 7 segl symboliserende Guds allerdybeste og hemmeligste visdom for at åbne den for de troende, istemmer livsvæsnerne ”en ny sang”. Denne istemmes også af de 24 ældste, der, som Peterson rigtigt har set det, er de himmelske repræsentanter for den jordiske kirke. Derefter intoneres den af 10 000 gange tusinder af engle. Og derefter hedder det: ”Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Pris, ære og lov og magt for ham, der sidder på tronen”. Hele det synlige kosmos inddrages i og slutter sig til englesangen, Fil 2,10f. At lovprise Guds storhed er at finde ind i den dybeste harmoni med universet og med sig selv. Læg mærke til, at livsvæsnerne ”uden ophør, dag og nat” (4,8) fremsiger det 3 gange hellig. Idet de istemmer denne tilbedelse, kaster de 24 ældste sig ned for tronen og lægger deres kroner ned for tronen. Det er altså i lovprisningen, helligsangen, Guds rige, Guds absolutte kongedømme fuldbyrdes også over den jordiske kirke. Og det er som skaberen af ”altet” verdensaltet, Guds hyldes. ”For du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt” (4,11), hedder det i de ældstes hyldest.



Note: Fra skriftet Abrahams Åbenbaring: Abraham ser ikke Gud direkte. Vogntronen er dækket af en ild, som også omslutter de øverste englevæsner og er deres væsen og eksistensform. De er udstrømninger af Guds væsen og skifter hele tiden form, transformeres og omdannes ud af den guddommelige ild og synger Hellig-sangen ”med én mands røst”