Institute for Research in the Roots of Mysticism

Englene på Jesu tid og i de ældste liturgier


Nogle navne:

Mikael (”Hvem er som Gud?”) omtales Jud 9 og Åb 12,7, hvor han sammen med sine engle kæmper med djævelen. I GT omtales han Dan 10,13+21 og 12,1 som Israels beskytter og fyrste.

Gabriel (”Guds mand”, ”Guds stærke”) er budbringeren, der bebuder Johannes Døberens og Jesu fødsel. Omtales i Daniels bog 8,15f og 9,21, hvor han tyder Daniels syner.

Fanuel omtales i 1.Enoks bog.

Rafael optræder i Tobits bog som hovedpersonens rejsekammerat (”Gud læger”)


1.Enoks bog er det ældste skrift, som omtaler de 7 ærkeengle.

På en lang rejse mod vest, mod solnedgangen, mod nordvest til Guds trone på det 7. og højeste bjerg og mod øst mod solopgangen og stjernernes opgang ledsages Enok af syv engle, som forklarer ham alt det, han ser, tolker synerne for ham. Det er en rejse mod de ultimative mål i universet og er en slags totaloplevelse af Guds verdens-orden og kulminerer i synet af de himmelske skæbnetavler, hvor hele verdens og menneskenes skæbne står opskrevet.

De syv engle er:

Uriel, som er sat over verden og Tartarus.

Rafael, som er sat over menneskenes sjæle

Reuel, som er sat over stjernerne

Mikael, som er sat over de retfærdige i Israel

Sariel, som er over de sjæle/ånder, som synder mod Helligånden. Han er også Guds budbringer til Noah,

Gabriel, som er sat over paradiset og slangerne og keruberne

Remiel, som er over dem, der skal opstå. Omtales også i 4.Ezra som Jeremiel.

De 6 første tolker for Enok de syner, han har af den anden side. Den 7. er nok den unævnte engel, som forklarer Enok om de himmelske tavler.


I 3.Enoks bog forvandles Enok til Metatron, som derfor er den yngste af englene. Metatron er bærer af Guds navn, kaldes den ”lille Jahveh” og ”Guds åsyns fyrste”.

I Abrahams Apokalypse ledsages Abraham af Jahoel. (Englen, som bærer Guds navn, omtales også Dom 13,18).


Englenes kor

Allerede i 1935 var der en professor af svensk afstamning, Erik Peterson, som skrev en lille bog, hvor han beviste både ud fra NT og de første kristne skrifter fra oldtiden, at den ældste kristne gudstjeneste blev forstået som menighedens deltagelse i den lovsang og lovprisning, som fremføres af 1000 gange 10 000 engle foran Guds trone.

Findes der engle?”, vil du måske spørge? Ja, Gud selv er usynlig, har er overalt, han har skabte de mange milliarder af stjernetåger. Ingen kan se Gud, han er fuldstændig ufattelig, ubegribelig for menneskeøjne, men han viser sig gennem englene, som er små gnister af hans umådelige, uendelige lysvæsen. Johannes ser Åb 4 bare en hel masse ædelstensagtige farver, da han ser Gud.

Jeg har faktisk Danmarks korteste universitetskarriere bag mig. To måneder havde jeg den ære at undervise ved Århus Universitet om en syrisk-kristen jøde fra middelalderen, Bar Hebræus, som skrev ”Bogen om duen”. Deri fortæller han om alle de mange forskellige farverspil, han så, da han under sin eneboertilværelse fik et syn af Gud. På Jesu tid, har man på det seneste fundet ud af, var der troende og skriftkloge, som steg op gennem forsk. planer, som de opfattede som 7 himle, indtil de stod foran Guds trone. Det kan også skildres sådan, at de stiger ind gennem forsk. haller, der er beliggende inden i hinanden, og selvom hallerne, salene er beliggende inden i hinanden, så bliver dimensionerne større og større, indtil de til sidst står ved det mægtige forhæng, som spærrer for synet af Gud, eller ser Metatron (svarer til 1.Enoks ”Menneskesønnen”) som et kæmpemæssigt, lysstrålende menneske, der fylder hele universet og sidder på Guds trone og er Guds synlige aftryk, Gud skikkelse. Rabbi Isjmael fortæller, at han blev lammet af skræk og faldt til jorden, men englen Metatron iler til og giver ham kraft til at lovsynge og ophøje Gud, og da forsvinder hans angst og hans uværdighed, og Gud åbner hans sinds døre ind til den allerdybeste visdom. Der er altså sådan en usynlig verden til, og menneskets højeste lykke og jubel er at komme i samklang med den. På Jesu tid så man sådan på det, at alt i universet er en stor lovprisning til Gud: fuglene, som synger, når solen står op, cikaderne og frøerne, som synger og kvækker om natten, bølgerne, som risler, og regnen, som bruser ned gennem i løvet, og vindens sagte susen, stjernerne, som løber i deres baner, (elektronerne kunne den moderne videnskabsmand tilføje). Alt er i hårfin balance, der er en umådelig orden, som vidner om Guds ufattelige visdom. Blot menneske er faldet ud af denne skønhedens orden, som gennemtrænger hele naturen, men i gudstjenestens lovsang hæver det lille menneskehjerte sig op til himlen og genindføjes i den kosmiske lovprisning. Det er derfor Matt tilføjer ”Hosianna i det Højeste” til den hosianna-hyldest, som råbes af folkeskarerne

Den højeste lykke er, når det går op for os, hvor stor Gud og Kristus er, og at jeg selv er intet. Når Gud er stor, og jeg selv er intet, fyldes hjertet af en svimlende glæde, og det er den selvforglemmende hyldest, de fattige pilgrimme på vej ind i Jerusalem hengiver sig til, Matt 21,8ff.


Guds Rige manifesterer sig i liturgien

Erik Peterson1 starter sin fremstilling af englenes rolle i urkristen gudstjeneste med at citere Heb 12,22ff: Kirken er ”nået frem til det himmelske Jerusalem med myriader af engle”. Både i Joh Åb 4-5 og i den ældste jødiske mystik Merkabah-mystikken er centrum visionen af den himmelske tronsal og den himmelske gudstjeneste. Altets/universets bøjen sig for Gud i lovsangen for tronen er selve virkeliggørelsen af Guds rige. Men Gud selv er usynlig, kun hans stråleglans, der sammenlignes med glansen af ædelsten, er synlig. De 24 ældste Åb 4, er repræsentanter for den jordiske menighed, hvis hyldest blander sig med englenes, men samtidig har de også del i Guds kongemagt, Guds rige, ved at også de sidder på troner med kroner/kranse på hovedet. Læg mærke til, at Gud hyldes som ”Skaberen af Altet” (”For du har skabt altet, og ved din vilje blev det til og blev det skabt”) Guds rige virkeliggøres i disse menneskers og engles hyldest, og hele kosmos slutter sig til englenes sang. Det hedder i Markus-liturgien fra Alexandria i den bøn, som indleder nadveren: ”Du er hævet over enhver øvrighed og magt og kraft og herredømme og over ethvert navn…Om dig står 1000 gange 1000 og 10 000 myriader af hellige engle og ærkeenglens hærskarer”. Den hvide dåbsklædning, man iførte sig ved dåben i den ældste kirke, var engleklædningen, for engle omtales altid som ”mænd i hvide klæder”. At engle mentes at være tilstede i den ældste gudstjeneste, ses af Pauli råd om, at kvinderne skal tildække deres hår ”for englenes skyld”, altså for at deres seksuelle udstråling, som man dengang mente, var koncentreret i det lange hår, ikke skulle distrahere englene. I det Gamle Test kaldes englene ”gudesønnerne”, dvs når man i dåben bliver oprejst til et barn af Gud, så var det for de ældste kristne ensbetydende med, at man fik englestatus. Dåb fandt som regel sted ved solopgang, og efter at man vendt mod mørket mod vest at have forsaget djævelen, vendtes man om mod lyset og udtalte bekendelsen til den treenige Gud, og man bad oprejst vendt mod solopgangen, og man kaldtes ”lysets børn”. Man var nu som englene, der står for Guds lysende trone. I den iraqiske døbersekt mandæernes dåb, som måske indeholder fjerne mindelser om Johannes Døberens dåb, hedder dåben oprejsningen, idet man i dåbsritualet oprejses til evig ståen blandt englene (kaldt uthra’er) i lysets verden, jnf at Johs Døberen taler om, at ”Gud kan oprejse sig børn af stenene dér”.


Skytsengelen

Navnet Thomas betyder på hebraisk og aramæisk ”tvilling”, og i Thomasakterne, et skrift nært beslægtet med Thomasev., er apostlen Thomas jordisk tvilling til den himmelske Kristus. Og den samme symbolik ligger helt sikkert bag, når Thomas i starten af Thomasev. kaldes Judas Thomas, vi ved nemlig fra Mk, at Jesus havde en broder, der hed Judas. Så navnet Thomas, som faktisk betyder ”tvilling”, er altså tolket som Jesu tvilling. Men hvad betyder det i Thomasev og Thomasakterne, at mennesket har Jesus som himmelsk tvilling, som sit højere jeg og spejlbillede? I Thomasakterne skildres det flere gange, at Thomas ser ud ligesom Jesus eller forvandles, så han ser ud som ham.

I baggrunden aner vi en forestilling, som vistnok i sidste instans stammer fra Persien, at mennesket har et højere jeg i himlen, en skytsengel, der er ens himmelske billede og tvilling. Jnf episoden i Ap Gern 12,15f, hvor de forsamlede kristne tror, at Peter ikke er Peter, men Peters engel. ”Deres engle ser altid min himmelske Faders åsyn”, siger Jesus om sine mindste, Matt 18. Når man har syner af Gud og den himmelske verden, så er det ved, at man bliver ét med sin engel. Den kan også identificeres med Helligånden. Vigtig er her (fra Thomasakterne) digtet ”Sangen om Perlen”, hvor kongesønnen møder sin himmelske tvilling i form af en klædning, som er kongesønnens højere himmelske jeg, og som han ifører sig. Denne klædningsymbolik må sandsynligvis tolkes sådan, at det er i dåben, når man ifører sig dåbsklædningen, at man tænkes at få enhed med sin skytsengel.

Den mystiske skuen er, at man ser sin engel. Tor Andræ har behandlet de udtryk, som bruges omkring Muhammeds syn af englen Gabriel, og påvist, at de må forstås netop på samme baggrund: det himmelske syn er seerens møde med sin engel.


Mennesket skal altså opdage sit sande jeg, som er en guddommelig størrelse, ja dit sande jeg er i Kristus, i himlen, du er hans jordiske repræsentant, og han er altafgørende for din identitet.

Især i Thomasakterne bruges tvillingesymbolet til at skildre det forhold, du står i til Kristus. At du er Kristi tvilling, betyder, at du allerede her på jorden i din handlemåde skal søge at være som ham, ligne ham, og du er ét med ham i et ubrydeligt bånd, når du følger ham i lydighed.

Men hvordan kan dit himmelske jeg både være Kristus og en skytsengel og Helligånden, som du ifører dig, når du ifører dig den hvide dåbsklædning? Eksemplet viser, hvor righoldig og mangetydig symbolikken er: Englene er ikke noget forskelligt fra Gud. Englene er en del af Guds eget væsen. Jakobs kamp med englen er i virkeligheden en kamp med Gud, og til at gå foran i ørkenen sender Gud Israel sin engel, som er bærer af hans eget navn, dvs. er hans befuldmægtigede repræsentant. I Hekalotteksterne står det skildret, hvorledes englene dannes ud af den ildflod, som strømmer ud fra Guds trone, og de opløses igen i ildfloden. Englene er altså afspaltninger af Guds eget væsen, dannet af det mægtige lys, som evigt udstrømmer fra Gud. Mit himmelske billede er altså både Jesus, idealmennesket, den himmelske Adam, i hvis billede jeg er skabt, og min skytsengel, min himmelske tvilling. Det hedder i Thomasev. log 84: ”Når I ser noget, der ligner jer selv, er I glade. Men når I ser jeres billeder, som er blevet til før jer, og som hverken dør eller bliver synlige, hvor meget mere vil I da kunne bære?” Der er en ejendommelig symbolik her, hvor mennesket spejler sig i det guddommelige, og det guddommelige spejler sig i mennesket.

Hvor meget disse hemmelige mystiske forestillinger går tilbage Jesus selv, er det vanskeligt at sige. Min opfattelse er, at det er en symbolik knyttet til dåben og dåbsklædningen, og derfor kan den gå tilbage til kredsen om Johs Døberen og det gådefulde udtryk Menneskesønnen, som Jesus bruger om sig selv. Et nærmere studium af Menneskesønsforestillingen i det jødiske skrift fra Jesu tid, som hedder 1.Enoks bog, er oplysende, for her skildres det, hvorledes Enok tages op til himlen og forvandles til Menneskesønnen, som sikkert er hans himmelske højere jeg. (Således den engelske forsker Crispin Fletcher-Louis2.) Denne forestilling er altså vigtig for den ældste jødekristendom, at Jesus er Menneskesønnen, aramæisk: bar nasja, hvilket betyder slet og ret ”Mennesket”, det ideelle menneske, som ønsker at spejle sin guddommelighed i dig.


Keruberne , vingede væsner med løve, menneske, okse og ørne-hoved

I Platons dialog Timæus møder vi en temmelig nøjagtig parallel til forestillingen om keruberne: Da skaberguden skulle skabe alle levende skabninger, skabte han dem efter de former, han iagttog i det ”perfekte livsvæsen”, og det var fire former: Gudernes form, fuglenes, vanddyrenes og landdyrenes. (I biblen: Menneskets, fuglens, tamdyrets og rovdyrets form). Og han skabte tiden som et ”bevæget afbillede” af den ubevægede evighed (græsk: Aión), Tim 37c-38b & 39e-40a. Platon benytter sig her sikkert af nærorientalske forestillinger.

Ligesom livstræet og livskilden, som strømmer ud fra paradiset og deler sig i fire, er livsvæsnet (et andet navn på keruben) det fuldkomne forbillede for alle levende væsner. Livstræet, som var afbildet i den syvarmede lysestage, er det fuldkomne forbillede for vegetationen. Den er i Ugaritteksterne og i mellemøstlig ikonografi afbildet som sammensat af flere forsk. slags træer. Den syvarmede lysestage bærer mandeltræets knopper, for det var det første træ, som sprang ud om foråret. Den er også ét med det syvfoldige mystisk/guddommelige lys, dvs de fuldkomne mønstre er indeholdt i den mystiske skuen af Guds lys. Som livsvæsnet er også livskilden foreningen af 4 (ligesom også den firkantede pyramide, der afbilder paradisbjerget, i sin top forener de 4 hjørner ved bunden) .

Denne tale om de 4, som smelter sammen til ét, er et symbol på, at hos Gud (i paradiset) er alle modsætninger forenede.


Metatron

Det er vigtigt at gøre sig klart, at Metatron, Guds talerør, som kendes både fra 3.Enoks bog og fra den senere jødiske mystik, er en senere jødisk modifikation af forestillingen om Menneskesønnen. Metatron (græsk) betyder ”den, som har sin trone ved siden af Guds”, mens Menneskesønnen er syntronos (græsk) ”den, som sidder sammen med Gud” på tronen ”ved Guds højre side”. Mens Jesus-Menneskesønnen ifølge Fill 2,7-11 er den, som får Guds eget navn, kaldes Metatron kun ”den lille Jahveh”, altså Metatron er et forsøg på at underordne den højeste engel under Gud i stedet for at lade ham være Guds synlige billede.


Skytsenglen i Hermas’ Hyrde

(Skriftet Hermas’ Hyrde er nok fra ca 130 i Rom. I et af de ældste bibelhåndskrifter optræder det faktisk som en del af Ny Test.)

Mens Hermas sidder på sin seng, har han et syn af en mand klædt som hyrde med en klædning af hvidt gedeskind, med hyrdetaske og en stav i hånden. Hyrden sætter sig på sengen ved siden af ham og siger: ”Jeg er sendt af den mest ophøjede engel for at bo hos dig resten af dit livs dage.” Hermas bliver forskrækket, men hyrden siger, at han er ”den, som du er blevet overgivet til,” Og da forandres hyrdens udseende, og Hermas genkender ham som sin skytsengel. Hyrden kaldes også bodens engle. Han er sendt med bud og lignelser, som Hermas skal nedskrive.

En af disse lignelser, den 9., er et syn af det ældgamle verdensbjerg, højere end alle bjerge og af den hellige kvadratiske form (dvs. den mystisk enhed af 4-heder), ”så det kan rumme hele verden”. I klippen er hugget en port mere strålende end solen, og rundt om porten står 12 unge piger ivrige efter at arbejde, og de får nu besked af 6 høje mænd (ærkeengle), at de skal bygge et tårn på klippen (kirken som et tempeltårn bygget af levende sten). Sten stiger op af dybet og bæres af pigerne ind gennem porten, hvor mændene tilhugger dem og bygger med dem. Der kommer nu en syvende mand til af kolossal højde (Kristus), så høj, at han er højere end tårnet. Uden ham kan ingen af englene komme Gud nær, og uden at have modtaget hans navn kan ingen gå ind i Guds rige. Pigerne er de ”hellige ånder”, og ingen kan komme ind i Guds rige, uden at pigerne ifører ham deres klædning. 9.syn kap 15 opregnes så navnene på jomfruerne: Tro, selvkontrol, kraft, tålmodighed, helstøbthed (haplotes), uden-ondskab, renhed, munterhed, sandhed, indsigt, enssindethed (homonoia), kærlighed.

Pigerne er de 12 dyder, som skænkes den troende - i nogen grad svarende til de 10 sefirot - og de modstilles de 12 laster, der afbildes som kvinder klædt i sort.

Karakteristisk for Hermas er læren om de to engle: ”Retfærdigheden engel er følsom, beskeden, mild og rolig. Når den stiger op i dit hjerte, taler den straks med dig om retfærdighed, om renhed, om hellighed og selvbeherskelse og om enhver retfærdig handling og om enhver herlig dyd. Når alt dette stiger op i dit hjerte, skal du vide, at retfærdighedens engel er hos dig. Tro derfor på den og dens gerninger. Betragt derfor også ondskabens engels værk.”

Det skildres derefter, hvorledes ondskabens engel kan kendes på følelser som begærlighed, hovmod, pral, lyst til overdådighed, hidsighed og bitterhed.

Dette med omvendelsen som en personlig skytsengels komme kendes også fra den lille roman ”Josef og Asenat”, som efter min mening er et jødekristent skrift med træk, som er karakteristiske for den ældste jødekristne teologi.

Denne lære om de to ånder eller engle med tilknyttet dyds- og lastekatalog kender vi også fra pagtsindtrædelsesritualet i Qumran, så den urkristne dåbsrite må formodes at have overtaget i hvert fald en god del af sin ydre form fra et essensk initiationsritual. Det dydskatalog, som opregnes i qumranskriftet Sektreglen står meget nærmere listen over de 10 sefirot end de 12 dyder, som opregnes i Hermas’ Hyrde. De to ånder kommer tydeligt til udtryk i forsagelsen af djævelen og alle hans gerninger, bekendelsen til den treenige og modtagelsen af Helligånden. Vi ser, hvorledes modtagelsen af Helligånden også kan skildres som dette, at man overgives til en engel, som er i følgeskab med 12 dyder, hvis ”klædning” man ifører sig (symboliseret af den hvide dåbsklædning).

Det nye liv er her i langt højere grad end i farisæismen set som noget, man ifører sig sakramentalt. De nævnte dyder er dyder, som sendes fra himlen, virkninger, som udgår fra Gud og den himmelske virkelighed mere end fra menneskets eget subjekt. Mennesket er anskuet som stående mellem to magtsfærer, ikke som et etisk selvberoende individ. Sandsynligvis er der her i sidste instans tale om en vis indflydelse fra Iran og læren om sandhedens og løgnens ånd som to magter, der gennemtrænger hele tilværelsen, den første som konge over den kommende tidsalder, den sidste som konge over den nuværende tidsalder3.


”Magter og myndigheder”

Både 1.Pet 3, Judasbrevet, 1.Enoks bog og de Klementinske Homilier forklarer det ondes eksistens ved beretningen om de faldne engle, der lod sig forblænde af menneskedøtrenes skønhed, 1.Mo 6,4. Altet er altså kommet ind under faldne magters herredømme, og Kristi frelsesværk ses som dette, at han vinder sejr over disse magter og myndigheder; og magternes og myndighedernes og englenes underkastelse under Kristus er det kosmiske vendepunkt, 1.Pet 3,22: ”faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.”

Før den lange skildring af de to veje i Sektreglen fra Qumran er der en kort beskrivelse af alle tings skabelse: ”de opfylder alle deres gerning efter hans stråleglans’ (kabod) plan, og der er ingen ændring” 1QS 3,16 (Hele verdensordenen og skønhedens mønster er altså indeholdt i visdomslyset, i Guds kabod.) Det hedder ligeledes i Naftalis Testamente 3,2-4,1: ”Sol og måne og stjerner forandrer ikke deres orden (græsk: taksis).” Men hedningerne forandrede deres orden, og Sodoma. ”Ligeledes forandrede også vogterne (dvs. de faldne engle) deres naturs ordens”, og forfatteren henviser her til Enoks skrifter. I 1.En 10 skal ærkeenglene (de gode engle) ”genoprette retfærdighed, hvilket ikke blot betød social retfærdighed, men den rette orden for alt i universet, inklusiv frugtbarhed og overflod4.”

Det hedder derfor til Rafael, 10,7: ”Helbred jorden, som vogterne har lagt øde; og forkynd helbredelse for jorden…”

Det, som kendetegner enokitisk jødedom, er, at den nuværende verdenstilstand skyldes ”kosmisk uorden” grundet i overnaturlige magters oprør. Netop det samme verdenssyn, møder vi i Ny Test.

Per Bilde har i en genial artikel5 påvist, at Paulus anskuer frelsen som dette, at de kristne befries fra den trældom, de holdtes indesluttet under af disse magter og stoicheia (egt. ”elementer”) Han påviser en lignende forestilling i den synoptiske Jesustradition: Den stærke vogter fuldt rustet sin gård, men en, som er endnu stærkere, kommer og overvinder ham og tager hans fulde rustning.

Jesus vil tilintetgøre alt magt og myndighed og kraft 1.Ko 15,24. I ham blev alting skabt: Herskere, magter og myndigheder, og han er nu hoved for al magt og myndighed, Kol 1,15-20. I mellemrummet mellem disse to tidspunkter har der været et fald, et oprør blandt magterne, men på korset ”afvæbnede Kristus magterne og myndighederne”. Selv den korte, formelagtige vending ”set af engle” 1.Tim 3,16 synes at hentyde til dette, at de faldne englemagter tvinges til hyldest, jnf. Fil 2,9-11.

Bilde skildrer, hvorledes både den faldne verden (Rom 8,20-23) og legemet (Rom 7,24, jnf 7,14+23 & 8,23) i paulinsk frelseslære er blevet det fængsel, som magterne holder mennesket indesluttet i, og han hævder, at Pauli breve er et forstadium til den fuldt udviklede gnosticisme. Bilde tænker evolutionistisk, idet han antager en jævn tankeudvikling fra jødisk apokalyptik til gnosticisme uden dog at angive årsagerne til udviklingen. Efter min mening er årsagen til det negative syn på verden i Pauli breve nært sammenhængende med dåbskulten og dens iransk farvede lære om de to ånder: den ene som herskende over denne verden6, den anden som herskende over den kommende verden samt forestillingen om doksalegemet, engleklædningen, som man i dåbskulten ifører sig, idet man affører sig det gamle menneske.

Mennesket står mellem to magter, men ved hjælp af sin engel, som er sendt det fra den højeste ”engel”, Kristus, kan det nå frem til frihed fra de sorte følelser, som Hermas benævner som ”vantro, dårligt temperament, ulydighed, bedrag, bedrøvelse, ondskab, tøjlesløshed, vredagtighed, løgnagtighed, dårskab, bagtalelse, had.”

En del af forklaringen på dualismen og de faldne engle er nok også gamle kultiske kaoskampmotiver knyttet til den israelitiske tronbestigelsesfest.

I Efeserbrevet er målet at genskabe kosmisk orden og enhed, og kirken er redskabet hertil. I den bliver universet atter Guds søns legeme.

Jnf. ovenfor tanken om, at menigheden i helligsangen atter indføjes i kosmisk orden.


1 Das Buch von den Engeln, 1935.

2 Luke-Acts: Angels, Christology and Soteriology, 1997 s.151 og J. VanderKam: “Righteous One, Messiah, Chosen One, and Son of Man” i Ideal Figures in Ancient Judaism eds. G.Nickelsburg and J.J. Collins, 1980, s.182f.

3 Den rolle, den iranske forestilling om de to ånder og de to konger spiller i Qumran og i Hermas’ Hyrde og i de Klementinske Homilier, er kortlagt af Philonenko i Geo Widengren, Anders Hultgård, M. Philonenko, Apocalyptique Iranienne et dualisme Qumranien,1995.

4 Magaret Barker: “Creation Theology”, 2004,s.5, se www.margaretbarker.com.

5 The view of Satan and the Created World in Paul, i Apocryphon Severini, presented to Søren Giversen, 1993, s.29-41.

6 Bemærk, at Paulus taler ”om denne tidsalders (aión) gud” 2.Ko 4,4, jnf. Rom 5,12ff, hvor Paulus taler om, at ”Døden” og ”Synden” ”blev konge” i denne verden.