Institute for Research in the Roots of Mysticism

Tor Andræs forskning i Islams oprindelse

En af de store udfordringer i året, der gik, har været den islamiske fundamentalisme.

Allerede i tyverne påviste den geniale svenske religionshistoriker Tor Andræ (Der Ursprung des Islams und das Christentum, 1926, s.59ff), at Muhammed havde det meste af sin forkyndelse og sine religiøse forestillinger fra de kristne munke i Syrien. Muhammed må have hørt disse munke prædike som missionærer på torvene i Arabien. Deres missionsforkyndelse startede som regel med en henvisning til skabelsens store mysterium, til den Gud, som har skabt og ordnet hele det mægtige univers, som lader natten følge på dagen, og dagen på natten, som fører det levende frem af det døde, og som har skabt himmel og jord og skabt mennesket (ifølge Koranen ”af en klæbrig dråbe”) og givet mennesket dyrene som tjenere og sender regn og lader alt vokse og har bestemt de love, hvorefter stjernerne bevæger sig, og årstiderne kommer og går. Denne mægtige skaber skylder mennesket at aflægge regnskab for sit liv, så munkenes prædiken sluttede altid med at henvise til dommens dag, hvor alle skal opstå, og menneskenes gerninger vejes for Guds åsyn1. Så Koranen er altså helt koncentreret om dommens dag og paradis og helvede som de to store muligheder for sjælens evige skæbne. Muslimske lærde (og selv en mand som oberst Ghadaffi) understreger, at denne forestilling er meget vigtig for at få mennesker til at leve et retfærdigt liv. Det er altså ikke så meget kærlighed og tro, som er drivkraften i de gode gerninger, som det er frygten for straf. De mere charmerende elementer i kristendommen, troen på Gud Faders grænseløse evne til at tilgive og hans kærlighed til selv de største syndere, selv røveren på korset, disse dele af Jesu budskab var ganske gået i glemmebogen i den syriske kirke (viser Andræ), og de spiller derfor hellerikke nogen rolle i islam. Islam er altså en temmelig streng og dyster udgave af kristendommen, og akkurat ligesom i den syriske kirke er der her en tendens til at betragte dans og latter og munterhed som udslag af letsindighed og manglende frygt for Guds dom. Spas og letsindig skæmt og tom tale er for Muhammed udslag af en verdslig, gudløs adfærd. Det kaldes gafal ”sorgløshed, uagtsomhed”. Grunden til, at Allah kan være hård over for de letsindige og sorgløse, er, at de selv er hårdhjertede over for de fattige. M. fortæller om nogle, som havde en have. Da de skulle høste havens frugter, traf de indbyrdes aftale om ikke at slippe en eneste af de fattige ind i haven, men i den samme nat lod Gud haven ødelægge af oversvømmelse.

Nogle af de ældste traditioner tegner et billede af Muhammed som den fuldkomne asket levende et liv i yderste fattigdom og enkelhed: Aisja fortæller således, at de ikke havde olie til deres lamper, for olien ville de for længst have spist, så sultne som de var de. Profeten selv spiste sig aldrig mæt, og hans hustruer har aldrig hørt ham bede om mad. Andræ stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden af dette billede: Det rimer dårligt med det forhold, at profeten fra starten betingede sig en femtedel af krigsbyttet. Det genspejler nok snarere de idealer, man dyrkede end de faktiske forhold.

Kernen i Muhammeds forkyndelse er forkyndelsen af dommens dag og den dobbelte hinsidige gengældelse i form af Helvede og Paradis. Der er ingen tvivl om, at dette også var et vigtigt motiv i den jødiske apokalyptik, som urkristendommen udsprang af og en vigtig forståelsesramme for Jesu forkyndelse: Kernen i islam er simpelthen overtaget fra kristendommen . Troen på en nærtforestående dom er det, som dominerer indholdet i Muhammeds prædiken, selvom han også kan understrege, at kun Gud kender tidspunktet. Da katastrofen synes at udeblive, må han ofte høre det hånende spørgsmål: Hvornår kommer dagen? Hvortil han svarer: “Vent en smule, vi venter med jer” 21:39-41. Dommens dag kaldes foruden “Dommens dag”, “Timen”, “Regnskabsdagen”, “Opstandelsens dag”, “Den yderste dag”, “Dagen hvor man går ud (af gravene)” “Dagen for (det store) Møde”, “Forsamlingsdagen, “Afgørelsens dag”, “Det som sker”. “Dagen hvor der blæses i basunen”. Da skal stjernerne udslukkes og falde ned fra himlen, og sol og måne forenes (gumi’a 75:9). I et nu, “i et øjeblik” (jnf 1.Ko 15,52) skal den opstandelse, som mange regner for en umulighed (jnf. 1.Klem 23,3-5) ske. Men selve Dommedagen vil vare 50 000 år 70:40. Og dommen vil finde sted udfra de bøger, hvor dommen over den enkelte er nedfældet.

Alt det skal som understreget af Andræ tjene til at vække den rette ærefrygt for Guds dom, og Muhammed viger ikke tilbage for at betone den angst og desperation, som skal gribe menneskene, når dommens dag pludselig er over dem. Selv de vilde dyr samler sig i ængstelige flokke. Alt, hvad der ellers synes menneskene så vigtigt, mister nu sin betydning, selv den svangre kamelhoppe lades i stikken.

På disse punkter er islam en tro videreførelse af motiver i den ældste kristendom. Men Muhammed har tydeligvis ingen viden om sakramenter, gudstjenesteliturgi og kirkelige fester. Det er altså tydeligt, at det er en munkefromhed, som udfolder sig ret uafhængig af det kirkelige liv, der har været M.’s inspiration.

Det ret dystre syn på livet, hvor selve kernen i religionen er frygt for dommedag, er som påvist af Andræ karakteristisk for de syriske munkes kristendom (Afrahat, Efraim). De syriske munke havde vågenætter, hvor de stod oprejst reciterende store dele af Davids salmer, og sådanne vågenætter med bøn og recitationer fra koranen praktiserede Muhammed også med sine tilhængere i Medina. Det ord, som i syrisk munkelitteratur bruges om at recitere, er det samme ord som på arabisk bliver til Koran


Der er ingen tvivl om, at Muhammed starter med at være en ung mand, der vil kalde sine sorgløse, egoistiske landsmænd til ansvarlighed for deres liv. Men både M. og den syriske kristendom er et eksempel på, at mennesker kan blive så forelskede i deres religion eller politiske ideologi, at de drives ud i en fanatisme og et selvpineri, som ikke tjener til støtte og gavn for andet end deres eget opblæste sind. ”Uden grund opblæst af deres eget kødelige sind”, siger Paulus om disse typer, som med faste og al slags regelbunden adfærd driver det til yderliggående ”skånselsløshed mod legemet”. Den slags fanatisme ”tjener kun til at tilfredsstille den syndige menneskenatur”, siger Paulus. Det er selvgjort gudsdyrkelse, siger han videre i brevet til Kol 2,18-23.


Andræs (og Widengrens) vurdering af Muhammeds personlighed

Andræs elev, den verdenskendte religionshistoriker Geo Widengren, har genudgivet Andræs mere populære bog om Muhammed suppleret med nogle af hans egne iagttagelser. (Andræ-Widengren, Muhammed, Hans liv og hans tro, 1950). Mens Andræ er fuld af beundring for Muhammeds stærke og på nogle områder ædle personlighed og hans stærke religiøsitet, er Widengren mere afdæmpet: Han nævner, hvorledes Muhammed, trods den moralske brist vi vesterlændinge undertiden må se i hans optræden (hans brud på en fredsaftale, hans røveriske overfald på karavanerne, hans indførsel af flerkoneri og først og fremmest hans offentlige henrettelse af en hel jødisk stamme, som han følte, havde forrådt hans sag), efter sin død bliver den fuldkomne rollemodel, det uopnåelige moralske ideal for de troende. Widengren skildrer udførligt jødernes henrettelse i en af sine tilføjelser til Andræs fremstilling.

Andræ nævner dog også polygamiet og nævner, hvorledes Muhammed mod slutningen af sit liv får en åbenbaring om, at nu må profeten ikke tage sig flere koner, end ikke selvom de er smukke. Dette tolker Andræ som genspejlende en strid, M. har haft med sine koner, og som et forsøg på at stille dem tilfredse ved at give dem denne indrømmelse. At forholdet til de mange hustruer ikke altid var det bedste, ses deraf, at man på profetens dødsleje forsøgte at indgive ham et middel mod lungebetændelse. Denne medicin må have smagt ganske forfærdeligt, for profeten vågnede op af sin døs og forlangte vredt, at alle hans hustruer skulle indgives den samme medicin og i samme dosering.

Polygamiets indførelse har vel delvist været begrundet i et ønske om at skaffe forsørgelse til enkerne efter de faldne krigere, men udvikler sig hurtigt til mere end det, og Muhammed selv tager flere af de smukkeste kvinder blandt sine overvundne modstandere til hustruer. Selvom Andræ understreger, at denne handlemåde må bedømmes udfra beduinens etiske univers og ikke udfra et moderne, så undrer han sig dog lidt over den apati, hvormed datidens smukke kvinder synes at have affundet sig med at være en del af krigsbyttet og dermed sejrherrens pris.

Spændingen mellem Andræs beundring for de Muhammeds personlighed og Widengrens mere nøgterne vurdering mærkes også i bedømmelsen af kalif Omar, en af Muhammeds første og mest trofaste tilhængere: Andræ understreger denne gamle puritanske krigers uselviske, strenge, asketiske livsstil: Trods de enorme rigdomme hans hære vandt, gik han i lappet tøj og tålte ikke skæmt og lystighed: Selv Muhammed afbryder sin lytten til en skjalds sange, da han ser Omar komme. Widengren sætter spørgsmålstegn ved kaliffens personlige indsats som kriger og understreger i stedet hans enorme appetit på kvinder: Selvom han nøje overholdt profetens bud om ikke at være gift med mere end 4, blev dette tolket som 4 ad gangen, idet hyppige skilsmisser og kortvarige ægteskabsarrangementer gjorde ham til en veritabel storforbruger af kvindelig skønhed og charme.

Selvom Muhammed kræver, at man skal behandle sine hustruer med venlighed og godhed, så er han bestemt ”ingen ven af kvindens emancipation”. Når Allah befaler at ”slå” ”opsætsige hustruer”, må man formode at denne befaling er blevet fulgt også i profetens eget hjem. ”Det strengt patriarkalske regimente og de begrænsninger i kvindens bevægelsesfrihed, han vil gennemføre, ter sig i sammenligning med den frihed, den arabiske kvinde ikke sjældent nød, som et tilbageskrift” (Andræ, s.121). Unægtelig er det også lidt ”suspekt”, at en apostel, som på ægte munkevis har erklæret hustruer og børn for en af det verdslige livs fristelser, ender med at ægte 9 kvinder plus adskillige slavinder (Andræ s.256).

Nogle har villet gøre Muhammed til en social oprører og forløber for socialismens idé: At løskøbe en slave regnes af M. for en særlig fortjentsfuld gerning, og det at give almisse står som den helt centrale gode gerning, men motivet til at give almisse er ikke så meget at hjælpe de fattige og løse sociale problemer. Det er for Allahs skyld og for at ”rense” sin egen sjæl (s.117). Man giver for sin egen skyld, for at vise Allah, at man siger sig fri af jordisk ejendom, at Gud og evigheden betyder mere for en end penge. Dette lidt egoistiske motiv bag godheden kommer også frem i det forhold, at gode gerninger kan skildres som ”en god forretning”, som giver løn i det hinsidige. Allerkrassest formuleres tanken om løn, når det gælder om at opildne de troende til kamp for islam: ”Allah har købt liv og ejendele af de troende på det vilkår, at paradiset skal tilfalde dem. Således skal de kæmpe på Allahs vej og dræbe og dræbes…(Sura 9,112).

Dette udelukker imidlertid ikke, at konflikten mellem Muhammed og de rige købmænd, som regerede Mekka, får en social dimension. ”Stormændene”, ”rådet” i Mekka vil ikke afgive deres på gamle traditioner funderede magt til denne opkomling. Så den religiøse modsætning fører med nødvendighed over i en social konflikt, en bitter strid om magten over menneskene og social prestige, og da M. vinder kampen, fratages den gamle adel alle privilegier, og al rente ophæves, og M. erklærer alle muslimer for ”brødre”. Men iøvrigt forbløffer Muhammed sine tilhængere med den mildhed, hvormed han behandler tidligere bitre fjender. Han søger at vinde dem for islams sag med elskværdighed og store gaver. I øvrigt understreger Andræ venlighed, elskværdighed og personlig omsorg for selv de mindste og socialt lavest rangerende som et vigtigt karaktertræk hos Muhammed: Med stor oprigtighed lader han Allah formane sin profet til ikke at ringeagte de små. Han synes også at have haft svært ved at sige til og fra over for sine tilhængere, f eks når byttet skulle fordeles, og man trængte sig om ham med råd og skrig og krav. Det er hans ærlige og dybtfølte overbevisning, at alle er lige for Allah: En åbenbaring fra Allah irettesætter profeten, fordi han rynkede panden over for en fattig blind, som ikke ville omvende sig, mens den rige mands forstokkethed ikke mødes med denne samme irritation. Det virker, som om det især var blandt de fattige i Mekka, han fandt sine første tilhængere, og da han med disse mennesker er udvandret til Medina, er social nød og smalhans en naturlig konsekvens for disse flygtninge uden noget egentligt eksistensgrundlag. Så det er nok simpel overlevelsesstrategi, da Muhammed til sidst giver sin berømte hemmelige ordre om at overfalde karavanerne, den ordre som leder til konflikten med Mekka og dermed til den hellige krig og hele jihad-ideologien (Jihad-begrebets opståen er udførligt behandlet af Verner Tranholm-Mikkelsen i artiklen ”The Lesser Jihad”, i Festskriftet til Johannes Aagaard, Dialogue in Action, 1988).

Andræs bøger om Muhammed og det ældste islam er præget af stor psykologisk indfølingsevne. Som religionsforsker var Andræs specialeområde nemlig foruden islams oprindelse religionspsykologien.


Min vurdering.

Hvordan skal man som kristen vurdere islam? Det er fristende at bedømme M. som en mand, som ville det rigtige og begynder godt, men under begivenhedernes pres ender med at være mere en kriger end en kærlighedens og barmhjertighedens apostel. Min påstand er, at han bevægelse helt fra starten af var problematisk. Fordi den lige fra starten af er en bevægelse, hvor mennesker skal frelse sig selv (gennem fromhedsgerninger tenderende til ekstrem askese). Ved egne anstrengelser skal mennesket, ja hele samfundet fornyes. Og da den syndige virkelighed som sædvanlig viser sig yderst genstridig, griber man naturnødvendigt til magtanvendelse.


Synet på Muhammeds person i islam (ref. efter T. Andræ).

Jesus synes meget tidligt at være blevet tilbedt som guddommelig. Vi læser allerede i evangelierne, at folk kommer løbende og kaster sig til jorden for ham

Anderledes er det med Muhammed. Han understreger ofte, at han er kun et menneske, som ved Guds ufortjente og uforklarlige nåde har fået noget åbenbaret, men ud over det, Allah har åbenbaret ham, ved han lige så lidt om Guds hemmeligheder som andre almindelige mennesker. Han kan ikke gøre undere, ja han har slet ingen magisk magt hverken til at ”nytte eller skade” nogen, hævder han.

Den titel, Koranen giver Muhammed, er Rasûl Allah = ”Allahs Apostel”. Også Jesus kaldes i Koranen Guds apostel. Selvom Muhammed understreger, at han er kun et menneske, som ikke kender til hemmelige ting, så varede det dog ikke længe, før man tillægger ham f eks en natlig himmelfart op gennem syv himle på ryggen af fabeldyret Buraq. Og ved denne himmelfart blev han vidende om alle himlens og jordens hemmeligheder, hævdes det.

Udgangspunktet er et sted i Koranen, hvor der står: ”Ære til Ham, som bar sin tjener ved nat fra det hellige tempel til det fjerneste tempel, hvis område han har velsignet.” Det fjerneste tempel tolkes i dag om tempelpladsen i Jerusalem, som derved bliver islams 3.største helligsted, næst efter Mekka og Medina. Muhammed skulle altså en nat som tegn på sit guddommelige kald have oplevet en natlig ridetur gennem luften fra Mekka og fra dets hellige tempel Kaba’an til tempelpladsen i Jerusalem. Da dette imidlertid langt fra er nok til at tilfredsstille den folkelige fantasi, bygges der videre på historien, og det fortælles, at da de havde nået tempelpladsen i Jerusalem, og Muhammed havde bedt sammen med profeter forsamlede dér, begyndte han at stige lodret opad gennem de 7 himle fulgt af englen Gabriel, indtil han til sidst kastes gennem en mængde forhæng af kosmiske dimensioner ind i det ufattelige lys, som omgiver Guds trone. Han bliver af Allah pålagt at foreskrive sit folk at bede 50 gange om dagen, men går i forbøn for menneskene hos den strenge Allah og får sat antallet af bedetider ned til 5. Det antal, som gælder den dag i dag. På grund af den rolle, tempelpladsen i Jerusalem spiller i denne begivenhed, er denne plads lige så hellig for muslimerne som for jøderne og derfor årsag til megen strid mellem de to religioner, idet jøderne har måttet acceptere, at tempelpladsen i dag stadig står under muslimsk bevogtning og administration, selvom resten af Jerusalem er erobret af israelerne.

Men sandsynligvis er det helt forkert at tolke Koranstedet om Jerusalem: ”Det fjerneste tempel”, Muhammed omtaler, var sandsynligvis bare et dengang velkendt tempel 15 km uden for Mekka.


Allerede i Muhammeds levetid omgiver hans mænd ham med stor ærefrygt og tilbedelse, så f eks det mindste hår, som falder fra hans hoved, er helligt. Helligt er også det vand, han har vasket sig i. Men hans forsøg på at få alle, som ønskede audiens, til at betale en afgift slår fejl. Ingen synes, det er rimeligt, de skal betale for at få et møde med profeten. Sandsynligvis er årsagen til denne mislykkede idé ikke pengebegær fra profetens side, men snarere at han var følelsesmæssig sårbar, en grubler-type, der følte sig belastet af alle de stridigheder og problemer, han skulle tage stilling til.

Forestillingen, at Muhammed i en himmelrejse får åbenbaret alle de dybeste hemmeligheder, hemmeligheder så store, at kun en del af dem kan gives videre til menneskenes børn, får stor betydning for den retning inden for islam, som kaldes Sjiamuslimerne. Kernen i Sjia er hemmelig mystik: Ifølge den blev de guddommelige hemmeligheder givet videre i profetens slægt, så kun en imam, en leder, som nedstammede fra Muhammed, havde visdom til at kunne lede islam. Og først når verden er modnet til det, vil verden vokse op til det plan, hvor den sidste ”skjulte” og af Gud retledede Imam bliver synlig. Denne forestilling om den sidste ”skjulte Imam” er særlig udbredt i Iran og var årsag til, at Ayatollah Khomeini kunne blive dyrket i det omfang, han blev. I Sjia er Muhammed det evige lys, som først åbenbares i Adam, senere i profeterne, i Muhammeds slægtninge og til sidst i den skjulte Imam. Både Muhammed og hans svigersøn Ali var allerede 14 000 år før menneskenes skabelse et lys for Guds åsyn. Andre hævder, at Muhammed har eksisteret 70 000 år som en mystisk fugl, der sang Guds lovsang. Alt dette er selvfølgelig orientalsk billedtale.


Muhammed vokser op som forældreløs. Hans far, Abdullah, dør allerede kort efter sit bryllup på en rejse til Syrien og efterlader sig en gravid hustru og den beskedne formue af 5 kameler. Da Muhammed er 6 år dør også hans mor Aminah. Man sagde om hende, at hun var så god, at selv djævlene græd ved hendes død. Muhammeds farfar tager sig nu af drengen. Han bliver ikke dårlig behandlet, hans bedstefar elskede ham lige så højt som sine egne sønner, men efter kun 2 år dør også farfaderen, og Muhammed kommer i pleje hos sin onkel, Abu Talib, som også behandler ham godt, og senere, da han kommer i vanskeligheder for sin forkyndelse, tager ham i forsvar. Da han er omkring de 25 år, søger han på onklens opfordring arbejde hos den rige og respekterede købmandsenke, Kadidja, som sender ham nordpå til Syrien som leder af en karavane, hun har udrustet. Da han vender tilbage, tilbyder Kadidja ham ægteskab, og de bliver trods aldersforskellen (hun er 40 år) gift. Ægteskabet synes at have været lykkeligt, for så længe Kadidja levede, tog Muhammed ikke andre kvinder. Og han fremholdt senere K. som den bedste og mest trofaste af sine hustruer.

Det afgørende i islam er dog ikke så meget personen Muhammed som den lære, den skrift, han menes at have fået åbenbaret af englen Gabriel. Han synes kun at have set englen to gange, og åbenbaringerne kommer mest i form af lyd undertiden indledt af et mægtigt brag, så han tror, han skal dø. Den tale, han så hører, opfatter han som ”læsninger” fra en himmelsk åbenbaringsbog.

Vi nævnte i sidste kirkeblad, at Muhammed har sin forkyndelse fra de syriske munke. Under sine rejser nordpå har han mødt disse alvorlige asketer, som stod om natten med oprakte hænder og reciterede fra Davids salmer og evangelierne og under bønnen også bøjede sig fremover eller kastede sig ned, dvs. iagttog de forskellige bedestillinger, som islam overtog. Muhammed har beundret dem for deres religiøse iver, men han havde ét problem, kan vi se af antydninger i Koranen: Han havde ikke et skrift at recitere fra, for deres hellige skrifter var jo ikke på arabisk. Han føler derfor, at han er udsendt for at bringe Guds hellige skrift til araberne. Han har en forestilling om, at Gud har sendt sin himmelske åbenbaring ved forskellige profeter til forsk. folkeslag tilpasset disses situation. Jøderne f eks er efter Muhammeds erfaring et temmelig stivnakket folk, og derfor har de til straf fået Moses og moseloven, som forbyder dem at spise en hel masse dyr, som ellers smager godt og er gode til føde. Muhammed føler sig altså som den sidste i en kæde af profeter, som Gud til forsk. tider har sendt til forskellige folkeslag. Denne forestilling har M. ifølge forskningen overtaget fra sektlederen Mani, som netop skildrer sig selv som den sidste i en kæde på 4 profeter:

Fra denne sekt har M også overtaget den ejendommelige forestilling, at Jesu ikke blev korsfæstet, men i sidste øjeblik forvirrede Gud skaren, så de korsfæstede en anden i stedet. Manikæismen, som Manis sekt hedder, var en blanding af kristendom og persisk religion og Østens mystik. Den var på sit højdepunkt på Muhammeds tid, men uddøde efterhånden efter at have givet inspiration til katharernes sekt i Sydfrankrig.

I modsætning til mange religiøse personligheder, som har haft en vis hang til fanatisme og til at føre deres principper ud i den yderste konsekvens, er Muhammed pragmatiker. Dette, at Muhammed har fået åbenbaret guddommelige sandheder fra en himmelsk bog, forhindrer ham ikke i at ændre på en åbenbaring, hvis der senere dukker en ny situation op. Allahs ord er ikke statisk og evigt uforanderligt. Det berømteste eksempel er de rettelser, han foretager i et udsagn om gudinderne i Mekka. Hans omtale af gudinderne bliver nemlig senere rettet, så det bedre stemmer overens med islams tro på, at der kun findes én Gud, Allah.


1 Det ældste eksempel på denne missionsforkyndelse finder vi i Pauli tale på Areopagos Ap.Gern. 17,24-31.