Studier i Religion

At se Guds rige - Urkristen mystik og nærforventning

Ærkekætteren Simon Troldmand og oprindelsen til Gnosticismen

Apostlenes Gerninger 8,9-24 fortæller om Simon med tilnavnet Mager (magerne var oprindelig navnet på præsteskabet i det iranske område Medien, men fik efterhånden også betydningen magikere1 ).

Kirkefaderen Irenæus skriver:

”Samaritaneren Simon, fra hvem alle kættere kommer, har følgende kætterske grundtanker: En vis Helena, som han i Tyrus, en fønikisk by, havde løskøbt som skøge, førte han med sig omkring og sagde, at hun var hans første “tanke”, moderen til alle, idet han ved hende i begyndelsen fik de tanker at gøre engle og ærkeengle. Denne tanke (på græsk ennoia), som sprang frem af ham, var i viden om, hvad hendes fader ville, steget ned og havde født engle og magter, af dem var ifølge ham også denne verden blevet dannet. Efter at hun havde født dem, var hun blevet holdt tilbage af dem på grund af skinsyge, da de ikke ville holdes for et produkt af nogen anden. Thi han selv (Simon) var helt forblevet ukendt for dem...”

(Det øverste er den rene bevidsthed indhyllet i lys, før den synker og bliver hildet i sanseverdenens sansninger.)

”Men hans tanke var blevet holdt tilbage af de magter og engle, som var blevet udsendt af hende..

(Mennesket står over guderne, men dets tanke er blevet bundet af de gu­der, som mennesketanken selv har skabt.)

og havde lidt alskens forsmædelse fra dem, for at hun (tanken) ikke atter skulle vende sig opad til sin fader, og det i den grad, at hun endda var blevet indesluttet i et menneskeligt legeme, og gen­nem århundrederne ligesom fra kar til kar gik over i stadig nye kvindelige legemer. Hun havde også været hin Helena, som var årsag til, at den trojanske krig var blevet begyndt...

Derfor var han selv kommet, for at han først kunne tage hende til sig og befri hende fra lænkerne...

(De lænker, magterne, dvs. først og fremmest de engle, som står bag skabelsen og Moseloven, har pålagt tanken.)

men for menneskene skulle han præstere frelse gennem erkendelse af sig selv (per suam agnitionem — hos Hippolyt: epignosis). Thi da englene styrede verden dårligt, fordi enhver af dem begærede herredømmet, var han kommet for at bringe tingene i orden. Efter at have forvandlet sig og til­passet sig kræfterne, magterne og englene var han steget ned, så at han også viste sig for menneskene som et menneske uden at være et (jordisk) menneske. Man mente også, at han havde lidt i Judæa, hvor han dog ikke havde lidt...”

(Eftersom han jo ikke var et jordisk menneske underlagt legemlig lidelse)


Sprang frem: Helena fremstår af Faderen på samme måde som Athenes fødsel. Hun fødtes ifølge mytologien ved at “springe frem” fra faderen Zeus’ pande. Motivet findes også hos Valentin og i Barbelo-gnosticismen (Ir adv haer I 2,2 & 29,4), som derfor må betragtes som inspirerede af den simonianske gnosis. Motivet en androgyn urgud og hans kvindelige partner, som er fremgået af ham selv, findes ifølge Geo Widengren også i zerwanismen2 , som ifølge samme forsker er de mediske mageres religion. Karakteristisk for disse magere var det incestuøse ægteskab med mor, søster eller datter. Dette ægteskab havde en magisk funktion. Det efterlignede det forhold, hvorved skaberguden Ormazd havde avlet lyset, solen og månen. Efter at Ormazd havde skabt alle de gode skabninger, godtede djævelen Ahriman sig, for alle disse skabninger var jo hyllet i mørke og derfor til ingen nytte. ”Han skulle bare vide, at han ved at sove med sin mor og sin søster kunne avle sol og måne”. Denne bemærkning overhøres af dæmonen Mahmi og røbes for skaberguden, der straks benytter sig af den foreslåede fremgangsmåde. Læg mærke til, at det incestuøse forhold er årsagen til urlysets skabelse, og dermed vel også til mystikerens lysvision, og er en teknik opfundet af djævelen. Når magiernes mediske præsteskab efterligner det incestuøse forhold i deres eget ægteskab, er det sandsynligvis med det samme sigte: at fremkalde lys, her den mystisk-ekstatiske vision. Både magiernes praksis og Simon Magers ”myte” om den nedstigende kvindelige kraft, som ved sin nedstigen bliver årsag til verdensskabelsen og atter ved tabuoverskridende seksuelle aktiviteter bliver forenet med den mandlige guddom, forstås bedst på baggrund af den forestilling om kundalini-kraften, vi kender fra Indien. Læg mærke til, at den kvindelige ”tanke” som en anden Athene ”springer frem” af den mandlige guddoms pande som begyndelsen på sit fald og sin nedstigen. De ejendommelige spekulationer, som ligger bag Simon Magers kosmogoni, og som især karakteriseres ved den mærkelige identitet mellem makrokosmisk skabelse og det, som sker indeni hovedet på mennesket=mikrokosmos, er typiske for indisk tantra. Men de stammer næppe fra Indien, snarere fra magernes præsteskab i Medien, som ifølge antikke kilder netop inddelte tilværelsen i det mandlige, lyse, varme, tørre og det kvindelige, mørke, kolde-flydende-træge. If. Hippolyt ref I,2 havde Pythagoras lært dette af ”kaldæeren Zarates”. Heraf Heraklits berømte påstand: ”For sjælene er det død at blive til vand”.

I indisk tantra mener man, at verden er opstået, ved at den kvindelige kundalinikraft faldt fra sin oprindelige position, hvor den var forenet med den mandlige kraft. Da der eksisterer en fuldkommen parallelitet mellem makrokosmos og mikrokosmos, hviler den nu som en slange rullet 3 ½ gang rundt om et gyldent æg ved foden af menneskets rygrad. Den er identisk med seksualkraften og udtømmes/svækkes ved sædafgang, men ved de rette teknikker kan den bringes til at stige op igen ad en kanal i rygraden, så den til sidst sprøjtes ind i hjernen, dvs. atter forenes med den mandlige kraft i en voldsom orgiastisk- mystisk oplevelse af lys. En af disse teknikker til aktivisering af seksualkraften er det orgiastiske, tabuoverskridende samleje.

I den gnostiske sekt Peraterne, dyrkedes en lære om slangen, som synes fuldstændig identisk med den indiske lære om kundalinislangen, blot med den forskel, at slangen her er en mandlig kraft og identificeret med Jesus:

”Altet består af Fader, Søn og materie. Hvert af disse tre principper indeholder i sig uendeligt mange kræfter. Midt mellem Fader og materien har Sønnen, Logos, sin plads, slangen, som evigt bevæger sig enten i retning af den ubevægede Fader eller i retning af den bevægede materie og snart vender sig til Faderen og tager kræfterne ind over sit ansigt, men efter modtagelsen af kræfterne vender sig til materien, og denne, som er kvalitetsløs og formløs, indpræges så fra Sønnen de ideer, som først var blevet Sønnen indpræget af Faderen” (Hippolyt elench. V 9,12). ”Ingen kan nu frelses og atter stige op uden Sønnen, som er slangen. Thi som han fra oven bragte de faderlige urbilleder herned, således bærer han også hernedefra de af Sønnen opvakte og dem, som atter har antaget Faderens træk, opad”(ibd 17,8).

Hævet over magterne: 2.En 11,1ff stilles Enok nærmere ved Herren end Gabriel, og det hedder: ”End ikke for mine engle har jeg kundgjort min hemmelighed...men for dig kundgør jeg det i dag.”

Irenæus fortsætter sin skildring af Simon Mager:

”Profeterne (i det Gl. Test.) havde, inspireret af verdensskaberenglene, udtalt profetierne. Derfor bekymrede de, som havde deres håb i ham og Helena, sig ikke videre derom og gjorde som frie, hvad de ville. Thi ved hans nåde ville menneskene blive frelst, men ikke gennem retfærdige gerninger. Der fandtes heller ikke af natur retfærdige gerninger, men kun ved tilfældigheder, efter hvorledes englene, som havde dannet verden, havde udstedt det for gennem sådanne bud at føre menneskene i trældom. Derfor havde han lovet, at verden også skulle opløses...

(Mennesketanken holdes fast i den usynlige, uvirkelige verden, som imidlertid skal opløses, som den illusion den er.)

og de, som var hans tilhængere, skulle befries for deres herredømme, som havde dannet verden.

(4) Derfor levede deres mysteriepræster udsvævende og udførte troldomskunster, sådan som enhver af dem kunne det. De brugte åndeuddrivelser og indvielse ved trylleformular, midler til at vække en kvindes kærlighed og lyst, de såkaldte paredrer (skytsånder) og drømmesendere, og hvad der ellers findes af okkulte gerninger, udøves ivrigt hos dem. De har også et billede af Simon i skik­kelse af Zeus og Helena i skikkelse af Athene og tilbeder disse. Efter opfinderen af denne gudløse mening, Simon, kaldes de simonianere; fra ham tog denne bevægelse, som med et falsk ord kaldes erkendelse (dvs. gnosticismen), sin begyndelse, således som man ud af deres egne påstande kan læse det” (adv.haer.I 25,2-4)

Kirkefaderen Hippolyt skriver:

”Disse blev efterlignere af fejltagelsen, og af Simon Mager, og gør det samme, idet de siger, at man uden betænkning skal indlade sig med enhver med begrundelsen: ”Al jord er jord, og det gør ingen forskel, hvor man sår, når blot man sår”. Ja, de priser sig selv lykkelige på grund af denne forening (mellem kønnene) og siger, at det er den fuldkomne kærlighed og det allerhelligste”. (ref VI 19,5)

Om Simons endeligt fortæller Hippolyt:

”Peter gik stærkt imod ham, idet han (Simon Mager) forførte mange gennem magien. Til sidst...satte han sig under en platan og lærte. (3) Og da hans påstande næsten var modbevist, for han blev der længe, sagde han, at han, hvis han blev levende begravet, ville stå op igen den 3.dag. Han befalede at grave en grav, og befalede sine disciple at kaste jord på. De gjorde det, som blev befalet, men han er blevet dernede indtil nu. Thi han var ikke Messias”.

Om antallet af tilhængere omkring år l50 skriver Justin:

”Næsten alle samaritanere, nogle få også blandt andre folkeslag, bekender ham som den første Gud og tilbeder ham”.

Men kun 3 generationer senere fortæller Origenes (død 251 i Cæsarea i Palæstina), at der vel knap nok fandtes 30 simonianere tilbage i selve Palæstina og ingen udenfor. Årsagen til denne hastige tilbagegang var, som jeg skal forsøge at vise, at sekten oprindeligt fremstod med et budskab om udødelighed (jordisk udødelighed), et budskab, som blev grundigt modbevist af tidens gang og de forskellige sektlederes død.

Om Simons efterfølger skriver Justin:

”Om en vis Menander, ligeledes samaritaner, fra landsbyen Kapparetia, elev af Simon, der ligeledes fik kraft fra dæmonerne, ved vi, at han kom til Antiokia og bedrog mange ved trolddomskunst, og han bibragte sine disciple, at de ikke skulle dø. Og også nu er der nogle af dem, der hævder dette” (apol. I,26,4).

Irenæus:

”Efterfølgeren af denne var Menander, en samaritaner af fødsel, der også selv nåede til den højeste troldomskunst. Han sagde, at den første kraft var ukendt for alle, men han var den, der var blevet sendt fra den usynlige verden som frelser for menneskene. Verden var dannet af englene, som han, ligesom Simon lod være frembragt af Ennoia, tanken. Han føjede til, at han gennem den troldomskunst, han lærte, gennem erkendelsen om dette, kunne besejre selve de engle, som havde dannet verden. Hans elever fik nemlig gennem dåben til ham (latin: in eum) opstandelsen, og kunne derefter ikke mere dø, men forblev uden at ældes udødelige” (adv haer I 23,5).


Denne forestilling, at den indviede er hævet over magterne, genfinder vi hos Karpokrates´ tilhængere:

”..de siger, at de har allerede magten til at herske over magterne og denne verdens skaber, og ikke blot det, men over alt, som er skabt i den” (adv.haer. I 25,3).

Om en konkurrent til Simon Mager fortæller Origenes:

“Så fremtrådte af samaritanerne en vis Dositheos og sagde, at han selv var den profeterede Messias, og siden da og til i dag er der dositheanere, der både bruger bøger af Dositheos og fortæller nogle myter om ham, som om han ikke havde smagt døden, men stadig skulle være i live et sted” (Johanneskommentaren kap 13,27).

Meget udførligt fortælles der om Dositheos og Simon i den pseudoklementinske roman:

“Denne Simon er søn af Antonius og Rakel. Samaritaner af nationalitet fra landsbyen Gitta.. I Alexandria i Ægypten trænede han sig meget i den græske dannelse og blev meget kyndig og viis udi magi og vil nu regnes for at være en vis “højeste kraft” af netop den Gud, som har skabt verden. Af og til giver han også rollen som Mes­sias og betegner sig som den stående. Den titel anvender han, da han altid vil bestå, og det er ikke muligt, at hans legeme falder på grund af forrådnelse. Han benægter også, at den Gud, som har skabt verden, er den højeste, heller ikke tror han på de dødes opstandelse. Han vender sig fra Jerusalem og sætter i dets sted bjerget Garizim. I stedet for vor Messias, den sande, giver han sig selv ud for at være Messias. Det, som står i loven, tolker han allegorisk efter sit eget forgodtbefindende. Ganske vist taler han om en fremtidig dom…

(23) Simons berøring med religiøs lærdom kom i stand på følgende måde: En vis Johannes Hemerobaptist var trådt frem...Og således som Her­ren efter antallet af solmåneder havde 12 apostle, således samlede sig også om Johannes efter månemånedens beregning 3o fremstående mænd. Mellem disse befandt sig en kvinde ved navn Helena, for at der også her skulle herske en betydningsfuld orden. Thi kvinden, som kun tæller for en halv mand, lod tallet 3o blive ufuldstændigt, ligesom ved månen, hvis omløb ikke helt udfylder en måneds varig­hed. Af de 3o gjaldt Simon i Johannes’ øjne som den første og betydeligste, som dog ganske vist af flg. årsag efter Jo­hannes’ død blev hindret i at indtage den førende stilling:

(24) Johannes blev nemlig ombragt ved denne tid, da Simon var rejst til Ægypten for at studere magien, derfor kunne en vis Dositheos, der stræbte efter lederembedet, udbrede den falske efterretning om Simons død og overtage sekten. Da nu Simon kort efter vendte tilbage, afkrævede han ved mødet med Dositheos ikke denne hans stilling, så heftigt han dog begærede denne for sig selv — fordi han meget vel vidste, at han, der var kommet ham i forkøbet i dette embede, mod sin vilje ikke kunne afsættes..”

Der findes i disse gnostiske og protognostiske skoler forestillingen om den fornemste discipel (den discipel, mesteren har udset som sin ef­terfølger) som den autoriserede fortolker af mesterens lære og garant for en ubrudt læreoverlevering. Menander kaldes Simons “efterfølger” (Euseb hist eccl III 26,1), sucessor (Ir adv haer I 23,5). Markion er succedens Kerdon (Ir I 27,2). I oldkirken påberåber man sig Peter, i jødekristendommen Jesu broder Jakob som en garant for den sande overlevering. Men en særlig betydning får en sådan autoriseret, særlig ud­peget fortolker af mesterens lære i gnosticismen, fordi der her reg­nes med en esoterisk tradition ved siden af den almindelige. Dette er årsagen til Simons særlige fremgangsmåde, da han skal erobre lederposten fra Dositheos: Han udspreder det rygte, at Dositheos simpelthen mangler kendskab til de dybere hemmeligheder i Johannes’ lære. Vi kan se, hvorledes det eneste skrift, som er overleveret fra Simon Magers hånd, Apofasis Megalæ, er et forsøg på at lægge en esoterisk tolkning ind i det velkendte motiv fra Johannes Døbe­rens forkyndelse: Træet, som enten skal bære god frugt eller kastes i ilden.

(4) ”Da han imidlertid efter nogen tid traf sammen med sine 30 meddisciple, begyndte han at udsprede bagtalelser mod Dositheos. Denne, hævdede han, overleverede ikke læren rigtigt, og gjorde dette mindre af ond vilje end af simpel uvidenhed. (5) Da Dositheos mærkede, at Simons velberegnede bagtalelser fik hans egen anseelse hos den store mængde til at vakle, så de ikke længere holdt ham for den Stående, skete det engang, da Simon indtraf til den sædvanlige sammenkomst, at han slog ud efter ham i vrede. Dog stokken syntes at gå igennem Simons legeme, som var han røg. Chokeret derover råbte Dositheos til ham: ”Hvis du er den stående, vil jeg også hylde dig”. (7) Da Simon havde sagt: ”Jeg er” (græsk: ego eimi), blev det klart for Dositheos, at han ikke selv var den stående…”

I 1.Enoks bog forenes alle ”de retfærdige” med Menneskesønnen efter døden. Men ligesom Enok i særlig grad har enhed med Menneskesønnen, således også lederen af denne apokalyptiske gruppe. Lederen hyldes som en slags prototype på det menneske, som står/består i evighed. Jævnfør Pseudoklementinerne rec III 47,3, hvor Simon siger: ”Jeg er Guds søn stående i evighed, og jeg vil gøre, at de, der tror på mig, på samme måde skal stå i evigheden”

”derfor faldt han ned og tilbad, og idet han sluttede sig til de 29 høvdinge (exarchoi), opstillede han Simon på sin egen æres­post. Og således, efter at han var blevet stående, og hin faldet, døde Dositheos ikke mange dage senere”. (hom II 22-25)

Læg mærke til, at kredsen på 30 disciple kaldes “ledere”, exarchoi. Man har ment, at Jesu 12 disciple symboliserede de 12 stammer og dermed begyndelsen til endetidens Israel3 . Langt vigtigere er dog symbolikken omkring det hellige råd af ældste eller dommere. Dette råd har en kosmisk symbolik knyttet til sig, det afbilder gudeforsamlingen, og er som sådan enten afbillede af “solens kreds”(med 12 ell 24 ell 60 medlemmer efter de 12 stjernetegn, solen passerer igennem) eller ”månens kreds” (med 30 medlemmer efter de 3o dage, det tager månen at gennemløbe sine faser, dvs. fuldbyrde et kredsløb).Vi kan genfinde månens kreds i de 30 oprejste sten, som udgør hovedkredsen i Stonehenge, (ældre billeder synes at vise, at den 30. sten var væsentligt mindre end de øvrige 29). Det må efter den nyeste forskning betragtes som et alting, et stammernes råd, jnf Joh Åb 4,4 & 21 & Matt 19,27. I Excerpta ex Theodoto (valentiniansk) er apostlene sat i sammen­hæng med de 12 stjernetegn (25,2).

Valentinianerne hævdede, at deres mester var discipel af paulusdisciplen Theodas. Mere sandsynligt er det imidlertid, at han er discipel af Simon Mager. Valentins 30 æoner er en vi­dereudvikling af den simonianske inderkreds bestående af de 29 stående, dvs. evige/udødelige) og den ene faldne kvinde.


Simon kalder Gud for ”den, som er stående, stillede sig op og vil stå”4 , dvs. den evigt stående. Hos Filon udtrykker vendingen “at stå” nærhed til og enhed med Gud, som i den egentligste betydning af ordet er den, der står fast i evighederne. Fastståen er først og fremmest mulig omkring den værende, dvs. Gud (somn II 237). Den vise søger at få fastståen som en gave fra Gud, der siger til Moses (billedet på den vise): ”Stil dig ved siden af mig selv” (5.Mos 5,3l - de conf ling 30). En nær paral­lel til nævnte Filon-sted er 2.En 9,23-30:

”Og Herren kaldte...:Vær frimodig Enok, rejs dig og stil dig foran mit ansigt. Lad Enok træde hen og stå foran mit ansigt. Og Herren sagde til Mikael: Tag Enok og affør ham de jordiske klæder og salv ham med god olie og ifør ham herlige klæder5 ...Og jeg var som en af de herlige, og der var ingen forskel” (overs. A.Bugge & E.Hammershaimb i De gl test. Pseud.).

I Petersakterne er bevaret flg. hjertesuk fra Simon Mager:

”Jeg vil flyve op til Gud, hvis kraft jeg er, skønt jeg er ble­vet svag. Selvom også I er faldet, se! jeg er den stående, og jeg kommer op til faderen og spørger ham: Også mig, din stående søn, ville de bringe til fald, men jeg har ikke sluttet mig til dem, men har skyndt mig op til mig selv”. (act Pet 31)

Op til mig selv: Faderen er opfattet som Simons højere jeg. Den stående, som hos Filon er tolket som den urokkelige, uforanderlige, er hos Simon tolket som den udødelige, uforgængelige. De, som evigt ”står” for Guds åsyn som Enok eller ved siden af Gud som Moses, er englene, ”Gudssønnerne”, som de også kaldes i det Gl.Test. Den vise hos Filon eller i Enok-kredsene håber at få del i denne ståen, evt. gennem en rituel akt, som indbefatter salvning og investio, iklædning af en strålende hvid klædning, jnf. den urkristne dåb, som omfattede både salvning og iklædning af alba baptismalis. På mandæisk kaldes dåben ”oprejsningen” - underforstået til evig ståen i lysets verden. Som en ægte mystiker oplever Simon denne evige væren som foreningen af fortid, nutid og fremtid. Den evige væren er væren i det evige nu, som er foreningen af datid, nutid og fremtid. Måske er Simon igen her afhængig af magernes zerwanisme. I sin gennemgang af zerwanismen nævner Widengren formlen (brugt om Ohrmazds tid) ”var og er og altid vil være”6 . Dåben er altså en oprejsning til evig ståen i gudesønnernes råd (”on a place of standing, Thou hast set me” – således oversætter Sven Holm Nielsen et af fragmenterne af Takkesalmerne i Qumran). For Simon er det hele en indvielse til evig udødelighed, mere end en indvielse til evigt liv i himlen. Simon har egentlig slet ikke brug for Gud og himlen, for Faderen – det er ham selv.

For at forstå gnosticismen, som var den første store mistolkning af kristendommen, må vi forstå, at den udgår fra Simon Mager, og forstå den indstrømning af magi og magiske teknikker i urkristendommen, hans bevægelse repræsenterer


Et særligt pikant kapitel er den dyrkelse af seksualiteten, Simon prædiker. Gnosticismen blev senere asketisk, men de ældste gnostikere dyrkede en libertinistisk praksis, dvs. hyldede den frie og uhæmmede seksualitet. Begyndelsen til denne bevægelse kan spores allerede i Johannes’ Åb's advarsler mod nikolaiterne (2,7+15), der nævnes i samme åndedrag som Bileam, som lærte Israel at spise afgudsofferkød og bedrive utugt. I det jødiske mystiske skrift Sohar (II,fol 21b-22a) hævdes det, at kun én profet er fremstået, som kunne måle sig med Moses, nemlig Bileam. Men hvorledes kunne en stjernetyder som Bileam måle sig med Israels profeter, spørges der videre? Jo som Israel betjente sig af det øvre, højre, således betjente Bileam sig af det nedre, venstre, uhellige. Bileam er altså profet for det, som man i indisk religion kalder venstrehåndet tantra: et forsøg på at få kontakt med de kosmiske kræfters mørke side (og den dæmoniske side i sig selv) ved at overskride tabuer. I Judasbrevet 8 tales der om at "spotte de herlige"7 . De, som gør dette, har givet sig Bileams vildfarelse i vold og følger deres lyster og er skampletter på de kristnes kærlighedsmåltider, Jud 11-13. Spot: Hos karpokratianerne, en tidlig gnostisk sekt, som lærte, at man først kunne blive frelst og slippe ud af genfødslernes kredsløb efter at have begået enhver tænkelig synd, skulle man foragte ”fabricatores mundi”(dvs. de magter, som havde skabt verden), og den, som foragtede dem mere end Jesus, kunne nå endnu højere end ham (Irenæus adv.haer. I,25,2). I Basilides´s gnosticisme spotter Jesus de verdensskabende magter, og de, som har erkendelse (gnosis), er befriede fra disse magter, ibd. 24,4.

Filon lærer, at skabelsen var formidlet af engle.

Paulus lærer, at Moseloven var formidlet af engle og derved mindreværdig, Gal 3,20.

Simon lærer, at skabelsen var udvirket af englemagter (mundi fabricatores), og budene givet af de samme magter og derfor trælbindende (et udtryk også kendt fra Paulus).

Dette, at de ældste kristne mente sig løst af Moseloven, er af nogle tolket som den frigjortes ret til at overskride loven, ja tilmed spotte de straffende englemagter, som vågede over loven, og bryde alle gamle tabuer i forbindelse med afgudsoffermåltider og seksualitet. Andre mente dog, at tantriske teknikker af denne art var den måde, Bileam bandt israelitterne ”i åg med Baal Peor” på, 4.Mo.25,1-3.


Af kirkefaderen Hippolyt ref VI, 9-18 gengives et skrift af Simon Mager med titlen Apofasis Megale (”Den store bekendtgørelse”). Skriftet må døje den tort at blive erklæret for uægte af de fleste tyske teologer8 (en undtagelse er W.Schmit­hals, Die Gnosis in Korinth, 1956). Tankerne i det svarer imidlertid, for så vidt de overhovedet lader sig dechifrere, nøjagtig til det, vi ved om Simon Mager. Det er typisk Mager-visdom, dvs. spekulationer over iransk ildkult. Men lad os give en prøve på magerens stil:

Det tilblevne (avlede) kosmos er opstået af den utilblevne ild.

”Det begyndte at opstå på denne måde: Tilblivelses- (ell avlings-) princippets 6 første-rødder tager sin tilblivelse fra hin ildens urprincip...”(12,1).

Rødderne, hedder det videre, er opstået efter et ægteskab og ud af ilden. Dette første, skabende ægteskab er ægteskabet mellem Nous og Epinoia (andre steder i kirkefædrenes gengivelse af Simons lære Ennoia=”tanke”) = ægteskabet mellem himmel og jord. Af dette fødes de øvrige 4 rødder: Fone (”lyd”), Onoma (”navn”), Logismos og Enthymesis. Logismos får senere i munkevæsnet en negativ klang, det er de urene, forstyrrende tanker, ordet står ofte i en negativ betydning, se W.Bauer, Wörterbuch:”in malem partem”. Enthymesis har en klang af ”lidenskab” over sig. Simon citerer klageordet fra Es 1,2: ”sønner har jeg født, men de har foragtet mig”: Kæden af seks rødder skal sandsynligvis skildre, hvorledes den rene bevidsthed fyldes af tanker og ord for til sidst at synke ned på begærets og lidenskabens stade.

Dette resulterer imidlertid ikke i en asketisk holdning til den ydre verden, tværtimod. Det er stærkt nødvendigt, at den grænseløse kraft afbildes i de 6 rødder, da den ellers vil gå til grunde med menneskets død. Det er altså stærkt nødvendigt, at manden “sår” sin sæd, for gør han dette i hellig afbildning af den grænseløse kraft, vil han allerede på jorden blive fuldstændig identisk med denne både i hense­ende til væsen, kraft og størrelse, jnf. at Simon betragtede sig som “den himmelske Fader”. Det jordiske menneske, som har udviklet kraf­ten i avlingsprincippet, er Gud.

“Thi idet kunnen bliver til kunst, bliver den lys for de tilblivende ting, men bliver den til manglende kunnen og mørke, så er det, som om den ikke var, og den går til grunde med menne­skets død.”

Man mærker bag denne kosmologiske spekulation magernes lære, om hvorledes Ohrmazd med sin mor og søster avlede sol og måne. Fone og Onoma er nemlig sol og måne, hedder det. Logismos og Enthymesis er luft og vand 9 .

Den erotiske promiskuitet kaldes hos Simon “den fuldkomne agape og det allerhelligste” (Hipp. ref. VI,19,5), ordret “helliges hellige”, samme udtryk, som bruges om sovegemakket i Filipsev 85,19f, jnf. 71,3ff: ”Hvis det sømmer sig at udtale en hemmelighed: Altets Fader forenede sig med jomfruen, som var steget ned...På hin dag åbenbarede han det store brudegemak”. Rester af den simonianske terminologi er umiskendelig.

Hos Simon Mager er den højeste gud, den karakteristiske evighedsgud, som er foreningen af 3 tider, fortid, aorist og fremtid. I dåbsmysteriet formes initianten i denne guds billede (græsk: ex-eikonisthæ), og denne sakramentale identifikation fuldbyrdes ikke efter døden, for der er ting, der tyder på, at Simon og hans disciple betragtede sig som udødelige, men i den erotiske kærlighed og avlingsakten: Flammesværdet, begærets ild, vender sig i blodet til sæd i manden, til modermælk i kvinden, og derved bevogtes livstræet. (En simoniansk dåb omtales Ps-Cyprianus, de rebaptism 16: Simonianerne lod under deres døben magisk ild komme til syne over vandet.)

Et udsagn i Apofasis handler sandsynligvis om dette, at det seksuelle begær ofte forties: "for at enhver af de ting, som er blevet tænkt uendeligt ofte og grænseoverskridende, kan både udtales og gennemtænkes og virke, som Empedokles siger: Med jorden ser vi jord…med kærlighed kærlighed" (11).

I stedet for Apeiros Aion (”Grænseløs Evighed”) bruges udtrykket Apérantos Dynamis (”Den uendelige Kraft”) om den højeste gud. Magien er karakteristisk nok ikke interesseret i en personlig guddom, men i kraft, jnf. den moderne magis tale om ”energier”. Denne lære om den store, uendelige kraft er hemmelig lære og skal ligge forseglet, skjult og indhyllet, hvor altets rod er grundfæstet. Men dette hemmelige, transcendente sted/”hus” er også mennesket, ”som er blevet til af blod”. Der eksisterer altså en nøjagtig parallelitet mellem makroanthropos (=det omvendte verdenstræ) og det lille simonianske menneske, en identitet, som udtrykkes ved termen: “det lille vil blive det store. Men det store vil være Apérantos Aion” (17,7).

Når Moses siger, at på 6 dage skabte Gud himlen og jorden, tolker Si­mon dette om sig selv som Gud (14,l). Han er den store bevidsthed, som først udsender tænken og tanke (himmel og jord), stemme og navn (sol og måne) og endelig tankebygninger (jnf. 2.Kor 10,5, logismoi om forstyrrende tanker, som leder sindet bort fra koncentrationen på Gud) og begær. Til dette mener Simon at finde paralleller i embryologien. Barnet dannes i livmoderen = paradiset, og de 4 floder, som strømmer ud af paradiset, er 4 sanser, hvorved bevidstheden begynder at rette sig udad og fortabe sig i den ydre verden og al dens bitterhed. Men det bitre kan forvandles til sødt ved Logos, dvs. den simonianske belæring. Begæret bliver forvandlet til noget positivt som sværdene, der smedes til plovjern (15,4 & 16,5). Universets urkraft er, ifølge Simon ilden, som også er identisk med begæret efter at blive til. Denne lille gnist bliver - underlagt den rette simonianske belæring - til den store, uendelige kraft, identisk med den uforanderlige Aion, som ik­ke længere er underlagt tilblivelse (genfødsel), 17,7, og ikke forgår, når verden forgår, 14,6. Alle Aioner er sammensat af en mandlig og en kvindelig del. Deres forening er Faderen, den androgyne kraft, som består i ”enlighed”.

Apofasis Megale har af de fleste været betragtet som et stoisk, filosofisk skrift, som umuligt kunne være skrevet af Simon Troldmand, men ret forstået afslører det Simons karakteristiske tolkning af agape som orgiastisk erotik og verdensskabelse som tankens emanation udfra Faderen. At seksualkraften kan blive genstand for mystisk farvet spekulation, har måske virket fremmed for forskerne og spærret for forståelsen. Men her har Dialogcentret i Århus ved at blotlægge de tantriske teknikker, som den dag i dag er den hemmelige kerne i mange guru-bevægelser, gjort en ny forståelse af Simon Magers lære mulig: Den kvindelige kraft, som falder, stiger ned fra sin oprindelige forening med den mandlige kraft, ja, som Athene springer ud af højgudens pande (dvs. ud af ”det tredje øje”) og derved giver årsag til verdens tilblivelse, er en nøje parallel til den indiske kundalinikraft, slangekraften, som atter skal bringes til opstigning og forening med den mandlige kraft ved stimulering/manipulation af seksualkraften.

Simon er næppe afhængig af indisk visdom på dette område (hos Simon synes hovedvægten at være lagt ikke på sublimering af seksualkraften som i Indien, men på ivrig udnyttelse), men både Simon og den indiske tantra har ældre rødder. Gamle segl fra den Nære Orient viser således en nøgen kvinde, som stiger ned fra himlen stående i et vinget tempel på ryggen af gudernes ældgamle ridedyr, tyren. Europa, som føres bort på ryggen af Zeus-tyren, er, ifølge W.Bousset en fønikisk myte og står for det modsatte: Den kvindelige frugtbarhedskraft tages bort ved vinterens begyndelse. Der findes også mange billeder af den nøgne syriske gudinde med slanger i hænderne, og slangerne kan endda mødes foran hendes nøgne skød. Slangen, som stiger op af træet i tilværelsens centrum, i paradiset, og lover Eva, at hun skal blive som Gud til at kende godt og ondt (if. Ivan Engnell bruger man her de to poler til at angive en altomfattende erkendelse), genfinder vi i græsk mytologi som Heras slange, Ladon, i Hesperidernes have. Den vogter frugterne, som giver evigt liv, og den sover aldrig. Ladon genfinder vi i Ugaritteksterne som slangen Ltn med 7 hoveder og i Gl.Test. som Livjatan, ”som troldmændene søger at rejse” Job 3,8. Livjatan, ltn, må oversættes som ”den sammenslyngede, bugtende”, den samme betydning, som ligger bag sanskrit-glosen kundalini. Sammenligningen med den græske version af denne gamle nærorientalske myte viser, at slangen, som Eva møder i paradiset, er Ladon-ltn, kundalinislangen. Fristelsen i syndefaldsberetningen er altså en fristelse til at søge at nå lighed med Gud ved tantriske teknikker til oprejsning af slangekraften, teknikker som også omfatter berusende og bevidsthedsudvidende drikke tilvirket af f. eks. granatæbler. Kundalinikraften er specielt knyttet til den store krigsgudinde Kali, i Ugarit kaldes hun Anath ltn, og vi genfinder hende i Grækenland som Athene (inversion af Anatha), som springer frem af Zeus´ pande og bærer det frygtelige slangeomkransede Medusa-hoved på sit skjold. Synet af Medusa var det syn, grækerne frygtede allermest at udsættes for efter døden. Det står for den mystiske skuen, som trækker bevidstheden tilbage til dødelig inerti og urfjeldets ubevægelighed før skabelsen og livets tilblivelse.10

Bultmann-skolen i Tyskland mente, at både Johannes-evangeliet og Pauli modstandere var præget af en tidlig før-kristen gnosticisme. Nyere forskning (Simone Pétrement) viser dog, at gnosticismen sandsynligvis er et kristent kætteri. Som jeg har søgt at vise, har dette kætteris opståen noget at gøre med en stor og farverig skikkelse, en samaritansk guru, som en overgang havde hele Samaria i sin magt, men endte med at blive grundigt skuffet i sin tro på at være udødelig. Hvad hans forhold er til nikolaiternes bevægelse, er ikke helt klart, men de to bevægelser er beslægtede i deres interesse for seksualakten.

Men gnosticismen har også en af sine rødder i døberbevægelsen rundt om Johannes Døberen og Jesus. Her har man interesseret sig for den rejse til, optagelse til himlen, som er blevet skikkelser som Enok og Elias til del, og den ældste dåbsrite må ses som en rituel himmelrejse, der endte med opstilling i gudesønnernes kreds11 . Jnf. Simons tale om at flyve op til sin far.


Simon er helt klart mystiker, hvilket ses af de mystiske identifikationsformler, som Hippolyt citerer fra Apofasis M.: ”Jeg og du ét, før mig du, det, som er efter dig, jeg. Det er den ene kraft, delt oventil og hernede, avlende sig selv, gørende sig selv mangfoldig, søgende sig selv, findende sig selv, sin egen mor, sin egen far, sin egen søster, sin egen hustru, sin egen datter, sin egen søn, moder, fader, ét, altets rod” (17,2f). Men det egentlige mål er at blive uforanderlig – ”helt lig den uforanderlige Aion (=evighed)”. Mystikken kommer også til orde i hans tale om ildens dobbelte natur, skjult og åbenbar, noetisk12 og sanselig: "Den sansbare ild blev til af den mystiske (noetiske) ild, den mystiske ild er skjult i den synlige". Foruden den synlige ild, "som har alt i sig både det, som sanses, og det, som man ikke lægger mærke til", er der den oversanselige, "skjulte ild".

Hans mystik er en mystik, hvor enhed med Gud søges vundet ved illegitime midler, hvormed man forsøger at trænge ind i det allerhelligste. Der er kristne elementer i Simons forkyndelse, f. eks. omtalen af Gud som Faderen, af Helena som ”det fortabte får” og talen om den fuldkomne Agape/kærlighed. Der er ingen tvivl om, at han i modsætning til de strenge, asketiske tolkninger af kristendommen, som tidligt dukker op i urkristendommen, forsøger at gøre alvor af Kristi kærlighed til og frelsestilsagn til synderinden. På en måde opfatter han sig selv som kristen og vil tilmed forsøge at eftergøre Jesu opstandelse, men der kan dog ikke herske tvivl om, at hans egentlige interesse er magien, de kosmologiske spekulationer og hans egen rolle som Gud og guru.


I det gnostiske skrift Eugnostos’ brev, fundet i lidt forsk. versioner i Nag Hammadi13 , finder vi en videreudvikling af Simon Magers system. Begyndelsen (arché) er her som hos Simon ”Faderen”, og vi møder lidt senere i kosmogonien et stort ”androgynt menneske” og en ”enhed”, som bliver til mangfoldighed gennem omtrent de samme 6 trin som hos Simon: Nous, Ennoia, Enthymesis, Fronesis, Logismos, Dynamis, idet Ennoia repræsenterer 1, Enthymesis 10, Fronesis 100, Logismos 1000, Dynamis 10 000.

”Menneskesønnen” ”stemte overens med” (symfonein) Sofia, sin fælle (syzogos), og åbenbarede et stort androgynt lys.

Den derved frembragte to-hed ”stemmer overens” og frembringer 12 kræfter, 6 mandlige og 6 kvindelige, som atter stemmer overens to og to og frembringer hver 6 kræfter, i alt 72, der hver frembringer 5, i alt 360: Året og tiden er skabt ud af evigheden.

Et hovedanliggende i skriftet er at sætte et bredt og skarpt skel mellem ”Sandhedens Gud” også kaldet ”Forfader” og den synlige verden, ”det manifesterede”. Denne højeste Gud er ”udødelig” og ”evig uforgængelig”, ”salig”. Han er ikke ”ideernes” verden, men en fremmed ”idé”, der overgår alle ting. Det er tydeligt, at forfatteren er ivrig efter at fjerne Gud så meget som muligt fra den synlige, kendte verden.

Skriftets hovedbudskab er, at ”alt det, der er opstået af det forgængelige, vil forgå…men det, der er af det uforgængelige, vil ikke forgå, men være uforgængeligt”. Mange mennesker ”kendte endnu ikke denne forskel, derfor døde de”. Vi står her over for Simon Magers drøm om ”uforgængelighed”. Uforgængelighed findes kun i ”den salige, uforgængelige, sande Gud”.

Denne Forfader frembringer nu en ”selvfader” ved at ”se sig selv indeni som i et spejl”. At se sig selv som i et spejl er en typisk mystisk term. techn.: Den højeste Gud hviler i evig selvkontemplation. Han spejler sig nu i en række selvspejlinger og frembringer således en række lykkelige væsner, som lever i ubeskrivelig glæde og umålelig jubel. Hans første spejling, ”Selvfaderen”, åbenbarer nu det føromtalte androgyne ”Menneske”. Dette væsen må vi forstå som makroanthropos: Han skaber ”en stor aión til sin storhed”. Han indeholder urmenneskets 6 ovenfor omtalte ”fuldkomne lemmer (mélos)”. Han skaber også myriader af engle, og alt dette er sikkert mellemleddet mellem den kaotiske, forgængelige verden og evigheden, idet det kaldes ”forbilleder” (typos). Hvorledes den kaotiske verden er opstået, siges ikke klart, men det er tydeligt, at man kommer fra den til den uforgængelige verden ved at passere gennem ”Mennesket” og ”Menneskesønnen” og deres syzygier. Den enes kvindelige partner, syzygé, kaldes for øvrigt ”Tavshed”, og det er til sidst tydeligt, at hele den gnostiske belæring kun er ufuldkomment udtrykt, for at tilhøreren ”kan bære det”, ”indtil det (ord), der ikke skal belæres, åbenbares i dig”.

Det hele må ses i lyset af mystikken: Vejen opad går gennem tavshed og ord, som ikke kan læres, men må åbenbares i ens indre. Gennem sammensmeltning (symfoni) mellem mandligt og kvindeligt, gennem ”udødelige himle… med troner og templer…vogne (harma)”.


Ligheden med Simon Magers system med urprincipperne Faderen og Ennoia er absolut slående og gør, at Simon må betragtes som de gnostiske ”kætteriers fader”. Læg mærke til, at det er i mødet mellem, i samklangen mellem mandligt og kvindeligt, at åndelige realiteter skabes, f eks det store androgyne lys. Simon er de tantriske teknikkers fader, den, der indfører seksualiteten som spirituelt værktøj, som middel til at nå androgyn urenhed på vejen til skuen.

Sin overvældende interesse for det erotiske deler Simon Mager med en anden tidlig gnostiker: Nikolaos, som ifølge Ps-Tertullian var en af de 7 fattigforstandere, der omtales i Apostlenes Gerninger: ”Han lærte, at mørket blev grebet af begær efter lyset og dette af et smudsigt og skammeligt begær. Man blues ved at omtale, hvilke afskyelige og urene ting, som opstod af denne sammenblanding. Thi han taler om visse æoner, som fødtes af noget skammeligt og om noget endnu værre, som er fremstået af disse, for videre fødtes dæmoner og guder og syv ånder og andet..”(de praescript haer 46). G.A.G.Stroumsa har påvist, at archonternes forførelse er en hovedmyte i tidlig gnosticisme og kan føres tilbage til beretningen i 1.Mo 6 om gudesønnernes fascination af menneskedøtrenes skønhed blot med den sædvanlige gnostiske holdning til det Gl. Test., som gør, at Gud bliver til den onde skabergud, og gudesønnerne til mørkets archonter (”fyrster”). Måske er det denne tidliggnostiske myte, der tænkes på. Vi ved i hvert fald, at nikolaiterne lærte, at ”der er én, som har skabt verden, og en anden, som er Herrens Fader”, og vi ved, at de lærte, at Norea, Noas kone, flere gange brændte arken, fordi Noa, som var den onde skaberguds tjener, ikke ville lade hende komme med i den, Epifanius pan 26,1,3-9. Om Nikolaos fortælles den pikante historie, at han lod sine disciple have samleje med sin smukke hustru, mens han selv og hans børn levede som jomfruer. (Klemens stromat. III 25,6). Hans hovedtese skulle have været, at man ”skulle misbruge kødet”. Han lærte også ”længe før Kerinth”, at Kristus, som stammede oven fra og var ude af stand til at lide, var steget ned i skaberens søn Jesus, Irenæus III 11,1. Altså sættes et skarpt skel mellem det kødelige menneske, det skabte legeme på den ene side, og de højere åndelige elementer i mennesket på den anden. Det kødelige legeme med dets instinkter og behov tilhører den onde (eller i hvert fald mindreværdige) skaberguds sfære og skal derfor misbruges, i hvert fald så længe man er på discipelstadiet, men Nikolaos og hans børn mener nok allerede at have gjort sig frie af kødet. At det er det, som er meningen, bekræftes af Irenæus: ”De lærer, at det er ligegyldigt (nullam differentiam esse), om man bedriver ægteskabsbrud og spiser afgudsofferkød” (adv haer I 26,3).

Nikolaiterne er på nogle områder en typisk jødekristen sekt, idet målet er det lille menneskes forening med makroanthropos: “Jeg stod på et højt bjerg og så en mand, som var høj, og en anden, som var lille. Og jeg hørte ligesom en lyd af torden og gik nærmere for at høre, og han talte til mig og sagde: Jeg er dig, og du er mig, og hvor du er, er jeg også, og jeg er sået i alle ting, og hvor du vil, kan du indsamle mig, men idet du indsamler mig, samler du dig selv.” (Epifanius, pan XXVI 3,1). Mange har sat spørgsmålstegn ved Epifanius’ skildringer af nikolaiterne og de med denne bevægelse beslægtede gnostiske retninger. Men hvis de oplysninger, han giver, tegner billedet af en religiøs praksis, som er gennemtrængt af en egen indre logik, hvor bizar end denne måtte synes os, så vil dette øge troværdigheden af de givne oplysninger. Og min påstand er, at den praksis, som skildres, rent faktisk er typisk tantrisk. Skabelsen er anskuet som gudens sæd, hans kundalinikraft, som synker og udtømmes. Heraf barbelognostikerens iver efter at samle sæd, f eks ved at man under hvert samleje spiser den i hånden udtømte sæd som et helligt måltid, et sakramente. Hvis uheldet er ude, og han ikke når at opfange sæden i hånden, og kvinden bliver gravid, vil han søge gennem provokeret abort at komme i besiddelse af fosteret, som så også fortæres. Meningen er tydeligt, at al sæd skal indsamles og reintegreres, for guden menes at have sagt: “Jeg er sået i alle ting..idet du indsamler mig”. Myten om arkonternes forførelse handler også om sæd, der indsamles, opfanges i kvinden og dermed fratages de verdensskabende arkonter. I tantra søger man ved manipulation af seksualkraften at bringe denne til sublimering/opstigen. Jnf., at Epifanius selv som ung har oplevet, at smukke kvinder tilhørende sekten ville “frelse ham” ved at tilbyde ham det afbrudte samleje. Dette samleje ofres til dæmonerne (“lig hos mig, så jeg må ofre dig til dæmonen” 9,6), og mærkelige fiktive dæmonnavne nævnes over seksualakten: på ægte tantrisk vis menes hjælpeånder, dæmoner at være tilstede, og det er til dem, seksualakten ofres, idet de tænkes at deltage i den. Også manikæismen handler om at indsamle lyssæd, men på en mere asketisk måde, nemlig ved at spise de frugter, som menes at indeholde den i de største koncentrationer. De gnostisk-nikolaitiske sekter, Epifanius fortæller om, indsamler også “sjælen” fra forskellige slags kød og grønsager, som de spiser, 9,4f.

Typisk for den venstrehåndede tantra er den normbrydende akt. Sekterne praktiserer således konebytning og lever i snavs og urenhed. Også i dag ser man tabubrydende adfærd i forbindelse med snavs og afføring praktiseret som tantrikerens vej til forløsning.

Hvordan skelner man mellem gnosticisme og kristendom? Som vi har set, gør også Klemens af Alexandria flittigt brug af udtrykket gnostiker om den, som søger den direkte gudserfaring. Salomons Oder regnes af nogle forskere for gnostiske, af andre for kirkelige. Efter min mening gør man bedst i at definere gnosticismen som en bevægelse skabt af Simon Mager, Nikolaos, Valentin. Nye religioner opstår ikke anonymt, men skabt af tidens idéer og karismatiske personligheder. Bevægelsen har delvis sin oprindelse i tidlig jødisk og urkristen mystik, men er langt mere synkretistisk, idet den mystiske oplevelse bliver eneste mål og søges vundet også gennem magi og tantriske øvelser af grænseoverskridende libertinistisk karakter. Dommens dag afløses af forestillingen om reinkarnation, og skaberen og den skabte synlige virkelighed bortdømmes som ond, idet sanseverdenen er et bedragerisk slør.

Når vi drøfter oprindelsen til det første og farligste kristne kætteri, gnosticismen, en religion, hvor hjertepunktet ikke er tro og etik, men (pseudovidenskabelig) erkendelse (græsk: GNOSIS) af dybere kosmologiske sammenhænge, så kommer vi altså ikke uden om de to skikkelser, som traditionen udnævner til kætteriernes fædre, Simon Mager og Nikolaos. Vi finder dem ”reinkarneret” overalt, også i den moderne nyreligiøsitet. Kristendommen blev i oldtiden reddet af de ældste kirkefædre, som fik indsamlet materiale om og dermed demaskeret de gnostiske sektledere i deres monstrøse spekulationer, deres selvforgudelse og bemærkelsesværdige besættelse af eros. Dette oplysningsarbejde er i dag lagt i hænderne på Dialogcenteret i Århus.


En moderne tantriker

En af vor tids kendteste tantrikere var Bhagwan Shree Rajneesh med bogen Tantra, The Supreme Understanding, 1975 (bogen er blot et enkelt skrift udvalgt af et forfatterskab, som svulmer ud over alle bredder): Den metafysiske intention (at få kontakt med ånderne) er her udeladt, i stedet forkyndes en tantrisk “praksis”, som må være særdeles spiselig for en ungdom opdraget med Freud og Jung. Budskabet er “stay loose” og tag, hvad livet byder. (Der hentydes især til det erotiske). Derved falder begæret af sig selv, og sindet bliver så afslappet, at du når mystikkens “hellige ataraxia (uforstyrrethed)” (For nu at bruge de ældste kristne munkes udtryk, som Rajneesh, så vidt jeg kan se, ikke kender). I denne tilstand af “total accept” kan der opleves “pludselig oplysning”(s104),og det er “nirvana”(ibd.).

De mange vesterlandske, amerikanske unge, som tog til mesterens center i Poona, er rejst de mange 1000 km for at blive bekræftet i det, som de havde lært hjemme på psykiatrikerens divan, men ordene har haft en anderledes og religiøs dimension, når de dryppede fra en orientalsk gurus læber. Dertil kommer den særlige atmosfære, når tusinder af unge er sammen og gør noget sammen. Det psykiatriske budskab voksede uden synderlig etisk anstrengelse til religion, hvilket de mange plakater, hvorfra guruen overalt på området skuede ned på beskueren, dokumenterer. For den terapi-hungrende var dette center af total psykiatri sik­kert et billigere sted at opholde sig end på psykiatrikerens triste divaneser, og så fik man religionen i tilgift. Om man også fik indre helbredelse, må stå hen i det uvisse.

Dog forsøgte guruen selv indimellem at fastholde bevægelsens karak­ter af anti-religion og antidualisme14 , bl a ved konsekvent at nægte at gøre noget ved Indiens enorme sociale nød. Han kritiserer f. eks., at man redder en mand, som har været ved at drukne, blot fordi man har lært, at sådan gør man (s155). Hvis man handler ud fra en eller anden “ideologi” eller af “gammel vane”, vil man have forpasset muligheden for at handle spontant! Kun hvis man handler spontant, kan noget “blomstre” inden i en. Konsekvensen af denne dyrkelse af spontan medfølelse bliver, at man kun skal hjælpe, hvis man har lyst, eller hvis det giver en noget.

I stedet for religionernes “du skal være så god, du skal være så god” og deres sociale fordømmelse af den, som ikke lever op til fordringen, sætter Rajneesh ikke som i kristendommen tilgivelsens mulighed og forsoningen på korset, men kravet, at du skal ”lære at elske dig selv” og lære at “elske mørket”, for derigennem bliver du en mere ”krydret” personlighed. Eksempel: Jesus kunne også blive vred og svinge svøben, mens Buddha var for tam og enstrenget, derfor er Jesus større, men -understre­ges det - Jesus er intet mod Tilopa:”Sange om Mahamudra” (mahamudra =”det religiøse samleje”).

Jesu lignelse om den fortabte søn refereres sammen med en beklagelse over, at denne lignelses budskab ikke er blevet forstået af de kristne. Budskabet er nemlig, at den fortabte søn ved sit dyk ned i værtshusmiljøet har fået en rigere oplevelse af livet end den enstrengede ældste søn! Som man vil se af ovenstående, er originaliteten af Rajneeshs tan­ker ikke slående, og som nytestamentlig ekseget ville han sikkert blive fyret. Men ved budskabets monotone gentagelse i bog efter bog og i sta­dig nye og undertiden ganske pudsige forklædninger opnår det dog en vis overbevisende kraft. Som en bibel, der gennemspiller troens tema i stadig nye variationer med hjælp af stadig nye episoder og fortællinger, såle­des virker Rajneeshs stil fortryllende ved selve sin umådelige ordrigdom på den, som ikke vil lære, men vil overbevises.

Fortællingen om den fortabte søn, som genfortælles levende og med mange flere ord end hos Lukas, røber dog, at guruen ikke har hævet sig over alle tabuer trods sit erklærede frisind: I stedet for den i indiske øjne tabuerede slagtning af fedekalven optræder en slagt­ning af et får. At denne ændring ikke blot skyldes hukommelsessvigt, ses deraf, at historien på andre punkter er gengivet med ordrette allusioner til det lukanske forlæg.


Spor af tantrisk myte i 1.En 7-9

I Qumran er fundet fragmenter af hele 9 eksemplarer af ”Giganternes Bog” - om de kæmper, der før syndfloden fødtes ved menneskedøtrenes forbindelse med gudesønnerne. En version af ”Giganternes Bog” kendes også fra Manis skrifter. Vigtigheden af dette skrift skyldes nok, at det giver en forklaring på de onde ånders opståen og væsen.

Det var naturligt for oldtidens mennesker at tro, at forsk. vigtige tekniske færdigheder og astronomiske indsigter oprindelig var betroet menneskene af guderne (eller stjålet fra guderne som f. eks. ilden, der var stjålet af Prometheus). 1.En 8 skildrer, hvorledes de faldne engle lærer menneskedøtrene og deres børn metalforarbejdning, fremstilling af smykker og våben, sminke, ædelsten og farver til klæder, brug af urter og magi, samt tydning af himlens tegn og varsler. Alt dette kaldes ”evige mysterier i himlen”, som gennem englene bliver åbenbaret for kvinderne og deres børn. Det er tydeligvis meningen at skildre, hvorledes krig, forfængelighed, begærlighed og trolddom kom ind i verden. Men problemet bliver endnu større med englenes og menneskedøtrenes børn, kæmperne, som begynder at dræbe dyr og til sidst også hinanden for at få kød at spise og blod at drikke 1.En 7.

I de Pseudoklementinske Homilier VIII (dvs. i den ældste jødekristendom) er englenes fald selve forklaringen på alt det ondes eksistens, og englene hævdes at have lært kvinderne astronomi, magi, brug af ædelsten og smykker, indfarvning af klæde, og de kæmper, som er resultat af deres forening, hævdes at have tørstet sådan efter blod, at de til sidst bliver kannibaler. I Homilierne er det tydeligt, at alle de onde ånder, som skaber alskens sygdom, ligesom i 1.Pet 3 føres tilbage til kæmperne, dvs. er ånderne af disse væsner, som var halvt engle halvt mennesker. Disse ånder får magt over mennesket, når man i de hedenske kulter ofrer til dem og giver sig ind under deres herredømme.

Men hvor kommer dette motiv fra?

1.En 6,4-6 fortæller, at englene nedstiger på Hermonbjerget 15 efter at have svoret en ed på, at de alle vil gennemføre deres forehavende og ikke springe fra. Allerede for mange år siden har Ch. Clermont-Ganneau16 sat denne nedstigen i forbindelse med en indskrift og en speciel konstruktion på toppen af Hermonbjerget, hvor et lille tempel og en spiralformet mur rundt om en hule antyder en cirkelbevægelse, der ender i hulen. Indskriften lyder: ”Efter en stor og hellig guds befaling, de som sværger, herfra.” Indskriften betegner if. Clermont-Ganneau det sted, hvorfra de ”sværgende” startede en religiøs procession, som bestod i en rituel omcirkling af det allerhelligste, den dybe hule i midten af det hellige, afgrænsede område, en parallel til omcirklingen af Kaba’en. W.Daum gør opmærksom på, at denne omcirkling i Mekka kaldes ´umra, et udtryk, som også bruges om den nygifte ægtemands indtog i sin hustrus forældres hjem. Han finder urmyten bag riten genspejlet i et sydarabisk eventyr om ”Æselskind”. Iført æselskind cirkler den unge helt (symbol på guden ´Athtar) rundt om sultanens palads, fra hvis tag den yngste prinsesse tilkaster ham en kærlighedsfrugt. Med et underfuldt sværd besejrer han derefter oversultanen (symbol på El)17 . Æselskindet afbilder det dæmonisk-orgiastiske i heltens natur.

Ifølge det syriske skrift ”Skattenes hule” levede Set-sønnerne på Hermonbjerget, hvor deres lovsange altid blandede sig med englenes. På bjerget var også den hule, hvori Adam var begravet. Set-sønnerne brugte eden ”ved Abels blod”, ved hvilken de også havde forpligtet sig til ikke at stige ned i dalen. Men tiltrukket af de skamløse Kainsdøtre og deres dårende musik lod 100 Set-sønner sig lokke til at stige ned.

Vi ved fra Babylon, at kongen som apotheose steg op på gudebjerget=tempeltårnet for at fejre helligt bryllup med en kvinde, som symboliserede landet, jorden, i hvert fald skulle være ”indfødt”. Jeg har i The Origin 18 påvist, at cirkelbevægelsens opstigen til kosmisk zenith er solsymbolik, solheltens apotheose med efterfølgende hierogami.

Men hvorfor solheltens nedstigen i en hule? Tantrisk teknik er et forsøg på at forene tilværelsens modsætninger, mandligt og kvindeligt, lys og mørke. Foreningen giver ikke blot mystisk skuen, men yoga-formåen, magiske kræfter, ved at knytte ånderne til sig. Den intellektuelle sandhedssøger, som søger lyset, knytter sig i Indien seksuelt til den mørklødede, primitive vaskekone netop for at forene sig med sin modsætning.

Som Theseus, der vandrer rundt og rundt i labyrinten, indtil han nedstiger til højgudens symbol, tyremennesket, og derefter kan bortføre Ariadne, således stiger solkrigeren ned i hulen for der at forenes med sin modsætning, jordens mørke dronning, som har sin bolig i omfalos (jnf. Herakles og Omfale). Kultdeltageren er gudesønnen, solhelten, som efter en rejse i solens cirkelbevægelse møder gudinden på verdensbjergets top. Myten om englenes fald i 1.En er farvet af denne tantriske kult på Hermonbjerget. Det, som ligger bag, er altså polemik mod en kanaanæisk-syrisk kult af tantrisk farve. De faldne engles (de kaldes i det aramæiske grundskrift "de, der våger") seksuelle overtrædelser knyttes direkte sammen med åbenbaringer af illegitim karakter: De lærer kvinderne trolddom og magi, 7,1. De typiske tantriske øvelser i grænseoverskridende seksualitet skal give tantrikeren magiske kræfter ved at tiltrække dæmoner (sorte engle) og knytte dem til sig. Det forklarer, at den direkte følge af den forbudte seksuelle aktivitet er magisk formåen. Men den grænseoverskridende moral er ikke blot på det seksuelle område. I næste generation spiser man allerede menneskekød og drikker menneskeblod.


Det karakteristiske for 1.En gengivelse af traditionen om gudesønnerne, som gik ind til menneskedøtrene, er, at den seksuelle forseelse dels er skildret som promiskuøs og dels er direkte kædet sammen med en illegitim åbenbaring af himmelske mysterier: "De begyndte at gå ind til dem og var promiskuøse med dem og lærte dem trolddom og magiske forbandelser, og hvorledes de skulle skære rødder og planter." 7,1. Jnf. 9,8: "og de afslørede for dem alle slags synder". Den regelrette åbenbaring, som bliver Enok til del, sættes ifølge John J.Collins i modsætning til denne illegale åbenbaring, som er nært knyttet sammen med seksuel synd19 .

Efter min mening er det, som ligger bag, tantriske forestillinger om, at det er muligt ved moralsk grænseoverskridende aktivitet at tiltrække de ånder, som råder over den kaotiske side af tilværelsen, jnf. hvorledes kæmpernes opførsel til sidst bliver en belastning for jordens og naturens orden (kaos fortrænger orden): "Da bragte jorden anklage frem mod de lovløse" 7,6. I 9,6 finder vi en interessant formulering i en af de græske tekstvarianter: "Og menneskenes sønner praktiserede disse teknikker (epitedeúmata) for at kende mysterierne".20


Thomasevangeliet

Det er et spørgsmål, om Thomasev. kan kaldes gnostisk-sekterisk. Måske er det snarere et eksempel på den ældste jødekristendom i den særlige form, denne havde fået i det østsyriske område omkring Edessa. Kristendommen synes her ikke knyttet til kirkehuse og ledet af biskopper, men af omvandrende visdomslærere. Logiet: ”Vær som sådanne, der går forbi”, hentyder if. Quispel til en omvandrende livsstil. Den kundskab, disse bibragte deres disciple, var ikke den kundskab, man kan erhverve sig ved at læse i bøger og skriftruller, men en dybere mystisk indsigt, man fik ved at se ind i sig selv: “Der er lys inden i en person, og han oplyser hele verden. Hvis ikke han skinner, er han i mørke". “Når I kender jer selv, vil I blive kendt, og I vil opdage, at det er jer, som er den levende Faders børn. Men hvis I ikke kommer til kundskab om jer selv, skal I hvile i fattigdom, og det er jer, som er denne fattigdom”. “Jesus sagde: Hvis de spørger jer: “Hvor kom du fra?”, så sig til dem: “Vi kom fra lyset, fra det sted, hvor lyset blev til af sig selv og grundfæstede sig og blev åbenbaret gennem deres afbilleder”. Hvis de spørger: “Hvem er I?” sig: “Vi er dets børn, og vi er den levende Faders udvalgte”. Hvis de spørger jer: “Hvad er jeres Faders tegn i jer?” sig til dem: “Det er bevægelse og hvile”.”

Den evige hvile er her noget, som er realiseret allerede her og nu som en indre tilstand. “Hans disciple sagde til ham: Hvornår vil kongeriget komme?” (Jesus sagde) “Det vil ikke komme, som noget I venter på. Der vil ikke være tale om at sige: Her er det! eller: Der er det! Nej, Faderens kongedømme er spredt ud over jorden, og folk ser det ikke.”

Som Karen King rigtigt gør opmærksom på, er der her ikke tale om, at skabelsen er frembragt af og behersket af en ond halvgud. Tværtimod er den sande Guds herredømme spredt ud over jorden 21 . Men det kan kun skues i en indre oplevelse, som dog synes formidlet af “billeder”. Den stadige tale om børn og Faderen tyder på, at billederne, som åbenbarer “lyset”, er den urkristne dåb, hvor mennesket bliver et med sit urbillede, sin engel. I Thomasakternes berømte "Sang om Perlen" er frelsen at kongesønnen atter ifører sig sit himmelske urbillede22 .

For Thomasev. findes Gud i en indre mystisk oplevelse, men denne er ikke uden sammenhæng med dåbsriten, men snarere en fordybelse af denne. Mystikken forsøg på at vende sig fra sanseverdenen er årsag til, at det ideelle er at være “enlig”, monachos, som det hedder med et græsk udtryk bevaret som “teknisk terminus” i det ellers på koptisk skrevne evangelium. Den popularitet, Thomasev. har fået i moderne søgende kredse, skyldes nok, at man har følt, det taler for en meget privat spiritualitet, hvor man søger og finder sandheden inden i sig selv. Der er slet ingen tvivl om, at Thomasev. er et mystisk ev., men dog næppe løsrevet fra kirkens sakramente.

W.Bauer har i en klassisk undersøgelse23 hævdet, at der oprindeligt ikke fandtes et skarpt skel mellem rettroenhed og kætteri i den ældste kristendom, mellem gnosticisme og kirkens tro, først efterhånden opstod forestillingen om den rette katolske tro. Yngre forskere som Karen King har med enthusiasme videreudviklet dette standpunkt: Oprindelig var der mange forskellige tolkninger af, hvad det var at være en kristen. Og i de følgende to århundreders kamp for at definere, hvad sand kristendom var, blev de gnostiske evangelier taberne. Men egentlig må disse gnostiske tolkninger med deres særlige veneration for Maria Magdalene og kvindelige bærere af autoritet betragtes som lige så autentiske som de kanoniske skrifter. Efter min mening er dette efterhånden så populære synspunkt forkert. Lige fra starten har der været en autentisk Jesus-tradition bestående af lignelser og logier samt et katekismusagtigt materiale knyttet til dåbssakramentet, og det har tegnet omridset af det fundament, troen var bygget på. Thomasev. indtager en ejendommelig mellemstilling mellem kirken og gnosticismen, idet det både tolker Jesusordene og vil fremstå som et skrift, der gådefuldt peger hen på en dybt esoterisk visdom. Thomasev. kan nok kaldes gnostisk i den betydning, Klemens bruger ordet gnostiker om den, som er oplyst af den sande gudserkendelse, men det hører ikke hjemme i gruppen af gnostiske spekulative systemer. Det, som kendetegner de gnostiske systemer, er, at de ikke bygger på den officielle, overleverede Jesustradition, men på en esoterisk viden åbenbaret for systemets opfinder eller hævdet overleveret som hemmelig tradition gennem Jesu broder Jakob eller Maria Magdalene. Thomasev. veneration for Jakob er åbenbar, men den afslører snarere skriftet som jødekristent end som gnostisk. Thomasev., Thomasakterne, Salomons Oder, Esajas’ Himmelfart, De Pseudoklementinske Homilier viser, at der ved siden af den paulinske kristendom fandtes jødekristne tolkninger af kristendommen, som havde deres eget præg indeholdende adskillige autentiske træk og ofte med et mere eller mindre asketisk præg betinget af deres søgen efter den mystiske vision. Det har fået forskere til at slå dem i hartkorn med de gnostiske systembyggere Valentin, Basilides, Justin, Simon Mager, Menander, Saturnil, Karpokrates, som også må tolkes som mystikere, men tydeligvis langt mere uortodokse og til dels synkretistiske i deres kristendomstolkning (både Justin og Simon Mager bruger både biblen og græsk mytologi som belæg for deres påstande). Efter min mening går de mange gnostiske spekulationer tilbage til Simon Mager, Kerinth og Nikolaos, Karpokrates, tidlige kristne, som har forsøgt sig med en højst egensindig kristendomstolkning og introduceret sig selv som en ny type i menighedssammenhænge: den orientalske guru.

Om Kerinth ved vi dog så lidt, at vi ikke kan afgøre, hvorvidt han samlede en skare af disciple om sig sådan som de 3 øvrige. Han lærte, at Jesus var et almindeligt menneske, søn af Josef og Maria, dog mere retfærdig og vis end andre. Kristus var steget ned over ham i dåben, og fra da af kunne han åbenbare Faderen og udføre mirakler. Mens Jesus var helt igennem menneske, var Kristus helt igennem ånd og Guds søn. Jesus døde og blev oprejst af graven, mens Kristus blot vendte tilbage til sin Fader, idet han hverken kunne lide eller dø.

Så vidt jeg kan se, er denne “Kristologi” et forsøg på at tolke Jesus i lyset af den jødekristne dåbslære: I dåben bliver det lille jordiske menneske ét med det himmelske fuldkomne menneske. Om Kerinth fortæller Irenæus videre (adv haer I,26,1), at han mente, at verden ikke var skabt af “den første Gud”, men af “en vis kraft adskilt fra og forskellig fra denne første, højeste autoritet, som er over universet”. Vi står altså igen over for den lære, som også står helt centralt i Simon Magers system, at den synlige verden er skabt af en eller flere underordnede væsner. Når S. Petrement kalder sin store bog om gnosticismen Le Dieu séparé, 1984, så signaliserer hun med denne titel det allervigtigste af de lærepunkter, som adskiller gnosticismen fra urkirken: Troen på Skaberen og den gammeltestamentlige Gud som mindreværdig og dum og forskellig fra den første og højeste Gud, den ukendte Fader. I denne konsekvente afvisning af skabelsen og den gammeltestamentlige Gud er vi ved det, som gør gnosis til kættersk gnosticisme. En anden ting er de tantrisk farvede seksuelle teknikker, som er typiske for både Nikalaos, Karpokrates og Simon, men endnu ikke for Kerinth. Når forskere som Karen King vil bruge de nyfundne koptisk-gnostiske skrifter til at plædere for en nyt syn på den ældste kristendom som en mangesidig størrelse åben for mange flere fortolkninger end den, som blev den sejrende, så er det metodisk forkert at tage sit udgangspunkt i så sene skrifter som Mariaevangeliet. Mariaev. og Nag Hammadiskrifterne repræsenterer gnosticismen i dens senere fase, som vildtvoksende spekulation undertiden tilsat masser af mystiske og magiske navne. Vi ser den samme udvikling i den jødiske mystik fra Menneskesønsmystikken i 1. En til de vidtløftige magisk-theurgiske teknikker i Hekhalot-mystikkens skrifter og den vildtvoksende jungle af himmelske rum og væsner i mandæernes skrifter. Glæden over alle de nyfundne skrifter har ganske fordrejet hovedet på vore forskere, så de har mistet orienteringsevnen og glemt det nødvendige princip at begynde med de ældste kilder. Begynder man med begyndelsen, Simon Mager, ser man, at den rolle Maria Magdalene spiller i f eks Filipsev., er kalkeret af efter den rolle, det kvindelige princip Helene spiller i Magerens gnosis: Hun er Kristi partner (græsk: syzygé) i det såkaldte “brudekammerets mysterium”, og enhver tale om urkristen feminisme og en kvindelig overapostel turde være ilde anbragt.

Forskere som Karen King og Elaine Pagels hævder, at de kanoniske skrifter i NT og specielt de 4 evangelier er et udvalg af skrifter opstået ved at undertrykke en række andre skrifter, som i grunden var lige så gamle og autentiske kilder til Jesu lære. Det er ikke rigtigt. Marieev. Sandhedens ev. Ægypter ev. Filipsev. er slet ikke evangelier i den gængse forstand, at de søger at gengive den tradition, som er overleveret os om Jesus. De er ikke traditionssamlinger, men forfølger deres egen spekulative dagsorden24 . De er skrevet, da de 4 kanoniske evangelier allerede var kendte og anerkendte autoriteter, og de låner navnet “evangelium” fra disse skrifter. En undtagelse er Thomasev., som man med en vis ret kan hævde gengiver en oprindelig tradition om Jesus, idet en række af de Jesusord, som her refereres, er mere eller mindre identiske med de Jesusord, vi kender fra evangelierne, men vedføjet “Jesusord”, som i det sædvanlige gnostisk-tilslørende kodesprog hentyder til den mystiske skuen af ild og lys. Disse sidstnævnte “Jesusord” er lidt for gnostiske til, at de virker autentiske.

At de nyfundne skrifter skulle være bedre kilder til gnosticismens oprindelse end kirkefædrenes referater, er noget vrøvl. Tværtimod synes de fleste af dem at genspejle et forholdsvist sent stadium i gnosticismens udvikling, en spekulation, som er på vej til at løbe løbsk (Widengren). King og Pagels mener, at de gnostiske evangelier var udtryk for en stærk antiautoritær, prokvindelig tradition, der med overlæg blev marginaliseret og skubbet til side som kætteri af det vindende biskop-tro parti omkring år 200 eft. Kr.

Dette billede kan Pagels og King kun fremmane ved helt at ignorere den libertinistiske praksis, som kendetegner den ældste gnosis (simonianere, nikolaiter, karpokratianere). Som understreget af J. Danielou er den libertinistiske gnosticisme ældre end den asketiske, og denne libertinistiske praksis har været en hovedårsag til kirkens afstandtagen, men naturligvis også afvisningen af troen på skaberguden og stemplingen af GT’s Gud som ond og slangen som god. Parallelt hermed løb hos kirkens teologer en besindelse på a)hvilke skrifter, der kunne føres tilbage til apostlene og deres nærmeste medarbejdere, og b)hvilke skrifter, der var anerkendte som hellige i alle menighederne til forskel fra de skrifter, som kun nød anseelse lokalt og i en mindre kreds. De var de to kriterier, der førte til udvalget af det NT, vi kender i dag, og ikke et eller andet kvindeundertrykkende instinkt.

King hævder, at Nag Hammadiskrifterne er skrevet, inden de nytestamentlige skrifter fremstod som norm og grundlag for kristendommen, men det er nok ikke helt rigtigt, for alene det, at nogle af skrifterne kalder sig evangelier og påberåber sig nytestamentlige skikkelser som Thomas, Filip, Jakob og nytestamentlige scener som Jesu himmelfart og forklarelsen på bjerget, røber jo deres afhængighed af NT. De søger at låne autoritet fra de skrifter, som allerede i 2.årh var i færd med at etablere sig som kanoniske. Spørgsmålet er, om ikke fænomenet snarere må ses som et tidligt eksempel på det, vi også kender så godt fra vor egen tid i form af evangeliefalsarier som f eks “De 12 apostles lære eller det fuldkomne evangelium” (der fremstiller Jesus som vegetar) eller skrifter som “Mormons bog” og “Abrahams bog” forfattet af Joseph Schmidt i henholdsvis Mormons og Abrahams navn. Det allersikreste for en profet er at skrive sit eget evangelium. Kun således får han sandheden helt, som han vil have den.

En bog overs. til dansk Koder og Hemmeligheder, Sandhederne bag Da Vinci mysteriet red. af Dan Burstein, 2005 er en samling af artikler, som vil hjælpe læseren til en realistisk bedømmelse af de dramatiske påstande om Jesu ægteskab med Maria Magdalene og den katolske kirkes undertrykkelse af dette “hellige bryllup” og M.M. som oprindelig urkristen frugtbarhedsgudinde, som er fremført i bestselleren Da Vinci Mysteriet. Her kan en dansk læser stifte bekendtskab med Kings og Pagels’ synspunkter (sidstnævnte er repræsenteret af 3 artikler og et interview). Redaktøren af artikelsamlingen er typisk for moderne mediers helt ukritiske brug af den historisk- kritiske forskning. Sensationelle, men halvtunderbyggede og tvivlsomme hypoteser om den historiske Jesus og den historiske Moses får lov til at brede sig ganske uhæmmet: “Nogle videnskabsmænd fremfører, at Mirjam har eksisteret i virkeligheden, men at Moses er opfundet. Andre hævder, at de begge har eksisteret, men at de ikke var søskende - Mirjam var, hævder de, præstinde (med sin egen kultiske tilhængerskare) og selv profet…”(redaktørens forord s.18). Vi må en gang for alle holde op med at kalde den slags gætterier for videnskab og i stedet kalde det ved dets rette navn: Fup og fabuleren. På titelbladets bagside takker udgiveren en række danske universitetsfolk anført af prof. Mogens Müller for “stor hjælp” med den danske udgave. Man kunne have lyst til at spørge Müller, om hvad det egt. er, han har hjulpet med? I sandheden navn skal det siges, at der også er enkelte læseværdige afsnit i bogen f eks et interview med James M. Robinson (der besindigt understreger, at vi ikke har andre kilder til Maria Magdalenes identitet end de yderst sparsomme oplysninger i NT) og en morsom replik af Kenneth Woodward (“En helt anderledes Maria”).

Bogen indeholder ikke mindre end 3 artikler og 2 interviews med en vis Timothy Freke (og hans medarbejder Peter Gandy). Freke hævdes, at undervise “over hele verden” i spiritualitet. Han hovedtese er, at fortællingerne om Jesus oprindelig blev skabt som en gnostisk-pythagoræisk myte. Hele oldkirkens ældste historie er nemlig forfalsket fra ende til anden af Euseb, som var tyrannen kejser Konstantins lydige lakaj. Kun de indviede gnostikere vidste besked om den oprindelige dybere åndelige forståelse af “Jesusmysterierne”, men de blev efterhånden udryddet af alle tilhængerne af den bogstavelige tolkning. Deres såkaldte “literalistkristendom” etablerede sig så med stor grusomhed som den eneste sande tro og gennemtvang “brutalt historiens største mørklægning” s.204. Freke hævder med eftertryk, at denne bogstavelige forståelse af kristendommens fortællinger er en hovedårsag til alt, hvad der er ondt og stygt op gennem kirkens historie. Dette afslørede sig for Freke og Gandy “efterhånden som vores forskning skred frem”. (Hvilken forskning?)

Det ville efter min mening klæde den kritiske “forskning”, om den også ville øve lidt selvkritik og erkende sine egne resultaters karakter af flygtige hypoteser og fri fantasi.

Man må formode, at allerede Pauli breve fra starten af var skrevet for at oplæses ved gudstjenesten parallelt med læsninger fra GT. Allerede Justin Martyr nævner, at de kristne ved søndagsgudstjenesten oplæste “apostlenes og profeternes erindringer”. Den egentlige kanondannelse fremprovokeres af Markions “kætterske” kanon, der forkastede hele GT og kun bestod af 10 Paulusbreve og Lukasev., og disse skrifter endda først efter at de var renset for gammeltestamentlige citater. De ældste vidnesbyrd om en kirkelig kanondannelse er Muratoris kanon, der kun mangler 1. & 2.Pet, Heb, 3.Joh, Jak men til gengæld omfatter Peters Apokalypse (med den tilføjelse, at den ikke bruges i alle menigheder). Omtrent samtidig fastslår Irenæus, at der er 4 evangelier, og af de øvrige skrifter mangler igen kun 2.Pet, 3.Joh, Heb, Jud og Jak. altså kun 7% af den nuværende kanons omfang. De resterende 93% synes der ikke at have været strid om, hvilket bekræftes af Origenes. Pagels billede af det 2.årh. som en tid, hvor mange gnostiske evangelier blev læst og anerkendt blandt kristne helt på linie med de 4 kanoniske, indtil især den grumme Irenæus søgte at sætte en stopper for denne uorden, er en moderne videnskabelige fiktion.


Æon-kæder

Den æonkæde, som opstilles i den ptolomæiske valentinianisme, består af 15 mand­lige og 15 kvindelige æoner:

Mandlige

Kvindelige

Bythos

Sigé

Nous

Sandhed

Logos

Liv

Menneske

Kirke

Bythios

Mixis

Ageratos

Henosis

Àutofyés

Hedone

Akinetos

Synkrasis

Monogenés

Makaria

Parakletos

Tro

Patrikos

Håb

Metrikos

Kærlighed

Aeinous

Synesis

Ekklesiastikos

Makariotes

Theletes

Visdom

De mandlige æoner er guddommens egenskaber og aspekter (uden alder, selvgroet, ubevægelig, enestående, talsmand, faderlig, moderlig.)

De kvindelige aspekter tro, håb og kærlighed, salighed, visdom, sandhed, liv er frugter af det religiøse liv på det menneskelige plan. Det, som ligger bag, er den tantriske mystik: foreningen af det jordiske, kvindelige med det mandlige guddommelige. Foreningen er selv genspejlet i navnene på nogle af de højeste kvindelige æoner: Mixis, Henosis, Synkrasis. ”Menneske” er den gnostiske Anthropos, det himmelske menneske, den kosmiske skikkelse, som har kirken som sit legeme ifølge Efeserbrevet, se Dåben og Himmelrejsen I del.

Pleroma er hentet fra dåbsgudstjenesten og er lysepifanien, som er åbenbarelse af Guds herlighed (de guddommelige egenskaber), men samtidig også rummer gudsnærvær og Åndens meddelelse og dermed meddelelse af alle de religiøse “dyder”, der er anskuet som gudsnærværets frug­ter på det menneskelige plan. De kvindelige repræsenterer en åndelig opstigning fra visdom gennem de “kirkelige” dyder (født af æonen “kirke”) pagt, tro, håb og kærlighed til de mere mystiske dyder (født af “liv”): Henosis, Mixis til den mystiske “Tien”. Lysepifanien var i jødedommen knyttet til den jødiske løvhyttefest og derfor også til løvhyttens symbolik, som er en hierogamisk symbolik: Lyset, som ankommer i solopgangen er gudekongen (JHVH mlk), som kommer for at fejre helligt bryllup med jordens og kultmenighedens dronning (Højs, Zak 9, Thomasakternes sang om kongen og lysets datter), og templet er oprindelig løvhytten på paradisbjerget, Ps 76,7:”I Salem er hans hytte og hans bolig på Zion.”25

Det er gammel folkereligion knyttet til den urkristne-syriske dåbs­gudstjenestes epifanisymbolik og hieros gamos symbolik. Gnosticismen har som mystisk åndsstrømning knyttet til ved dåbsgudstjenestens tale om at skue Herrens Kabod

Når det i adv haer I,7,1 hedder om pneumatikerne, at de bliver brude for de engle, som er rundt om frelseren, så er det mere spiritismens forestilling om at få en åndelig parfælle, en hjælpeånd, der spøger, end egentlig kristen tradition.

Ligesom moderne protestantiske sekter opstår som egenartede tolkninger af biblen, således opstår gnosticismen som egenartede tolkninger af dåbsmysteriet (Dåben og Himmelrejsen, passim).


Mandæisk dåbsgnosis

I et mandæisk fragment26 finder vi en skildring af macr’anthropos bestående af mange verdener, den ene over den anden:

Øverst Mara dRabuta (”Storhedens Herre”)
dernæst Kanat-Rabtia
Sjahrat-Anana
Jawar-Rba
Tarwan-Nhura
Jawar Ziwa
Jukabar
Jusjamin
en verden bestående af frembrydende vande (jnf. krystalhavet i hekalotmystikken)
Abatur
Msjunia-Kusjta
den jordiske verden
Ptahil
oceanet/urdybet

Alle de verdener, der ligger over den jordiske, er dele af et enkelt legeme, hedder det videre, og hvis de skilte sig fra hinanden, ville det være, som om hver enkelt af dem deltes (i den grad hører de sammen). Hvis en af dem manglede, ville det gøre hele legemet skade, for de holder hinanden i perfekt balance, og sjælen hviler i deres midte, ligesom de selv hviler (i balance) med hinanden og nyder hinandens lys (for de er alle lysverdener). Jnf. Pauli brug af makromenneskets symbol i Efeserbrevet, hvor det er et symbol på kosmisk fred og enhed, idet det forener jøde og hedning til et.

Der følger nu en ret ejendommelig tantrisk farvet spekulation over makromenneskets mandlige lem, som (brugt på rette måde og ”uden overdrivelse”) på det makrokosmiske plan er årsag til, ”at konger, regenter og hele verden skabes”, idet dets sæd lægges i det kosmiske ”moderlivs mysterium”: Stråleglans bryder frem fra den indre stråleglans, vand dannes i æteren, og Jordanfloden dannes efter dens himmelske spejlbillede. ”Kronen blev etableret og kransen snoet .., og myrtebladene foldede sig ud …, og træerne bar deres byrde (af frugt).”

Det er vigtigt at gøre sig klart, at både myrtekransen, Jordanfloden og træerne, som bærer frugt, er dåbssymbolik. Bag tekstens formuleringer aner vi altså en dåbsceromoni, sat ind i en ramme af kosmisk skabelse og kosmisk hierogami og tilsynekomst, epifani af ”den indre stråleglans”.

Et af de vigtigste hemmelige præsteskrifter, "The Scroll of exalted Kingship", Diwan Malkuta 'Laita er i 1993 oversat af Jorunn J.Buckley. Vi finder i dette skrift27 en omhyggelig om end noget uigennemsigtig skildring af den dåb, som ledsager præsteindvielsen: Når dåbskandidaten foretager den først neddykkelse, "vil sæden, som er i hjertet skinne". Når han foretager den næste neddykkelse, vil "en levende flamme sprede sig og rejse gennem hele kroppen og slå sig ned mellem øjenbrynene og hvile der". Når han foretager den 3.neddykkelse vil sjæl, ånd og krop mødes, "hilse på hinanden". De er "bevarede i en og samme himmelske model (kimsa)", og "tale, syn og ører forbliver under ét segl", og når han med højre hånd griber sin lærers venstre, vil lys blandes med mørke, og sædens mysterium med blodets, og når han skifter til lærerens højre hånd, vil hans sjæl iklædes den rene æther.

Det som skildres her er på ægte tantrisk-gnostisk vis en aktivisering af seksualkraften, sæden, som bringes til at rejse sig og stige op til "det tredje øje". Resultatet er en oplevelse af altings enhed, mørkets og lysets, sjælens og kroppens, en enhed, som ikke først skabes, men opleves som en reaktualisering af den ideelle himmelske model. Derefter følger tre neddykkelser udført af læreren. Ved den første vil lyset fra de 7 porte, som er i hovedet skinne. Ved den anden vil Taur'il 'Uthra ("Tyren El"), som bor i Jordan, få kilderne fra "Stråleglansens Eufrat" til at vælde op over ham. Og når han neddykkes tredje gang, vil det store spejl i kimsa blive pudset (så man ser sig selv klart i den himmelske model). Når han derefter drikker tre håndfulde af dåbsvandet, identificeres dette vand med livets vand, for det hedder ved hver håndfuld: "Drik og blev helbredt", og vandet identificeres med den "Første Stråleglans" (urlyset). Ved den 3. håndfuld "vil Anosj, som er den hvide sjæl, besegle sjælen med vindens mysterium".

De forskellige del af hans krop (skind, hår, kød) vil begynde at lyse, og stråleglans vil sendes til de to "konger", nyrerne, også kaldt Qin og Gaf, "de to ophøjede gamle bjerge", som bevirker, "at jorden og himlene og sfærerne og luft og Jordan og mørke og lys er ordnede i dem".


Mandæernes hovedskrift Ginza rummer afsnit af højst forskellig alder. Et af de ældste er ifølge K.Rudolph28 og R.Reitzenstein 1.bog, som i en noget anden version gentages i 2.bogs 1.afsnit.

1.bog begynder med en meget udførlig og smuk skildring af englenes og sjælenes lovprisning af Gud (”Storhedens Herre”, ”den høje Lyskonge”, ”Kongernes Konge”). Meget i denne skildring minder om de numinøse lovprisningshymner, som livsvæsnerne synger i Hekalot Rabbati, f. eks. skildringen af den stråleglans, som udgår fra kongen bl.a. i form af de ildgnister, som udspyes af hans krone. Englenes og de frelstes lovsang er også et hovedtema i Lignelsesafsnittet i 1.Enoks bog, og ligheden standser ikke her, for Ginza 1.bog slutter med en beretning om Enosj, der kommer til Jerusalem og prædiker for jøderne. Enosj betyder ”Mennesket”, jnf. talen om ”Menneskesønnen” i 1.En.

Der er forsk. meninger om mandæersektens oprindelse, men det forekommer mig sandsynligt, at det er en stærkt fortyndet jødekristendom med mange tråde til Elkasæernes sekt, som også praktiserede gentagen dåb og opstod under kejser Trajan og grunder sig på en vision, som sektgrundlæggeren hævdes at have haft af to kæmpemæssige engle, mere end 150 km høje, en mandlig (Kristus) og en kvindelig (Helligånden). Bag denne vision står typiske ”ur-mandæiske” forestillinger om Gud som Mara dRabbuta (”Storhedens Herre”). Denne makroanthropos er endvidere i nogle traditioner anskuet som androgyn, men her splittet i to guddommelige personer af hvert sit køn, Jesus og Helligånden. Nogle forskere bl.a. E.S.Drower har ment, at mandæerne har sammenhæng med elkasæerne, der føres tilbage til grundlæggeren Elksai (og broderen Jexai, navnene synes at betyder "den skjulte El" og "den skjulte Je", og Drower sammenligner med mandæernes frelserskikkelse, "den skjulte Adam", Adakas). Det nyfundne Manicodex viser, at Mani oprindelig tilhørte elkasæernes bevægelse, og de koptisk-manikæiske Thomassalmer har som nævnt overtager stof og motiver fra tidlige mandæiske hymner, så en eller anden forbindelser er der sikkert mellem elkasæerne og mandæerne. Men der er også forskelle: De meget karakteristiske 7 dåbsvidner, som elkasæerne påkalder ved deres dåb, findes ikke tilsvarende hos mandæerne (men derimod i de Klementinske Homilier). Så det er mere sandsynligt, at mandæerne er rester af et større døber-miljø, som har eksisteret i Jordandalen eller Østjordanlandet, og hvoraf også elkasæerne har udskilt sig. Dette miljø repræsenterer en jødedom, som tidligt har modtaget en vis iransk påvirkning bl.a. læren om "sjælens himmelrejse".

I sit eksemplar af V.Schou Pedersen, Bidrag til en Analyse af de mandæiske Skrifter, 1940 har Odeberg i marginen på s.205, hvor Pedersen omtaler den ”lille Enosch”, noteret som parallel ”3.En+ Hekalot” (i de nævnte skrifter kaldes Metatron ”yngling”, na’ar.), og ved et citat fra Ginza III,49: ”Man iførte mig en klædning af levende ild” noterer Odeberg parallellen til 3.En (forvandlingen til ild), og i marginen på s.123, hvor Pedersen omtaler en række himmelske væsner, som sjælen skal forbi under sin opstigen gennem de forskellige stationer (mattarta) på himmelrejsen, noterer Odeberg atter: ”Hekalot”. Det er den tidlige jødiske mystik og senjødiske spekulationer over det fuldkomne menneske, den himmelske Adam, der er nøglen til de urmandæiske traditionslag. Man har ved sammenligning mellem mandæiske tekster og Johs. Ev. søgt at udskille en førkristen forløsermyte, en urgnostisk myte om den himmelske udsending. Det er efter min mening ikke muligt. Den gnostiske forløsermyte er et lån fra urkristendommen og Jesus-ord om, at han er udsendt af Faderen. Dog kan det ikke udelukkes, at den jødekristne/gnostiske lære om, at den himmelske Adam inkarnerer sig i 7 profeter med den jordiske Adam som den første, har en vis sammenhæng med iranske forestillinger om Zarathustra som en inkarnation af urmennesket.29 Sjælens himmelrejse er typisk for Salomos Oder, for de mandæiske massiqtahymner, for ”Sangen om Perlen” i Thomasakterne, for Enok i 2. og 3.Enoks bog og for det urkristne skrift Esajas Himmelfart. Sidstnævnte fremviser store ligheder med den måde Muhammeds himmelrejse er skildret på hos Ibn ’Ishaq: Hver af de 7 himle er centreret omkring en profet: Adam, Jesus & Johannes Døberen, Josef, Enok (’Idris), Harun, Moses, Abraham. (Jnf. hvorledes Esajas i hver af de 7 himle ser en centralfigur, en englefyrste, siddende på en trone30 ). Den stærke vægtlæggen på sjælens iklædning af en herlighedsklædning som himmelrejsens kulmination (Esajas Himmelfart, mandæiske skrifter, Sangen om Perlen, Enok-bøgerne) er muligvis et persisk lån (Vohu Manah-klædningen), men også bestemt af den jødiske, præstelige investitur.

Som kulmination på himmelrejsen bliver Muhammed vidende: Han kastes ind i lyset og trænger gennem 70 000 forhæng, og Gud åbenbarer ham viden om ”det tidligere og det senere” (et totalvue over historien), og han lærer Koranen, så Gabriel senere blot behøver at minde ham om det31 .Vi mærker i baggrunden mystiske forestillinger om at være tæt på den dybeste viden og indsigt. Også i de mandæiske tekster er der mystiske overtoner i skildringen af sjælens himmelrejse.

Både mandæernes religion, urkristne apokalypser og islam har bevaret dyrebare glimt af den oprindelige jødekristendom og dens ekstatiske religiøsitet, som dog oprindelig var nært knyttet til nadverliturgien. Der er sandsynligvis bevaret en rest af disse sammenhænge i dette, at Muhammed efter sin natlige færd til Jerusalem på ryggen af Buraq må vælge mellem tre bægre et med vand, et med vin og et med mælk32 . Ved den nydøbtes første nadver blev han i urkirken tilbudt disse tre bægre.


I det hemmelige præsteskrift ”De 1012 spørgsmål” finder vi teksten33 : ”Priset være den første Store Stråleglans! Jeg er Mara dRabuta, sjælenes Fader, priset være det Store Første-Lys…priset være denne store, skjulte, første Skinta” (Den talende er Mara dRabuta, den store sjæl, som sidder ”i det himmelske firmament”.) ”Priset være de 360 boliger, de 360 verdner…de emanerer fra den højeste og himmelske verden.” Det, som ligger bag her, er den oprindelige evige verden og dens spejlbillede i tidens og årets gang. Det hedder videre: ”jeg er …Mara dRabuta…jeg er nazoræeren, som står i bøn…og frembærer denne qaiamta" (”oprejsning”, bruges specielt om en bøn, som gentages mange gange, mens præsten sætter taga, ”kronen”, på sit hoved som symbol på præsteskabet). ”Livets herlighed vil stige ned og hvile over ham: Så når Livets herlighed kommer over ham, er jeg ham, er jeg Herre, og han vil eje mægtig styrke som Anosj-´utra, for jeg Mara dRabuta er Anosj-´utra." Anosj er Enosj eller Enok og ´utra er den herliggjorte sjæl, meningen er altså: ”Styrke som den apotheoserede Enok.”

Den, som taler her, Mara dRabuta, er makroanthropos, stamfader for alle sjælene, og den, hvis herlighed/stråleglans gives til præsten, den indviede, som står for Herlighedens åsyn. Løvhytten skinta, klædningen, paradisfloden som er mere en lysflod end en vandstrøm, det hellige bryllup, alle disse mandæiske begreber kender vi også fra den gamle jødiske tempeltheofani. Det hedder videre, at de 5 skuddage, som mandæernes kalender rummer, og som ligesom er uden for årets 360 almindelige dage, kan sammenlignes med 5 konger, som skabte sig selv, og det hedder: ”Selv er de én eneste dag, ingen nat adskiller dem”. De symboliserer altså den ur-enhed som året udspringer af.

1.dag: Kongernes konge, alle verdeners fader, skabte sig selv.

2.dag: Mara dRabuta skabte sig selv.

3.dag: Manda-dHiia (”Livets gnosis”).

4.dag: ”Sandhedens afbillede”.

5.dag: Mara dRabuta som den, der deler og uddeler levende, strømmende vande. (Paradisfloden deler sig, urenheden opdeles.)

”De omkransede hans hoved med en krone som en slange” (sindbillede på evighed, evig cyklus). Der tales videre om ”hovedets 5 hasfia (”lerkar”)”, og det hedder om kronen, at den behersker 360 mysterier, som er kroppen med højre og venstre.

Dette dunkle udsagn må tolkes sådan, at a)året, b)det kosmiske legeme og c)de 5 elementer og d)den polariserede tilværelse, hvor dualitet afløser urenhed, udgår fra kronen.

Et andet billede på denne udstråling er den himmelske Jordan-flod, som åbenbarer sig og former den jordiske Jordan til sit spejl. Jordan, dåbsvandet (mandæerne bruger Jardna som term. techn. om dåbsvand) bliver altså til et billede på den himmelske stråleglans34 . Denne forening af mystik, makroanthropos og dåb er vigtig.

Gang på gang hævdes det, at visionerne i biblen og hekalotmystikkens himmelrejser er ”penneprøver” på en frit fabulerende fantasi. Denne gennemgang af et afsnit fra mandæernes lære om makro-amthropos (”Storheden Herre” er det, vi må oversætte navnet Mara dRabuta med) viser imidlertid, at mystikerens oplevelse af enhed med kosmos og med guddommelig urenhed er forståelsesnøglen til disse skrifter og ikke skriftlærd spekulation, shamanistiske himmelrejser og magi. I de bevarede hekalot-skrifter er mystikken ganske vist på vej til at degenerere til magi med påkaldelse af englenavne, nomina barbara, anvendelse af segl og magiske tegn. Men alt dette finder vi intet spor af i den tekst, vi har behandlet (ej heller hos Filon), hvorfor mandæernes mystik sagligt står NT’s tale om makroanthropos nærmere.

Ligheden mellem mandæernes makro-menneske, Mara dRabuta (identisk med Adam Qadmaia), og Adam Kadmon i Kabbalah-mystikken med ”Kronen” som den højeste sefirot, den hvorfra de andre udstråles, er slående.


Naasenerprædikenen

(Gen)fødslen ”af vand og ånd” og omtalen af Jordanfloden tyder her på et dåbssakramente. Men det er næppe hele forklaringen: ”De siger så om sædens substans (ousia spermatos), som er årsag til alle de ting, som er til, at den ikke er nogen af disse ting, men avler og skaber alle de ting, som er opstået, idet den siger således: Jeg bliver det, som jeg vil, og jeg er det, som jeg er”. Denne forestilling om en alting skabende sæd må ses på baggrund af typiske tantriske forestillinger om verdens skabelse ved makranthropos’ ejaculatio. For det store mysterium er nemlig ifølge Naasenerskriftet, som hævder at indeholde de hemmeligheder, Jesu broder Jakob betroede Mariamne, afbildet i en nøgen skikkelse, som står ved indgangen i de ægyptiske templer. Om denne statue hævdes det35 : ”his pudendum stands exposed, looking downwards, and crowned with all its own fruits of things that are made.” Til dette mysterium hentyder også et ord fra Thomasevangeliet, hedder det videre. Ordet lyder: ”Han, som søger mig, vil finde mig i børn fra 7 års alderen, for der skal jeg skjult i 14 års alderen åbenbare mig”. Det samme mysterium hævdes afbildet i de græske Hermesstatuer, hvor guden har ”et mandslems impetus fra de nedre mod de øvre ting”, for denne Hermes er ”sjælefører”. Frelsen vindes altså på typisk tantrisk vis i en manipulation af seksualkraften. Men samleje med en kvinde fordømmes som en ”ond og beskidt” praksis. Der er sandsynligvis tale om et forsøg på at forvandle seksualkraften til ekstatisk energi. Frelsen er nemlig skildret som en himmelrejse, hvor den opadstigende sjæl citerer Ps 24: ”Åbn mig retfærdigheds port”. Denne ”3 port” identificeres med Pauli oplevelse fra 2.Kor 12, hans bortrykkelse til den tredje himmel, og Jesu ord: ”Jeg er porten” citeres.

Den himmelske Anthropos er ”tredelt” i Adamas oventil, det dødelige menneske nedentil og den Jordan, som strømmer opad. De to nøgenstatuer i templet i Samothrake af to mænd med erigerede mandslem forestiller det første menneske og det genfødte menneske. (Det rejste lem symboliserer den tilbageholdte, opsparede seksualkraft.) Jakobs syn af himmelstigen, dvs. ”porten”, skete da han fra at være et barn blev mand. Ps 24 taler om den, som drager ind gennem porten som ”ærens konge, mægtig i krig”. Krigen tolkes om kampen med det kødelige legeme dannet af ”fjendtlige elementer”. Ingen uren og kødelig skal gå ind gennem porten, hedder det. Og med typisk tantrisk seksualsymbolik: ”De, som kommer did, bør afkaste deres klædninger og blive brudgomme, kastrerede af den jomfruelige ånd”.

Naasenersekten har sit navn fra det semitiske ord for slange nahasj, og det er fristende at tyde slangen om det tantriske symbol kundalinikraftens slange. Slangen omtales som en ”fugtig substans”. Intet kan eksistere uden den, og den er de 4 floder, som udgår fra Edens have. Eden identificeres med hjernen. Endnu mere tydelig bliver dette i den nærbeslægtede sekt peraterne, hvis lære refereres af Hippolyt i umiddelbar forlængelse af hans citater fra Naasenerskriftet. Læg her mærke til den for tantrisk tænkning typiske parallelitet mellem makrokosmos og mennesket som mikrokosmos. Hvis man kigger opad, hedder det, kan man se denne slange på stjernehimlen slynge sig om himmelfirmamentets top. (Kundalini betyder den sammenslyngede på sanskrit, den slynger sig i indisk ikonografi om et gyldent æg, som er symbol på universet.) Denne kosmiske slange er atter hos peraterne identificeret med lillehjernen, der har form som et slangehoved og tiltrækker livgivende substans fra storhjernen og sender denne ned gennem rygmarven, ”og alle tings sæd og genera flyder da gennem rygmarven”. Peraterne hylder en ”hermafroditisk kraft”, som af de ”uvidende” kaldes Eros, og som er evig ung og barn og ”årsag til al skønhed, nydelse, modenhed, ønske og begær”.

Forskellen på gnosticismen og urkristendommen er altså, at i gnosticismen er den mystiske oplevelse i den grad kommet i centrum, at forskellige tantrisk-asketiske teknikker har fortrængt evangeliet om nåden. Drømmen om yoga-formåen, jordisk udødelighed (en allerede realiseret opstandelse) og guddommelige kræfter spiller også ind. Vigtigst for spørgsmålet om gnosticismens opståen er dog skikkelsen Simon Mager. Hos ham er det, at urkristen mystik og himmelrejsernes symbolik får en tantrisk tydning, som også mærkes hos Valentin i spekulationerne om den kvindelige krafts fald og oprejsning. Men også i Naasenerskriftet finder vi direkte citater fra Simons skrift Apofasis Megalé, når f eks Guds ord kaldes ”åbenbarelsens ord (rema apofaseôs) af den Store Kraft. Derfor skal det være beseglet, gemt og skjult, liggende i det hus, hvor alle tings rod er grundlagt”, samt når der tales om det lille punkt (uden udstrækning), som ved sin egen tanke (epinoia) bliver ”en vis ufattelig storhed”.

Men læg mærke til, at Naasenerne påberåber sig Jakob. Vi står igen over for en gnosticisme, som helt klart føler sig nært beslægtet med den ældste jødekristendom, jnf. at beretningen om Jakobs martyrdød rummer spørgsmålet fra jødernes side, hvad ”porten” er? Og Jakob svar var, at det er Jesus. Mariamne optræder på ægte gnostisk vis som Jakobs fortrolige parfælle (græsk: syzygé), som han betror de dybeste hemmeligheder. Også i det mystisk farvede Thomasev fra Nag Hammadi nævnes Jakob som den store autoritet, for hvis skyld både himlen og jorden er skabt.

S.Å Pallis mener, at kernen i gnosticismen er ”de rituelle mysterieceremonier” først og fremmest den rituelle himmelrejse og brudeteltets hieros gamos36 . Rundt om disse hellige mysterier, hvori ”sjælen oplever himmelrejsen og føler sig ét med sit guddommelige ophav”, har så de utallige myter dannet sig.

Det er sikkert rigtigt blot med to vigtige modifikationer: 1, at dåbsmysteriet som ritualiseret himmelrejse har sin baggrund i det gammeljødiske sakrale kongedømmes tronbestigelsesritual og ikke i græsk og ægyptisk mysterievæsen; og 2, at mystikkens verdensbillede og den mystiske oplevelse spiller en endnu større rolle i gnosticismen end i urkristendommen. Allerede i det sakrale kongedømmes ideologi og dets fortsættelse i Guds apostel Muhammeds himmelrejse giver himmelrejsen den initierede indsigt i alle himlens og jordens mysterier. Men i gnosticismen dominerer den ægte mystik over den blot rituelt oplevede apotheose, og vi møder spekulative kosmogonier præget af forestillingen om tankens eller sjælens indespærrethed i det kødelige legeme. Pallis mener, at de myter, som fortæller om, hvorledes den grædende sjæl hentes ned for at blive indespærret i det af planeterne formede legeme, er sekundære, men netop her er vi ved selve gnosticismens hovedmotiv, som det er udtrykt allerede i Simon Magers myte om Ennoias tilfangetagelse i den synlige verden. Den mystiske oplevelse opleves ofte som en ud-af-kroppen oplevelse, og i den opleves den synlige skabte verden som et slør, en uvirkelig verden, som dækker for den virkelige, lyset. Derfor er selve troen på den synlige verden som et bedrag skabt af uvidende skaber-engle noget grundkarakteristisk for gnosticismen, og det centrale dogme allerede for den første gnostiker Simon Mager.


Filipsevangeliet

Filipsevangeliet er skrevet af en hebræer. ”Da vi var hebræere..” (100,23). Det forkynder altings mystiske enhed på en måde, som ligger langt fra den bibelske mystik: Kristus forløser både de onde og de gode, for ”lyset og mørket, livet og døden, de højre og de venstre er brødre til hinanden. Der er ikke mulighed for, at de kan skille sig fra hinanden. Derfor er hverken de gode gode, eller de onde onde” 101,13ff.

Vi har her at gøre med en mystik, som er beslægtet med den indiske, hvor Sjiva hyldes både som skaber og ødelægger, og hvor mørket blot er lysets bagside, og hvor guderne er hævet over moral, og alt er ét.

Men ligheden med den tidlige jødiske mystik er også tydelig: Jesus ifører sig Faderens unævnelige navn (som Metatron), og da han åbenbarede sig i herlighed på bjerget, ”var han ikke lille, men han blev stor” 106,5ff. ”Han sagde på denne dag i takkebønnen (eucharistia): ”Du som har forenet den fuldkomne, lyset, med den hellige Ånd, foren englene med os, med billederne (eikon)” 106,10ff.

Som theofanien på bjerget er en forening af Ånden, med gudslyset og det Fuldkomne menneske, således forenes i dåbsgudstjenestens theofani de troende med deres engel, som er deres himmelske urbillede. ”De, som iklædte sig det fuldkomne lys, dem kan magterne ikke se og ikke fastholde. Og man skal iklæde sig dette lys i mysteriet, i foreningen”. Det, som omtales som mysteriet og foreningen, er sikkert det, som andetsteds omtales som brudegemakket (pastós, nymfôn). Dette er regnet for det 5. og højeste sakramente efter dåb, salvelse, eucharisti, forløsningen (115,27ff) og står efter min mening om en tantrisk teknik, hvorved man forsøger en indre forening af det kvindelige og det mandlige. Det hedder nemlig videre ”Om ikke kvinden var blevet skilt fra manden, ville hun ikke være død med manden. Hans skilsmisse forårsagede dødens begyndelse (arché)”. Der tænkes på, dengang Eva blev udtaget af Adams ribben. Ved en eller anden tantrisk teknik søger man at ”forene sig med sin mage i brudegemakket”. Syrisk folkereligion er som bekendt dybt fortrolig med ekstaseteknikker, hvorved mænd forsøger at integrere det kvindelige i sig (selvkastraktion, at gå klædt i kvindeklæder med sminke, være ”mandsskøge”). Filipsevangeliet er, som påvist af E. Segelberg, muligvis af antiokensk oprindelse37 . Originalsproget er græsk, men evangeliet forsøger at forklare visse semitiske ord for den græsktalende læser. Brudegemakket spiller en vigtig rolle i den syriske kirkes liturgi-sprog. ”Altets Fader forenede sig med jomfruen, som var kommet ned, og en ild lyste for ham på denne dag. Han åbenbarede det store brudegemak. Derfor blev hans legeme til på denne dag. Han kom ud af brudegemakket som den, der blev til gennem brud og brudgom. På denne måde oprettede Jesus Altet” 119,4ff. Jesus selv, såvel som den mystiske vision af ild, undfanges og fødes ved denne forening af mandligt og kvindeligt, og på denne måde genoprettede Jesus Altet. Der skelnes ikke så skarpt mellem virkningen af de enkelte sakramenter: ”Den, som er blevet salvet, han har Altet, han har opstandelsen, lyset, korset, den hellige Ånd. Faderen gav ham dette i brudegemakket…han gik ned i vandet. Han kom op som Herre over altet..” Korstegningen er anskuet som et mystisk symbol, der med sine vandrette arme forener ”højre og venstre” som symbol på dualiteten forenet til enhed. En anden vigtig forening af dualitet er foreningen af mand og kvinde. ”Foreningen her i verden består af mand og kvinde, stedet for kraft og svaghed. I evigheden er formen for foreningen noget andet, men vi kalder den med disse navne.” 124,6ff. ”Forstå det ubesmittede fællesskab, eftersom det har stor magt. Dets afbillede er i (krop)pens besmittelse”. - dvs i en eller anden seksuel aktivitet.

Efter min mening forsøger Filipsev at give de urkristne sakramenter dåb og salvning en gnostisk overbygning, som består i psykiske teknikker til at nå androgyn bevidsthed identificeret med det allerhelligste i templet. ”Hver, som går ind i soverummet, skal avle lyset (dvs. den mystiske vision)”133,33f. Brudekammer-sakramentet må tolkes om et forhold til en kvinde, som er ens partner (koinonós). Som Kristi koinonós skildres Maria Magdalene, som Jesus siges at have kysset mange gange (111,32ff). Den tantrisk-erotiske forening med en kvindelig partner er et jordisk billede på sjælens forening med sin engel/sit himmelske urbillede, 113,19ff. Denne dragning mod det modsatte køn er så fundamental, at den også gælder for de onde ånder, for de mandlige ånders vedkommende knytter de sig til en kvinde, for de kvindelige ånders vedkommende til en mand, 113,1ff. For at undgå at fastholdes af urene ånder er det altså nødvendigt at have en partner.

Evigheden er Guds lysfylde (pléroma), og den er allerede åbenbaret for gnostikeren. Den er ”skjult i en fuldkommen dag og i et helligt lys”, men denne sandhed har gnostikeren allerede modtaget i billeder (134,17f), nemlig i det sakramentale symbolsæt, som omgiver den urkristne kultiske theofani ved solopgang, som symboliserer det fuldkomne frembrud af ”Herrens dag”. Disse lys- og theofani-traditioner har den ældste kristendom overtaget fra løvhyttefesten, som også ifølge Joh 7,2 & 8,12 er åbenbarelse af ”verdens lys”.

”Der findes en genfødsel og et billede på genfødsel”. Nøglen til Filipsevangeliets argumentation er, at sakramenterne er billedhandlinger, som afbilder den endelige eskatologiske frelse, himmelrejsen, som resulterer i enhed med lyset, iklædning af det fuldkomne lysets klædning (124,27f) og ”herredømme over Altet”, 122,30.

Det er en svaghed, at liturgiforskningen ikke i højere grad har forsøgt at inddrage det gnostiske tekstmateriale i dens forsøg på at kortlægge ritualernes ældste fase. En undtagelse danner prof. Eric Segelbergs forskning. Jeg må måske også i den forbindelse være så ubeskeden at henvise til min egen undersøgelse af den ældste dåbsgudstjeneste: Dåben og Himmelrejsen til den skjulte Adam, 1981. Segelbergs artikel om ”det sakramentale system” i Filipsevangeliet38 argumenterer for, at ”forløsningen” (apolytrosis) må tolkes om de syges salvelse/den sidste olie. Brudekammeret tolker han om et ”liturgisk” kys og nævner 107,2ff: ”Thi de fuldkomne bliver gravide gennem et kys og føder. Derfor giver vi også hverandre kys, hvorved vi bliver gravide gennem nåden, som er hos os”. Han sammenligner med biskoppens fredskys af den nydøbte (efter Hippolyts kirkeordning). Man kunne også nævne Pauli ord: ”Hilser hverandre med helligt kys”. Det er dog et spørgsmål, om ikke talen om en kvindelig partner lægger op til mere end bare dette liturgiske kys. Segelberg nævner 130,6ff, hvor det om brudekammerets mysterium hedder: ”det er ikke kødeligt, men rent, det hører ikke begæret til, men viljen” og konkluderer, at brudekammeret næppe omfatter nogen kødelig akt. Men her er det vigtigt at forstå, at den seksuelle akt ifølge tantrisk tankegang skal sublimeres til en åndelig akt, idet sæden i stedet for at komme til udløsning menes at stige opad i rygsøjlen mod hjernen. Det hedder i fortsættelsen, at ”da Abraham glædede sig over at se det, han skulle se, (omskar) han forhudens kød og lærte os således, at det er ret at tilintetgøre kødet.” (Stedet spiller på Jesu ord fra Johs ev om, at allerede Abraham havde det mystiske syn af Menneskesønnens herlighed). Det forklares derefter, at roden til det onde er stærk, så længe den er skjult, men bringes den for dagen, udtørrer den. Vi må altså grave efter roden i vort hjerte, og den rykkes op ved at erkende den. Man fuldkommengøres, når hele sandheden åbenbares.

Det synes altså, som om påstanden her er, at det kødelige og begæret og de onde tilbøjeligheder mister deres magt gennem en dybere erkendelse af deres væsen og eksistens. Det gælder om at ”kende Satans dybder”, som modstanderne i Tyatira kalder det Joh Åb 2,24.

Det har været meget almindeligt at hævde, at en nedvurdering af det seksuelle kommer ind i oldkirken grundet hellenistisk indflydelse. Men som ofte understreget af Odeberg er jødedommen en del af den hellenistiske kultur. At skelne mellem jødisk og hellenistisk er derfor som at ville skelne mellem ”Småland og Sverige”. Det asketiske element må snarere føres tilbage til jødiske strømninger som dem, vi møder i Qumransamfundets ørkenliv. Tankegangen er den, at man for at få oplevelser af det oversanselige må nulstille de mange impulser fra sanseverdenen. Målet er at få ”Ånden”, den direkte erfaring af Gud. Allerede hos Paulus møder vi denne konflikt mellem kødet og Ånden. Erfaringen er imidlertid, at det sanselige begær kun vanskeligt lader sig nulstille. Derfor er den tantriske vej blevet så populær både i Indien og efterhånden også i Europa. Den synes også at have vundet indpas i kristendommen i form af den ældste gnosticisme (Simon Mager, valentinianismen, karpokratianismen med dens vilde libertinisme). Men sandheden er, at der ikke findes psykiske teknikker og gør-det-selv opskrifter på Gudsskuen, da denne ifølge sin natur er nåde. Jesus var natten over i bøn på øde steder, og det er nok den eneste teknik, som kan kaldes bibelsk.

Segelberg gør opmærksom på, at også ”Sandhedens Evangelium” rummer henvisning til en hierogamisk akt: ”De har fået del i Hans Ansigt gennem omfavnelser” 41,33f. Delagtighed i Guds åsyn står her for gudsskuen.


Judasevangeliet

Allerede omkring 1970 blev der fundet et "Judasevangelium" skrevet på koptisk, dvs. det sprog, man talte i Ægypten på Jesu tid og senere. Det blev stjålet og smuglet ud af Ægypten og tilbudt forskere i Vesten for den nette sum af 3 millioner dollars. Det var lovlig meget for stjålne varer, så ingen turde købe den gamle pergament-bog, som også indeholdt to andre skrifter fra oldtiden.

Efter at manuskriptet havde ligget mange år i en boks og smuldret, lykkedes det dog til sidst med hjælp fra bl.a. TV-selskabet National Geographic at komme i besiddelse af og få udgivet de mørnede sider. Det er ikke noget langt skrift. Oversat til engelsk fylder det kun 7 A-4 ark. Det starter med at fortælle, at "her følger nu den hemmelige beretning om det, som Jesus talte med Judas om tre dage før (den sidste) påske".

Det er typisk for evangeliet, at det mener, at kun de allerfærreste kan forstå sandhedens mysterier. Derfor udvælger Jesus 12 disciple for specielt at undervise dem, men heller ikke de forstår åbenbart ret meget, så adskillige gange skildres det, hvorledes Jesus må le af deres store uforstand. Det skildres også, hvorledes disciplene har et syn af 12 mænd, som i Jesu navn og foran et alter forestår en menneskeofring af både deres kvinder og børn, 12 mænd, som repræsenterer en stor skare, som begår alskens lovløshed og praktiserer homoseksuelle handlinger. Jesus forklarer dem, at de 12 mænd er dem selv. De 12 disciple er altså skildret som mænd, der helt har misforstået Jesus og har grundlagt en kirke, som "leder mange mennesker vild" og er fuld af uretfærdighed.

Også Judas har et syn af sig selv, men ak, som stenet og forfulgt af de andre disciple. Også han ser en skare, men i et stort hus uden tag kun dækket af løvrige grene. (Den sande gudstjeneste er altså åbenbart den, som finder sted under åben himmel, i den fri natur). Judas er skildret som den eneste, som i forståelse kan hamle op med Jesus, og det viser sig i, at han er den eneste, som tør stå foran Jesus og udholde hans blik (men selv Judas må vende øjnene bort.)

Det er altså tydeligt, at Judasev. er blevet til blandt nogle mennesker, som har brudt med kirken, men alligevel hylder Jesus som den, der bringer en hemmelig visdom, som er uforståelig for det store flertal, men hyldes af få udvalgte. Jesus er skildret som den, der ler foragteligt og taler temmelig nedsættende om "deres gud", da han ser disciplene bede bordbøn. Den Gud, som dyrkes i kirken, er altså helt tydeligt ikke Judasevangeliets kop te, men der tales i stedet om "Barbelos udødelige rige", hvorfra Jesus er kommet. Og han er udsendt af en, hvis navn selv Judas ikke er værdig at nævne.

Gudinden Barbelo og den unævnelige Fader blev bl.a. hyldet som gudeskikkelser i den religiøse retning, som i oldtiden kaldtes den Setianske gnosticisme. Denne mente, at kun de mennesker, som nedstammede fra Adams søn Set, havde sjæle, som kunne frelses, alle andre var stakkels trælle, som levede i åndeligt tyranni og dårskab underlagt deres strenge af stjernerne dikterede skæbne. Man skelnede altså skarpt mellem "den slægt", som var bestemt til udødelighed, og den almindelige, jordiske menneskeslægt, som var bestemt til at gå til grunde.

Det er meget svært at forestille sig, at Judasevangeliet bringer ægte historisk information om Jesus og Judas. Det er langt senere end de 4 evangelier i Ny Testamente, skrevet på et tidspunkt, hvor kirken for længst havde etableret sig, og hvor der allerede var opstået forskellige små udbrydergrupper, der ville gå deres egne veje i sikker forvisning om, at netop de var de få udvalgte, som ene havde forstået, hvad der var de dybere hemmeligheder i det, Jesus forkyndte. Og at netop de i kraft af deres enestående dybe indsigt ville blive frelst, mens alle andre ville gå til grunde.

Og det er vel også den overbevisning, der i dag er drivkraften i mange små sekter.

Judasev. går altså hverken tilbage til Judas eller til den ældste menighed i Jerusalem, men til en måske ægyptisk sekt, som mente, at alle gode mennesker nedstammede fra Set, mens alle dårlige mennesker (og dem var der desværre flest af, mente man) nedstammede fra Kain. Der er også i Ægypten fundet et evangelium, der kalder sig Ægypterevangeliet og hævder at være skrevet af "den store Set". Judasev. hævder, at "Set kaldes også Kristus". Disse besynderlige forestillinger går tilbage til jødedommen. Der var nemlig nogle jødiske skriftkloge, som hævdede, at Kain og Abel var børn, Eva havde fået med djævelen, og kun Set var Adams søn. (Set omtales i biblen 1.Mo 4,25-26).

Nogle har hilst udgivelsen af Judasev. velkomment med ordene: "Nu har Judas endelig fået oprejsning." De har måske følt, at stakkels Judas får en lovlig hård medfart i evangelierne, hvor Johannesev. kalder ham en djævel, og hvor det hævdes, at det var djævelen, der indskød den tanke i ham at forråde Jesus. Men her må man forstå, at det er en meget almindelig sprogbrug i evangelierne at henføre onde tanker og fristelser til djævelen. Også Peter kaldes i en bestemt situation for "Satan". Det er en del af Ny Testamentes syn på tilværelsen som det store drama, den store kamp mellem godt og ondt.

Den stærke understregning af disciplenes uforstand skyldes dog nok også det særlige gudsbegreb, som vi møder i gnosticismen: Gud er den helt ubegribelige, som næppe nok lader sig skildre med menneskeord. Han er den virkelighed, som er helt anderledes end den jordiske, materielle, og derfor møder han ingen forudforståelse i den jordiske eksistens, hvorfor dialog og almindelig ræsonneren er en umulighed.. Den særlige dialog med misforståelser, som præger Jesu optræden i Johannesev., har nok også sin baggrund i dette, men også i den sakramentale symbolik omkring det "levende vand" og "den nye fødsel" og talen om at spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod, som må virke ret uforståelig på den udenforstående. (Men ikke på menighedens "vi").


Konklusion

Carsten Colpe39 søger at definere gnosticismen som „hypostatisk spaltning af selvet“. Mennesket er fremmedgjort for sin egentlige identitet, som er den at være forenet med det store selv. Dette begreb om „spaltning“ og fremmedgørelse og bevidsthedens nedsunkethed i den skabte synlige verden er stærkt farvet af mystikkens verdensbillede og overvindes hos de ældste gnostikere (Simon og Menander) magisk i dåbsmysteriet. Man må hos Simon formode en vis afhængighed af iransk religion, hvor Gayomart er urmennesket/urbevidstheden og i 3000 år ubevægelig (som den virkelige verden i Parmenides’ mystik) og tænkende den sande religion, hvorefter han udsættes for mørkets angreb.

Den voksende interesse for de gnostiske evangelier skyldes, at de åbner op for en mere orientalsk, mystisk tolkning af kristendommen, og mange forestiller sig, at buddhismen måske allerede dengang var begyndt at øve indflydelse på tænkere i romerriget, og man hæfter sig ved, at apostlen Thomas ifølge nogle traditioner nåede helt til Indien på sin missionsrejse.

Men men …. Et nærmere studium viser, at der var en årsag til, at kirkefædrene vendte sig så voldsomt mod de første gnostiske tænkere og stemplede dem som ”kættere” og forvanskere af budskabet. Det var ikke blot som hævdet af de to kvindelige forskere King og Pagel, fordi biskopperne frygtede for deres magt som menighedens ledere og derfor instinktivt afviste denne mere private kristendom, hvor det ikke længere var gudstjenesten og kirkens og biskoppens autoritet, der var i centrum, men en mere privat spekulativ søgen efter sandheden. For hvad ville der blive af menighedens enhed, hvis alt opløste sig i små studiekredse med hver sin lille sandhedssøger som leder?

Årsagen var ikke biskoppernes frygt for åndelig konkurrence, men den særlige seksuelle praksis, som gnosticismen synes at have arvet fra syrisk gudindekult, og hvor målet var den indre forening af mandlig og kvindelig pol. Nogle af de ting, jeg fortæller om, er ikke egnet til gengivelse, og der har blandt forskere været en tilbøjelighed til at mene, at de skyldtes kirkefædrenes sygelige fantasi og bevidste tilsmudsning af kætterne, at de fortalte disse ting (i ældre oversættelser blev disse ting ikke oversat, men gengivet på latin). Denne hemmelige, libertinistiske praksis kommer ikke så tydeligt frem i de nyfundne skrifter, så mange forskere har ment sig bekræftet i, at nu stod vi med gnostikernes egne originalværker og behøvede ikke længere kirketeologernes mere eller mindre ”ondsindede referater”.

Sammenligning med indisk ”venstrehåndet tantra” viser imidlertid, at den slags seksuelle aktiviteter i visse kredse faktisk bruges som en hemmelig vej til ”kundskab”, gnosis, dvs. mystisk oplysning.

W.Bousset40 har ved sammenligning af en mængde gnostiske retninger udskilt nogle fællestræk, især forestillingen om en stor gudinde, "Moderen", en nedstigende kvindelig kraft, som er årsag til verdensskabelsen. Hun er som oftest ledsaget af de 7 planeter, som er hendes tjenere, i mandæernes religion "Ruha og de 7", jnf. Irenæus I,30 om Sofia, også kaldet "venstre"41 , som danner "8-heden" oven over de 7´s verden. Hun modsvares af en mandlig guddom, som bor i det transcendente lys og ofte kaldes "Faderen" og lumen, "lys". Efter min mening kan disse motiver føres tilbage til Simon Magers gnosis. Her møder vi ganske vist ikke "de 7" (sol + måne +5 planeter), men troen på, at alt er bestemt af de 7 vandrende himmellys er typisk for magerne i hellenistisk tid. Disse "planeter" dikterer med jernhård nødvendighed (græsk: anángke) menneskene deres jordiske skæbne (heimarméne). Og når planeterne mødes i et bestemt stjernetegn, opstår verdensbrand, og alt begynder forfra under det samme planeternes og stjernetegnenes diktat. Verdensbilledet er altså hentet fra de mediske magere eller rettere: Det astrologiske verdensbillede har stort set været den form, babylonisk religion fik i hellenistisk tid. Blot med den særlige pointe, at den verden, som dikteres af de 7, er en ond verden, og frelsen er, at slippe ud af denne verden og stige op til det transcendente lys. Dette skyldes næppe som foreslået af Bousset, at den persiske lysgud Ahura Mazda ved persernes erobring af Mellemøsten har underlagt sig de babyloniske guder, men forklaringen er at søge i mystikkens verdensbillede, som gør den synlige verden til en slør, som dækker for lysets verden.


1 Nyeste oversigt over både de antikke kilder og den moderne forskning er Stephen Haar, Simon Magus, The First Gnostic? 2003. Kirkefædrenes vidnesbyrd om Simon og hans nærmeste efterfølgere, Dositheos og Menander, er samlet og oversat af Werner Foerster, Die Gnosis, Bd 1, 1969, s.42-46.

2 Religionsphänomenologie,1969, s.118, Die Religionen Irans,1965,s.289

3 J.Jeremias, Jesus und die Verheissung für die Völker. 1953

4 græsk: hestôs (perf.), stàs (aorist), stæsómenos (fut.). Udtrykket forklares som "den, som er stående oventil i den utilblevne kraft, den, som stillede sig op hernede i vandenes strøm, født i billede, og den, som vil stå oventil hos den salige, uendelige kraft", 17,1. Læg mærke til den dåbssymbolik, som knytter sig til den midterste, jordiske af det guddommeliges tre tilstande. I dåben genfødes den guddommelige "mulighed" i mennesket og gendannes i det himmelske menneskes billede.

5 en tysk oversættelse har ”Gewänder der Glorie”,P.Riessler, Altjüdisches Schrifttum,1928

6 Die Religionen Irans, s.287

7 En debat om gnosticismens oprindelse må tage sit udgangspunkt i de vranglærere, som bekæmpes i Judas' brev: Ligesom folkene i Sodoma har de lyst til "fremmed kød". De bygger deres autoritet som profeter på "drømmesyner", og de "spotter de herlige". (Englene som en del af Guds herligheds-epifani.) R. Bauckham gør i sin kommentar til Judasbrevet (Word Biblical Commentary vol 50, Jude, 2 Peter, 1983,s.58f) rede for, at det må være de engle, som efter jødisk og urkristen tro overgav Moseloven til Moses (Jubilærbogen 1,27ff, Josefus). Nu er det jo netop, hvad Irenæus fortæller om Simon Mager og hans tilhængere: En libertinistisk praksis koncentreret om grænseoverskridende seksuel aktivitet begrundet i, at loven var givet af engle, som dermed ønskede at trælbinde de troende. "Det er de mennesker, som fester med jer i jeres agaper" v12. Dette er det tidligste eksempel på ordet agape brugt om det urkristne fællesskabsmåltid (2.Pet 2,13, Ign Smyrn 8,2, Ep Apost 15, Klemens af Alexandria, Tertullian). Vi ved fra Hippolyt, at netop den libertinistiske praksis af Simon Mager blev kaldt den "fuldkomne agape". Det er altså temmelig oplagt, at det er den tidlige libertinistiske gnosticisme, Judas ønsker at advare imod. Ligesom Bauckham tolker vi Judas "Jesu Kristi tjener og Jakobs broder" om Jesu halvbroder Judas.

8 For forskningsoversigt og en grundig vurdering af omfanget og karakteren af Hippolyts kilde se Josef Frickel, Die "Apophasis Megale" in Hippolyt's Refutatio, 1968.

9 Apologeten Aristides nævner som de ”kaldæiske guder”: Himmel og Jord, Vand, Ild, Vind, Sol, Måne og Menneske (urmennesket?). Herodot nævner, at perserne ofrer til ”Sol og Måne og Jord og Ild og Vand og Vinde” I,131. Simon er inspireret af persiske element-rækker, men serien nous-ennoia-osv er nok helt hans egen, men den overtages af Acta Archelai 9 og Thomasakterne 27: nous, logos, fronesis, enthymesis, logismos. Den er ikke som antydet af Schaeder i Reitzenstein-Schaeder, s285 identisk med rækken af 5 manikæiske lyselementer, urmenneskets 5 lemmer, men også disse stiger ned og ender som skabende element i materien. Der er altså også her tale om mystikerens klage over tankens, bevidsthedens indespærring i materien.

10 Se også The Origin of our Belief, I del

11 se især Widengren: Heavenly Enthronement and Baptism. i Religions in Antiquity. Festskrift for E.Goodenough

12 Simon bruger dette udtryk fra platonsk filosofi, men nøglen til hans lære om ilden er mystikken og ikke ildens rolle i stoisk filosofi.

13 Overs. m. indl. & kommentar R. Falkenberg & J. Hyldahl, Grundlaget for erkendelse, 2003.

14Violence and non-violence are not two. Anger and compassion are not two. Love and hate are not two”(s158). Selvom disse ting kan være psykologisk beslægtede følelser hos den, som føler dem, så er der pokker til forskel for den, som følelserne rettes imod.

15 If. Ahlström af fønikisk hrm ”indvie”, ”hellige” Psalm 89, p.186f), jnf. Euseb Onom.: ”Hermon… æres som helligt af hedningerne”.

16 Recueil d´Archéologie V,1903,s.346ff.: ”Le Mont Hermon et son Dieu”.

17 Ursemitische Religion, 1985, s.112ff. Kaba´en som symbol på foreningen mellem mand og kvinde fremgår af myten om Isaf og Na´ila, der elskede i kaba’ens indre og som straf blev forvandlet til sten, se The Origin s.236. Både kubisk form og androgyn forening er symboler på urenheden.

18 s.238f, jnf. s.109 med Clermont-Ganneaus billede af Hermons top med hulen.

19 The sexual sin appears in chap 9 as the occasion of the revelation: the Watchers "lay with these women, and became unclean, and revealed to them these sins" 9,8, The Apocalyptic Imagination, 2nd ed.1998,s.52f.

20 George Nickelsburg, 1.Enoch 1,s.204.

21 What is Gnosticism, 2003,s.197

22 Johan Ferreira, The Hymn of the Pearl, 2002.

23 Rechtgläubigkeit und Ketzerei im ältesten Christentum, 1934.

24 De skrifter som blev udvalgt til den nytestamentlige kanon, var de skrifter, som havde været brugt til oplæsning i menighederne (Allerede Justin, 140 eft.Kr., taler om, at man oplæste apostlenes ”memoirer”.) Det er yderst tvivlsomt, om nogen af de nævnte evangelier med deres karakteristiske kodesprog, som er mere tilslørende end afslørende, nogensinde har været oplæst i en menighed. De genspejler en mere privat kristendomsforståelse

25 Se G.Widengren, Religionsphänomenologie, 1969, s338, hvor dette vers sættes ind i sammenhæng med nærorientalsk folkereligion.

26 The Thousand and Twelve Questions, ed E.S.Drower, 1960,s.163-7 (overs.)

27 s.24-27. "And when (he performs) the first submersion, the seed which is in the heart shines….And when he makes the second submersion, a living flame spreads and travels through his entire body and settles between the eyebrows. And when he performs the third submersion, soul and spirit and body greet each other with a salutation. They are preserved in one kimsa and speech, vision, and ears remain under one seal. And when he places his right hand in the left hand of the teacher, light and darkness are intermingled…And when he hands him over from his left to the right, the soul is clothed in Pure Ether" (overs. Buckley). Kimsa er "primordial form", "celestial model".

28 Die Mandäer, I, 1960, s.24,n.9.

29 Denne kæde af profeter har islam overtaget fra jødekristendommen, se T. Andræ, Die person Muhammeds, 1918, s.292 & 322f.

30 Andræ s.44.

31 Andræ s.69.

32 Andræ s.39.

33 Cit. efter Drowers udgave s.110f.

34 Drower s.166f.

35 overs. fra The Nicene and Antenicene Fathers

36 Mandæiske Studier I,1919,s.218-20.

37 The Antiochene Background of the Gospel of Philip, Bulletin de la Société d’Archélogie Copte, t.XVIII, 1966 s.205-223 & t.XIX,1970 s.207-10.

Nu også i Gnostica-Mandaica-Liturgica, 1990.

38 Numen VII, 1960,s.189-200, også i Gnostica-Mandaica-Liturgica.

39 Art. Gnosis II, Reallexikon für Antike und Christentum, Bd 11, 1981s.540ff.

40 Hauptprobleme der Gnosis, 1907,kap I, Die "Sieben" und die Méter.

41 Ifølge Epifanius lærte Simon Mager, at Loven ikke var fra Gud, men fra "den venstrehåndede kraft".