Institute for Research in the Roots of Mysticism

I: “Derefter. .. grundlagde Kronos den første by” (1.Mo 4,17)

II: ”Derefter… . kastede Kronos sin egen broder ned og begravede ham i jordens dybder...” (1.Mo 4,11)

III: ”På samme tid konstruerede de, som nedstammede fra dioskurerne, tømmerflåder og skibe og sejlede...” (l.Mo 6-7)

IV: ”og efter at være kastet iland ved Kassiosbjerget viede de et tempel der.” (l.Mo 8,20)

V: ”El Kronos’ kampfæller blev nu kaldt Eloim” (1.Mo 6,1-4)

Disse oplysninger fra Filon beretning om Fønikiens urhistorie ( Præp.ev. I,10,20) har deres ejendommelige paralleller i biblens urhistorie.



Urtidsbrødrene

Gilgamesj er morgenstjernen, som dræber nattens tyr med månehornene for at bane vej for solen. Enkidu dræber sol­hedens løve. Han er aftenstjernen, der baner vej for natten: den hvilende gazelle. Om Gilgamesj på segl L.Curtius, Gilgamish und Heabani, Sitzungsber. der k. bayerischen Akad. der W. Philos.-philolog.-und hist. Klasse,1912, 7.

Det hedder i ugaritteksten CTA 23:

Lad mig påkalde de nådige guder... de skønne,

sønnerne af de nøgne højdedrag

som grundlagde en by på højsletten... i de bare højdedrags ørken...

Fred med kongen, fred med dronningen…



Lad mig påkalde de nådige guder, kløvere af havet,

sønner af havet,

som dier af Athirats brystvorte, (hvalpe) af Solen

Fred med araberne/beduinkrigerne (og) livvagten“

(overs. efter de Moor & Gibson)

Vi møder i Ugarit et dioskurisk par, som er morgen- og aftenstjernen anskuet som Solens følgesvende og som grundlæggere af den første by i ødemarken.

Urtidsbrødrene er i mange religioner ynglingeinitiati­onens guder og knyttet til overgangen fra natur til kultur. De står også som hovedguderne i kabirernes mysterium på Samothrake, her som et broderpar knyttet til en gudinde. De er som i Tyrus knyttet til en ursejllads.

I Ugarit er de sandsynligvis skytsguder for de beduinkrigere, som udtaler responsoriet under digtet om de nådige guders fødsel. (Beduinkrigere er de Moors overs. af `arbm ~ netop araberne er det, som i hi­storisk tid dyrker ”de to nådige/gode guder“.)

Litteratur:

J.P.Harris, The cult of the heavenly Twins, 1906

J.R.Harris, Boanerges,1913 (Dioskurerne som ”tordensønnerne“)

B.Hemberg, Die Kabiren,1950

Øverst: ”De to hellige brødre“ Arsu og Azizu, dateret 213 eft.Kr., Derefter de to brødre Abgal & Asjar iPalmyra.(J. Texi­odor, The Pantheon of Palmyra,1979, XXI,1 og pl. XXVI,2): 270 eft. Kr. er et alter bygget, som hylder dem som “the help­ful genii“(lgnj‘ s‘jd‘). Asjar i kaldes også “the good genius“ (gnj tb‘)PNO, no. 14 & 6c. Abgal kaldes “good god“ og “good protector“. Samme epitheter får guden slmn(“good and bountiful“), denne har en søster, med hvem han danner par (jnf. Højsangens Salomon og Sulamit). Hun kaldes netop slmt. Mun‘im fra parret Azizu og Mun‘im må oversættes “The favorable one“. Alle disse nav­ne viser, at de er dioskuriske par af samme art som “the gra­cious gods“ sjhr og sjlm fra Ugaritdigtet CTA 23:

Nederst: Maan og Saad er et tredie dio­skurisk par, som afbildes som ri­dende henholdsvis hest og kamel (Teixidor, XXVI,l). Stele fra Ras esh-Shaar.2.årh eft. Kr.

Den syriske gudinde stående på hesten omgivet af det dioskuriske urpar, naturmennesket med palme-gren, lyskrigeren med økse

Bill. fra H.Weippert,

Palästina in vorhelle­nischer Zeit,1988,s304:

Urtidsbrødrenes fest og de viede stave

Tvillingerne er allestedsnærværende på syriske segl (Frankfort pl 42-44) . De er urtotalitetens første opløsning i dualitet. Derfor ses de ofte i færd med at dræbe ur-guden “Huwawa“ 42c,44e, og især ses de som oprejsere og vogtere af søjlen, som adskil­ler himmel og jord 42e,i,o,43c,g. Men da de betegner tilværelsen første modsætningspar,ses de ofte også i indbyrdes kamp, brydekamp omgivet of skorpioner 42n, eller jægeren sigtende mod dyrevogterens hoved med sin bue 43,l.

På seglet 44,o ses de begge med de to stager i hånden, som er solportens symbol. Den ene bærer også en kastekølle eller et harpesværd. Bag den anden ses en stor fisk. På en hyksoscylinder ses begge stående med en lille søjle mellem benene. Søjlen er mulig­vis et forenklet djed-symbol 4l,p. Til forestillingen om urtidsbrødrene er altså nært knyttet forestillingen om de to verdensstøtter.

Filon fortæller om den tyriske version of myten om brødrene:

“Hypsuranios slog sig ned i Tyrus og opfandt hytter of siv, rør og papyrus. Han blev uvenner med broderen Usoos, der som den første fandt på at samle et dække for kroppen of huderne af de vilde dyr, han overvandt (græsk: ischysen - er det med de ba­re næver, han besejrer vilddyrene?). Engang, da der opstod orkanagtige uvejr og storme, kom træerne i Tyrus til at gnide mod hinanden og startede en brand, og skoven nedbrændte. Men idet Usoos tog en del of et træ og brækkede grenene af, vo­vede han som den første at tage ud på havet. Han viede to steler til ild og storm og tilbad og udgød drikofre of blod fra de dyr, han havde drevet jagt på. Da disse mænd døde (siger han), viede de overlevende dem stave, og de tilbad stelerne og holdt hvert år fester for dem (urtidsbrødrene)“ (Euseb præp ev I 10,10) “Lang tid senere fødtes i Hypsuranios’s slægt “Jægere“ og “Fiskere”, som opfandt jagt og fiskeri“ (ibd. I 10,11).

Beretningen må efter vor mening ses som en variant af beretningen i Nonnos Dion 40 om den første sejllads ud til de ambrosiske klipper. Universets orden truer med at bryde sammen, idet først regnen, så ilden raser og trækker alting tilbage mod urkaos, men Usoos sejler ud over havet til paradisøen, hvor han oprejser de to steler, som sikrer verdensordenen, og derved grundfæster han kosmos. Denne nyskabelse af og sikring af verdensordenen fejrer man hvert år efter måske først at have hengivet sig til normløsheden i efterligning of urtidens kvinder, som på brødrenes tid hengav sig til hvem, de tilfældigvis mødte (Ibd. I lo,9).

De to brødre er skildret som modsætninger: Hypsuranios bor i den grønne hytte. Han er nøgen og stamfader til jægere og fiskere, dvs. han er naturmenneskets repræsentant, hvor Usoos er repræsentant for begyndende civilisation. Han opfinder klædedragten og har oprejst den ældgamle port for “retfærdighedens sol”.

Kain og Abel, dioskurerne

Læren om de to urtidsbrødre findes i næsten alle religioner, og beretningen ender som oftest med at naturmennesket dræbes af urkongen/bygrundlæggeren (Abel af Kain, Re­mus af Romulus). Gilgamesj er grundlæggeren af Uruks bymur, Enkidu er naturmennesket, Theseus er grundlæggeren af det atheniensiske samfund, han forenede byerne i Attika til athenæernes stat; lapithen Perithoos, hans våbenfælle, er naturmennesket. Beretningen kulminerer i Enkidus/Perithoos‘ nedfart til dødsriget. I magernes religion hedder tvillingerne Ohrmazd og Ahriman.

I Sparta var Kastor den dødelige af de to, men hans broder, som var udødelig, følger ham til dødsriget, for at Kastor til gengæld hver an­den dag må være med ham på Olympen. Den ene af tvillingerne var avlet af Zeus (og derfor udødelig), den anden af en jordisk far.

I den thessalske sagnkreds får kvinden Tyro tvillingerne Pelias og Neleus med Poseidon. De sættes ud og vokser op i ødemarken. De blev lagt i et trætrug og sat ud på floden. Der, hvor de drev i land, blev de ammet af en hoppe og en hund (kentaur- og ulvekrigersymbolik, repræsente­rende henholdsvis naturmennesket og den initierede - herom senere). De blev til sidst fundet af en hyrde. Neleus grundlagde byen Pylos. Et an­det par af Poseidonsønner var Ajolos og Bojotos, som ammedes af en ko til forbavselse for nogle hyrder. De blev begge bygrundlæggere. I Boi­otien får Antiope Zethos og Amfion, men sætter dem ud i ødemarken af frygt for Lykos (“ulven“, initiationsmesteren). I ugaritdigtet om de nådige guders fødsel vokser det dioskuriske par, Sjachar og Sjalim, også op i ødemarken. De kaldes de første “som grundlagde en by i ødemarken“.

I Saxos version er ur-mordet, Høders drab på Balder, ikke et broder­mord. Til gengæld møder vi her både forestillingen om en gudesøn, der forelsker sig i en menneskedatters skønhed, og slangespisen, som giver udødelighed, og Balders blod, som væder jorden l.Mo.3- 4‚11/6,2.

Etnologen W.Koppers mener, at man i afkroge af verden kan finde spor af menneskehedens ældste religiøsitet, og har med henblik på dette under­søgt ungdomsinitiationen hos en stamme på Ildlandet. Denne er en kultur-initiation - ikke en indvielse til evigt liv - og knyttet til to urtidsbrødre, som lærte stammens forfædre at organisere deres liv. Den ældste af brødrene var den dumme, den yngste den kloge (On the Origin of the Mysteries, spec s.421 i The Mystic Vision ed. Joseph Campbell, l968; artiklen findes også i ERANOS XI,1944.) Af de to urtidsbrødre er den ene ofte anskuet som ond og den anden som god. Poseidon havde to sønner, Dikaios og Syleus (“retfær­dig“ og “røver“), Fotios Bd III (Henry), s.15.

Kulturen begynder med dioskuriske par. Kain var agerdyrker, men hans navn betyder smed, og blandt hans efter­kommere nævnes Jubal og Jabal som befordrere af en kulturudvikling.

Det fønikiske folks historie blev nedskrevet i anden halvdel af 2. årtusind f. Kr. af præsten Sanchunjaton ved hjælp af de tegn, Taautos=Thot havde opfundet.(Faktisk synes det fønikiske alfabet at være dannet af de skrifttegn, ægypterne brugte, når de gengav fremmedord, se tabellerne hos W.Helck, Zur Herkunft der sog. ”Phonizischen“ Schrift, UGARIT 4,1972.s.43) Filon af Byblos’ referat af Sanchunjaton finder man hos Euseb præp ev I 9,20ff.:

Sanchunjaton er altså samtidig med Moses, og hans lære om verdens oprindelse og kulturens udvikling er blevet sammenlignet med l.Mos 1-11 i en omfattende undersøgelse af J.Ebach, Weltentstehung und Kulturentwicklung bei Philo von Byblos,1979.



I det fønikiske folks historie begynder kulturudviklingen med en række dioskuriske par

Protogonos – Aion

Hypsuranios – Usoos

Agreus – Halieus

Chusor – en ikkenavngivet broder

Agros – Agrotes

Technites – Geinos Autochthon

Amynos – Magos

Misor – Sydyk

Hypsuranios (også kaldet Samemrumos) og Usoos fejres ifølge Filon ved årlige fester i Tyrus. Efter vor mening er Hyp. naturmennesket, han er nø­gen og bor i hytte af rør og siv og sætter sig i raseri op mod sin fælle Usoos, som var den første, som tildækkede sit legeme med skindklæder og overlevede et syndflodsagtigt uvejr ved at sejle ud på er stamme. Man aner bag denne skildring naturmennesket, som drukner i en syndflod. Han kan sammenlignes med den formastelige Jasion, som tillader sig at lægge sig hos selve gudinden Demeter, men dræbes af Zeus’ lyn. Usoos er sandsynligvis grundlæggeren af den del af Tyrus, som var bygget på land, Palaityrus, også kaldet Usu. Dardanos grundlægger en by med sit eget navn, jnf. at Kain grundlægger en by med sin søns navn.

Det er sandsynligt, at man i Tyrus en gang om året har fejret en løvhyttefest, hvor hytterne af rør og siv skulle ihukomme urtiden, det førkulturelle stade før byens grundlæggelse. De to brødre var opkaldt efter deres mødre hedder det 10,9 “eftersom kvinderne dengang forbandt sig u­hæmmet med enhver, de traf på“. Denne forbløffende oplysning finder sin forklaring i, at årsfesten foruden at være tilbagevenden til et førkul­turelt stade også rummer elementer af orgieagtig normløshed, som efterligner tiden før civilisationen og ægteskabslovenes indførelse.

Forestillingen om førkulturel periode er også knyttet til beretningen om Roms grundlæggelse. Propertius beskriver udførligt den ekstreme en­kelhed, som rådede i det ældste Rom. Tvillingerne Romolus og Remus hav­de kun en hytte at bo i, senatet mødtes på åben mark, og de religiøse ce­remonier var overordentlig fattige (IV.1).

En gudinde, som tjenes af et dioskurisk brødrepar, er allestedsnærværende i det nærorientalske område = Helene og dioskurerne, som træder ud af Ledas æg, en rest af forestillingen om det kosmiske æg og urguderne, som indeholdt i dette. Movers (s.674f.) nævner også templet for gudinden i Pafos (F. Münter, Tempel der Gottin z Paphos, Tab l), hvis alter er afbildet på mønter fra byen, et alterparti bestående af to søjler, én på hver side af gudindens koniske sten.

Osiris hyldes som den, der havde afskaffet menneskeæderi og havde lært menneskene landbrug:

Seth og Osiris~ (O. er kulturbringer og dræbes – den dræbte markeres med~)

Demofon~ og Triptolemos (kulturbringer)

Remus~ og Romolus (urkonge, bygrundlægger)

Jasion~ og Dardanos (bygrundlægger)

Våbenbrødrene Enkidu~ og Gilgamesj (bygger bymuren i Uruk).

Dioskurerne (den ene dødelig, d.2. udødelig) (kvinderøvere)

Våbenbrødrene Perithoos~ og Theseus (bygrundlægger, kvinderøvere)

Abe1~ og Kain (bygrundlægger)

Balder~ og Høder (urkonge hos Saxo)

Balder, Adonis og Osiris bliver til en flod - også Abels blod væder agerjorden. Af Attis’ blod spirer violerne. Attis er hyrde og dræ­bes (hyrde=naturmenneske). Det mest almindelige er, at det er naturmennesket, der dræbes. Det kan dog også være den lyse, rene broder, der dræbes af den mørke (den blinde Høder, Ahriman den sorte, den. hvide Balder). Pygmalion på Cypern dræber broderen Sichæus på vildsvinejagt. Poly(l)deukos=“den meget hvide”. Sjachar og Sjalim (“morgengry“ & “skumring“). Zethos og Arnfion (den ene stærk, den anden lille og fin, grundlæggere af byen Theben, vokser op blandt hyrder, før de vender tilbage.

Bellerofon dræber broderen Deliades Apoll II 2,3. Det er vel forklaringer på, at det efter hans mange bedrifter pludselig hedder hos Homer, Iliad.6,200, at han hadet af alle guder måtte bo langt borte på den kilikiske slette skyende mennesker. Jane Harrison gør opmærksom på, at denne lokalitet i den tidlige del af oldtiden var nyt land, en saltmættet marsk opskyllet af havet og derfor ikke omfattet af den jordens forbandelse, som fulgte med blodskyld (Prolegomena, s.221), jnf. 1.Mo 4,ll. Adrastos dræber “den gode”, Agathon, for en vagtels skyld (Ptolomæ­us Hephaest. hos Fotius III s.52)

Også til Herakles er knyttet et tvillingemotiv. Hans tvillingbroder Ifikles spiller ingen rolle i den til helten knyttede sagnkreds, og man kan undre sig over, hvorfor han overhovedet er med. Sandsynligvis fordi myten om de to ulige fyrstesønner og tvillingebrødre også her spiller ind. Ifikles forsvinder som sagt straks ud af historien.



Ifølge Filon af Byblos var tvillingeguderne “de store guder“ (fordi de var civilisationens grundlæggere). Lignende betegnelse bruges om de græske kabirer, som også tænkes at stå på overgangen fra naturtilstand til kultur. De tyriske brødre Hypsouranios og Usoos fejredes hvert år med stor fest, og man viede dem “stave“. (Dioskurerne blev også i Sparta og mange andre steder i det indoeuropæiske sprogområde symboliseret af to oprejste pæ­le).



Rester af historien om de to urtidsbrødre Kain og Abel findes overalt, hvor der findes religion. I biblen er det agerdyrkeren, som slår hyrden~ naturmennesket ihjel, hvorefter Eva får en ny søn, Set, til erstatning for naturmennesket. Kain flygter og grundlægger den første by, grundlægger kulturen, hans efterkommere skildres som opfindere af musik og metalfor­arbejdning. I Ægypten er naturmennesket og kulturmennesket blandet sammen: I Ægypten er det Seth, som slår sin bror Osiris ihjel, og denne er både skildret som hyrde og agerdyrker og urkongen, som indfører kulturen. Men som regel er det civilisationens og urbyens grundlægger, som slår na­turmennesket ihjel. I Rom hed urtidsbrødrene Romulus og Remus. De kom med deres følge af hyrder til Tiberen, og her grundlagde Romolus sin stad Rom og slog broderen Remus ihjel. Kain giver byen, han grundlægger, sin søns navn, Romolus giver den sit eget navn Rom.

Den helt specielle sammenstilling af motiver, vi finder i biblen fjerdeførste kapitel, dukker op i mere eller mindre komplet form overalt på kloden. På øen Samothrake ud for Tyrkiet var de afbildet nøgne med hænder oprakte til himlen. De var jo de to første, der ofrede til Gud og tilbad, sådan som der fortælles om det i biblen. På Samothrake blev de hyldet som byen Dardanos’ grundlægge­re opkaldt efter den ene tvillings navn Dardanos. De første, som grundlagde en by i ødemarken, kaldes de i kileskriftsteksten udgravet ved Ras Shamra. Det er altså virkelige urtidsbegivenheder, der er be­varet spor af i snart sagt alle religioner. Kain flyttede med sin søster til landet østen for paradiset, hvor han tog hende som hustru. I græsk mytologi fortælles om, hvordan Athamas, som Adam kal­des på græsk, dræbte Melikertes (Melqart, ”byens konge”), hvorefter brode­ren Frixos (”den krusede”) flygtede mod sin søster til landet øst for Sortehavet. Her er der igen byttet om på rollerne, så det er urkongen, der dræbes, og naturmennesket, den stærkt behårede/krusede gorillamand, der flygter fra åstedet med sin søster. Det er biblens beretning, men frygtelig forvansket ved genfortælling af genfortællinger. Frixos’ broder, Learchos (“folkets hersker“), som også dræbes af Athamas, er en parallelskikkelse til Melikertes. Igen må vi konstatere, at biblens version af fortællingen om de to brødre er fæl­lesnævneren for alle de andre versioner og bringer urtidsvisdommen i en særlig ren og oprindelig skikkelse. En gud dm (Adam ell. Edom) kendes også fra Cypern, fra ca. 9oo f. Kr. (La plus anci­enne inscription Phénicienne de Chypre s.l3ff. i O.Masson & M.Sznycer, Re­cherches sur les Phéniciens a Chypre, 1972.)

Dioskurerne i indoeuropisk tradition

Efter Indra, ilden og somadrikken er Asjvinan (“de to hesteherrer“) Veda-litteraturens hyppigst anråbte guder. Vi møder dem også hos krigeradelen i Mitanniriget. I Sparta var de nationalguder, og Pindar kalder Kastor og Polydeukos for Leukopoloi, “de, der har hvide heste“. Det samme kaldes Thebens grundlæggere tvillingerne Amfion og Zethos (Euripides, Herakles 29f). Ifølge Timaios af Tauromenien var kreternes hovedguder dioskurerne (Diodor 4,56,14).

Nogle germanske stammer havde urtidsbrødrene som deres hovedguder. Hengist og Horsa kaldtes de hos angelsakserne. De skildres som hellige ryttere. Hos vandalerne hed de Ambr og Assi, hos longobarderne Ibor og Aio, hos asdingi Raus og Raptus (har sammenhæng med “rør“ og “rafte“ (Loewenthal, Beiträge zur Geschich­te der deutschen Sprache und Litt.45, 1920-21,s.248f.).

I Sparta møder vi dem som Kastor og Polydeukos. De er ofte skildret som modsætninger. Kastor var dødelig, Polydeukos udødelig, i det gamle Persien var hovedguderne Ohrmazd og Ahriman. Ormazd var hvid og god, hans tvillingbror Ahriman var ond og sort, og han dræbte den hvi­de bror. I Athen dræbte Dionysos med det sorte skind Xanthos, som bety­der den blonde, lyse. Polydeukos betyder “den meget hvide“. I Nordboernes religion dræbes den hvide Balder af den blinde Høder, hvis blindhed symboliserer mørket.

K.Scott har i en art. (Drusus, Nicknamed Castor C.Ph. 25,155,1930) henledt opmærksomheden på Dio Cassius 57, 14.19, hvoraf det fremgår, at Kastor var den “hidsige“ af de to brødre: Den yngre Drusus var så hidsig, at har endog i vrede slog fremtrædende adelsmænd og fik øgenavnet Kastor. Det er rimeligt her at forudsætte en fortælling om de to brødre ikke ulig biblens, hvor mordet så ganske tydeligt ikke er planlagt, men et udslag af Kains given efter for sin blinde, utøjlede vrede. I den græske version af myten om dioskurerne er Polydeukos søn af Zeus og nyder tilnavnet “den fejlfri”, mens Kastor nyder tilnavnet “hestebetvinger“ (Hom Hym 33). Om de indoeuropæiske dioskurer se i øvrigt Donald J.Ward, The Divine Twins: An Indo-European Myth, l968.

Imod den alm. tendens til at gøre dioskurerne til et gl-indo-europæisk dogme indvender J.G.Fevrier (Un aspect du dioscurisme chez les Anciens Sémites, Journal Asiatique 229,1937, s.293-99), at også Ugarit-digtets Sjahar og Sjalim må regnes for dioskurer og identiske med Azizu og Munim i det hellenistiske Edessa og Azizu og Arsu i det hellenistiske Palmyra.

Den Nordafrikanske Saturn

Karakteristiske træk i afbildningen af denne puniske højgud er sfinx­tronen, det (blå) slør, den hvilende, drømmende stilling, tyren som offer dyr eller ridedyr og harpe-sværdet og de to beredne dioskurer som højgudens følgesvende, se M.Leglay, Saturne Africain.Monuments I & II,1961. Højguden med de to dioskurer er et motiv af orientalsk oprindelse, og de to dioskurer personificerer de to himmelske hemisfærer, F.Chapouthier, Les Dioscures au service d‘une déesse, 1935.E.Will, Les castores dolichéniens, Mélanges de l‘Université Saint-Joseph de Beyrouth.XXVII, 1947-8, s.23-36. P.Merlat i Eléments orientaux dans la religion grecque ancienne, Coll. De Strasbourg 1958, s.77-94.

Kabirerne

Kabirernes mysterium på Samothrake synes centreret om et dioskurisk par, Jasion og Dardanos og en gudinde, hvis navn ikke blev udtalt. Parret kan også identificeres med Neptun og Apollon (repræsenterende modsætningen vand og ild? Se listerne over gudenavne knyttet til S., Hemberg s.303-317). Jasion og Dardanos svarer nøje til det eleusinske brødrepar Demofon og Triptolemos. Jasion dræbes efter at have væ­ret gudindens elsker, Demofon er det barn, som overlades i gudindens varetægt. Det siges ikke direkte i Demeterhymnen, at han dør, men efter­som der senere i begivenhedsforløbet kun omtales broderen Triptolemos (som kultur-bringer), må man nok antage, at dette er tilfældet. Andre traditioner omtaler Eumolpos, hyrde !, lyrespiller og gudesøn. Skemaet er næsten altid dette, at den ene broder dør, hvorefter den anden grundlægger det første kultur-samfund. Mysterierne på Samotra­ke skildrer overgangen fra vildmandsstadiet til kultur-samfund: Man ra­sede rundt i vildnisset uden for helligdommen til lyden af fløjte og maskeret som bjørne og løver og korybanter (Hemberg,s.117, Nonnos III 62ff).

Størst lighed findes mellem kabirernesmyte og myten om urtidsbrødrene i Tvrus

Et brødrepar

Et brødrepar

Orgiastisk handling Jasion ° Demeter

Orgiastisk tid: Kvinder og mænd gik nøgne & forbandt sig med, hvem de ville

Jasion dræbes af lynet ~


Syndflod

Regnvejr og storm

Dardanos sejler i et skind

Usoos’ sejlads. Han danner klæder af skind

til Idabjerget

Jnf. ursejladsen til de ambrosiske klipper

grundlægger byen Dardanos

grundlægger byen Usu.

Nogle hævder dog om Jasion, at han dræbtes af sin broder eller blev sønderrevet af sine egne heste, jnf., at ”Hypsuranios satte sig op” mod sin broder.

Det mest karakteristiske ved mysterieindvielsen i Samothrake var nok mysternes visse tro på, at de med den var skærmet mod skibbrud og døden til havs. I forbindelse med en syndflodskatastrofe foretog Dardanos den første sejlads fra Zerynthos-hulen til fastlandet, hvor han grundlagde sin by højere oppe end Troja af skræk for nye syndfloder. Her i landet omkring Idabjerget tog han sig en hustru, Bateia. Men før sin sejlads iførte Dardanos sig en vinsæk - til værn mod kulden og havsprøjtet, men måske også som tegn på begyndt civilisation, jnf. Usoos’ klæder af skind og l.Mo 3,21.

Listerne over de byer, som blev indbudt til at fejre mysterierne, omfatter næsten udelukkende byer på Lilleasiens vestkyst (Hemberg.s.127). En Hesychios-glosse omtaler Aôoi theoi (”Aoer-guder”) som kommende til Samothrake fra Kilikien (Hemberg,s.178), Aôos er navnet på en flod i Kilikien og på den kilikiske Adonis. Samotrake hed også Leukania/Leukosia og oprindelig hed den Samos i konkur­rence med den sydligere Samos, hvorfor den fik tilnavnet trake (efter det overfor liggende Trakien). Den var paradisøen i havet i vest; samos kom ifølge oldtidens tradition af samoi= ”højder”. Kan stammen samo have sammenhæng med assyrisk samu=”himmel”? Vi finder også i helligdommen slangen, som snor sig op ad verdensstøtterne/verdensaksen. (Rekonstruktion fra K.Lehmann & P.W.Lehmann, Samothrace: Hieron.)

Antediluviansk

I græsk mytologi møder vi erindringen om nogle urtidsmenneskers sejlads gennem mægtige vande. Vandene er anskuet som straf og udslettelse for en seksuel forsyndelse, f. eks. forbindelse mellem en gud og et menne­ske, jnf. l.Mos 6,1ff. Deukalion lander på Mt Parnassos. Noa lander på Ararats bjerg.

Myten om Tenes findes i Apollodor Bibl 3,23-26: Tenes efterstræbes af sin stedmoder. Da hun ikke kan få ham, anklager hun ham falskeligt for at have forsøgt at forføre hende og fører som vidne fløjtespilleren Eumolpos. Faderen indeslutter både Tenes og søsteren Hemithea i en kiste, som sættes til havs. De lander på øen Tenedos, som Tenes giver navn efter sig selv. (Genklange af både myten om Kains flugt med sin søster til landet Nod og byen, som opkaldes efter sin grundlægger, og myten om syndflodssej­ladsen i arken.)

Også i sagnet om Danae og Ilia (Romolus og Remus‘ mor) er der tale om en kombination af en seksuel forsyndelse (en menneskedatters forbindelse med en gud) og en sejlads i en kiste, jnf. 1.Mo 6,1ff.

I Mosebøgerne er det Gud, der advarer og redder en familie fra syndflo­den; i græsk mytologi Prometheus, en skikkelse knyttet til Araratområdet. Prometheus er den, som har skabt mennesket af ler, jnf. l.Mo 2. Myten er ikke fremgået af kulten for at forklare denne, rnen er snarere meget ældre end al kult. l.Mo 1-12 bringer urtidsvisdommen i en gammel form.

Havdybets søn genfinder vi i sagnet om Fokus (“sæl“), som dræbes af broderen Telamon med en diskos. Hans lig gemmes i en skov (han er den dræbte vegetationsguddom), og broderen flygter og bliver konge på Salamis (urkongen). I baggrunden mærkes kampen, mellem vædens og solhedens repræsentant.

Sammenkædningen af Kain-motiver med syndflodsmotiver er også nøglen til Filon Præp Ev I 10,19-20: El-Kronos bygger den første by og omgiver den med en bymur. Han dræber sin egen bror og kaster hans lig ned i jordens dyb, jnf. talen om jorden, som drikker Abels blod. På samme tid dannede “diosku­rernes efterkommere“ flåder og skibe og tog til havs. De landede nær ved Mt. Kassios, hvor de viede det første (?) tempel, jnf. Noas offer på Ararat, og de tog på dette tidspunkt navnet Eloim (“gudesønnerne“).

Tebah (hebraisk) = larnax (græsk) = arca (latin) = kiste

Læren om de to urtidstvillinger genfinder vi i den græske mytologi i be­retningen om de to Belos-sønner Æigyptos og Danaos, som fik tildelt her­redømmet over henholdsvis det østre og det vestre Middelhavsområde. Ikke desto mindre lå de i strid med hinanden, og da Danaos frygtede Aigyptos’ 50 sønner, lod han bygge det første skib i historien med plads til sine 50 døtre. .Her bliver det ikke den ene bror, der slår den anden ihjel, men den enes børn, der ved list dræber den andens. Dog traditionen om de stridende brødre, om drabet og den første sejlads skinner tydeligt igennem.

Beslægtet med denne fortælling er en beretning fra hittitter riget: Dron­ningen i Kanesj fødte 3o sønner og satte dem i en kiste og satte dem ud i floden. De blev ført med strømmen og landede i Zalpa ved Sortehavet. Her blev de fundet af guderne, som opdrog dem. De kommer som voksne tilbage til Kanesj for at søge deres moder. I mellemtiden har dronningen fået 3o døtre, og drengene tilbydes de 3o døtre som hustruer. Imidlertid har de fået nys om, at dronningen engang fødte 30 sønner, som forsvandt, og de aner uråd, men kun den yngste søger at modsætte sig det incestuøse ægte­skab. Teksten er fragmentarisk, men ender med, at byen Kanesh ødelægges. H. Otten, som har udgivet teksten (Studien z d Bogazkoi- Texte, l7, 1973), mener, at der er tale om en emigration fra nord, som ødelægger Kanesj. Jeg mener, der snarere er tale om en variant af det skæbnesvangre ægteskab mellem gudesønner og menneskedøtre, som efterfulgtes af den prædiluvianske kulturs ødelæggelse.

Semele bliver sammen med Dionysos-barnet sat i en kiste og kastet i ha­vet. De driver iland ved Prasiai, hvor gudebarnet opfostres. Et andet sagn fortæller om, hvorledes Rhoio bliver gravid med Apollon og af sin far Stafylos sættes til havs i en kiste (larnax). Kassen driver i land på Delos, hvor pigen føder Anios, der bliver Apollons præst.

Som allerede nævnt, er faderen en gudesøn, og moderen oftest et menneskebarn, og drengen må derfor lide Noa-sejladsens mange farer i arken. Traditionen om en gudesøns sejlads i en kiste er efter vor mening op­stået ved en misforståelse af ordet “ark“, som i Noa-traditionen står for et kasselignende fartøj, men normalt kun betyder en kiste. Igen er den bibelske tradition den ældste, mens de udenombibelske “spor“ fremviser alle de tegn på misforståelser og forvanskninger, som er karakteristiske for en usystematisk gengivet mundtlig tradition.

Arken (tebah) møder vi også i Filon af Byblos’ omtale af den første fønikiske hierofant Thabion. Blandt hans efterfølgere nævnes broderparret Eisirios, som “fandt de tre bogstaver“(JHV?), og Chna (kanaanæernes stamfader) Euseb I lo,39. Navnet Thabion må sammenlignes med semitiske navne som ’Ebjon & ‘Elion.

Hos Filon møder vi lange kæder af opfindende brødre. Men modstillingen naturmenneske kontra metalforarbejder+bygrundlægger er overalt nøg­len til forståelsen af kæderne. Først er broderparret “jæger & fisker“ modstillet et lidt senere par, som opfinder rnetalforarbejdning og mursten. Dernæst er der tale om en tredelt opstigning fra jagt til tamdyrrøgt, fra mursten til landsbyer:

I: “Jæger (og Fisker“) “Mursten til at lave mure med“

II: Til opbevaring af indfangne dyr: “Forbedrede, soltørrede sten

”Gårdspladser, indhegninger og huler“ og hustage“

III: “Hjorde“ af tamdyr “Landsbyer“

Et trin i denne kulturudvikling er måske også brødrene Usoos og Hypsuranios, der opfandt som første trin i forholdet til de vilde dyr:

Klæder af dyrenes skind

Og som første trin i byggeteknik:

Hytter af siv og papyrus

Sidste trin i forholdet til dyrene er da Misor og Sydyk, som op­dagede “brugen af salt“ til konservering af dyrenes kød.

I stedet for biblen, som straks introducerer hyrden Abel og Kain som byggeren af den første by, er hyrdelivet og de første landsbyer her først resultatet af en længere udvikling, som strækker sig over mange generationer.

I to grundlæggelsesindskrifter skildrer kong Jahdun-Lim af Mari sig selv som solkrigeren: Sjarnasj vandrede ved hans side, og han trængte frem gennem bjergene og fældede cedre og cypresser, og som den første konge af Mari nogensinde træng­te han frem til “Oceanet“. Han sørgede for vand, åbnede kana­lerne på ny og gravede en ny. Han grundlagde en by i ødemarken “på den brændte jord“, “på et tørstens sted“ og gav denne nye by sit eget navn: “Dur-Iahdun-Lim“.(overs. F.Thureau-Dangin R.A.1936, s.49-52 & G.Dossin i SYRIA 32, l955,s.l-28; AParrot, Mari, 1974, s.181.) “Således udødeliggjorde jeg mit navn“, hedder det.

I ældre forskning var der vid enighed om at sætte kabirerne i forbin­delse med det semitiske ord kabir (“stor“), således allerede Movers. Mysterierne på Samothrake så tæt ved øen Thasos, der endnu på Herodots tid kunne fremvise ruinerne af mægtige fønikiske mineanlæg, var altså fønikiske, jnf. at fønikerne if. Filon af Byblos kaldte dem for “de stør­ste guder, som havde opfundet ting, som var nyttige for den menneskelige eksistens” Euseb præp ev I 9,29 (f. eks. skibet og skindklæderne).

Ebach synes imidlertid ikke om denne slutning, al den stund man på o­rientalske sprog endnu ikke er stødt på gudegrupper med betegnelsen ka­birer. (Han mener, at de 7 Sydyk-sønner fra Beiruth først i overs. til græsk har fået navnet kabirer, deres semitiske navn var if. Ebach refa’­im). Her må vi imidlertid følge du Mesnil du Buisson, der peger på digtet om de nådige guder (Nouvelles études sur les dieux et mythes de Canaan, l973).

Undertegnede har også fundet et enkelt eksempel på en orientalsk kabir-guddom, nemlig i de mandæiske tekster: Kabiren optræder her som Kbar-Ziwa eller Kbar “den store“, jnf., at kabirerne i Hellas kaldes “de store guder“. Kbar-Ziwa går til det “hus, hvor de store sidder“. De modtager ham kær­ligt og kysser ham (jnf. gildesalen med de 30 mænd, l. Sam 9,22, og kysset, lo,l) og belærer ham om universets tilblivelse og de “første“ ting (Lidzbarski, Ginza s.74ff.), og efter denne belæring modtager han sejrrighed, klædning, olivenstav, krans og våben (s.79) og opfordres til at drage ud som lysets kriger mod “mørkets rebeller“. Som Marduk besejrer Tiamat, således binder Kbar-Ziwa slangen Ur, som havde slugt hele verden. En anden lys-kriger er Jo-kabar, som skaber stridsvogne, stålspyd og sværd for de troende (Ginza s.3l9,l3ff.) Om Jokabar hedder det, at han bragte menneskene “hemmelige talemå­der, for at de måtte vise deres kraft overfor uhyrerne. Da Hibil var tidsalderens vogter, var jeg hans budbringer“. Jokabar lærer menneskene magis­ke mysterier og bringer dem våben og synes nært knyttet til Abel (Hibil).

Theben

Litt.: P. Wo1ters, Kabirenheiligtum I, 1940

Af de vaser, som er fundet i kabirerhelligdommen ved Theben, synes to navne at gå igen, og de er formodentlig nøglen til en bestemmelse af mysterieindvielsens hovedpersoner: Navnene er PAIS (“drengen“ - vel oprindelig den yngling, som skulle initieres) og KABIROS. Sidstnævnte er afbildet som en granvoksen, dionysisk skik­kelse liggende på en klinê med drikkehorn eller -kar i hånden. Et sted står en tyr ved hans fødder.

I Thessalonike spiller kultlegenden på det gamle sagn om brodermordet. Den tredie broder blev dræbt af de to andre, som bar hans hoved hyllet i purpur og bekranset på et metalskjold til foden af Olympos, gudebjerget, hvor de be­gravede det. C.Edson (Cults of Thessalonica, H Th P XLI 1948 s.2o2f.) har fremhævet, at noget lignende fortælles om Orfeus, Han blev be­gravet på Olymposbjergets nordlige skrænter efter at være blevet sønderrevet af kvinderne. Orfeus’ navn hænger sammen med glosen sort, han er (ligesom den sorte Krisna) naturmennesket, kvindehaderen (som Enkidu og Hippolyt). Han byggede en mysteriehal, hvor mændene ideligt samledes til stor fortrydelse for kvinderne. Han symboliserer de unge mænds samliv i ødemarken, før de vender tilbage til civilisationen og indtræder i ægteskabet. Dette liv i naturen kulminerer i en initiation, en mysteriehandling, som symboliserer naturmenneskets død, bekranset men sønderrevet.

Efter drabet på deres broder bringer de to andre en kiste med Diony­sos’ phallos til Tyrrhenien. Den overlevende kabir afbildes med en hammer i den ene hånd (Kain-motiv, Kain betyder smed). Kabirerne i Assessos i Jonien kom fra Fry­gien bærende en lille kasse, som bragte redning til byens indbyggere. De var 2 ynglinge med navnene Tottes og Onnes (Thot og Oanna - henholdsvis den syriske og den babyloniske kulturbringer). De lemniske kabirer var smede. At kabirerne blev betragtet som urtidstvillingerne, fremgår af kulten i Pergamon, hvor de blev betragtet som Ouranos‘ sønner, der bivånede Zeus‘ fødsel.

Kabirmysterierne i Theben var if. en tradition gengivet af Pausanias indstiftet af Prometheus, som havde fået hemmelighederne fra Demeter. Yng­lingeguden PAIS, som optræder på kabirvaserne som mundskænk for den gam­le dionysiske gud KABIROS, er sandsynligvis den mytologiske repræsentant for den yngling, som det første år må fungere som tjenende broder i mændenes kultgilde. Pratolaos er det første menneske. Udgravninger af det mykenske Theben har bragt en del keramik for dagen af typen light-on-dark, en stil, som forbinder det mykenske Theben med Kreta, Rhodos og Cypern, S. Symeonoglou, Kadmeia I,l973,pl. 32-5. KABIPOS er den mægtige konge i det hinsidige. Som El, der bor ved vandenes udspring, bor Kabiren ved verdens ende, hvilket ses af de pygmæer kæmpende med traner, som omgiver ham. (Sådanne folkeslag tænktes at bo ved jordens rand i sollandet Ethiopien)

Skål med billeder af Kabiros (helt til højre), Pais og Pratolaos (“urmennesket”).

Til venstre en kærlighedsscene mellem Krateia (Demeter) og Mitos (“streng“,dvs. en klæbrig, langstrakt sæd-dråbe). Der hentydes til et urmenneske, ”folkets stamfader som er frugten af et kosmogonisk hierogami mellem jor­dens gudinde og en mandlig potens”. Initiationen har altså indeholdt en gammel tradition om urhistorien, en græsk parallel til 1.Mo 1-11.

Usoos sejlede efter uvenskabet med sin broder ud på en flåde (ganske vist bestående af kun én stamme). Vi genfinder motivet i beretningen om de to brødre på Samothrake: Dardanos som, på en flåde sejlede over til Ida-bjerget og byggede byen Dardania, Conon ap Fotios l34a.

På Fajakernes ø levede de to brødre Alkinoos og Locros. De blev uven­ner og Locros sejlede bort til Italien. Her dræbes Locros af Herakles, men begrædes af Herakles, der også lader grundlægge en by, hvor L. er begravet, byen Locros, Conon ap Fotios l3l. Den trakiske kongesøn Olynthos, dræbes af en løve under en jagt. Hans broder begræder ham og grunder en by, som han giver Olynthos’ navn, ibd. Conons værk er dediceret til Archelaus Filopater, 36-17 f.Kr.

Om Roms grundlæggelse fortælles det, at Amulius dræbte sin broder Numitor og viede dennes datter Ilia til Hestia-tjenende jomfru. Ares/Mars forenede sig med hende, og hun.fik to drenge. Som straf blev hun kastet i lænker og Amulius gav børnene til en hyrde, for at han skulle gøre det af med dem. Denne satte dem ud i en kurv på Tiberen. Kurven flød længe ned ad strømmen, indtil den blev indfanget af et vildt figentræs rødder og kastet omkuld på en sandbanke. Børnene faldt ud og blev diet af en ulv. (Jnf. den orfiske ulvesymbolik i forbindelse med opholdet i ødemarken – der er tale om gammel indoeuropæisk ungkrigerinitiation. De unge lever en tid som varulvekrigere i ødemarken, se f. eks. kommenteringen af Vølsunga Saga 7-8 i M.Eliade, Birth and Rebirth,l958 s.8l-3). Børnene findes af en ny hyrde, Faustulus, som tager sig af dem. De vokser op og dræber til sidst Amulius med de bare næver og befrier deres mor og grundlægger Rom, hvor man endnu på fortællerens tid fremviste det hel­lige figentræ og hyrden Faustulus’ hytte, Conon ap Fotios 141.

De to brødre genfindes i sagnet om Thebens grundlæggelse. De sættes ud i ødemarken af kong Lykus (“ulv“), vokser op blandt hyrder og ender med at befri deres mor. Den ene, Zethos, blev hyrde, den anden lyrespiller. De byggede Thebens mure, idet Zethos slæbte stenene sammen med sin råstyrke, mens broderen Amfion fik dem til at bevæge sig efter lyrens toner. Zethos er naturmennesket, som er gift med m bygudinden Thebe. Amfion er urkongen, han bliver konge over Theben efter Lykos. Ugarit-teksterne kaldes de nådige guder for “kløvere af havet“ CTA 23,6of, og de er 7 år i ødemarken CTA 23,65-68. Filon bringer en parallel-tradition om to brødre, hvoraf den ene, Chusor-Hefaistos, var den første til at fare til havs i et fartøj. Mens den første traditi­on om Usoos’ sejlads er knyttet til Tyrus er den næste knyttet til Byblos. Chusors bror var den, der opfandt mure af tegl (bygrundlægger), Eus præp I lo,12. Endelig nævnes kabirerne fra Beiruth som dem, der opfandt det første skib, 10,14a.

Els sønner

Det store problem i oldtidens landsbyer er at holde ungkvæget og småkvæget ude af det tilsåede landområde rundt om byen. Hvervet som vogtere af kvæget i ødemarken er overladt de store drenge, som opholder sig nat og dag hos kvæget i bjergene ell ørkenen. Det er sandsynligt, at denne livsperiode, som godt kan strække sig over den i digtet om “De nådige guder“ nævnte periode på 7-8 år, har været ritualiseret. Hos kvægavlende stammer i Sudan er livet inddelt i syv-års-perioder. CTA 23 oversættes på afgørende punkter forskelligt af Virolleaud (SYRIA 14,1933) ‚Gibson og Hvidberg- Hansen. Den Ngr-mdr`, som førstnævnte lader være uoversat, kaldes af de to sidstnævnte “Vogteren af det tilsåede“. Til ham retter de to nådige guder bønnen:

“0 vogter, vogter, luk op!”

Da åbner han et brud for dem..

Efter de 7 år i ødemarken under de to dioskuriske gudesønner som skytsguder vender drengene tilbage til civilisationen. De har levet af at spise himlens fugle og bækkens fisk og drukket mælk fra kvien Anats yver, nu forlanger de andel i civilisatio­nens goder. Deres tilbagekomst til landsbyen fejres på behørig vis. Vogteren af det tilsåede åbner hegnet et sted, hvor det har fået et brud, jnf. hvorledes Romulus og Remus lever som hyrder i ødemarken (som Amfion og Zethos). Drengenes tilbagevenden til landsbyen er anskuet i lyset af urtidsbrødrenes overgang fra hyrde- og naturtilstand til civilisation, da de grundlagde den første by CTA 23,3f. Hvidberg-Hansen har her en anden overs., men Gibson overs.:“who established a city on high () in the desert“. Det, at drengene betragtes som naturmennesker, der nu skal integreres i civilisationen, gør det nærliggende at sidestille deres CTA 23,61ff lovpriste appe­tit (“en læbe nåede til himlen, den anden til jorden“) med den grådighed, som er skildret hos “Æderne“ i digtet om Baals jagt. Vi ved, at de unge mandsforbund i indogermanske religioner identificerer sig med dæmonernes skare, når de ved særlige fester hjemsøger landsbyen, (O.Huth: Der Durchzug des wilden Heeres, ARW 32,1935,s.199). Vi kan sammenligne ovenstående m naboen mod vest, Kreta, hvor rester af minoisk reli­gion er bevaret. Her kaldes Zeus den “største kuros, der kommer til helligstedet i spidsen for dæmonernes skare (daimones). Strabo fortæller, at de unge drenge blev bortført af en elsker kaldt Filetor, med hvem de derefter tilbragte 2 måneder med at jage og feste ude på landet. Når en trop af unge mænd (en agela) var færdig med initiationsperioden, giftede de sig på en gang (under en stor fest). G.Säflund: Cretan and Theran Questions,s.201f. i Sanctuaries and Cults. ed. R.Hägg.

Lyskrigeren, kulturbringeren er også den første agerdyrker, og det er forklaringen på Jasons og Kadmos’ prøve. De skal lægge et par frygtindgydende okser under åg og pløje og så dragetænder. Det er uroksen, der tæmmes og gøres til trækdyr i den farlige første­pløjning af den kaosbesatte jord. Dragen er besejret, men dens vil­de kaotiske urkraft giver grokraft til afgrøden. Legenden om de 2 urtidsbrødre kombineret med Noahlegenden forklarer, hvorfor Jason både er plovmand, gennemfører ursejladsen, er refait/helbreder og har gudesønnerne fra urtiden med i båden (l.Mo 6,4). En lignende kulturbringer og lyskriger er Triptolemos (den ‘3-dobbelte kriger‘), til hvis ære 3 plove frembæres ved thesmoforiefesten. Som Lyskriger farer Triptolemos jorden rundt i solens vogn forspændt med slanger for at udbrede agerdyrkningen over hele kloden. Triptolemos blev også if. Strabo æret på Mt. Cassios. Nu for­tæller Filon, at netop dioskurerne~kabirerne, som opfandt lægemidler, strandede dér og byggede et tempel som tak for frelse. På grund af kombinationen af urtidstraditioner bliver dioskurerne også til de første sømænd, jnf. ugaritdigtet om Sjahar og Sjalim. I Antiokia dyrkedes Zethos og Amfion: Tiberius opstillede 2 sto­re steler for dem uden for et Dionysostempel, Joh. Malala X s.l6o.

Judas Thomas-traditionen i Thomasakterne er hjemmehørende i Edessa, hvor tvillingeparret `Aziz og Monim dyrkedes. Som `Aziz, morgenstjernen, solkrigeren, drager han til landet i øst (Indien). Hans ene navn, Thomas, betyder tvilling, og hans andet navn, Judas, identificerer ham med Jesu broder Mk 6,3. Han sejler over havet og lander i et fremmed land, hvor han vinder en kongedatter til helligt ægteskab, ikke med sig selv, men med sin himmelske tvillingebroder Kristus.

Mygdonia, dronningen, som han senere vinder for Kristus, er jord­ens dronning, for Mygdonia er landet omkring Nisibis, som han vinder fra Mazdai, kongen (den zoroastriske religion). Thomas er håndværker og arkitekt. Han fremstil­ler plove, åg og oksedriverstave (lyskrigeren som agerdyrkeren), årer til færgemænd og master til skibe (lyskrigeren som den, der gen­nemfører den første sejlads) og i sten: gravsten og monumenter og templer og paladser for konger (dioskurerne som de første, der byg­gede en by).

Ath­ens akropolis befæstedes af pelasgerne under ledelse af parret Agrolas og Hyperbios, Paus. I 28,3. Plinius, der kalder dem Euryalos og Hyperbios, fortæller også, at de var brødre, Rendel Harris, Boanerges,s.4o5.

I Thomasakterne skildres Jesus ligesom dioskurerne som hjælper i havsnød : “Når I går ombord på et skib og er i fare, og ingen kan hjælpe jer, så vil han gå på vandene og understøtte jeres skibe“ (7.akt).

Livets træ mellem sols og månes dioskurer, du Mesnil du Buisson, Tesseres…fig.118. Relief fra Doueir, Museet i Louvre.

Vi har set hvorledes Filon har splittet historien om de stridende brødre, naturmennesket og bygrundlæggeren, op på adskil­lige generationer. Det samme er tilfældet med syndflodsberetningen. Vi hører om tre ursejladser. Usoos på træstammen, Zeus Meilichios på en tømmerflåde, kabirernes, som var de første, der opfandt en båd. Vi hører også om kæmperne, som var forældre til Usoos og Hypsuranios, og efter hvem bjergene i Fønikien har navn.

Det virker altså, som om traditionen gengivet af Filon er en selvstæn­dig variant af og en udvidelse af en urtidstradition meget lig den, som møder os i biblen. Udvidelsen skyldes bl. a., at forskellige lokale traditioner adderes til en fortløbende historie.

Det, som adskiller den fønikiske tradition fra biblens, er først og fremmest den rolle, jagt og jægere spiller i Filons beretning: Usoos jager vilde dyr (I,lo,11). Af Hypsuranioss slægt fødes “Jæger og Fisker“(I,lo,ll). Den største af guder i Byblos er Agrotes =“Jæger“(I,lo,12f.). Fra ham og hans broder nedstammer Agrotai og “hundeførere“, som også kaldes “vaganter og titaner“(I,lo,13). Byen Beiruth skænkes af Kronos til Poseidon, kabirerne og “Jægere og Fiskere“(I,lo,35). Bag jægeren og jægerne ligger forestillingen om den dæmoniske jæ­ger og hans jagtfølge, 1.Mo 10,8f. At jagtfølget er dæmonisk, ses af, at jægerne også kaldes “vaganter“ (dvs. hvileløst omstrejfende ånder) og titaner (ånder læn­kede i Tartaros). Mysterierne er ofte en indføring i civilisationen og dens opståen. Denne ses ofte som et drab på naturmennesket, jnf. at der til Kain er knyttet en kæde af opfindere (af musik, telte og metalforarbejdning.)

Folkestamtavlerne knyttet til det menneske, som overlever syndfloden er også en gammel tradition. Ifølge Conon (Fotios Bd III 186,27) blev Deukalion far til Hellen, far til Aiolos og Doros, bedstefar til Jon.

Der er til den højeste gud knyttet et lidende aspekt, idet han identificeres med offeret. Han er knyttet til kvæget, han er tyr, buk eller hyrde. Han er knyttet til det livgivende vand. Hans blod er livssaften, som væder jorden og transformeres til livssaften i de grønne skud om foråret, i kornet og vinstokken. Han dør som offer for et dæmonisk følge anført af en skikkelse, som er kulturens og mysteriernes grundlægger. Denne rejser derefter i solens bane og bliver, da han når solens endepunkt i Saturn, nattens (underverdenens) sol, selv El, El Kronos. Som man vil se, er hyrden Abel en bibelsk version af dette lidende a­spekt, ligesom Kain (med et navn, der betyder smed, og en søn med navnet Hanok =“Indviet“) rejsende til landet øst for Eden personificerer den bibel­ske version af “dræberen“. Kains, agerdyrkerens, rejse til solopgangslandet østen for Eden gen­findes i Eleusismysterierne som Triptolemos’s rejsen jorden rundt i solvognen for at udbrede agerdyrkningen (efter broderen Demofons død).

Ursejladsen

A.B.Cook (Zeus III,Appendix P) har med rette sammenlig­net de homeriske Plangtai, som Argosskibet måtte passere, og som derefter grundfæstedes, med de omkringflydende ambrosis­ke klipper. Også de ambrosiske klipper i Tyrus er solens port, som grundfæstes (og derved grundfæster kosmos mod det uvejr, som var ursejladsens årsag, ifølge Filon af Byblos). Selve navnet Plangtai betyder “de omvandrende“. De kaldes også Symplegaderne, Eur.Med.431, og Kyanai, Sof. Ant. 966, Herodot 4,85.

Særlig vigtig er det, at begge, både Plangtai og de ambrosiske klipper, nås ved solkrigerens (Melqarts, Jasons) mytis­ke sejllads.

Frankfort XX,a


Vigtige blandt de mesopotamiske segl er dem, der viser solguden i en BÅD. I båden ses nemlig også et redskab, ploven (se næste side fig. 1506,1422,1429,1430, — på de 2 sidste dog anbragt oven oyer løven/sfinxen), jnf. hvorledes Jason sejler med Argosskibet og pløjer med to ildsprudende okser. Denne første pløjning som solkrigeren/jægeren gennemfø­rer (han er åbenbart en variant af den første agerdyrker, Kain-skikkelsen), skildres på et segl som en pløjning med løve, skorpion og slange som trækdyr. Denne kombination af hjælpere er interessant, da det er nøjagtig de samme hjælpere, der optræder som Mithras’s følgesvende. Et andet segl (nederst) viser to mænd (hyrden og agerdyrkeren?), som pløjer med løveforspand.

Frankfort XI,j
Early Dynastic periods“

“Helbreder“-navnet har også noget med naturens helbredelse efter vinterkulde og deraf følgende sterilitet at gøre. Denne helbredelse kan anskues i erotiske kategorier. Jasion “helbrederen“ favner Demeter (moder jord) på den tre gange pløjede brakmark. Jason og gudesønnerne i Argosskibet er måske “refaiterne“, som ankommer med forårets skib og forårsfesten, akkurat ligesom Dionysos ankommer på skib til Athen med kererne. Nogle fønikiske mønter bærer et motiv, som måske viser urtids­heltenes sejlads med et mægtigt løvehoved i stavnen (det viste eksempel er fra Byblos), jnf. hvorledes seglene på næste side næsten altid viser ursejladsen anført af en løve eller sfinx.

En række mesopotamiske segl viser den første sejlads i månens skib henover himmelhvælvet. De to guder, som optræder på motivet er hornede - de er efter vor mening højguden=måneguden sammenvokset med måneskibets stavn og den store jæger opfattet som de to urtidstvillinger. At manden siddende i båden er den store jæger, ses af, at han ledsages af løven og skorpionen og ploven (han er den første agerdyrker), l.Mo 4. Vi genfinder motivet i Ægypten, hvor Seth må bære Osiris-Orion over havet i vest. Seth er her naturmennesket, mens Osiris er den første agerdyrker.

Yderligere varianter af dette motiv kan studeres hos P.Amiet, La Glyp­tique mésopotamienne árchaique, l980. Fig. 1405-48 & 1495-1506. Strålerne, som ud­går fra den ene guds skuldre (1506. 1430) viser, at han er solgud eller lys-kriger. Han er et med sommerhedens løve, der dræber vegetationsguddommens gazelle, 1496.

Begge guder synes ekstremt-langhårede. At båden er højguden selv, ses af, at han som værdighedstegn bærer kvisten fra livets træ. Han er den treenige livsgud, 1422 (1496 – ikke vist).

1506

På forrige side ses en siddende guddom sejle ud med en besætning bestående af en fordoblet udgave af jægeren og hyrden. Et dioskurisk brødrepar foretager en ursejlads. Dioskurernes sejlads er altså et mesopotamisk motiv. Læg mærke til de runde krukker, som ses ved løven eller ploven. Urtidsbrødrenes sejlads og indbyrdes kamp (fig. 1496) fejres på behørig vis. Læg mærke til, at ursejladsen og broderstriden kombineres, jnf. Filons beretning om Usoos og Hypsuranios.

Nært knyttet til argonautersagnet er sagnet om ”den Høje Ports” ø, Hyp­sipyles ø, Lemnos. Her lever argonauterne i paradisisk løssluppenhed blandt lutter kvinder. Jason får her tvillingeparret Euneus og Nebrofoneus. Euneus bliver konge over Lemnos, Nebrofoneus betyder “drab på ung hjort“. De er altså endnu en variant af urparret, urkongen og det dræbte naturmen­neske, hvis drab kultisk gentages i drabet på den vilde hjort eller gazelle, Højs 8,l4, hvorefter man vender tilbage til normal hverdag efter festen i naturens skød: Euneus rensede øen for blodskyld. Kvindeøen Lemnos, hvor alle mænd er dræbt, og hvor samfundet styres af kvinder, er et billede på forårets dionysiske kult, hvor kvinderne drager ud i natten‚ i hvilken periode de ikke tolererer mænd i deres midte, fordi de er viede en guddomme­lig brud, Dionysos og hans kerer, her Jason og hans “gudesønner“. Forårsfes­ten i Athen er Dionysos komme til byen på skib i følge med de tørstige ånder fra dødsriget; han fejrer helligt bryllup med byens “dronning“, jnf. Jason og hero‘ernes komme i skibet, for at fejre helligt bryllup med Lemnos’ dronning Hypsipyle. Hun føder Euneus, dvs. “ham fra lejet“(det hierogamiske leje). En anden søn, Thoas, må døje sejladsen i arken og kastes i land i Sicinos.

Den paradisiske naturtilstand er imidlertid også en inaktivitetens, tilstand: Herakles må til sidst drage rundt på øen og slå dørene ind med sin kølle for at få heltene til at bryde op og fortsætte rejsen. Den høje port er solens port ind til kongen Ajetes’ rige i Cholkis, bjergene, hvorover solen har sin opgang. Argonauterne er gudesønnerne‚ der går ind til menneskedøtrene, noget der genopleves i forårsfes­tens ekstatiske besættelser. Jason, der til sidst vandrer fra by til by, fredløs under gudernes forbandelse, er en fjern genklang af Kain, der rejser til landet øst for Eden. Det gyldne skind er et kultsymbol for højguden knyttet til verdenstræet vogtet af slangen M.Astour, Helleosemitica, 1965, s.281.

E. Robbins understreger, at Odysseen er yngre end og forudsætter Argo­nautertogtet, et sagn som allerede fra de ældste tider synes uløseligt knyttet til Orpheus-skikkelsen (Famous Orpheus s.5ff, i Orpheus, The Metamorphoses of a Myth, ed. J.Warden,1982). Begge heltedigte forudsætter gammel orfisk tradition. Metoperne fra det sicyonske skatkammer kan dateres til ca. 6.årh. Et af dem viser et skib med Orfeus og de to dioskurer (at det er Orfeus, viser indskriften OPFAS). Der nævnes ofte 10 helte: Foruden Herakles og dios­kurerne (Zeussønner) to sønner af Poseidon (Eufemos og Perichymenos) 2 sønner af Hermes (Echion og Erytos) og 2 sønner af Boreas (Zetes og Ka­lais). Argonautertogtet er den første sejlads i solskibet (Argos=“det lysende“) og har kosmogonisk betydning.

Men også Filon af Byblos fortæller om den første sejlads, som blev gennemført af Sydyks sønner dioskurerne = (de 7 kabirer + Asclepios ?) = samothrakerne = korybanterne.“Fra disse nedstammede andre som opfandt brugen af lægeurter og midler mod giftige dyrebid og troldomsformler“, (der tænkes nok på den kanaanæiske gudegruppe refaiterne, af rf‘ =“hel­brede“) ”efter at være kastet iland nær Mt. Kassios indviede de der et tem­pel“, hedder det lidt senere i Filons fremstilling, og det betones, at det var samtidig med, at Kronos begravede sin broder Atlas i jordens dyb. Grunden til, at disse to begivenheder kædes sammen, er sandsynligvis, at Atlas er Tyfon-skikkelsen, som blev begravet under den korykæiske hule (if. andre traditioner under bjerget Etna), og situationen er syndfloden, som denne rejser, og som gudesønnerne overlever ved at bygge det første skib, som strander ikke på Ararat, men på Mt. Kassios, hvor de overlevende bygger - ikke et alter som i 1.Mo 8,2o - men et tempel (naos).

Også Argonauter-sagnet har tråde til Noafortællingen, idet begge sej­ladser ender oppe i Kaukasusområdet, og Prometheus (Deukalions far og be­skytter) optræder også i Argonautersagnet. Men stærkere tråde har argo­nautersagnet til det fønikiske sagn: Begge taler om en sejlads af gudesønner (og Jason= “helbrederen“ svarer til refaiterne). Jason og hans fæller kommer til kong Lykos’ rige (Lykos=”ulv”. Konger og høvdinge med navne sammensat med “ulv-“ er, som Kerenyi har på­vist det (Pythagoras und Orpheus), de ældste bærere af den orfiske initiationsmystik, jnf., at Archilleus kommer i lære hos kong Lykomedes = “ham med ulvetanker“, hvor han må gå i kvindeklæder, Hos kong“Ulv“ beværtes de godt.

Men ligesom Odysseus hos kong Autolykos pådrog sig sit ar på benet ved en vildornes angreb, således angribes seeren Idmon i kong Lykos’ land af en vældig hvidtandet orne, som tilføjer ham et hug i låret, så dybt, at senerne flænges, og benet knuses, og han dør. Her langt fra Syrien, i et gammelt-græsk heltesagn møder vi det typiske Adonis-motiv.

Før rejsen til kongen med det gyldne skind, ofrer heltene okser på stranden, og Orfeus synger et kvad om skabelsen. Han skildrer heri først, hvorledes jord, himmel og hav var samlede i én og samme skikkelse, hvorefter de ”i fordærvelig(!) strid reves fra hinanden“ ‚ hvorledes stjernerne løb ad afmålte baner, og hvorledes bjergene hævede sig op, og der dannedes brusende floder. På Olympens top herskede først Okeanos’ (urhavets) datter Eurynome (“den vidtberømte“) sammen med Ofion, som måtte afstå deres hæder til Kronos og Rhea efter en kamp, som fandt sted i urtiden, da Zeus kun var en lille dreng.

Ifølge Filon af Byblos var kabirerne sønner af Sydyq, “de var de første, som udtænkte et skib” (ploion) Præp I 10,14. De kom til Beirut og var de første agerdyrkere og sømænd. Beretningerne om verdens oprindelse blev af guden Taautos givet “til Sydyqs syv sønner, kabirerne, og til deres 8.broder Åsklepios“ (dvs. Esjmun) Euseb Praep I 10,38

Argonauternes færd må opfat­tes som åbningen af de vigtigste sejlruter over havet (efter Ar­gos’ færd gennem symplegaderne bliver disse stationære, mens de før var bevægelige og søgte at knuse alt, som kom imellem dem)

Apoll..Rhodios’ beretning om Argonautertogtet:

Filon af Byblos, beretning om kabirernes sejlads:

a) Orfeus synger om verdens oprindelse for

a) Taaut giver beretningen om urtidsbegivenhederne til

b) Gudesønnerne og Jason (dvs. “helbrederen”)

b) Kabirerne og Esjmun (dvs. helbrederen/lægeguden).

c) Det drejer sig om beretningen om de forsk. urkonger:

c) Det drejer sig om beretn. om de forsk. urkonger:

d) Urtotaliteten sønderrives.

d) Eliun sønderrives.

e) Ofion - Kronos – Zeus er derefter konger

e) Uranos – El Kronos - Adodos, “gudernes konge“.

Det er givet, at argonautertogtet er en græsk-orfisk version af den ur­tidstradition om den første sejlads, som ganske kort omtales hos Filon. Det er vel også hermed bevist, at den orfiske tradition om de 4 konger i universet er af fønikisk oprindelse.

Argo-skibets sejlads er den første sejlads, som åbner vej for solen i det kaotiske urunivers:

”Men straks da de hastede over det vidtstrakte kretensiske hav, kom natten over dem, den nat, som de kalder mørkets tæppe”(Kaos) Argo IV l694ff., og de kommer til de “sorte klipper“ ,l7o6ff. (Universel tillukkethed)

Men netop her foran de sorte klipper oplever de lysets strålende fødsel i form af en epifani af den orfiske lysgud Apollon, som kommer til syne i morgengryet skydende en pil mod de to sorte klip­per.

(Denne de unges genoplevelse af kaosnatten og lysets fødsel er be­handlet af M.Astour, s.118.)

Tammuz er tømrer (nagar), fra Bad-tibira (“Smedenes fæstnings­mur“) if. Berossos, “Nettets herre“ og “Han, som sejler i sin ungdom på den synkende båd“. Er han også kulturbringer og knyttet til ursejladsen? H.Zimmern (Der Babyl. Gott Tamuz,s.727f.) mener, at dette tilnavn kan sam­menlignes med Osirislegendens beretning om gudens legeme, som flyder på Nilens strømme, De Iside et Os. 33ff., men det er efter min mening bedre at sætte det i forbindelse med seglenes billeder af urtidsbrødrenes sejlads og urtidsbrødrene som kulturbringere.