Institute for Research in the Roots of Mysticism

Thomasevangeliet

”Jesus sagde: Jeg er det lys, som er over dem alle. Det er mig, som er det hele. Fra mig opstod det hele, og til mig strakte det hele sig. Split et stykke træ, og jeg er der. Løft en sten, og I vil finde mig der” (udsagn nr.77)

Thomasevangeliet blev sammen med en række andre papyrusskrifter fundet i en krukke nær den lille stationsby Nag Hammadi ved Nilen i Ægypten i 1945 og udgivet og oversat til moderne sprog sidst i 50’erne. Det har vakt stor opmærksomhed, fordi det består af 114 udsagn af Jesus. En del af disse Jesus-ord er næsten identiske med de Jesus-ord, som vi kendte i forvejen fra de 3 første evangelier, men Thomasevangeliet bringer også mange udsagn af Jesus, som ikke var kendt i forvejen. Nu er det store spørgsmål: Er Thomasevangeliet en afskrift af Jesus-ord fra de 3 første evangelier suppleret med nogle, forfatteren selv har opdigtet? Eller bygger Thomasevangeliet på en selvstændig mundtlig tradition, som er lige så gammel som den, der ligger bag de 3 første evangelier?

Den amerikaner, James M. Robinson, som ledede forskerholdet, der stod for udgivelsen af de mange småskrifter fundet i Nag Hammadi, mener, at Thomasevangeliet repræsenterer en litteratur-genre, som er ældre end de 4 evangelier, nemlig ”samlingen af visdomsord”. Sådanne samlinger af visdomsord finder vi både i det gamle Ægypten og i biblen i form af Ordsprogenes bog. Grunden til, at Thomasevangeliets forfatter ikke har samlet det mundtlige stof, han havde om Jesus, i form af et evangelium, er måske, at han slet ikke kendte til evangelie-formen, som sikkert først er opfundet af Markus og derefter efterlignet af de 3 øvrige evangelister. Før Markusevangeliet blev skrevet, har man måske samlet Jesu forkyndelse i sådanne samlinger af visdomsordsprog.

Mange, især amerikanske forskere, er derfor begyndt at bruge Thomasevangeliet som det femte evangelium, som en vigtig kilde på linie med de 4 gamle evangelier, når de skal tegne et billede af Jesu forkyndelse.

Det har blandt andet haft betydning for tolkningen af Jesu ord om, at ”Guds rige er kommet nær”. I ældre forskning var man nok tilbøjelig til at tolke dette som et udsagn om den gamle verdens snarlige undergang og en ny tidsæra, Gudsrigets, snarlige frembrud. I Thomasevangeliet afvises det med stor bestemthed, at Guds rige er noget fremtidigt, et fremtidigt tusindårsrige, som f. eks. det Jehovas Vidners taler om. Guds rige er ifølge Thomasevangeliet noget, som mennesker kan se, opleve, have i deres hjerter allerede her og nu midt i deres jordiske sammenhæng.

Man skal dog passe på ikke ukritisk at lade sig rive med af nogle forskeres begejstring over denne nye tilgang til Jesu forkyndelse. For det er nemlig tydeligt, at Thomasevangeliet har sin egen dagsorden, nemlig at skildre Jesu forkyndelse som indeholdende en hemmelig lære, og denne hemmelige lære er den mystiske lære om det store lysmenneske, i Thomasevangeliet kaldt ”Menneskesønnen” og skildret som den første Adam, Adam før syndefaldet.

I næsten alle religioner har man eksempler på det, som kaldes ”den mystiske oplevelse”. Under visse omstændigheder – mest når sindet er i fuldstændig ro og hvile, eller i en tilstand af udmattethed, hvor man ligesom har givet slip på sig selv – har nogle mennesker haft en oplevelse af, at hele den synlige tilværelse rives bort som et slør, og man skuer ind i et umådeligt klart lys, som skjuler sig bag den synlige tilværelses overflade. Og ikke blot det: man føler, man forvandles til dette lys, denne ild, som lyser i universets dybder og er urlyset, det som alt lys i universet kun er et genskin af. Man føler, at man er uden for tid og rum, hentet bort til skabelsens første sekunder. Det, som først og fremmest kendetegner denne oplevelse, er også en følelse af enhed: Man føler, at alt er ét og hviler indesluttet i Gud, at man er hinsides den synlige verdens strid mellem utallige modsætninger.

Når man bagefter skal tolke oplevelsen, skildrer man det ofte som en oplevelse af, at min lille sjæl forenes med den store guddommelige sjæl, som gennemstrømmer og levendegør hele universet.

For Thomasev. er Gudsriget denne oplevelse, den skuen af lys og af den ild, som er inden i alle ting.

Denne skuen er opfattet som et møde med og en forening med den store guddommelige sjæl, som er overalt, det store lysmenneske, som fylder altet med guddommeligt lys, og som er alle modsætningers forening til ét - inklusiv foreningen af mandligt og kvindeligt. Det må nemlig være det, der ligger bag, når Jesus i det allersidste udsagn (nr.114) siger, at Maria Magdalene skal se på sig selv som mand. I den mystiske oplevelse ophæves også begæret og polariteten mandligt og kvindeligt, så det kvindelige bliver mandligt og det mandlige kvindeligt. Dette ord kan næppe føres tilbage til Jesus, men må snarere ses som en afsmitning fra syrisk folkereligion, hvor mændene, når de kom i vild ekstase (som regel fremkaldt af høj larmende musik), ofte kastrerede sig selv og klædte sig i kvindetøj.

Forestillingen om det store lysmenneske kender vi også fra den jødiske mystik, som kaldes Kabbala. Denne særlige retning inden for jødedommen, som vi kender fra middelalderen, lærte, at Gud er totalt ubegribelig og uendelig og omslutter hele universet, men fra universets uendelige dybder fremstrålede i tidernes morgen et mægtigt lys, som, idet det strålede frem på lysmennesket, den første Adams pande, dannede lysmenneskets lemmer, de ti Sefirot (et ord, som måske har sammenhæng med ædelstenen safir?). De ti Sefirot er ti guddommelige egenskaber, som udstråler fra Gud og opretholder universet og betegnes som Guds krone, visdom, indsigt, styrke, barmhjertighed, salighed, grundvolden, sejren, æren og Guds kongerige. Lysmennesket er opbygget af disse ti guddommelige egenskaber.

Det er sandsynligt, at Thomasevangeliet har forestillingen om det store lysmenneske, den første Adam, som fyldte hele altet med guddommeligt lys og var sat til at herske over altet, fra en tidlig form for jødisk mystik. Her finder vi nemlig forestillingen om, at Enok forvandles til Metatron, som er en mægtig lysende engel af kosmiske dimensioner og er Guds talerør og viceregent. I andre jødiske tekster fra Jesu tid forvandles Enok til en skikkelse, som kaldes Menneskesønnen, som sidder på Guds trone og er Guds viceregent. Når Jesus derfor i evangelierne kalder sig Menneskesønnen og siger, at han skal sidde på Guds trone ved Guds højre hånd og dømme levende og døde, så må det ses på denne baggrund. Ved at kalde sig Menneskesønnen identificerer Jesus sig med lysmennesket, som er den usynlige Guds synlige side, Guds talerør.

Disse forestillinger lever videre, ikke så meget i de hedningekristne menigheder, som blev grundlagt af Paulus, men mere i de gamle jødekristne menigheder i Palæstina og Syrien. Her forstod man bedre de specielle mystiske motiver, som var knyttet til den jødiske forestilling om Menneskesønnen, som blev identificeret med Adam før faldet. Desværre har vi ikke bevaret så mange tekster fra disse ældste før-paulinske, jødekristne menigheder. Den vigtigste kilde er nok de ældste lag i det skrift, som kaldes ”Den Klementinske Roman”. Det er en roman på græsk om en rig romer, Klemens, som rejser til Palæstina for at eftersøge sin mor og sine to brødre, som er forsvundet. Her møder han Peter og Zakæus og bliver discipel af Peter og rejser med ham på en missionsrejse til hovedstaden i Syrien, Antiokia, og nedskriver undervejs Peters forkyndelse. Denne Peters forkyndelse er vidnesbyrd om en jødekristen retning inden for den ældste kristendom, som har bevaret nogle karakteristiske forestillinger knyttet til Adam før faldet, den første Adam, hvis store sjæl atter antog et legeme i Jesus. Både den Klementinske Roman og Thomasevangeliet påberåber sig Jesu halvbroder Jakob som den store autoritet, og vi ved fra Apost. Gerninger, at han var leder af menigheden i Jerusalem.

Thomasevangeliet repræsenterer altså en særlig mystisk tolkning af kristendommen, lidt forskellig fra den tolkning, vi møder i Pauli breve. En mystisk tolkning, der knytter til ved forestillingen om Menneskesønnen og minder meget om de forestillinger, vi møder i middelalderlig jødisk kabbala-mystik om den første Adam, som var en mægtig lysskikkelse, der strålede frem af universets urdyb, men også kan skildres som et mægtigt lysende træ med ti grene, jnf. Thomasevangeliets tale om de 5 træer i paradiset. Hele verden som et stort kosmisk urmenneske (eller livstræ) opbygget af 10 eller 5 elementer er en forestilling, som har en vis udbredelse i oldtiden og også ligger bag Daniels vision i Dan 2.

Fundet af Thomasevangeliet går hånd i hånd med et ændret syn på jødedommen på Jesu tid. Forskningen har fået øjnene op for, at drivkraften i den jødiske religion på den tid ikke bare var en drøm om, at romerriget måtte blive styrtet og afløst af Guds rige. Syner af en åben himmel, profetiske syner, oplevelser af englenes lovsang og syner af lys og ild spiller en langt større rolle, end man før har været klar over. Farisæernes retning med dens strenge overholdelse af alle Moses’ love og forskrifter var kun én af de mange retninger på Jesu tid, og med sin koncentration om lovstudiet og lovoverholdelsen må farisæismen ses som en protest imod den mere ekstatiske, mystiske, profetisk-visionære del af jødedommen.

Også dåbens mysterium spiller en stor rolle i Thomasev., f. eks. i talen om at blive som små børn, der affører sig deres klæder: I det urkristne dåbsritual mødte man op i en gammel grov klædning, som man afførte sig for derefter at iføre sig den hvide dåbsklædning. Meningen er sikkert den, at man i dåben, når man ifører sig den hvide dåbsklædning, bliver symbolsk ét med Kristus/lysmennesket, en enhed, som man derefter skal søge at realisere ved at vie sig til et omvandrende liv ligesom Jesus, en vandring, der dybest set er anskuet som en vandring mod evigheden, mod Guds rige og skuen af lyset. (Thomas evangeliet kan studeres i dansk oversættelse på internettet, i 3 forskellige engelske oversættelser på www.gospelthomas.com)

Thomasevangeliet kalder sig ”de hemmelige ord”. Det er et forsøg på konsekvent at tolke Jesusoverleveringen i lyset af forestillingen om Jesus som det store Menneske, der fylder hele universet og er i alle ting, logie 77. Denne lære om den skjulte Adam er hemmelig lære hos mandæerne. Det er efter vor mening også denne lære om det store menneske, der ligger bag talen om Menneskesønnen i 1.Enoks bog. Og i Jesu forkyndelse, så Thom. ev er ikke nødvendigvis gnostisk. Det kan også læses som et jødekristent evangelium. Jesus kaldes i overskriften ”den levende”, en Kristusbetegnelse, vi også møder i Salomons Oder, så det må overvejes, om ikke hemmeligheden må ses i sammenhæng med den sakramentale dåbsmystik, vi finder i oderne, jnf,, at det også for mandæerne er i dåben, mennesket bliver ét med den skjulte stråleglansens Adam:

Logie 1 & 2: Kristendommen er i Thom.ev anskuet som en hemmelighed, som skal udforskes og søges. Den, som finder hemmeligheden, vil først blive forvirret og undre sig, men vil derefter finde udødelighed og blive herre i universet, herske som konge over alle ting.

3: Guds rige findes ikke i himlen eller på de saliges øer hinsides havet i vest, det er at finde ind til sin egen dybeste og inderste natur. Som Menneskesønnen, den forbilledlige, ideelle Adam, kommer Jesus ikke til os som en fremmed, men som den, der er i slægt med det dybeste i os selv. Menneskets fattigdom består i, at det er fremmedgjort for dets inderste væsen og længsel. Guds evige tidløse hersken over alt kommer os nær, når vi (i dåbsmysteriet) erkender, at vi er sønner af Gud og kommer ind i det intime forhold til Gud, som er en gensidig kenden hinanden til bunds. Dette ”reciprokke” udtryk er som påvist af Bultmann i kommentaren til Joh.ev. hentet fra mystikken.

4: Det er ikke ved vor naturlige forstand eller ved at samle kloge erfaringer, vi frelses, men ved at tage imod som et lille barn. Hemmeligheden er noget modsat den menneskelige forstand. I dåbsmysteriet bliver vi alle ét med Kristus, dvs. ”bliver én og den samme”.

5: Sandheden er dig nær i dit eget hjerte. Læg mærke til udtrykkene ”synsvidde” og ”synligt”, sandheden er noget, som i sidste instans skal skues, ses.

6.. Fordi sandheden er dybt i mennesket selv, kan religionens bud sammenfattes i et: ”gør ikke, hvad I selv hader”.

30: Ordet spiller på det kendte Jesus-ord: ”Hvor to eller tre er forsamlede, er jeg midt iblandt dem.”

Måske hentydes der til syriske gudetreheder, som så modstilles Kristus, som er hos den enlige (også i Thom ev kaldet Monachos, jnf 75. Første gang i kirkehistorien, vi møder udtrykket munk, er faktisk her i Thom ev)

31: Mennesket kan ikke frelses ved sine egne fornuftige tanker og spekulationer, men skal rives ud af det tilvante. Sandheden er noget, som må åbenbares af Gud i hjertet på den troende. Læg mærke til det gentagne udtryk: ”det, som er skjult, vil blive åbenbaret for dig”. Det er ikke ved lommefilosofiske spekulationer, mennesket frelses, sandheden er noget skjult, som skal åbenbares mennesket af Gud (i den mystiske skuen).

32-33-34: Denne åbenbaring bryder igennem med en guddommelig stråleglans og ophøjet klarhed, som ikke kan skjules. Men det almindelige menneske er blindt (medmindre det oplyses af Gud og Guds store hemmelighed, som er en hemmelighed, der gang på gang bryder igennem og ikke vil forblive skjult i verden.)

34-35: De fleste er blinde for lyset, og mennesker fører hinanden vild, for den stærke djævel hersker i huset og over menneskenes tanker. Han skal først bindes, før man kan gå ned i hjertedybet af sig selv og ransage det dybeste i sindet, det, som er i slægt med Gud.

36: Menneskene er fulde af bekymring for deres udseende, men de skal iføre sig en guddommelig klædning (alba baptismalis, den hvide dåbsklædning). Dåben i den ældste menighed var en afklæden sig det gamle kødelige legeme og en forudgribelse af himmelrejsen med iklædning af det himmelske herlighedslegeme og symbolsk oprejsning foran Guds trone i englenes forsamling.

76: At søge den mystiske hemmelighed er at søge den kostbare perle, den skjulte skat, Jesus taler om

82: Guds rige er den himmelske ild, Taborlyset, som skues i det mystiske syn.

72: Dagliglivet leves i splittelsernes og modsætningernes verden, den mystiske skuen er en oplevelse af den allerhøjeste harmoni, af at alt er ét, alt er forenet i Gud.

113. Det understreges igen, at Guds rige ikke er noget fremtidigt, men noget som ses, skues, i den mystiske oplevelse. I den opdager man, at Gud er overalt, men de fleste ser det ikke.

114. Dette sted har vakt megen opmærksomhed og bruges af dem, som gerne ville argumentere for, at Maria Magdalene i nogle kredse blev hyldet som den første af apostlene. Men det er nok snarere Maria, Martas søster, der her er tale om, og situationen er den, der berettes om i Luk 10,38ff.

At kvinder skal se på sig selv som mænd for at kunne blive frelst, lyder nu ikke særlig kvindevenligt. Måske skal det forstås om den mystiske skuen, som efter datidens opfattelse var en oplevelse af alle tings enhed, at alle tilværelsens modsætninger smelter sammen inklusiv den over alt i naturen eksisterende grundmodsætning mellem mandligt og kvindeligt.

18. Frelsen er at blive ét med det store urmenneske, Menneskesønnen. Han er ligesom hævet over tiden, han er begyndelsen og enden, Alfa og Omega, som det hedder om Jesus i Åb.

19. Han var til, før han var til, og han er herre over alt, og alt i universet selv stenene må adlyde ham. Han består af 5 guddommelige elementer, jnf skildringen af kolossen, som i Dan 2 symboliserer de forskellige verdensaldre. Som menneskets lille sjæl fylder legemet og besjæler legemet og styrer det og giver det liv, sådan fylder det store menneskes sjæl hele universet. Dette symbol, det kosmiske menneske, kan også fremstilles som et stort træ, der bærer hele universet (jnf asken Yggdrasil) Her er det store menneske bestående af 5 guddommelige elementer blevet til 5 store træer i paradisets have.

Thom ev stræber efter det direkte møde med Gud/Menneskesønnen , som er den realitet, som er overalt og er den inderste virkelighed i alt. Dåbsmysteriet sætter mennesket ind på en vandring mod lyset mod skuen af det kosmiske menneske.

Det er det samme princip, man har i den jødiske kabbala-mystik, hvor man mediterer over Adam Kadmon:

Gud er usynlig og grænseløs, men i det oprindelige grænseløse dyb (hebraisk ein sof) opstod pludselig et mægtigt lys, der strålede frem på det kosmiske menneskes pande og dannede det kosmiske menneske eller rettere dannede de ti guddommelige egenskaber, Sefirot, som er lemmerne på Adam Kadmon, (”den første Adam”)

Metoder til skuen: Renselsesdåb, faste, recitationer af stærkt lovprisende bønner, Elias stilling.

Idealet er at have en stige i huset

Om Enok fortælles det, at han var skrædder og fæstede sålen til overlæderet, og ved at meditere over hvert et sting forenede han sin sjæl med Metatron, det store guddommelige menneske..

Men hvorfor hemmelighedskræmmeriet? Hvorfor kaldes evangeliet ”de hemmelige ord”?

For at beskytte oplevelsen, beskytte det hellige mod vulgære, nedladende vurderinger. Mange mennesker reagerer negativt og med hånlige kommentarer, de er ikke rede til at indrømme at der findes sådanne oplevelser af den anden side. Fra moderne mystikere ved vi at man gribes af en ulyst til at tale om det, fordi man føler at noget dyrebart forhånes.

(Eks Platon)

Frem for at forsøge at fortælle en hel masse om noget, som slet ikke kan beskrives, vil man derfor hellere nøjes med antydningens kunst, og derved kan den, som aner sammenhængen, ledes mod den fulde forståelse, mens den, som intet forstår, han vender sig bare bort og ryster på hovedet.

Log 15: ”Han, som ikke var født af en kvinde”, er denne Adam Kadmon, den første Adam, som ses i den mystiske oplevelse (”Når I ser …”).

48: Dette det ideelle menneske tænktes at være foreningen af både mandlig og kvindelig natur (”i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”, 1.Mo 1,27). Her udtrykt ved billedet af mand og kvinde, som ”slutter fred” i ”et enkelt hus”. Det ene hus er her billede på Adams enhed, som omslutter både manden og kvinden. I den mystiske oplevelse opleves alle modsætninger og splid forenet til ét. 49: Denne oplevelse af at være ét med alt (”enestående”) er en tilbagevenden til menneskets himmelske udspring. Nøglen til Thomasev er altså denne skuen af Adam Kadmon som det store menneske, ”Menneskesønnen”, og dette er samtidig en oplevelse af at være ét med den Gud, som er overalt, som er det inderste i alt, som er den guddommelige ild, som flammer som den inderste virkelighed i alt, selv stenene. (Thomas siger et sted, at hvis de andre disciple fik den hemmelighed at vide, som Jesus har betroet ham, ville de tage sten op og stene ham, men ild ville bryde frem af stenene og fortære dem).

106+84: Når du forener din mandlige side med den kvindelige side, så bliver du ét med dette himmelske menneske, ”Menneskesønnen”, som har magt til at flytte bjerge. Dette menneske er vort himmelske forbillede, dvs han er det Guds billede, som mennesket er skabt i. Han er derfor vor sande himmelske tvilling. Sektgrundlæggeren Manis kaldelse var et møde med den himmelske tvilling, Muhammeds kaldelse var et møde med hans engel som makromennesket (Da M. kommer ud af hulen ser han ham, lige meget hvor han vender blikket hen). I et barndomsevangelium fortælles det, at Helligånden kommer til jomfru Marias hus som Jesu tvilling, hun binder ham til sengestolpen, men da Jesus kommer med Josef hjem fra marken, forenes det to til ét. (Det som ligger bag er oplevelser af den art, som den Knud Sørensen har fortalt om i kirkebladet.) Denne tvilling-symbolik er typisk for Thomasskrifterne og spiller en stor rolle i Thomasakterne, hvor Jesus af udseende ligner Thomas til forveksling. Thomas kaldes Judas-Thomas, sandsynligvis fordi Jesus havde en broder, som hed Judas.

61. (Salomes ord): Hvis man forbliver udelt er man fuld af lys, men er man delt og splittet er man fuld af mørke.

21: Marken er den jordiske krop. Frelse er at forlade kroppen (i en ud-af-kroppen oplevelse)

22: Spædbørnene med deres manglende seksualitet kender endnu ikke opdelingen i mandligt og kvindeligt. Frelse er at forene det mandlige og det kvindelige og det indre (sjælen) med det store menneske, som er overalt uden for dig, er overalt i universet, at forene det indre menneske med det himmelske menneske oventil.

24: Det er det store lysmenneske, som oplyser hele verden. Det er det Guds ”sted”, som skues i den mystiske oplevelse. (Maqom, Guds ”sted”, spiller en vigtig rolle i den ældste jødiske mystik)

Nøglen til en forståelse af både Thomasev. og "Sandhedens evangelium" er oplevelsen af det store menneske (Adam Kadmon, Metatron, Menneskesønnen), som er en oplevelse af, at Gud er overalt og gennemtrænger alt med sin kraft og sin visdom, fylder "altet med sin herlighed" Es 6,3.

De ti guddommelige egenskaber, som danner det store fuldkomne menneske, Adam Kadmon:

• 1. Kronen (Keter): Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans/livets krone Åb 2,10. Den, som sejrer, vil jeg lade sidde med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde på min Faders trone, Åb 3,21.

• 2. Visdommen (Hokmah) og 3.Indsigten (Binah). Indsigten er den analyserende forstand, intelligensen, den indtrængende, skarpsindige, granskende kundskab, mens Visdommen er den visdom, som udstrømmer fra Gud og opleves mere pr. intuition og som indre vished. Den identificeres med urlyset, som udstrømmer fra Gud (al sandheds kilde) og gennemstrømmer alt. Disse to er i balance med hinanden. Menneskets fejl er, at det søger sin egen visdom og indsigt i stedet for Guds visdom ”den hemmelige skjulte” (1.Ko 2,6f). Når den menneskelige indsigt og visdom er afskåret fra guddommelig inspiration ender den i mørke

• 4. Magten og 5. Barmhjertigheden (Geburah=heltekraft, mandig styrke og Hæsæd = nåde egt. ”troskab mod pagten”). Også disse to, Guds venstre og Guds højre arm, Guds magt (hans dømmende magt) og Guds barmhjertighed/nåde er i balance med hinanden.

• 6. Saligheden (Tifæræt, egt ”farve, skønhed, glans”) er den centrale Sefirah svarende til hjertet og den røde farve. Det er den faldne skabnings skønhed genoprettet og kan også oversættes frelse, helse.

• 7. Æren (Hod) og 8. Sejren (Nesach). ”Ære være Gud i det Højeste” lyder englenes lovsang. Menneskets ære er at blive vanæret for Kristi skyld, Ap Gern 5,41, og Kristus er iblandt os som den, der tjener. Sejren skildres i de 7 sendebreve Åb 2-3 i det stadigt gentagne: ”Den, som sejrer”.

• 9. Grundvolden (Jesod). Klippen. ”Min klippe og min forløser” Ps 19. Gud er mit hjertes klippe Ps 73. Den retfærdige er jordens evige grundvold Ordsspr 10,25. ”På denne klippe vil jeg bygge min kirke” Matt 16,17-19. den retfærdige ikke er noget i sig selv, men det sidste endepunkt for den guddommelige livsstrøm, det sted, hvor nådesstrømmen ender og modtages. Ingen kan lægge anden grundvold end Kristus (1.Ko 3,11)

• 10. Riget (Malkut). Den store menneskes fødder: ”Jeg vil vandre for Herrens åsyn.” Livet som en rejse, Enok vandrede med Gud og Gud tog ham bort. Vandringen til Emmaus. På rejsen gennem livet er mennesket ikke ene: ”Drag ud i alverden og se, jeg er med jer alle dage helt til verdens ende”

En meditation over de ti himleskatte, de ti frelsekræfter, som udgår fra det guddommelige ”dyb”, fra den guddommelige lysfylde, og som formidles til os af det himmelske fuldkomne menneske, jnf ”en stråleglans, som den ene har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” Joh 1,14. Jnf 1.Joh 1,5: ”Gud er lys, der er slet intet mørke i ham”

Alf.R.Akiba BH III.20: “Gud forsyner verden dag for dag med gaver, uden hvilke verden ikke kunne bestå en eneste dag: ånd og sjæl, kundskab og visdom og åndrighed, råd og styrke og de forsk. sanser”. De ti sefirot (himmelskatte) er guddommelige kræfter og egenskaber, hvorigennem Gud handler i universet, kræfter, som tilsammen udgør det kosmiske træ eller det kosmiske menneske. Læren om de 10 sefirot har intet med naturvidenskabelig kosmogoni at gøre. Den må heller ikke læses som filosofi, men det er symboler, som søger at give en tilnærmelsesvis beskrivelse af noget, som slet ikke kan udtrykkes i ord.

Der er et stadigt dynamisk sammenspil mellem dem. ”Kun når Gud bruger begge sine symbolske ”hænder” Barmhjertighed/Hæsæd og Retfærdighed/Geburah i korrekt proportion, kan skabelsen eksistere i et givent øjeblik.” Hellighed er ikke noget, vi har i os. Det er noget, som er i Guds nærhed noget som udstrømmer fra Gud

Men ikke blot skriften, også skaberværket genspejler den guddommelig sandhed skjult over alt.

De 10 sefirot viser, i hvilken overvældende grad Gud og Guds visdom og Gud ære og herlighed og majestæt står i centrum af denne religiøsitet

Sandhedens evangelium er et af de koptiske skrifter fundet i Nag Hammadi i Ægypten og er muligvis en oversættelse til koptisk af det evangelium af samme navn, som gnostikeren Valentin ifølge Irenæus forfattede. I så fald bringer det os helt tilbage til først halvdel af 2.årh eft. Kr. Evangeliet er som påvist af E.Segelberg³ vidnesbyrd om en tidlig dåbsritual

Vi finder i begyndelsen af evangeliet en skildring af, hvorledes ”Ordet” først optræder som lærer i en visdomskole, men eleverne hadede ham, fordi han viste dem, at de var ”tomme” og ikke vismænd i dette ords sande betydning. Men ”de små børn” havde ”kundskab” (gnosis) om Faderen, og ”styrkede blev de undervist om Faderens åsyns former. De forstod – de blev forståede. De blev lovprist – de lovpriste. Den åbenbaredes i deres hjerter, nemlig de levendes levende bog, den som er skrevet i Faderens tanke og forstand og som lige siden før altets grundlæggelse er i det uforståelige af Ham, den som ingen kan tage, da den var forbeholdt den, som skulle tage den og dræbes.” 19:29ff. Her er tale om, at den gamle forestilling om den himmelske livets bog er blevet spiritualiseret til noget, som åbenbares i hjertet på de indviede. Bogen er ikke skrevet på papir, men skrevet i Faderens tanker, og den har været skjult i Gud siden altets grundlæggelse. Nøglen til disse udtryk er den mystiske vision, som giver en oplevelse af enhed med Gud og Guds tanker, en oplevelse af, at alle hemmeligheder selv de kosmologiske åbenbares for en i en subjektiv oplevelse af, at man er tæt på alvidenhed, men denne oplevelse er her knyttet til dåben: Den gives til ”børnene” (dåbssymbolik). De for mystikken så typiske formler, der skal udtrykke gensidig identitet, møder vi: ”De forstod – de blev forstået, de blev lovpriste – de lovpriste” Netop indsigt og lovprisning er det, som formidler den mystiske oplevelse af identitet. Interessant er den soteriologi, som derefter fremføres (23:19ff), da den har mange ligheder med den senere kosmologi med de 10 sefirot:

”Ordet” går ud i altet ved Faderens

1. Visdom

2. Lære

3. Indsigt

4. Hæder - også kaldt ”en krans på dens hoved”

5. Glæde

6. Ære (doksa)

7. Form

8. Ro (Hvile)

9. Kærlighed

10. Tro

Flere af de valentinianske guddommelige attributter svarer nøje til de jødiske sefirot: Visdommen, Indsigten, Kronen, Æren, Saligheden og Hæsæd, som godt kan oversættes ”kærlighed”, ”barmhjertighed”. Men forskellen er også tydelig, for i det jødiske system danner flere af attributterne par, som er i en modsætningernes balance med hinanden:

De ti ovennævnte attributter kalder Valentin også ”frugt af Guds hjerte og en ansigtsform af hans vilje. De oppebærer altet ..og videre tager det og iklæder sig altets skikkelse, renser det, får det til at vende tilbage til Faderen, til Moderen.”

---

Home

Books

Articles

News

Profile

Contact